Slaget ved Agincourt var et slag under Hundredeårskrigen, der blev udkæmpet mellem England under ledelse af Henrik 5. og Frankrig ledet af Charles d'Albret på vegne af Karl 6.. Slaget foregik fredag 25. oktober 1415 ved nutidens Azincourt i Nordfrankrig. Henrik 5.'s sejr over den talstærkt overlegne franske hær lammede Frankrig og blev indledningen på en ny periode i krigen, hvorunder Henrik giftede sig med den franske konges datter, og Henriks søn, Henrik 6., blev arving til både Frankrigs og Englands trone.
Henrik 5. ledte sine soldater i slaget og deltog i mand-mod-mand-kampen. Den franske konge, Karl 6., stod ikke selv i spidsen for den franske hær, da han led af alvorlig tilbagevendende sygdom og i nogen grad var mentalt invalideret. I stedet blev franskmændene ledet af Connétable de France Charles d'Albret og forskellige prominente franske adelsmænd.
Slaget er berømt for brugen af langbuer i meget stort antal, og størstedelen af Henriks hær bestod af bueskytter fra England og Wales. Slaget blev udødeliggjort i William Shakespeares skuespil Henry V.
Samtidige kilder Slaget ved Agincourt er dokumenteret af mindst syv samtidige kilder, hvoraf tre var øjenvidner. Der har aldrig været større tvivl om, hvor slaget fandt sted, og stedet er 600 år senere forholdsvis uforandret. Umiddelbart efter slaget tilkaldte Henrik 5. herolderne fra de to hære, der havde overværet slaget, og besluttede i samråd med den franske herold, Montjoie, at slagets navn skulle være Agincourt, da det var det nærmeste befæstede sted. To af de mest citerede beretninger kommer fra burgundiske kilder: Én fra Jean Le Fevre de Saint-Remy, som var til stede under slaget, og en anden fra Enguerrand de Monstrelet. Den engelske øjenvidneberetning stammer fra den anonyme Gesta Henrici Quinti, som antages at være skrevet af en feltpræst ved kongens hof, som vil have været blandt forsyningstropperne til slaget. En nylig revurdering af Henriks strategi ved Agincourt-felttoget medtager disse tre beretninger og taler for, at det var set som en lovlig måde at løse uoverensstemmelser om kravet om Frankrigs trone.
Felttog thumb|Henrik 5. af England. Afbildning fra ca. 1550.
Henrik 5. invaderede Frankrig efter fejlslagne forhandlinger med franskmændene. Han krævede titlen som Frankrigs konge gennem sin oldefar Edvard 3., selv om de engelske konger reelt havde givet afkald på titlen, mod at franskmændene accepterede Englands krav på Aquitaine og andre områder i Frankrig (som havde været en betingelse fra freden i Bretigny).
Han indkaldte i første omgang Magnum Concilium i foråret 1414 for at diskutere muligheden for at gå i krig mod Frankrig, men adelsmændene insisterede på, at han skulle forhandle yderligere og moderere sine krav. I de forhandlinger erklærede Henrik, at han ville opgive kravet på Frankrigs trone, hvis landet ville betale ham 1,6 millioner engelske kroner fra løsesummen for Johan 2. , som var blevet fanget under slaget ved Poitiers i 1356 og anerkende det engelske ejerskab af Normandiet, Touraine, Anjou, Bretagne og Flandern samt Aquitainen. Henrik ville gifte sig med prinsesse Catherine, datter af Karl 6, og modtage en medgift på 2 millioner engelske kroner. Frankrig svarede med, hvad de betragtede som generøse vilkår for ægteskabet og en medgift på 600.000 kroner og et udvidet Aquitainen. I 1415 var forhandlingerne gået i stå, og englænderne påstod at franskmændene spottede dem med deres krav og latterliggjorde Henrik. I december 1414 var parlamentet blevet overtalt til at give Henrik et "dobbelt tilskud", en skat, der var dobbelt så høj som normalt, for at gøre det muligt at genvinde sin arv fra Frankrig. Den 19. april 1415 anmodede Henrik igen storrådet om at godkende en krig mod Frankrig, og denne gang fulgte rådet hans ønske.
Henriks hær ankom til Nordfrankrig 13. august 1415 på en flåde, der af Shakespeare bliver beskrevet som "en by på ustadige bølgers dans / For sådan fremstår denne majestætiske flåde", og ofte er blevet anslået til 1.500 skibe. Den var dog givetvis meget mindre, og Henrik belejrede havnen i Harfleur med en hær på omkring 12.000 mand og op mod 20.000 heste. Belejringen varede længere end ventet. Byen overgav sig først 22. september, og den engelske hær forlod først byen 8. oktober. Den normale årstid for felttog var ved at være forbi, og den engelske hær havde lidt store tab på grund af sygdom. Frem for at trække hæren tilbage til England efter erobringen af blot én by med sit dyre felttog besluttede Henrik at trække det meste af hæren (omkring 9.000 mand) gennem Normandiet til havnebyen Calais, der var en engelsk magtbase i Nordfrankrig for at demonstrere med sin tilstedeværelse i området og i spidsen for sin hær, at hans ret til regere i hertugdømmet var mere end et abstrakt juridisk og historisk krav. Hans hensigt med manøvren var også en bevidst provokation af en kamp mod dauphinen, som ikke havde svaret på Henriks personlige udfordring om at kæmpe ved Harfleur.
Mens englænderne havde belejret Harfleur, var det lykkedes franskmændene at samle en hær i nærheden af Rouen. Det var ikke en feudalhær, men en hær af lejesoldater, der mindede om englændernes. Franskmændene havde håbet på at samle 9.000 mand, men hæren var ikke klar i tide til at komme Harfleur til undsætning. Efter at Henrik var marcheret mod nord, blokerede franskmændene dem ved floden Somme. Det lykkedes dem at tvinge Henrik mod syd, væk fra Calais, for at finde et vadested. Englænderne krydsede floden syd for Péronne ved Béthencourt og Voyennes og fortsatte deres march mod nord. Uden flodens beskyttelse tøvede den franske hær med at tvinge englænderne i kamp. De skyggede Henriks hær og indkaldet til semonce des nobles, hvor de indkaldte lokale herremænd til at slutte sig til hæren. Den 24. oktober stod hærene over for hinanden, men den franske hær undveg i håb om, at der ville komme hjælp. De to hære tilbragte natten den 23. oktober i fri luft. Næste dag indledte franskmændene forhandlinger i et forsøg på at forsinke englænderne, men Henrik beordrede sin hær til at gå frem og påbegynde slaget på trods af, at han helst ville have undgået det grundet hans hærs tilstand. Alternativt var ønsket at kæmpe defensivt, da det var den måde, slaget ved Crécy og andre berømte sejre med langbuen var blevet vundet. Englænderne havde kun få forsyninger og havde marcheret 420 km på to en halv uge; mange led af sygdomme som dysenteri, og de stod over for en større og bedre udrustet fransk hær. Men franskmændene blokerede Henriks vej mod sikkerheden i Calais, og en forsinkelse af slaget ville kun tjene til at svække hans hær yderligere og tillade flere franske styrker at slutte sig til hans fjende.
Slaget
Optakt Slagmarken var en smal stribe åbent land, en kile i skovene ved Tramecourt og Agincourt tæt ved den moderne landsby Azincourt. Franskmændenes hær stod klar ved den nordlige ende for at blokere vejen til Calais.
Den engelske hærs opstilling thumb|400px|Slaget ved Agincourt. Tidligt den 25. oktober opstillede Henrik sin hær (omtrent 1.500 pansrede fodfolk og 7.000 langbueskytter; se Agincourt i tal) i en defensiv position fordelt over en knap 700 m langt strækning mellem skovene. Hæren var delt i tre kampformationer: Fortroppen, ledet af hertugen af York, den primære kampformation, ledet af Henrik selv, og bagtroppen, der blev ledet af Thomas de Camoys. Derudover havde Sir Thomas Erpingham, der var en af Henriks mest erfarne riddere, opgaven med at styre bueskytterne. Det er sandsynligt, at englænderne benyttede deres normale opstilling med fodfolk og riddere i midten og bueskytter på begge flanker. Det er også muligt, at de har haft en mindre gruppe bueskytter i midten af linjen. Fodfolk i pladerustning og ringbrynje blev placeret skulder ved skulder i fire rækker. Bueskytterne satte spidsede pæle i jorden, der pegede mod franskmændene for at tvinge det angribende kavaleri til at bryde af, før de nåede frem. Pælene var muligvis inspireret af slaget ved Nikopolis i 1396, hvor soldater fra det Osmanniske Rige brugte taktikken mod det franske kavaleri.
Englænderne skriftede inden slaget, som det var sædvane. Henrik var dog bekymret for, at fjenden ville indlede et overraskelsesangreb, og da han ønskede, at mændene forblev fokuserede, beordrede han dem til at tilbringe natten inden slaget i stilhed med truslen om at få skåret et øre af, hvis det ikke blev overholdt. Han fortalte sine mænd, at han hellere ville dø i det kommende slag end at blive taget til fange og løskøbt. De pansrede fodfolk på begge sider var højtstående mænd, som vidste, at hvis de blev taget til fange, kunne de forvente at blive løskøbt. De engelske bueskytter var derimod ikke rige adelsmænd, og de ville sandsynligvis blive dræbt af franskmændene frem for at blive taget til fange, da de ikke kunne forventes at indbringe nogen løskøbssum.
Henrik 5. holdt en tale for sine soldater før slaget, hvori han understregede retfærdigheden i sin sag, og han mindede dem om tidligere engelske kongers store sejre over franskmændene. Den burgundiske kilde citerer ham for at slutte talen med at fortælle sine mænd, at franskmændene pralede med, at de ville skære to fingre af bueskytternes højre hånd, hvis de blev taget til fange, så de aldrig ville kunne spænde en langbue igen. Om det er sandt er et åbent spørgsmål, da almindelige soldater normalt blev slået ihjel, da der ikke var nogen, som kunne betale løsepenge for dem.
Den franske hærs opstilling thumb|Afbildning af Jean Le Maingre, kaldet Boucicault, der ledede franskmændenes første linje sammen med Charles d'Albret.
De franske var ikke alene flere end englænderne, men adelsmændene i hæren følte sig voldsomt overlegne over det store antal bueskytter i den engelske hær, som franskmændene havde erfaring for havde mindre betydning. Fx skrev Edmond de Dyntner, at der var "ti franske adelsmænd for hver engelsk", idet han fuldstændig ignorerede bueskytterne. Adskillige franske beretninger lægger vægt på, at de franske ledere var så ivrige efter at besejre englænderne (og få løsepenge for fodfolkene), at de insisterede på at stå i første række; som en af de samtidige kilder beretter: "Alle herremændene ville være i fortroppen, i modsætning til kommandanten og de mere erfarne riddere."
Franskmændene blev forud for angrebet opstillet i tre linjer – hver på omkring 6.000 mand; den første kan dog have omfattet 9.000 (se evt. Agincourt i tal). På flankerne af hver linje var der 2.400 pansrede ryttere, mens midten bestod af fodfolk, heraf flere riddere og adelige, herunder tolv kongelige. Bagtroppen bestod af mellem 6.000 og 9.000 soldater, som var ankommet sent. De mellem 4.000 og 6.000 franske armbrøst- og bueskytter stod foran linjerne.
Franskmændene blev opstillet i tre linjer.
Den første blev ledet af d'Albret, marskal Boucicault og hertugerne af Orléans og Bourbon samt kavaleri tilknyttet under ledelse af greven af Vendôme og sir Clignet de Brebant.
Den anden linje blev kommanderet af hertugerne af Bar og Alençon samt greven af Nevers.
Den tredje var under greverne af Dammartin og Fauconberg. Den burgundiske krønikeskriver, Jean de Wavrin, beretter, at der var 8.000 fodfolk, 4.000 bueskytter og 1.500 armbrøstskytter i fortroppen, med to flanker à 600 og 800 mand til hest, og at hovedstyrken havde "lige så mange riddere, esquirere og bueskytter som i fortroppen", og at bagtroppen indeholdt "resten af fodfolkene". Herolden for Berry refererer til nogle noget andre tal i form af 4.800 fodfolk i første linje, 3.000 mænd i anden linje med to flanker med hver 600 ryttere og i alt "10.000 fodfolk",Citeret i ., men nævner intet om en tredje linje.
Omkring 8.000 svært pansrede franske infanterister var med i kamp, og de måtte først frem til den engelske hær, før de kunne komme i kamp med den. Hvis de kunne nå hen til kampstedet, ville de være i klart overtal med mere end fem franskmænd per englænder, og bueskytterne ville ikke kunne skyde uden at risikere at ramme deres egne.