thumb|Danmarks nederlag i krigen i 1864 var en skelsættende begivenhed for perioden. Maleri Preusserne stormer og indtager Als af Wilhelm Camphausen.
Danmarks historie (1848-1901) indrammes af to begivenheder, der var af stor betydning for demokratiet i Danmark.
I 1848-49 udformedes Danmarks Riges Grundlov og afsluttede 188 års enevælde. Mod periodens slutning indtraf systemskiftet, hvor kongen, Christian 9., tiltrådte den parlamentariske sædvane, at regeringsmagten ikke kan baseres på et mindretal i Folketinget.
I den mellemliggende periode var landet i krig mod den tyske bevægelse i hertugdømmerne Slesvig og Holsten og Kongeriget Preussen. Danskerne ønskede at inddrage Slesvig i kongeriget, hvorimod tyskerne ville inddrage Slesvig i det tyske forbund og forene de to hertugdømmer under tysk forfatning. De to dansk-tyske krige var Treårskrigen og 2. Slesvigske Krig. I den sidste mistede Danmark Slesvig, Holsten og Lauenburg. I denne tid opstod bl.a. andelsbevægelsen, hvor mange gik sammen om større projekter. Også industrialiseringen vandt indpas i byerne såvel som på landet. Det betød, at mange landarbejdere søgte mod byerne eller til Amerika.
Treårskrigen og Junigrundloven
thumb|Offentliggørelse af Grundloven af 1849 De nationale og liberale strømninger voksede sig kraftige i Danmark. Borgerskabet blev stadigt mere talrigt, og det forlangte del i regeringsmagten. Under indtryk af revolutionerne ude i Europa i 1848 gav Frederik 7. efter og iværksatte arbejdet med en ny forfatning. Danmarks Riges Grundlov blev underskrevet af kongen til ikrafttrædelse den 5. juni 1849. Enevælden blev afløst af et konstitutionelt monarki med magtdeling. Den lovgivende magt lå hos en rigsdag med to kamre: Folketinget, som de fleste mænd over 30 år havde stemmeret til, og Landstinget, som blev valgt indirekte af de folketingsvælgerne, der var over (40 år), som betalte skat eller havde formue. Den udøvende magt lå hos kongen og regeringen i fællesskab. Den dømmende magts uafhængighed blev garanteret ved, at dommerne blev sikret mod afskedigelse.
Riget bestod af fem dele: Kongeriget Danmark, hertugdømmerne Slesvig (et dansk len), Holsten og Lauenborg (tyske len) samt de nordatlantiske øer. I løbet af det 18. og især i det 19. århundrede vænnede alle sig til at betragte kongeriget og hertugdømmerne som ét land (helstaten), mens de nordatlantiske besiddelser blev betragtet som kolonier. Det tyske flertal i hertugdømmerne var utilfreds med helstaten, og den tysksindede nationalliberale strømning krævede uafhængighed af Danmark og Slesvigs optagelse i det tyske forbund. I Slesvig eller Sønderjylland boede både dansk- og tysksindene. De tysksindede henviste til Ribebrevet fra 1460, hvor der står, at de to hertugdømmer skulle forblive udelt (dat se blieven tosamende up ewich ungedeelt). De dansksindede henviste til Slesvigs lensforbindelse med Danmark og til Ejdergrænsen, som havde været grænse mellem danskerne og tyskerne siden 811. Tyske og danske nationalliberale stod uforsonlige over for hinanden. Det udløste Treårskrigen (den 1. Slesvigske krig), som endte med status quo, efter at Storbritannien havde mæglet.
En europæisk nødvendighed Efter Danmark og Preussen havde sluttet fred i Berlin gik de europæiske stormagter England, Frankrig, Rusland og Sverige sammen og lavede London-protokollen der blev undertegnet 2. august 1850. Aftalen fastslog at den danske helstat skulle genoprettes for at opretholde den europæiske ligevægt og fred.
Danskerne overtog atter magten i hele Slesvig, efter afslutningen af det slesvig-holstenske oprør. Da junigrundloven ikke gjaldt her indsatte man i stedet en enevældig regeringskommission under ledelse af den dansksindede slesviger F. Tillisch, der ønskede en gendanskning af Slesvig. Som led i en sprogforordning for Mellemslesvig blev dansk det vigtigste skolesprog i 50 sogne mellem Flensborg i nord og Slesvig by i syd. Desuden blev der i kirkerne skiftevis prædiket på dansk og tysk og tysktalende lærer og præster blev mange steder udskiftet med danske. Dette huede ikke stormagterne og i juli 1851 forlangte Rusland at Tillisch, der nu var minister for Slesvig, sammen med en række andre nationalsindede ministre blev afskediget. Den danske premierminister Moltke bøjede sig for kravene og omdannede sin regering og i oktober 1851 blev C.A. Bluhme udnævnt til udenrigsminister. Han troede på helstatspolitikken og fik omkring årsskiftet indgået aftaler med Preussen og Østrig. Aftalerne af 1851 og 1852 blev bestemmende for Danmarks politik frem til krigen i 1864 og bestemte at helstaten skulle have en ny grundlov, der skulle være mere konservativ end junigrundloven. Desuden måtte Slesvig ikke indlemmes i Danmark og til gengæld skulle Slesvig og Holsten holdes adskilt, og alle fælles organer i hertugdømmerne blev afskaffet og det danske monarki skulle fremover bestå af fire uafhængige enheder: Danmark, Slesvig, Holsten og Lauenburg. Som et led i aftalerne dannede Bluhme i starten af 1852 en ny helstatsvenlig regering med sig selv i spidsen. Det hele kulminerede i de europæiske stormagters undertegnelse af Londontraktaten 8. maj 1852, der ordnede monarkiets arvefølge således at prins Christian af Glücksborg blev anerkendt som efterfølger til Frederik 7. De nationalliberale gik imod denne aftale og Bluhme måtte i januar 1853 opløse rigsdagen og udskrive valg omkring ændringen, men opnåede ikke de nødvendige antal mandater og overdrog regeringsmagten til A.S. Ørsted, som efter endnu et valg fik vedtaget både tronfølgeloven og en ny fælles toldlov for Danmark og hertugdømmerne.
Landbrugsreformer Indenrigsminister P.G. Bang nedsatte i 1849 en landbokommission, der fik gennemført en del love, som stillede godsejere og bønder mere lige mht. ting som beskatning, offentlige kørsler og vejarbejde. Korntiende blev gjort til en pengeafgift og hoveripligten kunne også, hvis en tredjedel af bønderne ved et gods ønskede det, blive omdannet til en pengeafgift. Kommissionen kunne dog ikke nå til enighed om en fæsteafløsningslov og denne proces blev gennemført uden om Rigsdagen ved lokale aftaler mellem godsejerne og bønderne, godt hjulpet på vej af, bl.a. ved oprettelsen af Jyllands og Østifternes kreditforeninger, der blev oprettet i 1851.
Danmarks infrastruktur opbygges Efter Grundloven og Treårskigen kom der for alvor gang i udvikling og industrialisering i Danmark. Indenrigsministeren P.G. Bang nedsatte i 1849 en landbokommission, der gennemførte en række love om bl.a. skat og vejbyggeri. Rundt omkring i landet opstod lokale kreditforeninger og mange lokale foretagender. Sidenhen kom lokale sparekasser.
I 1847 åbnede den første jernbane i kongeriget: mellem København og Roskilde. Treårskrigen havde sat en stopper for yderligere jernbanebyggeri, og efter krigen var der frygt for, at en jernbane i Jylland ville orientere handlen i Vestdanmark mod Tyskland. Derfor udbygges jernbanenettet på Sjælland. I 1856 åbnede strækningen mellem Roskilde og Korsør. I 1860'erne og 1870'erne blomstrede jernbanebyggeriet, nu også i Jylland, og omkring 1875 havde landet et veludbygget jernbanenet.
København mærkede også de nye tider: Infrastrukturen gav større mulighed for mobilitet i befolkningen, og da Grundloven havde affødt en række andre love som næringsfrihedsloven og høkerloven, opstod der en urbanisering, der betød en kraftigt voksende befolkning i hovedstaden. I 1856 blev den gamle Nørreport nedrevet, og året efter blev de tre resterende byporte også revet ned. Pengene til de store byggeprojekter, der igangsattes i København, fik byen fra de europæiske søfartsnationer, der i 1857 betalte et enormt engangsbeløb til Danmark mod afskaffelsen af Øresundstolden.
I Jylland blev der set med en del skepsis på, hvordan landet blev transformeret som følge af de nye tider. Den jyske hede blev symbolet på, hvorledes naturen blev trængt i baggrunden af menneskets frembrusen. Blandt de fremmeste kritikere var Blicher, H.C. Andersen og Enrico Dalgas, der i 1866 tog initiativ til Hedeselskabet, der begyndte en systematisk tilplantning af den jyske hede, for netop at bevare den.
Religiøse kredse var kritiske over for de nye tider. Ikke alle fandt, at den danske folkekirke modstod dem godt nok, og en række religiøse bevægelser fik stor fremgang i midten af 1800-tallet bl.a. baptisterne, mormonerne og metodisterne. For at modstå ”Stormløbet fra Sekterne” oprettedes Foreningen for den Indre Mission i 1853 med det formål i folkekirken at skabe et religiøst alternativ til sekterne.
Problemet med den danske arvefølge Den danske konge Frederik 7., der var af den oldenborgske linje, havde ingen legitime børn og dermed ingen arving til tronen. Heller ikke kongens fætter, Arveprins Ferdinand havde børn. Det skabte et problem for arvefølgen i Danmark. Den oldenborgske linje havde siddet på tronen siden 1448.
Den russiske zar, Nikolaj 1., forslog derfor i 1851, at gøre Hertug Vilhelm af Glücksborgs søn Christian til ny tronarving. Årsagen til forslaget af Christian var, at han langt ude nedstammede fra Christian 3. og var gift med Christian 8.s niece Louise af Hessen-Kassel. De andre stormagter bifaldt dette valg, og i 1853 blev der vedtaget en lov i Danmark om at gøre Christian til ny tronarving.
Allerede i det åbne brev i juli 1846 bekendtgjorde Christian 8., at Kongelovens arvefølge var både mandlig og kvindelig og gældende også for hertugdømmet Slesvig (som var et dansk len). Denne beslutning var vendt mod tyskernes argumentation for, at den tyske saliske lov, som kun tillod mandlig arvefølge, skulle gælde både i Holsten og Slesvig. Tyskerne ville gerne se den tysksindede Christian-August af Augustenborg som hertug i Slesvig og Holsten.
2. Slesvigske krig
Spørgsmålet om Slesvig og Holstens tilhørsforhold var endnu uløst ved afslutningen på Treårskrigen. Det betød meget for stormagterne at bevare status quo, men det var hverken i Tysklands eller Danmarks interesse, så efter tyske protester ophævede det tyske forbund i 1858 helstatsforfatningen i hertugdømmerne Holsten og Lauenborg. De Nationalliberale i Danmark fik derefter igen indflydelse, og debatten om Slesvigs status fortsatte. I november 1863 kort efter Christian 9.s tronbestigelse indførtes den såkaldte novemberforfatning. Dens formål var at knytte Slesvig nærmere til Danmark. Dermed brød Danmark Londontraktakten fra 1852. Preussen og Østrig krævede med Otto von Bismarck i spidsen novemberforfatningens tilbagetagelse. Da den danske regering nægtede, gik preussiske tropper 1. februar 1864 over Ejderen og besatte i årets løb hele Jylland (2. Slesvigske Krig).
Forhandlingerne om en deling af Slesvig brød sammen. Danmark tabte krigen og måtte afstå begge hertugdømmer til fælles preussisk og østrigsk administration. Efter krigen mellem Preussen og Østrig i 1866 kom områderne under rent preussisk styre. Efter folkeafstemmningen 1920 i Sønderjylland kom Nordslesvig tilbage til Danmark, mens Sydslesvig forblev ved Tyskland.
Danmark efter 1864 Krigen i 1864 var dårligt nok afsluttet, før Orla Lehmann begyndte at tale om muligheden af en ’’3. Slesvigske krig’’. Lehmann håbede i særdeleshed på, at Frankrig ville komme i konflikt med Preussen
. Da Preussen i 1866 kom i konflikt med Østrig tilbød Danmark Bismarck en alliance, hvilket han afslog. I stedet blev Slesvig og Holsten i 1867 officielt indlemmet i den nye tyske føderation.