Det Romerske Kejserrige () var et af de største imperier i historien med kontrol over Middelhavsomådet, herunder store dele af dele af Europa, Vestasien og Nordafrika. Romerne havde dog stor set erobret alle disse områder i den foregående periode under den Romerske Republik. Selvom historikerne ikke er helt enige om det præcise tidspunkt for den Romerske Republiks fald og det Romerske Kejserriges begyndelse, regnes året 27 f.Kr. traditionelt som vendepunktet – det år, hvor Octavian fik tildelt titlen Augustus af Senatet og etablerede principatet. I det 4. århundrede e.Kr. blev riget delt i en vestlig og en østlig halvdel. Det Vestromerske Rige er traditionelt dateret til at have kollapset i 476 e.Kr. (afsættelsen af Romulus Augustulus), mens det Østromerske Rige (Byzantinske Rige) holdt stand indtil Konstantinopels fald i 1453.
Den Romerske Republik var i de sidste århundreder plaget af borgerkrige og politisk kaos op til overgangen til det Romerske Kejserige. Julius Cæsar havde her vundet en intern borgerkrig i 45 f.Kr. og var efterfølgende blevet udnævnt til diktator for livstid (dictator perpetuo). Dette havde fået en gruppe senatorer til at konspirere om at myrde ham i 44 f.Kr., hvilket resulterede i, at Rom blev kastet ud i endnu en periode med borgerkrige. Disse borgerkrige endte Cæsars adoptivsøn, Octavian, i sidste ende med at vinde, hvorefter han efterfølgende centrerede magten i Rom om ham. Octavian fik i denne forbindelse tildelt flere forskellige titler og blev af eftertiden kendt som kejser Augustus – den første kejser af det Romerske Kejserrige.
De næste to århundreder nød romerne en hidtil uset politisk stabilitet og velstand, kendt som Pax Romana ("Romersk fred"). Efter mordet på Caligula i 41 e.Kr. overvejede Senatet kortvarigt at genoprette republikken, men Prætorianergarden proklamerede Claudius som kejser. Da Claudius' efterfølger Nero begik selvmord i 68 e.Kr. vandt Vespasian i 69 e.Kr. kampen om kejserembedet ved som kejser at grundlægge det flaviske dynasti med sin søn Titus som efterfølger.
Han åbnede det Flaviske Amfiteater kort efter Vesuvs udbrud i 79 e.Kr.. Efter lange borgerkrige begyndte Diocletian Tetrarkiet med fire kejsere på én gang. Det mislykkedes og førte til en borgerkrig, der blev afsluttet af Konstantin I, som besejrede sine rivaler og blev den enehersker. Theodosius I blev den sidste kejser af imperiet.
Vestgoternes Belejringen af Rom i 410 e.Kr. og vandalernes i 455 e.Kr. fremskyndede Romerrigets undergang i Vest. Kejser Romulus Augustus' afgang i 476 e.Kr. anses som afslutningen på Det Vestromerske rige. Det østromerske Rige (Det Byzantinske rige) forblev en af de førende magter i verden til det faldt til det Osmanniske rige ved Konstantinopels fald i 1453 e.Kr.
Det Romerske Kejserrige var blandt de mest magtfulde økonomiske, kulturelle, politiske og militære kræfter i verden. Dets lange levetid gav det varig indflydelse på latinsk og græsk og på kultur, religion, arkitektur, filosofi, jura og styreform. I middelalderen blev der gjort forsøg på at genskabe imperiet, herunder det Russiske Kejserrige og Det tysk-romerske Rige. De spanske, franske, portugisiske og britiske koloniimperier spredte romersk og græsk kultur over hele verden og spillede en væsentlig rolle i udviklingen af den moderne verden.
Historie
Der findes spor af ældgamle beboelser i området omkring Rom, men byen Rom og dermed begyndelsen på det senere verdensrige blev ifølge myterne grundlagt af brødrene Romulus og Remus den 21. april 753 f.Kr.. Rom begyndte at ekspanderende kort efter grundlæggelsen af republikken i det 6. århundrede f.Kr., selv om den romerske republik ikke erobrede territorier udenfor Italien før det 3. århundrede f.Kr..Christopher Kelly, The Roman Empire: A Very Short Introduction (Oxford University Press, 2006), side 4ff.; Claude Nicolet, Space, Geography, and Politics in the Early Roman Empire (University of Michigan Press, 1991, originally published in French 1988), side 1, 15; T. Corey Brennan, The Praetorship in the Roman Republic (Oxford University Press, 2000), side 605 et passim; Clifford Ando, "From Republic to Empire", in The Oxford Handbook of Social Relations in the Roman World (Oxford University Press, side 39–40. Den romerske republik var ikke en nationalstat i moderne forstand, men et netværk af byer efterladt til at regere sig selv (dog med varierende grad af uafhængighed fra det romerske senat) og provinser, som blev administreret af generaler. Riget blev ikke regeret af kejsere, men af årligt folkevalgte magistrater (med consuler øverst) i forståelse med senatet.Clifford Ando, "The Administration of the Provinces", in A Companion to the Roman Empire (Blackwell, 2010), side 179. Af forskellige årsager var det 1. århundrede f.Kr. en tid med politiske og militære omvæltninger, som i sidste ende førte til regering af kejsere.Nicolet, Space, Geography, and Politics in the Early Roman Empire, side 1, 15; Olivier Hekster and Ted Kaizer, preface to Frontiers in the Roman World. Proceedings of the Ninth Workshop of the International Network Impact of Empire (Durham, 16–19 April 2009) (Brill, 2011), side viii; Andrew Lintott, The Constitution of the Roman Republic (Oxford University Press, 1999), side 114; W. Eder, "The Augustan Principate as Binding Link," in Between Republic and Empire (University of California Press, 1993), side 98. Konsulernes militære magt hvilede på romerrettens begreb imperium, som bogstaveligt betyder "kommanderende" (typisk i en militær forstand).John Richardson, "Fines provinciae", i Frontiers in the Roman World, side 10. Lejlighedsvis fik dygtige konsuler den honorære titel imperator (kommandør), og af den kommer ordet emperor (kejser) - ordet "kejser" kommer af navnet Cæsar, da denne titel blev givet de første kejsere ved deres tiltrædelse til magten.Richardson, "Fines provinciae", in Frontiers in the Roman World, side 1–2. Navnet Cæsar ligger også til grund czar.
thumb|upright|200px|Augustus af Prima Porta(Tidligt 1. århundrede e.Kr.)
Rom blev udfordret af en lang række interne konflikter og borgerkrige fra slutningen af 2. århundrede f.Kr., mens det samtidig kraftigt udvidede sin magt over Italien. I 44 f.Kr. var Julius Cæsar diktator, da han blev myrdet. Gruppen, som fik ham myrdet, blev fordrevet fra Rom og besejret i slaget ved Phillipi i 42 f.Kr. af en hær under ledelse af Marcus Antonius og Cæsars adoptivsøn Octavian. Antonius og Octavians opdeling af den romerske verden imellem sig varede ikke ved, og Octavians styrker besejrede Antonius og Cleopatra i slaget ved Actium i 31 f.Kr.
I år 27 f.Kr. gjorde SPQR: Senatet og folket i Rom Octavian til princeps ("første"), og dermed begyndte Principatet (27 f.Kr. til 284 e.Kr.), og han fik navnet Augustus ("den ærede"). Selv om den gamle konstitution stadig var i kraft og fastlagde styret som en republik, fik Augustus rent teknisk al myndighed i Rom.Ronald Syme,The Roman Revolution, Oford: Oxford University Press, 1939, 3–4. Hans styre gjorde en ende på et århundrede med borgerkrige og markerede starten på en hidtil uset periode med fred og velstand. De 200 år som begyndte med Augustus regeringstid er traditionelt betragtet som Pax Romana ("Romersk fred"). I løbet af denne periode blev sammenbindingen af imperiet fremmet af en høj grad af social stabilitet og økonomisk velstand, som Rom aldrig før havde oplevet. Opstande i provinserne var sjældne, men blev nedkæmpet "nådesløst og hurtigt", når de opstod.Mary T. Boatwright, Hadrian and the Cities of the Roman Empire (Princeton University Press, 2000), side 4.
Augustus held med at sikre dynastiet var begrænset, da han levede længere end flere arvinger. Det julisk-claudiske dynasti varede Tiberius, Caligula, Claudius og Nero med - hvorefter Vespasian i 69 e.Kr. slog mulige efterfølgere og kom ud som sejrherre. Vespasian grundlagde det korte Flaviske dynasti, som blev fulgt af Nerva-Antonine dynastiet med "fem gode kejsere": Nerva, Trajan, Hadrian, Antoninus Pius og Marcus Aurelius.
På højdepunkt under Trajan strakte riget sig fra Den iberiske Halvø og de Britiske øer i vest til Mesopotamien i øst. Det kontrollerede det største landområde i antikken. Det Romerske Kejserrige styrede også rundt om Middelhavet, som de kaldte Mare Nostrum "vort hav". Middelhavsområdet udgjorde det meste og de rigeste provinser med middelhavets subtropiske klima var ideelt til landbrug. Selv om det Romerske Kejserriges territorium varierede, var hovedgrænserne relativt sikre. Størstedelen af grænserne var naturlige: floder eller bjerge, som let kunne forsvares af de udstationerede romerske legioner. Grænserne kaldtes Limes Romani. I provinsen Britannia var Hadrians mur limes mod caledonerne i Skotland det Romerske Kejserriges nordgrænse. I provinsen Germania Superior og længere østpå i det nuværende Schweiz og Østrig beskyttede Limes Germanicus området ved floderne Donau og Rhinen mod de germanske stammer. De nordafrikanske provinser lå ved en naturlig grænse, den store Sahara-ørken. I Mellemøsten manglede der imidlertid en naturlig grænse, og her truede Roms største fjender, Partherriget og dets efterfølger sassaniderne.
Den græske historiker Dio Cassius, vidne til begivenhederne, angav kejser Commodus' tiltræden i 180 e.Kr. som overgangen "fra et kongerige af guld til et af rust og jern"Dio Cassius 72.36.4, Loeb edition translated E. Cary - en berømt kommentar, der har fået nogle historikere til at se Commodus regeringstid som begyndelsen på Romerrigets undergang. link=File:Roman Empire map-2.gif|thumb|250x250px|Territorial udvikling af den romerske republik og det romerske imperium (som et animeret kort)I 212 under Caracallas regeringstid fik alle fribårne romerske borger statsborgerskab i det Romerske Kejserrige. Men på trods af denne gestus var det severiske dynasti problemfyldt - en kejsers regeringstid endte oftest med at han blev myrdet eller henrettet - og efter dets sammenbrud, blev det Romerske Kejserrige opslugt af en krise i det tredje århundrede, en periode med invasioner, borgerkrig, økonomisk uorden, og pest.Brown, P., The World of Late Antiquity, London 1971, side 22. Ved defineringen af historiske epoker er denne krise sommetider anset som overgangen fra antikken til senantikken. Aurelian, som regerede fra år 270 til 275, bragte imperiet tilbage fra afgrunden og stabiliserede det. Han blev efterfulgt af Diocletian, som afsluttede arbejdet med at genoprette imperiet.Adrian Goldsworth, How Rome Fell: Death of a Superpower (Yale University Press, 2009), side 405–415. Diocletians regeringstid bragte også imperiets mest koordinerede indsats mod den opfattede trussel af kristendommen. Det absolute monarki, der begyndte med Diocletian, varede indtil faldet af det østromerske rige i 1453.