Mads Johansen Lange med tilnavnet Kongen af Bali (18. september 1807 i Rudkøbing – 13. maj 1856 i Kotta på Bali) var en dansk handelsmand, fredsmægler på Bali, ridder af den Nederlandske Løves Orden og modtager af Fortjenstmedaljen af guld. Han stammede fra en langelandsk købmandsfamilie, idet han var søn af Lorents Lange Pedersen, en lokal købmand og Maren Lange, der var datter af en lokal købmand.
Mads Lange tog tidligt på langfart og bosatte sig i Fjernøsten primært på Bali. Her opbyggede han et blomstrende handelsforetagende baseret på eksport af bl.a. ris, krydderier, oksekød og import af våben og tekstiler. Han stod på god fod med såvel de balinesiske rajaher som de hollandske kolonisatorer og optrådte i 1840'erne med stort held som fredsmægler mellem hollænderne og rajaherne.
I alle årene bevarede Lange kontakten til sit fædreland, og han sendte både lokale kunstgenstande og penge tilbage til Danmark. Han døde blot 48 år gammel, muligvis efter at være blevet forgivet. Hans handelskompagni var for nedadgående. Hans bror og nevø forsøgte at føre det videre, men måtte snart give op og sælge resterne til en kinesisk købmand. Lange fik tre børn med lokale kvinder, og de har ført slægten videre i regionen. Således kan der fortsat findes efterkommere af Lange-slægten, heriblandt sultanerne af Johor.
De tidlige år
Mads Lange blev født i Rudkøbing 18. september 1807 som næstældste søn af Lorents Lange og Maren Hansen. Mads Lange havde en søster og 10 brødre, hvoraf de tre var halvbrødre fra moderens første ægteskab. Mads Langes yngste bror døde som seks-årig. Der kendes ikke videre om Mads Langes barndom i Rudkøbing.
Forældre
Faderen Lorents Lange Pedersen var søn af murermester Peder Frandsen Knudsøn og Johanne Margrethe Lorentzdatter Lange. Som den eneste af sine ni søskende fik Lorents sin mors efternavn som døbenavn, og skønt det var tænkt som et mellemnavn, endte det med at blive hans efternavn, hvilket betød, at han førte morens slægtsnavn videre. Lorents var en af kun tre børn i familien, der overlevede barndommen, og den eneste dreng. Moderen Maren Hansen var i 1799 blevet gift med en Mads Andresen, med hvem hun fik tre sønner, men allerede i 1805 døde Mads Andresen, og senere samme år giftede Maren sig med Lorents Lange. Hun havde arvet et værtshus og en landhandel, som Lorents, der var udlært murermester, overtog og drev videre.
Lorents Lange var medlem af Langelands borgervæbning og deltog indirekte i Englandskrigene, og han havde også 1812–13 mellem en og fire spanske soldater indkvarteret. For det sidste fik han 4 rigsdalere om måneden. Det betød dog samtidig, at der i familiens hus var op mod 14-15 personer, og det har nok været en medvirkende årsag til, at familien i 1816 købte en ny ejendom i Østergade 12-14. Lorents Lange etablerede endvidere en transportvirksomhed og havde således i 1822 en postvogn med to heste, hvilket ikke var unormalt for købmænd på den tid. Samtidig var Lorents' svoger færgemand og forvalter af færgedriften, og det må have været en fordel for Lorents. Lorents døde i 1828, og Maren giftede sig igen med avlsbruger Mads Hansen.
Karriere til søs
Mads Lange drog allerede til søs som 14-årig, og efter tre år blev han i 1824 forhyret på skibet Norden, hvis førstestyrmand og senere kaptajn hed John Burd. De to sejlede de næste mange år sammen, bl.a. til den danske handelsstation Trankebar. I 1833 vendte Burd og Lange tilbage til Danmark, og Mads Lange benyttede lejligheden til at besøge sit barndomshjem. Han blev et stykke tid i Danmark og blev talt med ved folketællingen i februar 1834. I mellemtiden solgte John Burd Norden i Hamborg, og efter et stykke tid tog Burd og Lange med skibet Syden, som var købt i Macao, fra Altona mod Indien og Kina med John Burd som kaptajn og Mads Lange som førstestyrmand. Sammen med sig havde Mads Lange sine tre brødre, Hans, Carl Emil og Hans Henrik, der var henholdsvis 20, 18 og 14 år gamle, og ingen af de fire skulle gense deres fædreland.
Bosættelse i Østen Lombok
I 1835 slog Mads Lange sig ned på øen Lombok, der ligger øst for Bali og Java, da der foregik en livlig skibstrafik forbi øen. Øen rummede to fyrstedømmer, Karangasem Lombok og Mataram. Det første var det største, og det var rajahen derfra, der gav Lange lov til, mod en årlig afgift, at slå sig ned og drive handel fra havnebyen Tanjungkarang. Her fik Mads Lange hurtigt opbygget en blomstrende forretning med eksport af kaffe, ris, krydderier, sydfrugter og tobak samt import af tekstiler og våben. Disse kunne nemt afsættes til de lokale stridende stammer.
I 1839 førte de stadigt hyppigere indbyrdes stridigheder mellem fyrstehusene samt hollændernes forsøg på at kolonisere øen til, at Mads Lange måtte forlade øen. Den rajah, han havde støttet sig til, led nederlag, og Mads Lange flygtede over hals og hoved til Bali i sin lille skonnert Venus.
Bali thumb|200px|Faktoriets port efter maleri fra ca. 1845
Mads Lange måtte nu begynde forfra på Bali. Han slog sig ned på den sydlige ende af øen i fyrstedømmet Badong nær byen Kotta. Byen lå på en smal tange med adgang til udskibning af varer både på øst- og vestsiden af tangen, hvilket var hensigtsmæssigt, den skiftende monsunvind taget i betragtning. Mads Lange stod ikke helt på bar bund, og fire faktorer lettede hans etablering på Bali. For det første havde Mads Lange gennem en årrække handlet med Bali og kendte derfor de muligheder, øen tilbød. Dernæst havde han gode forbindelser til de balinesiske rajaher, og han var blevet indbudt af Rajah Kassiman i Badung til at slå sig ned på Bali. Dette betød, at han fik beskyttelse, billig arbejdskraft og formentlig monopol på øens handel. For det tredje led øens befolkning under en økonomisk depression efter den javanesiske krig, som havde stoppet øens eksport af slaver. For det fjerde var der akut mangel på ris i Asien, og Bali havde her et stort eksportpotentiale, da bønderne på øen var dygtige risbønder, og klimaet tillod at høste ris tre gange om året.
Mads Lange byggede sit faktori i Kotta og udbyggede det efterhånden med beboelses- og pakhuse. Wolter Robert van Hoëvell, som besøgte Bali og Mads Lange, giver en beskrivelse af faktoriet:
thumb|200px|Faktoriets indre med Mads Lange i baggrunden af billedets midte. Efter maleri fra ca. 1845
Mads Lange kom på god fod med balineserne, og i løbet af få år havde han opbygget en blomstrende forretning og ejede omkring 15 skibe, hvormed han drev en livlig handel på de forskellige havne i Ostindien, Bagindien og Europa. Han fik hjælp fra sine brødre i faktoriet, og de sejlede også med hans skibe på særligt krævende handelsrejser. På grund af sørøvere og tropernes vanskelige vejrforhold var disse rejser ikke helt ufarlige, og således døde Mads Langes to brødre Hans Heinrich og Emilius Carl i forbindelse med sådanne rejser. Emilius Carl omkom endda for øjnene af Mads Lange, da den robåd, der fragtede broderen mod land, pludselig kæntrede.
Mads Langes karriere som handelsmand udviklede sig op igennem 1840'erne. I midten af perioden var hans flåde på omkring 15 skibe, der kunne laste fra 800 til 1500 tons gods. Mange af skibene var nye, formentlig bygget i Singapore, som han jævnligt besøgte. Skibene eksporterede levende kvæg, tørret kød, skind, bomuld, tobak, kaffe, kokosolie og ris, som var den vigtigste eksportvare. Kokosolien blev solgt i store mængder i Singapore med en fortjeneste på 200–300%. Derfor fik Lange også en oliemølle importeret helt fra Europa. Det var en dyr affære, men med de nævnte profitter ville den i løbet af en kort årrække kunne tjene sig hjem. Ris blev annonceret billigt til salg i aviser i Singapore, Australien og Kina.
Handelsaktiviteterne gav store penge, og den årlige eksport lå på 10.000 til 14.000 tons. Varerne blev handlet i kinesiske mønter, kèpèng og pitis, der var den lokale valuta på Bali og Lombok. Øerne havde ikke egen møntenhed og var således afhængige af gangbar mønt til den interne handel på øen. Lange havde monopol i Kotta på den udbytterige handel med den kinesiske valuta og kom til at dominere valutamarkedet på Bali. I 1840'erne kunne Mads Lange således købe 1.400 kèpèng for en dollar og sælge dem videre for to dollar, altså en gevinst på 100%. Han blev derfor hjemme også kaldt bankier.
Specielt franske skibe kom til Kotta for at laste levende fragt som kvæg, ponyer, svin og fjerkræ. Ofte kom balineserne ned til stranden med meget mere kvæg, end skibene kunne laste. Her trådte Mads Lange så til og købte det tiloversblevne kvæg, da specielt oksekød var en eftertragtet spise. Han opførte således slagtehuse på stranden, hvor man hurtigt kunne slagte okserne. Tørret oksekød, kendt som "ding-ding", blev sendt til hollandske tropper på Java.
I disse år havde Mads Langes faktori en omsætning på 1.000.000 gylden alene på handlen med Java. Hans succes skyldtes først og fremmest hans evne til at skabe personlige forbindelser, specielt med den lokale rajah. Hollænderne, der også prøvede at føre handel på Bali, havde ikke samme succes, og 1. maj 1844 udnævnte de hollandske myndigheder i Batavia Mads Lange til hollandsk agent på Bali med ret til at føre det hollandske flag. Nu arbejdede han ikke kun for sig selv, men også for de hollandske myndigheder, der nød godt af dette samarbejde.
Fredsmægler
Fra midten af 1840'erne prøvede hollænderne igen at vinde overherredømmet over Bali og øens forskellige rajaher. Hollænderne sendte i juli 1846 en troppestyrke til Bali. Denne gang var det den nordlige del af øen, Boeleleng, der var målet, og man afleverede et ultimatum på en række krav inden for tre døgn. Da kravene ikke blev imødekommet, gik hollænderne 28. juni i land og angreb byen, som blev indtaget og brændt ned. Styrken fortsatte næste dag mod residensbyen Singaradja, der blev indtaget uden nævneværdig modstand, da de fleste balinesere havde trukket sig længere ind i landet til fæstningen Djagaraga. Hollænderne havde i deres angreb benyttet sig af deres flådestyrke, og et angreb på en stor balinesisk styrke inde i landet uden flådestøtte tiltalte ikke de øverstbefalende. Her kom Mads Lange ind i billedet, og han tilbød at drage ind til rajaherne af Boeleng og Karangasem for at indlede forhandlinger. Forehavendet lykkedes for Lange, og man kunne 9. juli slutte fred på hollændernes betingelser, der bl.a. betød at rajaherne skulle betale krigsskadeerstatning, og at hollænderne skulle have en mindre garnison i området, indtil erstatningen var betalt.
Da rajaherne ikke opfyldte flere af betingelserne i fredsaftalen fra 1846 sendte hollænderne i begyndelsen af 1848 en endnu større flåde- og landstyrke af sted mod det nordlige Bali. Lange formåede at holde rigerne Tabanan og Badong neutrale, men de resterende balinesiske styrker samlede sig ved Djagaraga, hvor de også havde søgt tilflugti 1846. Mens hollænderne forberedte et felttog, blokerede de kysterne, hvilket gik hårdt ud over handelen. Djagaraga lå langt inde på øen, så det andet angreb måtte gennemføres uden støtte fra flåden. I første omgang gik det efter planen, men da hollænderne mødte Gusti Djilantiek, der havde forskanset sig med 600 riffelskytter, blev de stoppet. Da hollænderne ikke kunne opretholde forsyningerne, bl.a. fordi hæren ikke havde medbragt det nødvendige antal kulier, og da balineserne angreb udgangslandsbyen, blev de til sidst nødt til at trække sig tilbage i stor hast.