thumb|Dalriada (grønt) under kongerigets storhedstid, ca. 590. Det gule felt markerer piktiske områder.|250px Dalriada (skotsk gælisk: Dál Riata) var i middelalderen et gælisk kongedømme, som lå i vore dages Skotland og Nordirland. Kongeslægten kom oprindelig fra Antrim i Ulster og migrerede formodentligt i slutningen af det 5. århundrede til Argyll i Skotland. Den første kendte konge af Dalriada var Fergus 1., som herskede ca. 500–501.
De første konger af Dalriada var fortsat i et afhængighedsforhold til overkongerne i Ulaid, men under Aedan mac Gabráin (ca. 574–ca. 608) blev Dalriada den dominerende magt i Ulster. Han opbyggede en stærk flåde, førte krig mod naborigerne, og foretog plyndringstogter så langt væk som Man og Orkneyøerne. På land havde han dog ikke den samme succes, og i 603 blev han besejret af Æthelfrid af Northumbria i slaget ved Daegsastane.
Kongedømmets indflydelse i Ulster dalede kraftigt i 637, da de irske dalriadaene blev besejret af O'Neill-klanen i slaget ved Mag Rath. Fra da af fokuserede Dalriadas konger på områderne i Skotland. Hovedrivalerne her var pikterne i nord og angelsakserne i Bernicia mod øst.
Dunadd i Argyll ser ud til at have været kongernes hovedsæde. Udgravninger på stedet har vist, at der er flere befæstninger her, og man har også fundet mange støbeforme til produktion af smykker. En bolig- og folketælling, Senchus fer n'Alba som muligvis oprindeligt stammer fra det 7. århundrede, er bevaret i en kopi fra det 10. århundrede.
Dalriada blev erobret af pikterne, men den gæliske kultur fortsatte med at være dominerende. Den første konge af de forenede piktere og skotter var Kenneth mac Alpin (840–857), som selv var søn af den sidste konge af Dalriada, Alpin 2.
Med vikingetogterne i det 10. århundrede blev kontakten mellem de irske og skotske dalriadaene endeligt afbrudt; men Stone of Scone, stenen som blev brugt ved kroningen af de skotske konger, blev bragt over til Skotland.
Religion og kunst
Der findes ingen skriftlige kilder fra det førkristne Dál Riata, og de tidligst kendte optegnelser stammer fra krønikeskrivere på Iona og fra irske klostre. På Skt. Patricks tid mente kongerne af Dál Riata, at de nedstammede fra keltiske guder, og hedninge i området betragtede visse kilder og ”åndebeboede lunde af træer” som hellige lunde.
Adomnáns Life of St Columba antyder et kristent Dál Riata.Markus, "Iona"; Markus, "Conversion". Om dette er korrekt, kan ikke afgøres med sikkerhed. Skikkelsen Columba fylder meget i enhver fremstilling af kristendommens historie i Dál Riata. Adomnáns Life er, selv om den er nyttig som kilde, ikke skrevet som historie, men som hagiografi. Da helgenbiografier på Adomnáns tid endnu ikke havde nået de stiliserede former fra højmiddelalderen, indeholder Life en stor mængde historisk værdifuld information. Den er også en vigtig sproglig kilde, der viser udbredelsen af gæliske og p-keltiske stednavne i det nordlige Skotland ved slutningen af 600-tallet. Det bemærkes berømt, at Columba havde brug for en tolk, når han talte med en person på Skye.Ud over Sharpe’s oversættelse af Adomnáns Life of St Columba er Broun & Clancy (red.), Spes Scotorum, væsentlig læsning om Columba, Iona og Skotland. Dette vidnesbyrd om et ikke-gælisk sprog understøttes af forekomsten af p-keltiske stednavne på det afsidesliggende fastland over for øen.W.F.H. Nicolaisen, Scottish Placenames: Their study and significance (1976).
Columbas grundlæggelse af Iona inden for Dál Riatas grænser sikrede, at kongeriget fik stor betydning for kristendommens udbredelse i det nordlige Britannien – ikke blot til Piktland, men også til Northumbria via Lindisfarne, videre til Mercia og derudover. Selv om klosteret på Iona tilhørte Cenél Conaill af de nordlige Uí Néill og ikke Dál Riata, havde det tætte forbindelser til Cenél nGabráin, forbindelser som kan have gjort annalerne mindre end fuldstændig upartiske.Se fx Broun, "Dál Riata"; for stednavne som indikator for ionaisk indflydelse, se Taylor, "Iona abbots".
Hvis Iona var det vigtigste religiøse centrum i Dál Riata, var det langt fra enestående. Lismore i Cenél Loairns område var tilstrækkeligt betydningsfuldt til, at dødsfald blandt dets abbeder ofte blev optegnet. Applecross, sandsynligvis i piktisk område i det meste af perioden, og Kingarth på Bute er også kendt som klostersteder, og mange mindre steder – fx på Eigg og Tiree – er kendt fra annalerne.Clancy, "Church institutions". I Irland var Armoy det vigtigste kirkelige centrum i den tidlige periode, knyttet til Sankt Patrik og til Sankt Olcán, som siges at have været den første biskop i Armoy. Et vigtigt tidligt centrum, Armoy gik senere tilbage og blev overskygget af klostrene i Movilla (Newtownards) og Bangor.Charles-Edwards, Early Christian Ireland, s. 58–60.
Ud over deres primære åndelige betydning kan de religiøse centres politiske betydning ikke negligeres. Prestigen ved at være knyttet til en hellig grundlægger var af stor betydning. Klostre repræsenterede både rigdom og status, og den lærdom og læsefærdighed, der fandtes dér, var nyttige redskaber for ambitiøse konger.Foster, Picts, Gaels and Scots, s. 42–44, 94–95 og 104–106.
Det illuminerede manuskript Book of Kells blev sandsynligvis i det mindste påbegyndt på Iona, dog ikke af Columba, som legenden vil have det, da værket dateres til omkring år 800. (Den kan være blevet bestilt for at markere 200-året for Columbas død i 597). Uanset dette var Iona uden tvivl vigtig for udviklingen af insulær kunst, som kombinerede middelhavske, angelsaksiske, keltiske og piktiske elementer i en stil, hvor Book of Kellser et sent eksempel.
Inden for andre kunstarter er der bevaret en række skulpturer, som giver et indtryk af Dál Riatas kunst. St. Martins kors på Iona er et velbevaret stenkors, sandsynligvis inspireret af fritstående northumbriskkors som Ruthwellkorset, selv om et lignende kors findes i Irland (Ahenny, County Tipperary). Kildaltonkorset på Islay er beslægtet hermed. En billedsten ved Ardchattan synes at vise stærke piktiske påvirkninger, mens Dupplinkorset efter nogles mening viser, at påvirkningen også gik den modsatte vej. Fornemt hiberno-saksisk metalarbejde, såsom keltiske brocher, menes at være fremstillet ved Dunadd.Laing & Laing, The Picts and the Scots, s. 136–137; se også Ritchie, "Culture: Picto-Celtic".
Ud over klosterstederne er et betydeligt antal kirker dokumenteret, ikke blot arkæologisk, men også gennem stednavne. Elementet ”kil”, fra gælisk cill, kan i mange tilfælde påvises at være knyttet til tidlige kirker, fx ved Kilmartin nær Dunadd.Markus, "Religious life".
Konger af Dalriada Kongedømmet blev grundlagt af emigranter fra Irland, og der er grund til at antage, at det drejer sig om en fortsættelse af en ældre kongelinje. Efter den sidste konges død blev hans arving konge af hele Skotland under navnet Kenneth 1.
De fleste årstal i listen er blot omtrentlige, da der ikke findes sikre kilder: Fergus 1. af Dalriada 500-501 Domangart 1. af Dalriada 501-507 Comgall af Dalriada 507-538 Gabhran af Dalriada 538-558 Conall 1. af Dalriada 558-574 Aedan af Dalriada 574-608 Eochaid 1. af Dalriada 608-629 Connad af Dalriada 629 Domnal af Dalriada 629-642 Ferchar 1. af Dalriada 642-650 Dunchad af Dalriada 650-654 Conall 2. af Dalriada 650-660 Domangart 2. af Dalriada 660-673 Maelduin af Dalriada 673-688 Domnall af Dalriada 688-695 Ferchar 2. af Dalriada 695-697 Eochaid 2. af Dalriada 697 Ainbcellach af Dalriada 697-698 Fiannamail af Dalriada 698-700 Selbach af Dalriada 700-723 Dungal af Dalriada 723-726 Eochaid 3. af Dalriada 726-733 Alpin 1. af Dalriada 733 Muiredach af Dalriada 733-736 Eogan af Dalriada 736-739 Aed af Dalriada 739-778 Fergus 2. af Dalriada 778-781 Eochaid 4. af Dalriada 781 Konstantin af Dalriada 781-820 Oengus af Dalriada 820-834 Drust af Dalriada 834-837 Eoganan af Dalriada 837-839 Alpin 2. af Dalriada 839-841
Se også Dáirine Duan Albanach Irlands historie (400–795) Irlands historie (795–1169) Kongeriget Dyfed Kongeriget Albas oprindelse Forhistorisk Skotland Skotland i tidlig middelalder Skotland i højmiddelalderen Senchus fer n-Alban
Referencer
Litteratur
Adomnán, Life of St Columba, tr. & ed. Richard Sharpe. Penguin, London, 1995. Anderson, Alan Orr, Early Sources of Scottish History A.D. 500–1286, volume 1. Reprinted with corrections. Paul Watkins, Stamford, 1990. Bannerman, John, Studies in the History of Dalriada. Scottish Academic Press, Edinburgh, 1974. Bannerman, John, "The Scottish Takeover of Pictland" in Dauvit Broun & Thomas Owen Clancy (eds.) Spes Scotorum: Hope of Scots. Saint Columba, Iona and Scotland. T & T Clark, Edinburgh, 1999.
Broun, Dauvit, "Aedán mac Gabráin" in Michael Lynch (ed.), The Oxford Companion to Scottish History. Oxford UP, Oxford, 2001. Broun, Dauvit, "Dál Riata" in Lynch (2001). Broun, Dauvit, "Pictish Kings 761–839: Integration with Dál Riata or Separate Development" in Sally M. Foster (ed.), The St Andrews Sarcophagus: A Pictish masterpiece and its international connections. Four Courts, Dublin, 1998. Byrne, Francis John, Irish Kings and High-Kings. Batsford, London, 1973. Campbell, Ewan, Saints and Sea-kings: The First Kingdom of the Scots. Canongate, Edinburgh, 1999. Charles-Edwards, T.M., Early Christian Ireland. Cambridge UP, Cambridge, 2000. Clancy, Thomas Owen, "Columba, Adomnán and the Cult of Saints in Scotland" in Broun & Clancy (1999). Clancy, Thomas Owen, "Church institutions: early medieval" in Lynch (2001). Clancy, Thomas Owen, "Iona in the kingdom of the Picts: a note" in The Innes Review, volume 55, number 1, 2004, pp. 73–76. Clancy, Thomas Owen, "Ireland: to 1100" in Lynch (2001). Clancy, Thomas Owen, "Philosopher King: Nechtan mac Der Ilei," SHR 83 (2004): 135–149 Woolf, Alex, From Pictland to Alba, 789–1070, The New Edinburgh History of Scotland, Edinburgh: Edinburgh University Press, 2007. Cowan, E.J., "Economy: to 1100" in Lynch (2001). Forsyth, Katherine, "Languages of Scotland, pre-1100" in Lynch (2001). Forsyth, Katherine, "Origins: Scotland to 1100" in Jenny Wormald (ed.), Scotland: A History, Oxford UP, Oxford, 2005. Foster, Sally M., Picts, Gaels, and Scots: Early Historic Scotland. Batsford, London, 2004.
Laing, Lloyd & Jenny Lloyd, The Picts and the Scots. Sutton, Stroud, 2001. Mackie, J.D., A History of Scotland. London: Penguin, 1991. McDonald, R. Andrew, The Kingdom of the Isles: Scotland's Western Seaboard, c. 1100–c. 1336. Tuckwell, East Linton, 2002. Markus, Fr. Gilbert, O.P., "Iona: monks, pastors and missionaries" in Broun & Clancy (1999). Markus, Fr. Gilbert, O.P., "Religious life: early medieval" in Lynch (2001). Markus, Fr. Gilbert, O.P., "Conversion to Christianity" in Lynch (2001). Mac Néill, Eoin, Celtic Ireland. Dublin, 1921. Reprinted Academy Press, Dublin, 1981. Nicolaisen, W.F.H., Scottish Place-names. B.T. Batsford, London, 1976. Reprinted, Birlinn, Edinburgh, 2001. Ó Corráin, Donnchadh, "Vikings in Ireland and Scotland in the ninth century" in Peritia 12 (1998), pp. 296–339. Etext (pdf) Ó Cróinín, Dáibhí, Early Medieval Ireland: 400–1200. Longman, London, 1995. Oram, Richard, "Rural society: medieval" in Lynch (2001). Owen, Olwyn, The Sea Road: A Viking Voyage through Scotland. Canongate, Edinburgh, 1999. Rodger, N.A.M., The Safeguard of the Sea. A Naval History of Great Britain, volume one 660–1649. Harper Collins, London, 1997. Ross, David, Scottish Place-names. Birlinn, Edinburgh, 2001. Sellar, W.D.H., "Gaelic laws and institutions" in Lynch (2001). Sharpe, Richard, "The thriving of Dalriada" in Simon Taylor (ed.), Kings, clerics and chronicles in Scotland 500–1297. Four Courts, Dublin, 2000. Smyth, Alfred P., Warlords and Holy Men: Scotland AD 80–1000. Edinburgh UP, Edinburgh, 1984. Taylor, Simon, "Seventh-century Iona abbots in Scottish place-names" in Broun & Clancy (1999). Taylor, Simon, "Place names" in Lynch (2001).