250px|thumb|right|Dickinsonia costata, en Ediacara-organisme af ukendt slægtskab med et vatteret udseende. 250px|thumb|right|Tre tegnede Dickinsonia costata. 250px|thumb|right|Tegning af artropoden Praecambridium sigillum og Yorgia waggoneri. 250px|thumb|right|Tegning af Bomakellia kelleri. Ediacara-faunaen eller Vendia-faunaen er forhistoriske livsformer, der repræsenterer de ældste kendte former for kompliceret flercellet liv på Jorden.
De første spor efter Ediacara-faunaen er omtrent 600 millioner år gamle, men blomstrede først rigtigt op i en periode kaldet den Avalonske eksplosion (575 millioner år siden), der fulgte kort efter en voldsom kuldeperiode, der praktisk taget havde dækket hele jordkloden med is. I et 558 millioner år gammelt Dickinsonia-fossil er der fundet fedtstoffet cholesterol, som dermed gør Dickinsonia til det første dyr, der kendes.
Faunaen er præget af en stor variation af dyrerækker, men de fleste forsvandt næsten fuldstændigt igen i takt med de nye livsformer fra den Kambriske eksplosion kommer til. Enkelte eksemplarer er blevet fundet i lag dateret til mellem 500 og 510 millioner år siden. Men størstedelen af Ediacariums tidligere meget udbredte økosystemer er praktisk taget forsvundet imod slutningen af Ediacarium. En række forskellige hypoteser er blevet fremlagt for at forklare denne pludselige forsvinden; f.eks. usikkerhed om hvilke fossiltyper der rent faktisk bevares, miljøforandringer, fremkomsten af rovdyr eller øget konkurrence fra andre livsformer, heriblandt forfædrene til den Kambriske eksplosions nye væsner.
Nogle af Ediacaraorganismerne kan være tæt beslægtet med dyregrupper der blev almindelige senere hen, f.eks. har slægten Kimberella visse ligheder med bløddyr, mens andre har en bilateral symmetrisk kropsform, hvilket er et særkende ved Bilateria – en dyregruppe der rummer størsteparten af alle nulevende dyrearter. Derudover kan sporfossiler, der minder om dem orme laver, når de graver gange, tyde på eksistensen af bilateralt liv. Langt den overvejende del af fossilmaterialet er dog morfologisk helt forskelligt fra yngre livsformer; de er fx skive-, poseformede eller ligefrem ”flettede”. Klassificering er derfor meget vanskeligt og deres placering indenfor de gængse riger som dyr, planter, svampe eller protister kan være en umulig opgave, enten fordi adskillelsen af de biologiske riger endnu ikke var tydelig eller at de tilhører deres helt eget rige. Et forslag om at placere dem i et selvstændigt rige Vendobionta (nu kaldet Vendozoa) har faktisk vundet en vis støtte indenfor palæontologien. Deres sære former og tilsyneladende manglende forbindelse til senere livsformer, har endda fået flere til at betragte dem som naturens fejlslagne eksperiment indenfor flercellet liv, og at senere former for flercellet liv har udviklet sig uafhængigt af Ediacara-faunaen fra encellet liv.
Opdagelsen Det første fossilfund er fra Ediacara Hills (Sydaustralien), blev fundet i 1868, og er et eksemplar af den skiveformede Aspidella terranovica. Opdageren, Alexander Murray, var en erfaren geolog og fandt det nyttigt til at datere klippelagenes alder i Newfoundland (Murray primære arbejde bestod i at undersøge Newfoundlands geologi). Men fordi fossilet lå i prækambriske lag, og samtidens opfattelse var at livets begyndelse lå i starten af den kambriske periode (altså værende den Kambriske eksplosion), var fossilet ældre end hvad man mente liv kunne være. Det var derfor først fire år senere før nogen, Elkanah Billings, vovede at foreslå, at det var fossile rester af levende væsener. Fossilets simple form fik Billings kolleger til afvise hans forslag, og det blev i stedet kategoriseret som gaslommer, en uorganisk struktur eller endda skabt af Gud, for at teste menneskets tro. På dette tidspunkt var dette fund det eneste af sin art i verden og debatten døde hurtigt ud. Først i 1933 opdagede en anden forsker, Georg Gürich, lignende eksemplarer i Namibia, men den faste overbevisning at livet var opstået i Kambrium, betød at fundet blev placeret i den kambriske periode og blev ikke associeret med Aspidella.
I 1946 bemærkede geologen Reg Sprigg noget han betegnede som vandmænd i de australske Ediacara Hills, men også disse fund blev dateret til tidligt i Kambrium, så relevansen blev endnu engang overset. 350px|thumb|right|Billede af Charnia-fossil. Det var først da et eksemplar af Charnia blev opdaget i England i 1957, at muligheden for prækambrisk liv taget op til genovervejelse. Denne palmebladslignende organisme blev fundet i den engelske skov Charnwood, og da de geologiske kort over England er særdeles præcise, var der denne gang ingen tvivl om at fundet var ældre end Kambrium. Det var palæontologen Martin Glaessner der endelig forbandt dette fund med de tidligere fund, som med hjælp af forbedrede dateringsteknikker kunne verificeres som også værende ældre end Kambrium.
Alle fund opdaget før 1967 var i midlertidigt indlejret i grovkornet sandsten, hvilket har forhindret finere detaljer i at blive bevaret, og dermed gjort det besværligt at fortolke dem. Fundet af et fossiliseret askelag ved Mistaken Point i Newfoundland ændrede dog dette, detaljer der ellers havde været usynlige var bevarede af de fine askekorn, og muliggjorde en beskrivelse af hidtil ukendte detaljer.
Manglende kommunikation kombineret med vanskelighederne med at sammenligne de spredte geologiske formationer medførte, at medlemmer af faunaen blev klassificeret under et væld af forskellige navne. I 1960 blev navnet "Ediacarien" foreslået som betegnelse af franske forskere, efter Ediacaran Hills i det sydlige Australien (en forvanskning af det aboriginale navn Idiyakra, som betyder ”vand er til stede”). Den blev i en årrække brugt parallelt med "Sinien" og "Vendien", som betegnelse for de prækambriske klippeformationer, der indeholdt spor af Ediacara-liv.
"Ediacaran" og "Ediacaria" blev efterfølgende anvendt til at klassificere hele den geologiske periode, der afsluttede den proterozoiske æon og alle de klipper, som stammede fra den. I marts 2004 blev inkonsistensen i navngivningen afsluttet, da det på et møde i organisationen International Union of Geological Sciences blev besluttet formelt at navngive perioden efter den australske lokalitet.
Bevaringsforhold I langt de fleste tilfælde bevares kun de hårde skeletdele af et dyr som fossil, og forsteninger af bløddele forekommer kun yderst sjældent. Da Ediacara-dyrene udelukkende havde bløde kroppe og ingen hårde skaller eller skeletdele er hyppigheden af fossiler temmelig overraskende. Fraværet af gravende dyr har med stor sandsynlighed været en væsentlig faktor, og efter at disse dyreformer udvikledes i Kambrium bliver bløde kropsdele forstyrret, før de kan fossiliseres.
Kun meget få at de strata fra Ediacarium, der har denne struktur er uden fossilrester, og fossiler fra denne periode bliver kun meget sjældent fundet i lag uden spor efter mikrobielle måtter. Disse måtter var dog meget udbredte indtil Kambrium, hvor en række bakteriegræssende organismer opstod. Mikrobielle måtter er områder af sediment som bliver stabiliseret af et beskyttende lag af mikroorganismer, som vokser i kolonier. Hvis et meget tykt lag af sediment aflejres på en måde så mikroorganismerne dør, bevares den karakteristiske rynkede struktur der kan minde om elefanthud. Siden har de kun kunne forekomme under særlige betingelser hvor deres fjender ikke kan overleve længe nok til at æde dem.
Fossiler blev derfor mest bevaret når det område, hvor de levede, pludseligt blev dækket af f.eks. sand eller aske; derved blev både de og det mikrobielle substrat de levede på, dækket til og indkapslet og i sidste ende afskærmet fra de sædvanlige sedimentædere. Da datering af aske er simpel og præcis, kan de fossiler der er fundet i askelag dateres indenfor en million år; hvilket er relativt præcist. Det er dog mest almindeligt at finde fossiler fra Ediacarium under lag af sand, der f.eks. er skabt pga. storme eller turbiditstrømme. Bløddele fra dyr der er blevet begravet under lignende forhold efter Ediacarium, er kun yderst sjældent blevet til fossiler; det er derfor meget sandsynligt at de hyppige forekomster af mikrobielle måtter har haft en positiv effekt ved at bevare aftrykket af dyrene i det underliggende sediment.
Hvad bevares? Hastigheden og graden af hvordan det lag, der dækker fossilerne størkner og cementeres har stor betydning for hvilke dele af et dyr, der forstener. De fleste skiveformede organismer blev nedbrudt før det overliggende materiale blev cementeret, og derfor er det mest et aftryk af deres underside som bevares, idet sand eller aske fyldte det hulrum ud som de efterlod.
Omvendt ser det ud til at de såkaldt flettede organismer først blev nedbrudt efter dæklagene var begyndt at cementere, hermed blev deres øvre overflade bevaret. Deres mere holdbare egenskab kan også ses i at de bevares i hel form, selv i de sjældne tilfælde hvor de er blevet fundet i aflejringer der er skabt af storme; de stærke kræfter der involveret i de forhold ødelagde altså ikke disse dyr på samme måde som det skete med de skiveformede.
I andre tilfælde skabte udfældninger fra bakterieaktivitet en slags “dødsmaske” i form af en afstøbning af det døde dyr.
Unikke kropsformer thumb|250px|Rekonstruktion af Tribrachidium heraldicum fundet i Ediacara Hills i Australien Ediacara-faunaen var meget forskelligartet, med en stor variation af morfologiske karakteristika. Størrelser varierer fra få millimeter til flere meter, fra “blæveragtige” til noget meget kompliceret, fra meget robust til geléblød. Nærmest alle former for symmetri er tilstede.
Fossilerne fra denne periode adskiller sig især fra de foregående ved deres meget organiserede multicellulære konstruktion og størrelse. Disse meget forskelligartede kropsformer er notoriske besværlige at inddele i taksonomiske grupper, da ikke ligner noget der findes i dag, og derfor må inddeles alene på grundlag af deres ydre form og ikke deres slægtskab.
"Embryoner" Nylige fund af flercellede organismer fra Prækambrium har været domineret af rapporter om embryoner, særligt har eksemplarer fra Doushantuo-formationen i Kina vakt stor interesse, også i medierne. Det er dog også blevet hævdet at de blot er resultatet af mineraludfældninger på indersiden af et hul, mens andre tolker dem som eksemplarer af den gigantiske svovlbakterie Thiomargarita, et synspunkt som dog er stærkt omstridt.
Mikrofossiler der er dateret til at være 632 mio. år gamle – dvs. ca. 3 millioner år efter afslutningen af den forgående kuldeperiode – kan være en form for embryostadium i de ældst kendte dyrs livscyklus. Validiteten af denne hypotese er dog stadig meget omstridt.
200px|thumb|right|Cyclomedusa. Skiver Cirkulære fossiler der dominerede de første fund, så som Ediacaria, Cyclomedusa og Rugoconites, og på grund af deres form blev Ediacara-faunaen i begyndelsen fejlklassificeret som meget primitive medlemmer af cnidaria, som bl.a. omfatter vandmænd og koraller. Senere undersøgelser har dog betydet at ingen af de skiveformede typer helt har kunnet blive karakteriseret som cnidaria. Alternative fortolkninger inkluderer protister og søanemoner; eller at de ligefrem er mikrobielle kolonier. Vigtige karaktertræk mangler dog, da kun undersiden af disse typer organismer bevares som forsteninger.
Sække Fossiler som Pteridinium er bevaret i sedimentlagene og minder om “mudderfyldte sække”, men der hersker langtfra enighed i forskerkredse om hvordan disse fund skal forstås.
150px|thumb|right|Charniodiscus.