Claude-Louis, comte de Saint-Germain (15. april 1707 – 15. januar 1778), var en fransk greve og officer. I 1762 blev han hidkaldt til Danmark for at reorganisere hæren og blev udnævnt til dansk generalfeltmarskal.
Uddannelse og militær karriere i Østrig, Tyskland og Frankrig Saint-Germain fødtes på Vertamboz, en gård i Franche-Comté. Hans fader, der tilhørte en gammel, men fattig adelsslægt, var officer i provinsens milits. Den unge Saint-Germain blev opdraget hos jesuiterne og trådte 1726 som løjtnant ind i faderens bataillon; men da han ikke havde udsigt til nogensinde at kunne købe et kompagni, gik han 1729 i kurpfalzisk tjeneste. Ved Eugen af Savoyens protektion fik han 3 år senere ansættelse i den østrigske hær og avancerede under tyrkekrigen til major; men da Østrig 1741 kom i krig med hans fædreland, tog han sin afsked, trådte som oberst ind i Karl af Bayerns hær og blev, da kurfyrsten 1742 blev kejser, udnævnt til feltmarskalløjtnant. Hans nye krigsherre døde imidlertid allerede 1745, og Saint-Germain tænkte nu alvorlig på at tage tjeneste hos Frederik 2. af Preussen, hvem han beundrede; han opgav dog denne plan, vendte tilbage til Frankrig og tog til takke med en ansættelse som marechal de camp (generalmajor).
Han deltog med berømmelse i marechallen af Sachsens 3 hæderfulde flanderske felttog, blev generalløjtnant og fik efter fredsslutningen høje kommandoposter i grænseprovinserne. I Syvårskrigen udmærkede han sig ved flere lejligheder. Han dækkede retræten efter nederlaget ved Rossbach (1757), kæmpede glimrende ved Krefeld (1758) og bidrog væsentlig til sejren ved Korbach (1760); men få dage efter slaget nedlagde han sin kommando på grund af uoverensstemmelse med overgeneralen, hertugen af Broglie. Han forlod hæren og tog ophold i Holland.
Karakteristik og evner Kun få af Frankrigs dalevende generaler kunne måle sig med Saint-Germain i krigserfaring, militære anlæg og videnskabelig uddannelse. Han havde deltaget i henved 50 træfninger og slag og havde levet mere under telt end under tag. Hans ydre var ikke meget martialsk, og han "red som en Landsbydegn"; men han var en fortrinlig fører, rolig under de mest kritiske forhold og dog ildfuld nok til at rive soldaterne med sig i det afgørende øjeblik. Han var ikke blot feltsoldat; han havde mange andre interesser; han kendte oldtidsforfatterne, studerede matematik, historie, filosofi og politik, behandlede sit modersmål, men også kun dette, med stor færdighed og forstod at give sin tanke et klart og koncist udtryk. Hærvæsenet var dog Saint-Germains hovedinteresse; han havde et åbent øje for den franske hærs mangler og indsendte 1758 til krigsministeriet et reformprojekt, der i hovedtrækkene ligner de hærplaner, han senere søgte at føre ud i livet, da han selv kom til magten. I den franske hær nød Saint-Germain stor anseelse, og hans tilbagetræden vakte megen beklagelse, kun ikke blandt magthaverne, af hvem han havde gjort sig ilde lidt ved sit selvbevidste væsen, sin skarpe tunge og sin skånselsløse kritik.
Danske forbindelser og ansættelse Også til Danmark var Saint-Germains ry nået; en mængde danske officerer som Peter Elias von Gähler, Herman Valdemar Schmettau, Frederik Numsen og Christian Lohenskiold havde tjent sammen med eller under ham, og i Syvårskrigen havde han endog en tid haft en dansk adjudant, Christian Carl Pflueg. Han havde tilmed familieforbindelser her i landet. Hans hustru, Armgard Margrethe født von der Osten (født 19. december 1707), hvem han ægtede 1. oktober 1736, var nemlig datter af en dansk adelsdame, Anna Dorothea født Gjedde, i hendes ægteskab med kurpfalzisk gehejmeråd Christian Georg von der Osten, der længe havde tjent i den danske hær, og søster til hofmesterinde hos Prinsesse Charlotte Amalie, Anna Susanne von der Osten. Allerede 1750 havde J.H.E. Bernstorff, da forhandlingerne med marechal Woldemar Løvendal glippede, forgæves henvendt sig til Saint-Germain; 9 år senere havde denne af egen drift tilbudt den danske konge sin tjeneste, men man fandt dengang hans fordringer for høje. Nu derimod, da han efter at være udtrådt af den franske hær stod uden virksomhed, var han lettere at komme til rette med, og i januar 1761 modtog han tilbuddet om ansættelse som dansk generalfeltmarskal med 14000 rigsdaler årlig gage. Den franske regering vægrede sig i nogen tid ved at give den bortrømte general afsked; men Frederik 5. skrev egenhændig til Ludvig 15, og denne føjede beredvillig den danske konge.
5. juni 1761 kom Saint-Germain til København, modtog sin udnævnelse med aldersorden fra 1. december 1760 og rejste straks efter til Holsten for at studere forholdene ved den hær, der i henved 3 år havde stået ved monarkiets sydgrænse, og for at gøre sig nøjere bekendt med det terræn, hvori man kunne komme til at kæmpe. I begyndelsen af 1762 vendte han tilbage til hovedstaden for at forhandle med regeringen om krigsforberedelserne; alt tydede på et snarligt brud med Rusland. Midt i marts fik Saint-Germain kommandoen over hæren i Hertugdømmerne og begav sig straks til sin post.
Saint-Germain forlangte bestemt, at krigen skulle føres offensivt; man måtte ikke vente på russerne ved grænsen. Flåden skulle direkte angribe Ruslands kyster og ødelægge dets marine; Hæren skulle gå ind i Mecklenburg og sætte sig fast i et terræn, hvor fjenden ikke kunde udnytte sin overlegenhed. Skønt armeen havde været samlet i Hertugdømmerne siden 1758, var den ikke krigsberedt; den var ikke sammenarbejdet og manglede alle feltinstitutioner. Saint-Germain fik lov til at arbejde uforstyrret i 4 måneder, og det lykkedes ham at nå et forholdsvis godt resultat.
Krigen med Rusland Tropperne blev lagte i lejre langs sydøstgrænsen, hvor der blev ekserceret og manøvreret med energi. Han organiserede en stab, navnlig bestående af officerer, der havde tjent sammen med ham i Frankrig; han oprettede lette tropper, forstærkede feltartilleriet, anlagde depoter og indrettede forplejnings-, sundheds- og trænvæsen. Da Rusland i begyndelsen af juli brød freden, var Saint-Germain så nogenlunde færdig, og i dagene mellem 9. og 12. juli marcherede han i spidsen for 27000 mand ind i Mecklenburg, som han i forvejen omhyggelig havde rekognosceret. Man tog stilling syd for Wismar og gjorde alt rede til at give russerne en varm modtagelse. Allerede havde fortropperne fået føling med hinanden, da Saint-Germain 23. juli til sin forbavselse erfarede, at fjenden trak sig tilbage. Peter 3. var styrtet 8. juli; krigen var endt, førend den var begyndt. Saint-Germain blev stående i Mecklenburg til langt ind i august og gik så til Holsten, hvorfra han i december begav sig til København. Hæren blev først i det følgende forår sat på fredsfod.
Tanker over hærens organisation Da Saint-Germain kom til Danmark, var han en anerkendt og prøvet hærfører, hvorimod han var ganske uforsøgt som hærorganisator; og dog blev det i denne egenskab, at han kom til at erhverve sig et navn i den danske hærs historie. Uagtet det ikke var kommet til slag, havde felttoget i Mecklenburg vist, at den danske hær var mangelfuldt indøvet, organiseret og kommanderet; dens mangler og fejl lå klart for alle. Fra de forskelligste sider blev der til regeringen indsendt forslag til armeens omordning, og kongen pålagde Saint-Germain at udtale sig om nogle af disse projekter og selv stille forslag. De betænkninger, som han i februar 1763 indsendte til kongen, indeholder mange sunde tanker, der ville bevare deres gyldighed, så længe der overhovedet eksisterer armeer: Hærens styrke må stå i forhold til statens finansielle evne; en lille, velordnet og vel forplejet hær er mere værd end en stor, der er løst sammensat og slet underholdt. Et godt officerskorps er den vigtigste betingelse for at have en god armé; man må ikke have for mange generaler, og forfremmelse til højere stillinger må kun ske efter dygtighed. Underofficerskorpset er "Maskinens Drivfjeder"; det må lønnes anstændig og udelukkende bestå af indfødte. Landet forsvares bedst af dets egne børn; i alle tilfælde må et stort antal af soldaterne være nationalt, og disse må øves ordentlig. Der må skaffes folkene ordentlige kvarterer og god sygepleje; der må strengt våges over, at de får, hvad de skulle have; forsømmelser og misbrug fra chefernes side straffes med afskedigelse. Soldaten skal være "Kongens Mand", ikke chefens, regimenter og kompagnier må ikke være entrepriser, ikke gøres til genstand for køb og salg; men officererne må ved rigelige lønninger holdes skadesløse for de uvisse indtægter. Fodfolket er det vigtigste våben; en hær på 24000 mand bør tælle 20000 infanterister, 4000 ryttere og dragoner med 30 lette og 40 sværere kanoner. Artilleriet bør samles i et korps under en fælles ledelse, ligeså ingeniørerne; der bør oprettes lette tropper og sørges for træn- og hospitalsvæsen. Saint-Germain var også, så vidt vides, den første, der havde øje for, at den administrative inddeling bør falde sammen med den taktiske. Alt dette forekommer nu at være selvfølgeligt, næsten trivielt; dengang var det nyt, ja paradoksalt.
Reformerne begynder Kongen fandt behag i Saint-Germains udtalelser og hædrede ham i marts 1763 med det blå bånd, men der hengik over et halvt år, inden han lod ham begynde på at føre sine ideer ud i livet. Dette skete først, efter at hærens centralstyrelse ved en kongelig forordning af 28. oktober 1763 var bleven totalt omdannet. Krigskancelliet og Generalkommissariatet blev ophævede og erstattede af et "Generalkrigsdirektorium". Dette fik 4 departementer, der hver havde sin del af administrationen at varetage, og hvis chefer dannede et Kollegium med Saint-Germain i spidsen som præsident. I Norge blev der 1764 oprettet et særligt krigsdirektorium under Woldemar Hermann von Schmettau.
Saint-Germain skred straks til udførelsen af sine reformer. Han indførte et normalbudget og satte hærens regnskabsvæsen på en bedre fod. De 3 garderkorpser blev indskrænkede til en lille kombineret livvagt. De nationale regimenter blev opløste og mandskabet stukket ind i de hvervede afdelinger, der fremtidig skulle have en kerne af udskrevne soldater. Et artillerikorps og et Ingeniørkorps afløste de 3 artillerier og de 3 fortifikationsetater. Af fæstningerne blev de, der ikke havde virkelig betydning for kongedømmets forsvar, nedlagte. En mængde overflødige officerer blev afskediget eller sat på ventepenge. Tilgangen til officerskorpset og avancementsforholdene blev regulerede; der blev udfærdiget konduitelister og givet bestemmelser, som indskrænkede køb og salg af officersposter. Pensions- og enkeforsørgelsesvæsenet ordnedes. Rekrutteringen af det hvervede mandskab gik fra kompagnierne over til en generalhvervingskommission; de nationale soldater kom til at ligge noget længere til tjeneste. Mandskabets vilkår blev forbedrede; der blev taget fat på opførelsen af kaserner; et plejehjem for udslidte soldater, for enker og børn afløste den Carl Christian Pfluegs "verfluchte Ladegaard"; hvert regiment fik sin invalidekasse, og der blev ydet statsbidrag til soldaterbørns underhold, ganske vist under den forudsætning, at de senere trådte ind i hæren. Den preussiske eksercits blev indført; man bestræbte sig for at skaffe feltartilleriet et lettere og kraftigere materiel; kort sagt, Saint-Germain arbejdede med utrættelig iver på at forbedre hærens administration og organisation, dens taktiske brugbarhed og personellets vilkår.
Modstand mod reformerne