Edward Teller (ungarsk: Teller Ede, født 15. januar 1908, død 9. september 2003) var en ungarsk-født amerikansk teoretisk fysiker, i daglig tale kendt som "brintbombens fader", hvilket han dog ikke selv syntes om."I have always considered that description in poor taste." Teller, Memoirs, p. 546. Teller lavede adskillige bidrag til kernekraft og molekylær fysik, spektroskopi (Jahn-Teller og Renner-Teller effekterne) og overfladefysik. Hans udvidelse af Fermis teori om betahenfald (i form af den såkaldte Gamow-Teller overgang) var et vigtigt springbræt i forbindelse med denne teori. Jahn-Teller effekten og BET teorien har bevaret deres oprindelige formulering og er stadig faste grundlag i fysik og kemi.Goodchild 2005, p. 36 Teller bidrog også til Thomas-Fermi teorien, forfølgeren af densitetsfunktionsteorien, et grundlæggende moderne værktøj i kvantemekaniske behandlinger af komplekse molekyler. I 1953 skrev Teller en afhandlingMetropolis, N. et al., J. Chem. Phys. 21, 1087 (1953); DOI:10.1063/1.1699114 sammen med Nicholas Metropolis og Mashall Rosenbluth, som er udgangspunktet for anvendelsen af Monte Carlo-metoder i statistisk mekanik.
I 1930‘erne emigrerede Teller til USA, og var et af de første medlemmer af Manhattan Project, som havde til opgave at udvikle den første atombombe. I denne periode gjorde han også store fremskridt i udviklingen af fusionsbaserede våben, men disse blev udskudt til efter 2. verdenskrig. Efter sit kontroversielle fortrolige vidneudsagn i forbindelse med en høring til afklaring af sikkerhedsgodkendelsen af sin tidligere kollega fra Los Alamos J. Robert Oppenheimer, blev Teller udstødt af store dele af det videnskabelige miljø. Han blev stadig støttet af USA's regering og organisationen for militærforskning, idet Teller var en varm fortaler for udviklingen af kernekraft, oparbejdelsen af et stort kernevåbenarsenal og et program til test af atomvåben. Teller var medstifter af Lawrence Livermore National Laboratory (LLNL), og var laboratoriets leder i mange år.
I de senere år blev Teller specielt kendt for sit arbejde med kontroversielle teknologiske løsninger til både militære og civile problemer, heriblandt en plan om at lade en kunstig havn i Alaska udgrave ved hjælp af termonukleare sprængstoffer. Han var en forkæmper af Ronald Reagans Strategic Defense Initiative, højst sandsynligt for at gøre et stort nummer ud af programmets gennemsigtighed. I løbet af Tellers liv var han kendt for både sine videnskabelige evner, sine komplicerede forhold til andre mennesker og sin lunefulde personlighed, og han menes at have været en af flere personer, der gav inspiration til karakteren Dr. Strangelove fra filmen af samme navn fra år 1964.
Tidlige liv og uddannelse Teller blev født i Budapest, Ungarn (dengang Østrig-Ungarn) ind i en jødisk familie. Da han var ung, fortalte hans bedstefar hans mor, at hun ikke skulle være for ulykkelig over, at han åbenbart var en idiot, fordi han ikke talte som 3-årig. Teller havde ingen interesse i at tale, eftersom hans far snakkede ungarsk og meget dårligt tysk, og hans mor snakkede tysk og meget dårligt ungarsk. Da besluttede han, at de ikke vidste, hvad de snakkede om. I stedet blev han meget interesseret i tal og begyndte at udregne store tal i sit hoved, heriblandt antallet af sekunder på et år.
Han forlod Ungarn i 1926 (hovedsageligt på grund af numerus clausus reglen under Miklós Horthys regime). Det politiske klima og revolutionerne i Ungarn under sin barndom indpodede et langvarigt had til både kommunisme og fascisme i Teller. Som ung studerende blev hans fod afrevet i en bilulykke i München, hvilket tvang ham til at gå med en fodprotese og efterlod ham med en livslang halten. Teller tog eksamen i kemisk ingeniørvidenskab ved Karslruhe Universitetet og modtog sin Ph.D. i fysik under Werner Heisenberg på Leipzig Universitetet. Tellers Ph.D.-afhandling beskæftigede sig med en af de første præcise kvantemekaniske behandlinger af brintmolekylet. I 1930 blev han venner med de russiske fysikere George Gamow og Lev Landau. Tellers livslange venskab med den tjekkiske fysiker, George Placzek, var meget vigtigt for Tellers videnskabelige og filosofiske udvikling. Det var Placzek, som arrangerede et sommerophold i Rom med Enrico Fermi for den unge Teller, hvorefter hans videnskabelige karriere blev tilpasset til kernefysik.Teller, Memoirs, p. 80; se også
Teller brugte to år på Georg-August-Universität Göttingen, hvorefter han i 1933 tog til udlandet med hjælp fra International Rescue Committee. Han var i England en kort periode, hvorefter han flyttede til København et enkelt år, hvor han arbejdede under Niels Bohr. I februar 1934 giftede han sig med Augusta Maria “Mici” (udtalt “Mitzi”) Harkanyi, søster til en ven af Teller gennem længere tid.
Takket været George Gamows tilskyndelse blev Teller inviteret til USA for at blive professor i fysik på George Washington Universitetet (GWU), hvor han arbejdede med Gamow indtil 1941. Førend opdagelsen af fission i 1939 var Teller beskæftiget som teoretisk fysiker, hvor han arbejdede med kvante-, molekyle- og kernefysik. Efter at være blevet en naturaliseret borger i USA, blev hans interesser ændret til brugen af kerneenergi, både fusion og fission.
right|thumb|150px|Teller i sin ungdom På GWU forudså Teller Jahn-Teller effekten (1937), hvilket deformerer molekyler i bestemte situationer; dette påvirker metallers kemiske reaktioner, og særligt bestemte metalliske farver. Teller og Hermann Arthur Jahn analyserede det som en del af rent matematisk fysik. I samarbejde med Brunauer og Emmet leverede Teller også et vigtigt bidrag til overfladers fysik og kemi: den såkaldte Brunauer-Emmett-Teller (BET) isoterm.
Da 2. Verdenskrig begyndte, ville Teller bidrage til krigsindsatsen. Efter et råd fra den velkendte ungarske aerodynamiker Theodore von Kármán fra California Institute of Technology samarbejdede Teller med sin ven Hans Bethe for at udvikle en teori om trykbølgers udbredelse. I de senere år viste det sig, at deres forklaring på adfærden af gassen bag en sådan bølge blev værdifuld for videnskabsmænd, der studerede missilers tilbagevenden.For Tellers akademiske karriere gennem 1941, se enten Goodchild 2005, kapitel 3 til 5, eller Blumberg and Panos 1990, kapitel 3 til 5; også ANB George Gamow. (ANB er ikke blevet opdateret siden Tellers død.) For hans egen beretning, se Teller, Memoirs, kapitel 6 til 14.
Manhattan Project Teller blev i 1942 inviteret til at være en del af Robert Oppenheimers sommerplanlægnings seminar på University of California, Berkeley, der blev en del af grundlaget for det såkaldte Manhattan Project, der var navnet på de Allieredes indsats for udviklingen af første kernevåben. Få uger tidligere havde Teller mødtes med sin ven og kollega Enrico Fermi og med ham drøftet mulighederne for førelse af atomkrig, og Fermi havde henkastet bemærket, at et våben baseret på fission måske kunne bruges til at udløse en endnu større fusionreaktion. Selvom han til at begynde med forklarede Fermi, hvorfor idéen ikke ville virke, var Teller fascineret af muligheden og blev hurtigt kedet af idéen om “kun” en atombombe (selvom atombomben ikke på nogen måde var færdigudviklet). På Berkeleymødet afledte Teller diskussionen fra fissionsvåben til muligheden ved et fusionsvåben – hvilket han kaldte “Superen” (en tidlig udgave af hvad der senere blev kendt som brintbomben).Rhodes 1995; Herken 2002.
Den 6. december 1941 var USA begyndt på udviklingen af atombomben under opsyn af Arthur Compton, formanden for fysikafdelingen på University of Chicago, som koordinerede forskningen af uran mellem Columbia University, Princeton University, University of Chicago, og University of California, Berkeley. Til sidst overførte Compton videnskabsmænd fra Columbia og Princeton til det Metallurgiske Laboratorium i Chicago, og i april 1942 flyttede Enrico Fermi ind og konstruktionen af Chicago Pile-1 begyndte. Teller var blevet efterladt, men blev to måneder senere kaldt til Chicago. I starten af 1943 blev Los Alamos laboratoriet bygget for at designe en atombombe under Oppenheimers opsyn i Los Alamos, New Mexico. Teller flyttede dertil i april 1943.
thumb|150px|left|Tellers ID-skilts foto fra Los Alamos Teller blev en del af divisionen for teoretiske fysikere på det dengang hemmelige Los Alamos laboratorium under krigen og fortsatte med at presse på med sine idéer om et fusionsvåben, selvom det blev sat på lav prioritet under krigen (udviklingen af et fissionsvåben viste sig at være svært nok i sig selv).
Grundet sin interesse i brintbomben og sin frustration over ikke at have fået stillingen som leder af den teoretiske division (jobbet var i stedet givet til Hans Bethe) nægtede Teller at beskæftige sig med beregningerne til implosionsmekanismerne til fissionsbomben. Dette skabte en spænding mellem forskerne, da yderligere forskere skulle ansættes for at lave det arbejde – heriblandt Klaus Fuchs, som viste sig at være en sovjetisk spion.Herken 2002. Åbenbart formåede Teller også at genere sine naboer ved at spille klaver sent om natten. Teller lavede dog værdifulde bidrag til bombeforskningen, specielt til belysningen af implosionsmekanismen.
I 1946 deltog Teller i en konference, hvor egenskaberne ved termonukleare brændsler som deuterium og det mulige design af brintbomben blev diskuteret. Det blev fastslået, at Tellers vurdering af brintbomben måtte være den foretrukne, og at både den påkrævede mængde af deuterium, såvel som den radioaktive udstråling under afbrænding af deuterium, ville bortlægge tvivl om dens funktionalitet. Tillægning af det dyre tritium til den termonukleare blanding ville højst sandsynligt sænke dens antændelsestemperatur, men dengang vidste ingen hvor meget tritium der ville være påkrævet, og om en tillægning af tritium overhovedet ville fremme en varmeudbredelse. Henimod slutningen af konferencen, til trods for modstand fra nogle medlemmer som Robert Serber, fremlagde Teller en urimeligt optimistisk rapport hvor han sagde at en brintbombe var en gennemførlig plan, og at yderligere arbejde ville fremme dens udvikling. Fuchs deltog også i denne konference og videresendte denne information til Moskva. Modellen af Tellers “klassiske Super” var så usikker at Oppenheimer senere har udtalt at han ønskede russerne byggede deres egen brintbombe baseret på det design, så det næsten helt sikkert ville sinke deres fremskridt på den.Rhodes 1995, p. 255.
Teller forlod Los Alamos i 1946 for at vende tilbage som professor på Chicago Universitet og tæt kollega med Enrico Fermi og Maria Mayer. Han var nu kendt som brintbombens fader.
Brintbomben right|thumb|200px|Teller-Ulam designet som holder fission- og fusionsbrændsler fysisk skilt fra hinanden og bruger stråling fra den primære mekanisme, som “kastes” tilbage fra den omkringliggende kasse for at komprimere den sekundære mekanisme.
Efter Sovjetunionens første testdetonation af en atombombe i 1949 meddelte præsident Truman et forceret udviklingsprogram af en brintbombe. Teller vendte tilbage til Los Alamos i 1950 for at arbejde på projektet. Han insisterede på at inddrage flere teoretikere, eftersom han vidste af Klaus Fuchs kunne give Sovjetunionen værdifulde idéer; det var Fuchs, som opfandt kompression med midler fra udstrålingsimplosion i 1946.Goncharov 2005. Alligevel var mange af Tellers fremtrædende kollegaer som Bethe og Oppenheimer sikre på at projektet med hydrogenbomben var teknisk umulig og politisk uønsket. Ingen af de tilgængelige designs var endnu brugbare. Imidlertid påstod sovjetiske forskere, som selv havde arbejdet på et lignende projekt, at de på egen hånd havde udviklet en brintbombe.Goncharov 2005