Udskiftningen betegner nyfordelingen af landbrugsjorden under Landboreformerne fra 1700 til 1850. Landbrugsejendomme flyttede mange steder fra landsbyerne ud på de nye marker. Udskiftningen hang nøje sammen med ændringen fra fællesdrift til bøndernes ansvar for dyrkningen af deres egen jord. Udskiftningen kunne finde sted på flere måder: ved en blokudskiftning hvor hver gård fik et så firkantet areal som muligt og blev flyttet ud, ved en stjerneudskiftning hvor gårdene blev liggende i landsbyen og fik et samlet mere eller mindre trekantet område udgående herfra, eller ved kamudskiftning hvis gårdene lå på række med de samlede jordstykker liggende mere eller mindre parallelt ved siden af hinanden; endelig forelå muligheden for at kombinere disse udskiftningsmåder.
Udskiftningen tog først og fremmest sigte på at forbedre bondegårdsdriften. Følgen var, at husmandsklassen derved kom til at befinde sig i en mere udsat stilling, idet deres tidligere ret til græsning på overdrev og fælled forsvandt. For at kompensere for dette tab blev det henstillet, at husmandssteder skulle tillægges en jordlod stor nok til at føde en ko og/eller 4 får. I mange tilfælde blev dette løst ved, at husmandsstederne blev flyttet ud i grupper på de tidligere overdrev og her dannede større eller mindre kolonier. Mange husmænd fik jord i forbindelse med udskiftningen, på øerne oftest 2-5 tønder land.Bjørn (1990), s. 57
Udskiftningerne blev altovervejende gennemført mellem ca. 1770 og 1810,Dombernowsky, s. 329 idet nogle landsbyer blev udskiftet i to omgange og enkelte først meget sent. Visse øer, som Læsø i Kattegat, Fejø og Femø i Smålandsfarvandet samt småøerne i Det Sydfynske Øhav blev først udskiftet sent, og det samme gælder dele af det nordlige og vestlige Jylland. De seneste udskiftninger skete først i 1830-erne, mens den sidste by, der blev udskiftet, var Lund på Stevns; det skete i 1861.Bjørn (1990), s. 42
Efter udskiftningen var der få fællesarealer tilbage, ofte kaldet gadejord (landsbygader og gadekær mv.).
Baggrund Under landsbyfællesskabet var jorden inddelt i vange, som atter var underinddelt i agre. Hver gård havde en strimmel jord, et skifte, i hver ager, og den enkelte gårds tilliggende var således fordelt på et meget stort antal jordstykker. Det var en ordning, der hvilede på det princip, at alle gårde skulle have lige andel i mere frugtbare og mere magre jorder således, at alle teoretisk var ligestillede, men i praksis var det en yderst besværlig ordning, både fordi den gav et uforholdsmæssigt stort transportarbejde mellem gården og dens enkelte jordstykker, og fordi den forudsatte vidtrækkende hensyn til hinanden bønderne imellem. I løbet af første halvdel af 1700-tallet bredte der sig en vis erkendelse af, at det ville være en fordel, hvis landsbyfællesskabet blev ophævet, jorden udskiftet og hver gård fik sit tilliggende samlet som en jordlod. Allerede i 1755 blev landsbyen Hårbølle i Fanefjord Sogn på Møn udskiftet, dog uden at dette påkaldte sig særlig opmærksomhed.Dombernowsky, s. 317
Den 26. november 1757 lod regeringen nedsætte en kommission, der havde til formål at sikre "landvæsenets fremtarv og nytte". Denne kommission bestod af Adam Gottlob Moltke, Johan Ludvig Holstein-Ledreborg, C.A. Berkentin og Otto Thott. Kommissionen fremsatte forslag om ophæve fællesskabet og udskifte jorden. For at undersøge mulighederne nærmere blev udarbejdet et spørgeskema til godsejerne, rundsendt i maj 1759, for at finde ud af, hvorledes man rundt omkring i landet stillede sig til dette forslag, men allerede inden, at det blev udsendt, var der den 29. december 1758 udstedt en forordning for Sjælland, Møn og Amager om fællesskabets ophævelse, den 28. december 1759 blev udstedt en lignende forordning for Fyns Stift (Fyn, Lolland og Falster samt tilhørende småøer), og den 8. marts 1760 blev endelig udstedt en lignende forordning for de fire stifter i Jylland.Dombernowsky, s. 313 Kommissionen blev ophævet igen den 30. oktober 1767.
Reaktionen på spørgeskemaet var overvejende negativ. Den 15. maj 1761 blev udstedt en ny forordning om landvæsenet "og dets ydermere forbedring ved fællesskabet at ophæve og hindre". Kongen reagerede her skarpt over for godsejerne og kritiserede, at man flere steder var begyndt at frasælge bøndergods uden forinden at have indskrænket fællesskabet. Frederik V døde imidlertid den 14. januar 1766Feldbæk, s. 221 uden, at reformerne var kommet til udførelse.
Den 27. oktober 1767 lod den nye konge Christian VII nedsætte en ny landvæsenskommission til afløsning af den gamle.Skrubbeltrang (1978), s. 273 Den nye kommission blev kort efter ved kongelig resolution af 30. marts 1768 ophøjet til Generallandvæsenskollegium. Det nye kollegium fik tildelt midler, der dels skulle anvendes til uddeling af præmier og belønninger til folk, som tog initiativer til nyttige tiltag, dels bekoste kollegiets virke. Generallandvæsenskollegiet blev ved kabinetsordrer af 19. november og 7. december 1770 afløst af en Generallandvæsenskommission.Skrubbeltrang (1978), s. 274
På dette tidspunkt var reformer så småt begyndt i Sønderjylland, hvor kronens gårde på Ærø blev udstykkede fra 1761 og landsbyerne udskiftede, og en udskiftning af 20 landsbyer på det nordlige Als skete i årene 1768-1774 ligesom kronens gårde også her blev udstykkede. I 1769 blev Helnæs by på det sydvestlige Fyn udskiftet.Dombernowsky, s. 318
Ved lov af 28. juli 1769 om fællesskabets videre ophævelse blev åbnet mulighed for, at enhver lodsejer skulle kunne lade sin andel af jord i fællesskabet opmåle, udskille og indhegne, ligesom det blev påbudt, at alle overdrev skulle være inddelt i løbet af en periode på 4 år.Skrubbeltrang (1978), s. 284 I 1771 begyndte Generallandvæsenskommissionen at yde præmier til gårdmænd og selvejere, der på tidligere rytterdistrikter var villige til at flytte ud, ved forordning af 13. maj 1776 kunne enhver lodsejer, uanset størrelsen af dennes jordtilliggende, kræve at få sin jord udskilt og indhegnet, og de øvrige lodsejere skulle deltage i dækningen af omkostningerne derved; det gjaldt også hvis jorden blev samlet på flere lodder. Ved samme forordning blev der tilsagt bygningshjælp, 50-150 rigsdaler pr udflyttet gård, dog indenfor en samlet beløbsramme på 1.000 rigsdaler pr. år. Denne blev forøget ved forordning af 23. april 1781 og gentaget ved plakat af 20. august 1781, dog forudsat at en delings- og udflytningsplan var færdiggjort inden 31. december samme år.Dombernowsky, s. 327f
Endelig den 23. april 1781 blev udstedt en forordning, der befalede opløsningen af landsbyfællesskabet. Det blev heri bestemt, at hvis blot een lodsejer ønskede en landsby udskiftet, skulle det gennemføres,Dombernowsky, s. 321 og der blev nu stillet midler til bygningshjælp til rådighed, 50-100 rigsdaler pr. udflyttet gård.
Skønt der efterhånden kom gang i udskiftningerne, gik de fortsat trægt. Tre senere bestemmelser fremmede tempoet: ved forordning af 8. juni 1787 blev bestemt, at bønder ikke skulle kunne modsætte sig udflytning og at der ikke måtte fratages bønder jord til oprettelse af nye bøndergårde, hvilket hidtil havde været muligt,Skrubbeltrang (1978), s. 301 og ved plakat af 8. oktober 1795 blev det bestemt, at godsejere kunne gennemtvinge at modvillige med-lodsejere skulle bidrage i passende omfang til udflytning.Skrubbeltrang (1978), s. 302 Endelig ved forordning af 15. juni 1792 blev det bestemt, at godsejere fremover kunne pålægge udskiftede bønder en rente på 4% pr. år - datidens højeste - til dækning af de omkostninger, man havde haft ved gennemførelse af udskiftning og udflytningerFeldbæk, s. 265, ligesom der blev åbnet for, at godsejere nu kunne "genforhandle" bøndernes landgilde og således indkassere en del af den økonomiske gevinst, som bønderne havde ved udskiftningen. Kunne der ikke opnås enighed, skulle Rentekammeret afgøre tvisten (underforstået: til godsejerens fordel).Feldbæk, s. 266
Udskiftningens gennemførelse Da udskiftningerne begyndte, stod man over for to problemer, som skulle løses: I tilfælde af fælles overdrev for flere landsbyer skulle der ske en udskiftning landsbyerne imellem. I de enkelte landsbyer skulle marker, enge, overdrev og skov udskiftes lodsejerne imellem. For at løse problemerne skulle der først ske en udskiftning landsbyerne imellem og først der efter lodsejerne imellem.Skrubbeltrang (1978), s. 280 Men yderligere var der problemet, at forskellige godsejere kunne eje de enkelte gårde, og også her var der indbyrdes hensyn at tage. Disse problemer blev ikke mindre af, at nogle godsejere ønskede at fremme udskiftningsprocessen, mens andre var imod. Hele udskiftningsprocessen åbnede derfor for lange og komplicerede processer.
Generallandvæsenskollegiets rundspørge havde vist, at der manglede autoriserede landmålere til at gennemføre processen, og den 9. juli 1768 udstedte Rentekammeret derfor en forordning om en systematisk landmåling. I begyndelsen var der kun 2 landinspektører, men antallet blev senere forøget til 7, idet 1 fik ophold på og skulle dække Sjælland, 1 på Fyn, 1 på Lolland og med Falster og Møn som tillagt ansvarsområde og 1 i hvert af de jyske stifter.
Det viste sig hurtigt, at der var mange indbyrdes modstridende interesser både lodsejere indbyrdes og mellem landsbyer. Gennemførelsen måtte derfor søge at bilægge sådanne konflikter. Allerede ved forordningen af 15. maj 1761 var det blevet bestemt, at i tilfælde af uløselig uenighed skulle den stedlige amtmand udpege to uvildige kyndige skønsmænd til at afgøre vederlag i jord eller penge.Skrubbeltrang (1978), s. 281 For at fremme processen blev landmålingen gennemført uden en ny hartkornsberegning men med en taksering af ager, eng, overdrev, skov osv. Udskiftningsprocessen trak også i langdrag, fordi det i begyndelsen var en forudsætning, at de største ejere ønskede det. Imidlertid var der på samme tid en udvikling i retning af egalisering, hvor gårdene alle var lige stillet med hensyn til skyldsat hartkorn. Et andet forhold, som kunne fremme forløbet, var en forordning af 15. maj 1761, hvorved gårde i en landsby ved mageskifte kunne samle jorden i en enkelt ejers besiddelse.Skrubbeltrang (1978), s. 285
Udskiftningen kunne i princippet ske - og skete - på en af fire måder: Hvis gårdene lå på række ved siden af hinanden, kunne udskiftningen ske som "kamudskiftning", hvor hver gård fik en samlet jordlod, der udgik fra gården og strakte sig i een retning. Ved "stjerneudskiftning" blev gårdene liggende i landsbyen, og jordlodderne udgik da fra gården udad, hvorved de blev smallere indadtil og bredere udadtil.Porsmose, s. 238 Ved "blokudskiftning" blev landsbyen næsten helt sprængt, idet jordlodderne blev nærmest rektangulære og de enkelte gårde flyttet ud på de nye jordstykker. I visse tilfælde var parcellerne mere end 4 gange så lange som de var brede, og i sådanne tilfælde tales om "strimmeludskiftning". Endelig ved "parceludskiftning", der ofte kombinerede stjerneudskiftning og blokudskiftning, fik gårdene deres jorder samlede på et fåtal indbyrdes adskilte jordlodder, ofte en hovedlod ved gården, en overdrevslod, en moselod og/eller en skovlod. Uanset hvilken af disse udskiftningsformer, der blev valgt, var det karakteristisk, at der stort set ikke blev taget hensyn til hidtidige forhold: de nye skel blev sat uden hensyn til eksisterende veje, vangeskel og inddelingen i skifter.Porsmose, s. 243 Dog kan man sige, at der ved parceludskiftning blev taget hensyn til, om jorden tidligere havde været opdyrket, været overdrev eller var mose, idet bønderne i disse tilfælde fortsat opretholdt deres hidtidige ret til at bruge disse ressourcer.