Łódź (IPA-udtale: [wut͡ɕ]) er med indbyggere befolkningsmæssigt Polens tredjestørste by og hovedstaden i Województwo łódzkie midt i landet. Byen er hovedcentret for tekstil- og filmindustrien samt elektronik- og underholdningsbranchen i Polen. Med sine universiteter, teatre, museer og den verdensberømte filmhøjskole er Łódź også et vigtigt akademisk og kulturelt center.
Byen præges af en stor udviklingsdynamik og er for tiden inde i en stærk investeringsbølge. Den har status som powiat og udgør sammen med omkringliggende områder Storbyområdet Łódź med omkring 1.050.000 indbyggere.
Łódź fik byrettigheder af kong Vladislav II Jagello i 1423. Storhedstiden kom imidlertid først i begyndelsen af 1800-tallet. Den lille landbrugsby, som i 1820 talte knapt tusind indbyggere, blev da omdannet til et af Europas største centre for tekstilindustri med over en halv million indbyggere lige før udbruddet af 1. verdenskrig. De to verdenskrige standsede den eventyrlige udvikling. Efter anden verdenskrig blev Łódź Polens uformelle hovedstad til genopbyggelsen af Warszawa.
Historie Landbrugsbosætningen thumb|left|Udsigt over Łódź (1812). Łódź nævnes første gang i 1332 som landsbyen Łodzia i et dokument, hvori hertug Władysław Ziemiowic af Łęczyca og Dobrzyń bekræfter landsbyens tilhørighed til kapitlet i Włocławek. Det første forsøg på at give landsbyen byrettigheder fandt sted i 1414 på initiativ fra Włocławek-biskoppen. Det var forgæves. Det var først et dokument underskrevet af kong Vladislav II Jagello i 1423, som gav landsbyen byrettigheder efter magdeburgsk lov. Indbyggerne blev samtidig fritaget fra al jurisdiktion fra voivoder, slotsforvaltere og andre statsmyndigheder. De havde retten til at oprette lokale myndigheder og til at organisere to markeder om året. Frem til slutningen af 1600-tallet udviklede Łódź sig langsomt og var en mindre landbrugsbyThe Golden Book of Łódź, Bonechi-Galaktyka 2006 .
Under den svenske invasion af Polen (1655-1660) blev byen affolket. Den forblev frem til slutningen af det 18. århundrede en mindre by på handelsvejen mellem Masovien og Schlesien og var underlagt biskopperne i Włocławek-bispedømmet. I 1777 havde byen 265 indbyggere og bestod af 66 bygninger.
Med Polens anden deling i 1793 – da landet ikke længere eksisterede som selvstændig stat – kom byen under preussisk administration under sit tyske navn Lodsch. Den havde på det tidspunkt 191 indbyggere, og de preussiske embedsmænd overvejede endda at fratage Łódź byrettighederne. Med Polens tredje deling i 1798 overtog de preussiske myndigheder kirkegodset og nationaliserede byen. Med tiden voksede Łódź’ rolle, og efter Napoleons sejr over Preussen blev byen i 1806 indlemmet i hertugdømmet Warszawa. Det var først efter byen tilfaldt det russiskkontrollerede Kongress-Polen i 1815, at udviklingen virkelig tog fart.
Industrialiseringen
Af helt afgørende betydning for Łódź’ opblomstring var den polske regerings plan om oprettelse af fabriksbyer, som skulle udgøre grundlaget for en national industri. Efter initiativ fra Stanisław Staszic og senere Rajmund Rembieliński, som begge så det økonomiske potentiale i Łódź-området, opstod en sådan tekstilindustribosætning i Łódź. Den blev anlagt syd for byens centrum (Stare Miasto) i 1821-1823 som Nowe Miasto («Den nye by»). Oprettelsen af det nye beboelsesområde førte ikke bare til en radikal demografisk vækst, men også til flytningen af byens centrum: Det trapezformede gamle bytorv (Stary Rynek), som var midtpunktet i jordbrugsbyen Łódź, blev forladt til fordel for den nyanlagte, ottekantede Frihedsplads i Nowe Miasto. I 1824-1828 blev den nye industriby Łódka grundlagt langs Nowe Miastos hovedakse Piotrkowska-gaden.
En konstant tilstrømning af arbejdere, forretningsmænd og håndværkere fra hele kontinentet gjorde Łódź til det største center for tekstilindustri i Kongress-Polen og det russiske rige. Nybyggerne kom hovedsageligt fra de sydlige dele af Tyskland og Böhmen, men også fra lande som Portugal, England, Frankrig og Irland. Det var dog først og fremmest polakker, jøder og tyskere, som bidrog til byens udvikling. Tilflyttere blev garanteret hjælp fra myndighederne især med tanke på byggegrunde, lån og fabriksbyggeri.
thumb|right|Frihedspladsen i Łódź (1899). Den første bomuldsfabrik åbnede i 1825, og 14 år senere åbnede både Polen og Ruslands første dampdrevne fabrik i byen (Den hvide fabrik). Łódź stod for produktionen af uld-, lind- og bomuldstekstiler, som hovedsageligt blev eksporteret til Rusland, Kina og Persien. Byen bød på store muligheder og blev hurtigt kendt som "Det forjættede land". Med tiden udviklede den sig til at blive et af verdens ledende centre for tekstilproduktion.Zbigniew Kotecki, Krzysztof Stefański, Łódź. Szkice do portretu miasta, Studio Filmowe Itaka, Łódź 2007
thumb|left|Piotrkowska-gaden (1896). Mod slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet oplevede Łódź en rekordhøj demografisk vækst. I løbet af et årti blev den lille landsby (med 4 000 indbyggere i 1830 og 40 000 i 1865) en industri metropol med 300 000 indbyggere i 1900 og 500 000 indbyggere i 1914.
Byen gik ind i en stagnationsperiode efter den antirussiske Novemberopstand, som resulterede i toldbarrierer og reducerede handelsmuligheder fra Ruslands side. I 1850 blev den pålagte told mellem Rusland og Kongress-Polen afskaffet. Łódź kunne nu sælge sine varer på det russiske marked, og det bidrog på ny til byens økonomiske udvikling. I 1865 fik byen desuden jernbaneforbindelser til Wien og Warszawa, og nogle år senere også til Białystok. Det blev en vigtig forudsætning for, at byens indbyggertal blev fordoblet hvert tiende år i perioden 1823-1873.
I anden halvdel af 1800-tallet voksede de store fabrikanters industriimperier – især Ludwik Geyer, Izrael Poznański, Karol Scheibler og Ludwik Grohman, men samtidig voksede forskellen også mellem fabrikanternes formuer og arbejdernes fattigdom. Łódź blev snart et af hovedcentrene for den socialistiske bevægelse i Kongress-Polen. I 1892 blev de fleste fabrikker i byen lammet af en stor strejke med over 70.000 deltagende arbejdere. Arbejderklassen deltog også i den antirussiske 1905-revolutionen, hvor over 300 arbejdere blev dræbt i kampe med tsarpolitiet.
Mod slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. århundrede var Łódź det største industricenter i Kongress-Polen, og oplevede kraftig demografisk- og størrelsesmæssig vækst. Nye bydele blev grundlagt, og flere af de omkringliggende landsbyer blev indlemmet i Łódź.
Første verdenskrig og mellemkrigstiden thumb|right|St. Stanisław Kostkas katedral i mellemkrigstiden. Frem til 1. verdenskrig voksede byens befolkning konstant. I 1914 var Łódź en af de mest tætbefolkede industribyer i verden (13.280 indbyggere pr. kvadratkilometer). Et af krigens største slag på Østfronten blev udkæmpet nær byen i 1914, og under første verdenskrig blev byen besat af Tyskland. Krigen standsede den industrielle og demografiske udvikling i Łódź, og de fleste fabrikker blev ødelagt af tyskerne.
Efter krigen – da Polen i 1918 havde genvundet sin selvstændighed – befriede indbyggerne byen ved selv at afvæbne og deportere de tyske soldater. Under og efter første verdenskrig mistede Łódź 40 % af sin befolkning, først og fremmest på grund af værnepligt, sygdom og det faktum, at en stor del af den tyske befolkning flyttede til Tyskland efter krigens slutning i 1918.
Efter 1. Verdenskrig blev der gjort forsøg på, at genoprette byens tidligere økonomiske position, men den store industrielle vækstperiode var alligevel slut. Der blev samtidig lagt arbejde i udviklingen af kultur og videnskab i Łódź.
I 1922 blev byen hovedstad i Łódź-voivodskabet. Den store depression i 1930'erne og handelsembargoen mellem Tyskland og Polen lukkede markedet for polske tekstiler i vest, mens Den russiske revolution (1917) og borgerkrigen i Rusland (1918-1922) satte en stopper for handelen i øst. Byen blev som følge heraf skueplads for store protestmøder og arbejderoprør.
I 1925 åbnede flyvepladsen Lublinek nær Łódź.
I mellemkrigsårene var Łódź mødeplads for forskellige nationer og kulturer – i 1931 bestod byens befolkning af 52 % polakker, 33 % jøder og 14 % tyskere.
2. verdenskrig thumb|left|"Efter Førerens befaling hedder denne by Litzmannstadt" Under Tysklands invasion af Polen blev Łódź forsvaret mod de første tyske angreb af general Juliusz Rómmel. Byen blev imidlertid erobret af tyske tropper den 8. september 1939. Under besættelsen blev byens indbyggere udsat for masseudryddelser, fordrivelse eller deportering til koncentrationslejre, og de tyske nazister oprettede mange fængsler og lejre i byen. Under krigen var Łódź et af de største centre for polsk modstandskamp i Det tredje rige.
Łódź skulle ifølge de tyske planer egentlig blive en polsk enklave, men den nazistiske ledelse indlemmede alligevel Łódź i det tyske rige. Denne indlemmelse blev foretaget efter ønske fra Arthur Greiser – den lokale guvernør for Reichsgau Wartheland – og flere af de etniske tyskere som boede i byen. Byens navn blev samtidig ændret til Litzmannstadt efter den tyske general Karl Litzmann, som havde erobret byen under første verdenskrig. Imidlertid nægtede mange tyskere fra Łódź, at blive Volksdeutsche, og blev i stedet deportert til Generalguvernementet.
I begyndelsen af besættelsen blev alle polske religiøse og patriotiske symboler fjernet fra byen og samtlige polske gade- og stednavne ændret. Blandt andet blev Tadeusz Kościuszko-monumentet revet ned på Polens nationaldag den 11. oktober 1939, og Piotrkowska-gaden fik navnet Adolf Hitler Straße.
thumb|left|Den store synagoge i Łódź, brændt ned af tyske nazister i 1939. Næsten alle synagoger i byen blev brændt ned, og nazisterne oprettede hurtigt en ghetto i byen og befolkede den med 200.000 jøder som boede i Łódź-området (Ghetto Litzmannstadt). Kun 900 overlevede likvideringen af ghettoen i august 1944.Steve Sem-Sandberg, De fattige i Lodz, Gyldendal, 2011. .
I nærheden af Łódź blev der bygget flere arbejds- og koncentrationslejre for områdets ikke-jødiske befolkning, blandt andet det berygtede Radogoszcz-fængsel og flere mindre lejre for romanifolket og polske børn.
Ved slutningen af anden verdenskrig havde Łódź mistet 420.000 (67 %) af sin førkrigsbefolkning – 300.000 jøder og 120.000 polakker. I januar 1945 flygtede byens tyske befolkning af frygt for den røde armé.
Łódź led også store tab som følge af, at byens fabriksmaskiner blev plyndret og sendt til Tyskland. Til trods for relativt små tab på grund af bombning og krigsførelse, var størsteparten af infrastrukturen i Łódź alligevel væk.
Den røde armé marcherede ind i byen 18. januar 1945, og med tiden blev Łódź del af Folkerepublikken Polen. Efter at have frigjort området fra Nazi-Tyskland, gik den røde armés soldater hårdt frem mod lokalbefolkningen, som blev udsat for mord, voldtægt og plyndring. Samtidig blev flere polske modstandskæmpere stillet foran sovjetisk ret og henrettet på grund af sin loyalitet til den polske eksilregering.
Efter anden verdenskrig Efter anden verdenskrig forandrede byens demografiske struktur sig radikalt. For første gang i sin flerkulturelle historie fik Łódź en tilnærmet etnisk ensartet befolkningssammensætning bestående næsten kun af polakker. I 1945 havde Łódź færre end 300.000 indbyggere, men dette tal begyndte snart at vokse med flygtninge fra den ødelagte hovedstad Warszawa og de polske landområder i øst styret af Sovjetunionen. Også den polske regering flyttede til Łódź, som frem til 1948 fungerede som Polens uformelle hovedstad. Der fandtes planer om at flytte hovedstaden til Łódź permanent, men denne idé vandt ikke stor støtte, da genopbyggelsen af Warszawa begyndte i 1948.
Efter kommunisterne fik magten i Polen, tabte mange industrifamilier sine ejendomme, da alle private virksomheder blev nationaliseret.