right|thumb|350px|Hagahøjen vest for Uppsala, cirka 1.000 f.Kr.–800 f.Kr. Sverige optræder ligesom Danmark først relativt sent i kilderne, og dets første optræden på verdensscenen kom i form af de skandinaviske vikinger. På den tid var der dog ikke tale om en decideret svensk stat endnu. Den kom først til syne i løbet af middelalderen. Det moderne Sverige har sine rødder tilbage i ophøret af Kalmarunionen, hvor Sverige under Gustav Vasa rev sig fri. I kraft af sin store geografiske udbredelse, Finland var allerede i middelalderen blevet underlagt Sverige, og på bekostning af sejre over Danmark i det 17. århundrede, hvor Skånelandene blev svenske, blev Sverige for en kort periode en europæisk stormagt. Nedturen begyndte dog snart efter, hvor besiddelser i Baltikum og Tyskland i løbet af Den store nordiske krig blev tabt. I 1814 indgik Sverige en personalunion med Norge, der varede frem til 1905. I det 20. århundrede har Sverige konsolideret sin status som neutral stat.

Forhistorisk tid (før 800 e. Kr.) thumb|Fiskekrog af ben fra stenaldern, fundet i Skåne.Under jordens vekslende temperaturvekslinger har Skandinavien flere gange været dækket af indlandsis. Den sidste istiden kaldes for Weichsel og begyndte for 110.000 år siden og sluttede for cirka 10.000 år siden. Kun det vestligste Jylland og øgruppen Lofoten i det nordlige Norge var isfrie. Isens tilvækst, tykkelse og gradvise afsmeltning har formet landet, især de lavereliggende dele. Der findes ingen spor efter en eventuel befolkning fra før istiden i dagens Sverige, som der gør i Danmark.

Klipper blev af de store ismasser slebet runde og slidt ned, da den fremvoksende is skubbede sten og grus foran sig. Landet var længe tynget ned af ismasserne, men hævede sig langsomt efter istiden og hæver sig fortsat den dag i dag. Landhævningen sker hurtigst i nord og langsommere i syd. Det som i dag er Østersøen har afvekslende været salt hav og indsø med ferskvand. De store indsøer Ladoga, Onega, Vänern, Vättern, Mälaren og Hjälmaren er smeltevandssamlinger som har sine paralleller i de store søer i Nord-Amerika. Rullestensåse, moræner og flyttede stenblokke er synlige spor fra isens smeltning.

Efterhånden som det kilometertykke isdække smeltede, flyttede folk ind fra syd og øst. De er sandsynligvis kommet over Danmark til Skåne og langsomt længere mod nord. Fra nord kom samerne. De tidligste spor vi i dag kender til er 12.000 – 13.000 år gamle. De første mennesker i det nuværende Sverige levede af jagt og fiskeri, det var en jæger/samler-kultur, hvor man levede af det naturen kunne tilbyde. Tiden frem til cirka 4.000 f.Kr. kaldes iblandt for jægerstenalder. Arkæologiske fund bliver i dag gjort i områder som ligger 75 til 120 meter over havet, og som dengang udgjorde strandområderne på landhævningens daværende stadier. Højdeområder som Södertörn og Kolmården udgjorde da en skærgård med et rige muligheder for fiskeri.

Bondestenalderen (cirka 4.000 f.Kr.–1.800 f.Kr.) left|thumb|Hagagraven på Orust er en af de mest kendte af de omkring hundrede stenhøje, som findes i Sverige. Perioden hvor jordbruget begyndte kaldes for bondesteinalderen, yngre stenalder eller neolitikum. Tidligere har forskere antaget, at denne periode var præget af indvandrere som bragte den nye kundskab med sig, men i dag mener mange forskere, at forklaringen på ændringerne først og fremmest var kulturpåvirkning på de oprindelige beboere.

thumb|Bådøkse fra Närke.Den første neolitiske kultur kaldes tragtbægerkulturen () og har fået sit navn efter periodens karakteristiske kar af keramik med udvidet munding. Det er fundet store mængder fragmenter af denne keramik i Sverige. På denne tid blev de første megalittiske monumenter i form af store stenhuse dækket med jord bygget. I Sverige findes disse hovedsageligt langs kysten. Noget senere blev der bygget jættestuer og helledysser (sv. hällkistor) i indlandet, eksempelvis Ekornavallen udenfor Falköping.

Omkring 3300 f.Kr. finder man også eksempler på den grovkeramiske kultur for første gang, en fangstkultur i områder nær kysten. Denne kultur var sandsynligvis en videreføring af tragtbægerkulturen. Det er muligt, at klimaet blev varmere, sådan at det blev lettere at drive en fangstkultur.

En tredje neolitisk kultur kom til Sverige omkring 2700 f.Kr. Den kaldes for bådøks- eller stridsøksekulturen. Denne kultur har fået sit navn fra de karakteristiske bådøkser af sten, som er kopier af de første stridsøkser af metal som blev brugt i øst, og som fulgte med stridsøksekulturen. I 350 år eksisterede den grovkeramiske kultur og stridsøksekulturen parallelt. Omkring 2350 f.Kr. udviklede en sen-neolitisk kultur sig så.

På omtrent denne tid blev klimaet endnu varmere. I Egypten og i Mellemøsten førte klimaet til at Det gamle rige i Egypten faldt sammen og ophørte. I Centralasien og i Norden førte det varme klima (som varede til bronzealderens slutning) til bedre forudsætninger for jordbruget, noget som igen førte til en befolkningsøgning.

Ved denne tid begyndte grænserne mellem de forskellige stenalderkulturer i Norden at blive udvisket, noget som førte til en mere ensartet senneolittisk kultur i det skandinaviske område.

Bronzealderen (1800 f.Kr.–550 f.Kr.)

Bronzealderen er den første periode med tydelige tegn på internationale forbindelser via handel. Dette kan blandt andet have muliggjort, at hesten blev domesticeret omkring 2.000 f.Kr. Handelsforbindelserne blev antagelig opretholdt af høvdinger, noget man kan se på distributionen af nye våben af bronze. Indførelsen af det nye metal muliggjorde skabelsen af langt mere effektive våben, men da metallet var svært at få fat i, var det kun de rigeste og mægtigste der kunne erhverve det. Dette skabte for første gang et mere hierarkisk opdelt samfund. Selv om folk som levede i denne periode sandsynligvis ikke havde større kundskab om andre end de nærmeste nabofolk, var den lille kulturimpuls som kom igennem med udvekslingen af varer en stor forandring for de statiske bondesamfund.

Omkring 2.000 f.Kr. begyndte man i mindre skala at fremstille bronze i Sverige med importeret metal. Man mener traditionelt at bronzeproduktionen i Sverige omkring 1.800 f.Kr. havde et tilpas stort omfang til at perioden med rette kan betegnes som bronzealder.

Ældre bronzealder (1.800 f.Kr.–1.100 f.Kr.) thumb|En af stenhellerne fra Kongegraven i Kivik som viser helleristning af blandt andet en vogn trukket af en hest.

Ved begyndelsen af den nordiske bronzealder var en ny kultur nået frem til Østersøens sydøstlige kyst, højgravskulturen. Foruden den importerede gravskik med store gravhøje kom også vogne og stridsvogne trukket af heste.

Handelen og bronzevåbnene gjorde efterhånden høvdingerne mægtigere, noget de store gravhøje vidner om, eksempelvis Kongegraven i Kivik. Handelen bestod formodentlig først og fremmest af import af metaller og salt, mens man eksporterede rav. Selv i Sverige synes det som om hesten og vognen havde stor betydning, men skibet var endnu vigtigere. Skibe bliver gengivet i helleristninger over hele Norden på denne tid. Handelen krævede også valuta, og antagelig blev guld benyttet, eftersom der er gjort rige fund af guld fra denne periode. Endnu vigtigere end handelen var antagelig det varme klima, som betød en voldsom befolkningstæthed selv i det mestendels skovbevoksede Sverige.

Yngre bronzealder (1.100 f.Kr.–550 f.Kr.) I den yngre bronzealder begyndte det fra syd importerede jern langsomt at spille en rolle. Denne periode var også præget af store befolkningsomvæltninger i Europa, hvor den keltiske kultur lod til at overtage de oprindelige kultur i mange områder. Klimaet ændrede sig på denne tid tilbage til et noget koldere, og er sluttede bronzealderen.

Det nordiske bronzealdersamfund

Samfundsudviklingen i Norden kom efterhånden til at adskille sig fra udviklingen på kontinentet. Der findes mange objekter som viser kulturpåvirkning fra syd, og folk importerede sikkert også kulturelle og religiøse forestillinger som blev tilpasset til lokale forhold. Folk drev jordbrug, og hesten blev brugt som ridedyr og trækdyr. Man manglede et skriftsprog, men lavede helleristninger som giver en forestilling om bronzealderens fartøjer og søfart. Under den ældre bronzealder blev de døde begravet i kister af sten eller i hule træstammer. Senere begyndte man at brænde de døde, og snart blev kremering det normale. Gravhøjene blev sædvanligvis dækket af en jordhøj eller en stendysse.

Vikingetiden og middelalderen thumb|right|Oversigt over vikingernes hovedrejseruter; de svenske vikinger rejste hovedsageligt mod øst og sydøst ind i Rusland Vikingetiden i Sverige varede i store træk fra det 8. til det 11. århundrede. Det menes, at svenske vikinger og gotlændere især rejste øst- og sydpå til Finland, Baltikum, Rusland, Hviderusland, Ukraine, Sortehavet og så langt væk som til Bagdad. Vejen gik ad Dnepr over Konstantinopel, og på denne rute foretog de adskillige plyndringer. Den byzantinske kejser Theofilos blev imponeret over disse folks store militære evner og bad dem om at blive hans personlige vogtere, kendt som Væringgarden. De svenske vikinger, kaldet ruser, menes at være stamfædre til kievruserne. Den arabiske opdagelsesrejsende Ahmed Ibn Fadlan beskriver disse vikinger således:

De mange vikingetogter er i stort omfang dokumenteret i form af runesten, der er fundet over store dele af den sydlige halvdel af Sverige.

Det vides ikke, hvornår og hvor det svenske kongedømme opstod, men listen over Sveriges regenter begynder sædvanligvis ved konger, der regerede i både Svealand og Götaland som samlet område, begyndende med Erik Sejrsæl. De to områder havde tilbage til antikken været to selvstændige områder; i Beovulfkvadet beskrives legenden om en krig mellem de to nationer i det 6. århundrede.

Kulturelle fremskridt I begyndelsen af vikingetiden var der ved det nuværende Ystad i Skåne og Paviken på Gotland blomstrende handelscentre. Der er gjort fund fra, hvad der menes at være en stor markedsplads fra 7. eller 8. århundrede i Ystad. I Paviken, der var et vigtigt knudepunkt for handel med Baltikum i det 9. og 10. århundrede, er der fundet rester af en stor havn fra vikingetiden med gårde, hvor man byggede skibe og lavede håndværk. Mellem 800 og 1.000 bragte den livlige handel store mængder sølv til Gotland, og ifølge nogle forskere akkumulerede gotlænderne i den periode mere sølv end resten af den skandinaviske befolkning tilsammen.

thumb|right|Uppsala var et vigtigt religiøst og handelsmæssigt centrum i det unge svenske rige Ansgar får som regel æren for at have indført kristendommen i landet i 829, men den nye religion havde ikke for alvor held med at fortrænge den traditionelle nordiske mytologi før op i det 12. århundrede. I løbet af det 11. århundrede blev kristendommen den dominerende religion, og fra omkring 1050 blev Sverige regnet som et kristent rige. I perioden mellem 1100 og 1400 var Sverige ved at dannes og konsolideres som en enhed, og landet var præget af interne stridigheder samt af kappestrid mellem de nordiske kongeriger. De svenske konger gik i gang med at ekspandere det svenskkontrollerede område i Finland, hvilket skabte konflikter med ruserne, der ikke længere havde forbindelser med Sverige.

Feudale institutioner i Sverige