Ølkælderkuppet eller Ølstuekuppet (på tysk: Hitlerputsch, Hitler-Ludendorff-Putsch eller Bürgerbräu-Putsch) var et mislykket statskup den 8.–9. november 1923 i München, Bayern. Kuppet blev anført af NSDAP-lederen Adolf Hitler, general Erich Ludendorff og andre ledere fra Kampfbund. Omkring to tusind nazister marcherede mod Feldherrnhalle i det centrale München, men de blev her konfronteret af politiet, hvilket resulterede i 15 dræbte nazister, fire dræbte politibetjente og én tilfældig forbipasserendes død. Navnet "Ølkælderkuppet" kommer af, at det var i en af Münchens største ølstuer, Bürgerbräukeller, kuppet begyndte.
Hitler undslap umiddelbar anholdelse og blev fragtet i sikkerhed. Efter to dage blev han dog arresteret og anklaget for forræderi.
Kuppet satte Hitler i rampelyset første gang og skabte forsideoverskrifter i aviser verden over. Hans anholdelse blev fulgt af en 24-dages retssag, som blev bredt omtalt og gav ham en platform til at udtrykke sine nationalistiske følelser. Hitler blev fundet skyldig i forræderi og idømt fem års fængsel i Landsberg-fængsel, hvor han dikterede Mein Kampf til medfangerne Emil Maurice og Rudolf Hess. Den 20. december 1924, efter at have afsonet ni måneder, blev Hitler løsladt.Harold J. Gordon Jr., The Hitler Trial Before the People's Court in Munich (Arlington, VA: University Publications of America 1976) Efter løsladelsen ændrede Hitler fokus mod at få magt ad lovlig vej frem for gennem revolution eller vold, og han ændrede taktik og videreudviklede nazistisk propaganda.Claudia Koonz, The Nazi Conscience, p. 24, .
Baggrund I begyndelsen af det 20. århundrede havde mange af de større byer i Sydtyskland ølstuer, hvor hundredvis – og nogle gange tusindvis – af mennesker mødtes om aftenen for at socialisere, drikke øl og deltage i politiske og sociale debatter. Disse ølstuer var også værter for lejlighedsvise politiske møder. En af Münchens største ølstuer var Bürgerbräukeller, som blev stedet hvor kuppet begyndte.
Efter Versaillestraktaten, som afsluttede 1. verdenskrig, svandt Tysklands status som en førende europæisk magt. Ligesom mange tyskere på den tid mente Hitler – der havde kæmpet i den tyske hær, men stadig havde østrigsk statsborgerskab – at traktaten var et forræderi, hvor landet var blevet "dolket i ryggen" af sin egen regering, særligt fordi den tyske hær folkeligt blev anset for at være ubesejret på slagmarken. Hitler gjorde civile ledere, jøder og marxister til syndebukke for nederlaget. Disse blev efterfølgende benævnt "Novemberforbryderne".
Hitler forblev i hæren (Reichswehr) i München efter krigen. Han deltog i forskellige "national tænkning"-kurser, organiseret af Uddannelses- og Propagandafdelingen i den bayerske hær under kaptajn Karl Mayr, hvorfra Hitler blev en agent. Kaptajn Mayr beordrede derfor angiveligt Hitler – dengang en Gefreiter (ikke svarende til korporal, men en særlig klasse af menig) og indehaver af Jernkorset af Første Klasse – til at infiltrere det lille Deutsche Arbeiterpartei ("Tysk Arbejderparti", forkortet DAP)."Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei (NSDAP-National Socialist German Workers‘ Party), 1920-1923/1925-1945" Historisches Lexikon Bayerns. Hentet 21-06-2025 Hitler meldte sig ind i DAP den 12. september 1919. Han indså snart, at han var enig i mange af DAP's grundlæggende principper, og steg til partiets øverste post i den efterfølgende kaotiske politiske atmosfære i efterkrigstidens München.Sayers, Michael and Kahnn, Albert E. (1945), The Plot Against the Peace. Dial Press. Hitler overtog – efter aftale – den politiske ledelse af en række bayerske revanchistiske "patriotiske foreninger", kaldet Kampfbund. Denne politiske base udviklede sig til at omfatte omkring 15.000 medlemmer af Sturmabteilung (SA, bogstaveligt talt "Stormafdeling"), den paramilitære fløj af NSDAP.
Den 26. september 1923 – efter en periode med terror og politisk vold – erklærede den bayerske ministerpræsident Eugen von Knilling undtagelsestilstand, og Gustav Ritter von Kahr blev udnævnt til Staatskomissar ("statskommissær") med diktatoriske beføjelser til at regere staten. Sammen med von Kahr dannede den bayerske statspolitis chef, oberst Hans Ritter von Seisser, og Reichswehr-general Otto von Lossow et herskende triumvirat. Hitler proklamerede, at han ville afholde 14 massemøder begyndende den 27. september 1923. Af frygt for potentiel uro var en af Kahrs første handlinger at forbyde de annoncerede møder, hvilket satte Hitler under pres for at handle. Nazisterne – sammen med andre ledere i Kampfbund – følte, at de var nødt til at marchere mod Berlin og gribe magten, ellers ville deres tilhængere vende sig mod kommunisterne. Hitler søgte hjælp fra general Erich Ludendorff fra 1. verdenskrig i et forsøg på at opnå støtte fra Kahr og hans triumvirat. Kahr havde dog sin egen plan med Seisser og Lossow om at installere et nationalistisk diktatur uden Hitler.
Kuppet
Første fase: aftenen d. 8. november thumb|Tidlige nazister der deltog i forsøget på at gribe magten under Ølkælderkuppet i 1923|300x300pxKuppet var inspireret af Benito Mussolinis succesfulde march mod Rom. Fra den 22. til den 29. oktober 1922 planlagde Hitler og hans medarbejdere at bruge München som base for en march mod Tysklands Weimarrepublik-regering, men omstændighederne adskilte sig fra dem i Italien. Hitler indså, at Kahr forsøgte at kontrollere ham og ikke var klar til at handle mod regeringen i Berlin. Hitler ønskede at gribe et afgørende øjeblik, hvor han succesfuldt kunne skabe folkelig agitation og støtte. Han besluttede at tage sagen i egen hånd. Hitler - med et stort detachement af SA – besluttede at marchere mod Bürgerbräukeller, hvor Kahr holdt en tale for 3.000 mennesker.Piers Brendon, The Dark Valley: A Panorama of the 1930s, p. 36
Om aftenen den 8. november 1923 omringede 603 SA-mænd ølstuen, og et maskingevær blev opstillet i auditoriet. Hitler, der var omgivet af Hermann Göring, Alfred Rosenberg, Rudolf Hess, Ernst Hanfstaengl, Ulrich Graf, Johann Aigner, Adolf Lenk, Max Amann, Max Erwin von Scheubner-Richter, Wilhelm Adam, Robert Wagner og andre (omkring 20 i alt), rykkede frem gennem det tætpakkede auditorium. Eftersom Hitler ikke var i stand til at blive hørt af folkemængden affyrede et skud op i loftet og hoppede op på en stol, mens han råbte: "Den nationale revolution er brudt ud! Hallen er omringet af seks hundrede mænd. Ingen får lov til at forlade den." Han fortsatte med at erklære, at den bayerske regering var afsat, og proklamerede dannelsen af en ny regering under Ludendorff.
Hitler – ledsaget af Hess, Lenk og Graf – beordrede triumviratet Kahr, Seisser og Lossow ind i et tilstødende rum under trussel af våben og forlangte, at de støttede kuppetPiers Brendon, The Dark Valley: A Panorama of the 1930s, pp. 36–37 og accepterede de regeringsposter, han tildelte dem. Hitler havde et par dage før lovet Lossow, at han ikke ville forsøge et kup, men mente nu, at han ville kunne få en øjeblikkelig bekræftelse fra dem, idet han anmodede Kahr om at acceptere stillingen som regent af Bayern. Kahr svarede, at man ikke kunne forvente, at han ville samarbejde, især ikke da han var blevet ført ud af auditoriet under trusler og med militær magt.
Heinz Pernet, Johann Aigner og Scheubner-Richter blev sendt afsted for at hente Ludendorff, hvis personlige prestige skulle udnyttes til at give nazisterne troværdighed. Hermann Kriebel foretog et telefonopkald fra køkkenet til Ernst Röhm, som ventede med sin Bund Reichskriegsflagge i Löwenbräukeller – en anden ølstue – og han fik ordre til at indtage vigtige bygninger i hele byen. Samtidig mobiliserede medsammensvorne under Gerhard Rossbach studerende fra en nærliggende infanteriofficersskole til at indtage andre mål.
Hitler blev irriteret på Kahr og tilkaldte Ernst Pöhner, Friedrich Weber og Hermann Kriebel til at repræsentere ham, mens han vendte tilbage til auditoriet flankeret af Rudolf Hess og Adolf Lenk. Han fulgte op på Görings tale og erklærede, at handlingerne ikke var rettet mod politiet og Reichswehr, men mod "den jødiske regering i Berlin og novemberforbryderne fra 1918". Dr. Karl Alexander von Mueller, professor i moderne historie og statskundskab ved Münchens Universitet og en støtte af Kahr, var øjenvidne. Han berettede:
Jeg kan ikke, i hele mit liv, huske en sådan ændring i en menneskemængdes holdning på så få minutter, næsten få sekunder (...) Hitler havde vendt dem på vrangen, som man vender en handske vrangen ud, med blot et par sætninger. Det mindede næsten som noget hokus-pokus eller havde noget magi over sig. Hitler afsluttede sin tale med: "Udenfor er Kahr, Lossow og Seisser. De kæmper hårdt for at nå en beslutning. Må jeg sige til dem, at I vil stå bag dem?" Folkeskaren i salen bakkede Hitler op med et brøl af bifald. Hitler afsluttede med:
I kan se, at det, der motiverer os, hverken er selvforfængelighed eller egennytte, men kun et brændende ønske om at deltage i kampen i denne alvorlige ellevte time for vores tyske fædreland (...) En sidste ting kan jeg fortælle jer. Enten begynder den tyske revolution i aften, eller også er vi alle døde ved daggry! thumb|200px|Erich Ludendorff på forsiden af Time, 19. november 1923Hitler, Ludendorff m.fl. vendte tilbage til hovedsalens talerstol, hvor de holdt taler og gav hånd. Derefter fik folkemængden lov til at forlade salen. Ved en taktisk fejl besluttede Hitler kort efter at forlade Bürgerbräukeller for at håndtere en krise et andet sted. Omkring kl. 22:30 løslod Ludendorff Kahr og hans associerede.
Bund Oberland – under kommando af Max Ritter von Müller – blev sendt afsted for at beslaglægge våben fra Hærens Ingeniørkaserne under påskud af træningsmanøvrer. Oskar Cantzler – kaptajn for 1. kompagni af 7. Ingeniørbataljon – troede ikke på dem, men tillod dem at udføre manøvrerne inde i bygningen. Han låste bygningen med de 400 mænd inde og placerede to maskingeværer ved indgangen. Hitler forsøgte at få mændene løsladt, men Cantzler nægtede. Hitler overvejede at bruge artilleri til at ødelægge bygningen, men valgte at lade være.
Anden fase: marchen d. 9. november Natten var præget af forvirring og uro blandt regeringsembedsmænd, væbnede styrker, politienheder og enkeltpersoner, der skulle beslutte, hvor deres loyalitet lå. Enheder fra Kampfbund fór omkring for at bevæbne sig fra hemmelige depoter og indtage bygninger. Omkring kl. 03.00 skete de første tab i forbindelse med kuppet, da Reichswehrs lokale garnison fik øje på Röhms mænd, der kom ud fra ølstuen. De blev overfaldet af soldater og statspoliti, mens de forsøgte at nå Reichswehr-barakkerne. Der blev affyret skud, men der var ingen døde på nogen af siderne. Mødt af tung modstand blev Röhm og hans mænd tvunget til at trække sig tilbage. I mellemtiden satte Reichswehr-officererne hele garnisonen i alarmberedskab og kaldte på forstærkninger.
Om morgenen beordrede Hitler besættelsen af Münchens byråd og tage byrådet som gidsler.
thumb|Odeonsplatz d. 9. november 1923 efter kupforsøget.|320x320pxMidt på formiddagen den 9. november indså Hitler, at kuppet ikke førte nogen vegne. Kupmagerne vidste ikke, hvad de skulle gøre, og var ved at give op. I dette øjeblik råbte Ludendorff: "Wir marschieren!" (dansk: Vi marcherer!'). Röhm og Hitlers styrker (i alt ca. 2000 mand) marcherede ud – men uden et specifikt mål. Impulsivt førte Ludendorff dem til det bayerske forsvarsministerium. Men ved Odeonsplatz foran Feldherrnhalle mødte de en styrke på 130 soldater, der blokerede vejen under kommando af Statspolitiets oberstløjtnant Michael von Godin. De to grupper udvekslede ild, hvilket resulterede i dødsfaldet af 16 nazister, fire politibetjente og en tilfældig forbipasserende.