Andet slag ved Bull Run, eller Det andet slag ved Manassas, blev udkæmpet mellem den 28. og 30. august 1862, under den amerikanske borgerkrig. Det var kulminationen på en offensiv kampagne, som Sydstaternes Army of Northern Virginia under general Robert E. Lee gennemførte mod Unionens Army of Virginia under generalmajor John Pope. Slaget var meget større end det Første slag ved Bull Run året før, men udkæmpedes på det samme område.
Efter at have marcheret i en stor bue uden om unionshæren erobrede generalmajor Thomas J. "Stonewall" Jackson et af Unionens forsyningsdepoter ved Manassas Junction og truede Popes forsyningslinier til Washington, D.C.. Jackson trak sig nogle få kilometer tilbage mod nordvest og indtog en defensiv stilling på Stony Ridge. Den 28. august angreb Jackson en unionskolonne ved Brawner's Farm nær Groveton, hvilket endte i et dødvande. Samme dag gennembrød resten af Lees hær under generalløjtnant James Longstreet en let forsvaret unionslinje i slaget ved Thoroughfare Gap og nærmede sig slagmarken.
Pope var sikker på, at han havde fanget Jackson og samlede hovedparten af sin hær mod ham. Den 29. august iværksatte Pope en række angreb mod Jacksons stilling langs en ufærdig jernbanelinje. Angrebene blev slået tilbage med store tab på begge sider. Ved middagstid ankom Longstreet til slagmarken fra Thoroughfare Gap og tog opstilling på Jacksons højre flanke. Den 30. august fornyede Pope sine angreb, tilsyneladende ikke klar over at Longstreet var kommet. Da koncentreret artilleri ødelagde et unionsangreb under generalmajor Fitz John Porters V Corps, gennemførte Longstreets 25.000 mand i fem divisioner et modangreb, som var det største samtidige masseangreb under hele krigen. Unionens venstre flanke blev knust og hæren kastet tilbage til Bull Run. Kun effektiv indgriben fra bagtroppen forhindrede en gentagelse af katastrofen fra det første Bull Run slag. Popes retræte til Centreville i Virginia var ikke desto mindre hastig.
Baggrund og deltagende styrker
Efter at generalmajor George B. McClellans Peninsula kampagne var brudt sammen under Syv dages slaget i juni 1862 udpegede præsident Abraham Lincoln John Pope til at lede en ny hær, Army of Virginia. Pope havde opnået nogen succes i det vestlige operationsområde i borgerkrigen, og Lincoln søgte efter en mere aggressiv general end McClellan.Eicher, p. 318; Martin, pp. 24, 32-33; Hennessy, p. 12.
Army of Virginia på 51.000 mand var delt op i 3 korps under generalmajor Franz Sigel (I Corps), Generalmajor Nathaniel P. Banks (II Corps) og generalmajor Irvin McDowell (III Corps). McDowell havde haft kommandoen over den tabende hær ved Første slag ved Bull Run . Dele af 3 korps fra McClellans Army of the Potomac, V og VI corps foruden generalmajor Ambrose Burnsides IX Corps, under kommando af generalmajor Jesse L. Reno, sluttede sig til sidst til Pope, hvilket forøgede hans styrke til 77.000 mand.Martin, p. 280; Eicher, p. 318; Hennessy, p. 6.
På Sydstaternes side var general Robert E. Lees Army of Northern Virginia opdelt i to "fløje" eller "kommandoer" på omkring 55.000 mand. Den højre fløj var under kommando af generalløjtnant James Longstreet, den venstre under generalmajor Stonewall Jackson. Kavaleridivisionen under generalmajor J.E.B. Stuart var tilknyttet Jacksons fløj.Hennessy, pp. 561-67; Langellier, pp. 90-93.
Popes mission bestod af flere opgaver: beskytte Washington D.C. og Shenandoah dalen samt trække sydstatsstyrker væk fra McClellan ved at rykke frem mod Gordonsville.Esposito, Map 54. Baseret på sine erfaringer med McClellan i Syv dages slaget fornemmede Robert E. Lee, at McClellan ikke længere var en trussel for ham på Virginia halvøen, så han følte ikke noget behov for at bruge alle sine styrker i et direkte forsvar af Richmond. Det gav ham mulighed for at sende Jackson til Gordensville for at blokere Pope og beskytte Virginia Central Railroad.Whitehorne, Overview, np. Lee havde større planer. Da unionshæren var delt mellem McClellan og Pope, og da de stod langt fra hinanden, så Lee en mulighed for at nedkæmpe Pope først og så vende opmærksomheden mod McClellan. Han sendte generalmajor A.P. Hill af sted til Jackson sammen med 12.000 mand. Den 3. august befalede Unionens øverstkommanderende, general Henry W. Halleck, McClellan at begynde sin endelige tilbagetrækning fra Virginia halvøen og vende tilbage til det nordlige Virginia og støtte Pope. McClellan protesterede og begyndte først overførslen den 14. august.Hennessy, p. 10; Esposito, Map 56.
Den 9. august angreb Nathaniel P. Bankss korps Jackson i Slaget ved Cedar Mountain, hvor han opnåede en fordel i starten, men blev drevet tilbage over Cedar Creek af et modangreb under ledelse af A.P. Hill. Jackson's blev imidlertid stoppet af brigadegeneral James B. Ricketts division. Nu havde Jackson erfaret, at Popes korps var samlet, hvilket forpurrede hans plan om at slå hver del for sig. Han forblev, hvor han var indtil den 12. august, og trak sig så tilbage til Gordonsville.NPS Cedar Mountain summary . Den 13. august sendte Lee Longstreet af sted for at forstærke Jackson.
Mellem den 22. august og den 25. august udkæmpede de to hære en række mindre træfninger langs Rappahannockfloden. Kraftig regn havde fået floden til at svulme op, og Lee kunne ikke finde et sted at krydse floden. Imens ankom der forstærkninger til unionshæren fra Army of the Potomac på Virginia halvøen. Lee’s nye plan, som tog hensyn til, at han nu var i undertal, var at sende Jackson og Stuart af sted med den halve hær rundt om flanken på unionshæren for at afskære Popes forbindelseslinje, Orange & Alexandria Railroad. Pope ville dermed blive tvunget til at trække sig tilbage og kunne besejres, mens han var i bevægelse og sårbar. Jackson afgik den 25. august og nåede Salem (vore dages Marshall) samme nat.Salmon, pp. 127-28; Eicher, pp. 322-23; Esposito, Map 58.
Om aftenen den 26. august efter at have passeret rundt om Popes højre flanke gennem Thoroughfare Gap, slog Jackson til mod Orange & Alexandria Railroad ved Bristoe Station, Virginia og inden daggry den 27. marcherede han af sted for at erobre og ødelægge det enorme unionsdepot ved Manassas Junction. Denne overraskende bevægelse tvang Pope til straks at trække sig tilbage fra sin defensive linje langs Rappahannockfloden. I løbet af natten mellem den 27. – 28. august førte Jackson sine divisioner nordpå til slagmarken fra Første slag ved Bull Run (Manassas), hvor han gik i stilling bag en ufærdig jernbanedæmning neden for Stony Ridge.NPS Manassas Station Operations summary . Det var en god forsvarsposition. Sydstatshæren kunne gemme sig i den tætte skov, samtidig med at den havde mulighed for at holde øje med Warrenton Turnpike (landevej)En Turnpike er en vej, som man betaler et gebyr for at benytte nogle få hundrede meter mod syd, som var den sandsynlige rute unionshæren ville følge. Der var samtidig gode veje, ad hvilke Longstreet kunne mødes med Jackson, eller som Jackson kunne bruge ved tilbagetrækning til Bull Run Mountains, hvis han ikke blev forstærket i tide. Endelig kunne den ufærdige jernbanedæmning bruges som skyttegrav.Hennessy, pp. 145, 200-01; Greene, p. 17.
I Slaget ved Thoroughfare Gap den 28. august, gennembrød Longstreets korps svag modstand fra Unionen og fortsatte, til de blev forenet med Jackson. Denne tilsyneladende ligegyldige kamp betød, at Pope’s nederlag i det kommende slag var så godt som sikkert, fordi det tillod de to fløje i Lees hær at forenes på slagmarken ved Manassas.NPS Thoroughfare Gap resume .
Slaget 28. august: Brawner's Farm Det Andet slag ved Bull Run begyndte den 28. august, da en unionskolonne som var under observation af Jackson nær John Brawners familiegård, rykkede frem langs Warrenton landevej. Den bestod af enheder fra brigadegeneral Rufus Kings division: brigaderne under brigadegeneralerne John P. Hatch, John Gibbon, Abner Doubleday og Marsena R. Patrick og rykkede mod øst for at slutte sig til resten af Popes hær ved Centreville. King var ikke sammen med sin division, fordi han var blevet ramt af et alvorligt epilepsianfald tidligere på dagen.Greene, p. 19.
Jackson, som var lettet over at høre, at Longstreets mænd var på vej for at slutte sig til ham, lod sig tydeligt komme til syne for Unionens tropper, men hans tilstedeværelse blev ignoreret. Bekymret over, om Pope kunne være i færd med at trække sin hær tilbage bag Bull Run for at slutte sig sammen med de styrker, som var på vej fra McClellan, besluttede Jackson sig for at angribe. Tilbage i skoven meddelte han sine underordnede: ”Bring Deres mænd ud, mine herrer”. Omkring kl. 18.30 begyndte sydstatshærens artilleri at beskyde den del af kolonnen, som var ud for deres position, hvilket var John Gibbo’s Black Hat brigade, som senere blev omdøbt til ’’Jernbrigaden’’. Gibbon, som var gammel artillerist besvarede ilden med Batteri B i 4. artilleriregiment. Artilleribeskydningen stoppede Kings kolonne. Hatch’ brigade var kommet forbi området, og Patricks mænd bagest i kolonnen søgte dækning og efterlod det til Gibbon og Doubleday at besvare Jacksons angreb. Gibbon regnede med, at da Jackson ifølge Pope skulle være ved Centreville, måtte det blot dreje sig om kanoner fra J.E.B. Stuarts kavaleri. Han konfererede med Doubleday og tilbød at sende veteranerne fra 2. Wisconsin infanteriregiment op ad bakken for at sprede de generende kanoner.Greene, pp. 19-21; Eicher, p. 326; Salmon, p. 147.
2. Wisconsin under commando af oberst Edgar O’Connor trængte frem gennem Brawner's Woods. Da de 430 mænd nåede en lysning sydøst for gården, stod de ansigt til ansigt med en af de mest sagnomspundne enheder i Konføderationens hær, Stonewalls brigade, under kommando af oberst William S. Baylor. Den bestod efter mange kampe kun af 800 mand. På 135 meters afstand affyrede regimentet fra Wisconsin en ødelæggende salve mod brigaden fra Virginia. Den returnerede ilden, da afstanden var nede på 70 meter. Efterhånden som flere enheder blev tilføjet på begge sider, forblev kamplinierne tæt sammen, en direkte kamp uden megen dækning hvor salver blev udvekslet i mere end to timer. Jackson beskrev kampen som ”intens og blodig”. Gibbon bragte sit 19. Indiana regiment ind i kampen. Jackson ledede personligt de involverede regimenter I stedet for at lade ordrer passere gennem divisionens chef, generalmajor Richard S. Ewell og satte 3 regimenter fra Alexander R. Lawtons brigade ind i kampen. Gibbon svarede igen med 7. Wisconsin regimentet. Jackson beordrede brigadegeneral Isaac R. Trimbles brigade til at støtte Lawton og mødte det sidste af Gibbons regimenter, det 6. Wisconsin infanteriregiment.Hennessy, pp. 173-80; Greene, p. 21; Salmon, p. 147.
Da Trimbles brigade gik ind i kampen, kom Gibbons mænd i vanskeligheder, og han bad om støtte fra Doubleday, som sendte 56. Pennsylvania og 76. New York regimenterne af sted for at lukke et hul mellem 6. og 7. Wisconsin regiment. Disse mænd ankom til stedet efter mørkets frembrud, og både Trimble og Lawton igangsatte ukoordinerede angreb mod dem. Hestetrukket artilleri under kaptajn John Pelham blev beordret frem af Jackson og skød på 19. Indiana fra under 90 meters afstand. Slaget endte omkring kl. 21, da Gibbon og Doubleday afbrød kampen og trak sig ordnet tilbage ad Warrenton Turnpike. Sydstatssoldaterne var for udmattede til at forfølge dem. Kampen endte i princippet i et dødvande, men med store tab på begge sider. 1.150 til Unionen og 1.250 til Konføderationen. 2. Wisconsin mistede 276 ud af de 430, som startede kampen. Stonewalls brigade mistede 340 af 800. To regimenter fra Georgia mistede over 70% hver. Af de, som var i kamp, blev mere end hver tredje ramt. Brigadegeneral William B. Taliaferro fra sydstatshæren skrev: "I denne kamp var der ingen manøvrering og meget lidt taktik. Det var et spørgsmål om udholdenhed, og begge sider holdt ud." Taliaferro blev såret, og det samme blev Ewell, som fik sit højre ben amputeret.Hennessy, pp. 180-88; Eicher, p. 326; Greene, pp. 22-23; Salmon, p. 147.