Selvledelse vil sige at man leder sig selv. Det er først og fremmest et begreb indenfor ledelse- og organisationsteori, og betegner en ledelsesform, hvor organisationen, ved at give frihed og udvise tillid til den enkelte medarbejder, opnår en større adgang til medarbejderens selv, med henblik på at anvende selvet i organisationens værdiskabelse. Til gengæld medfører denne ledelsesform at medarbejderen gennem øget ansvar, opnår større indflydelse på ledelsesprocesserne i organisationen, ikke bare vedrørende eget arbejde i organisationen, men også på tværs i organisationen.
Selvledelse (SL) anvendes desuden indenfor coachingbranchen omkring personlig udvikling og kan defineres som en selvindflydelsesproces bestående af kognitive og adfærdsmæssige strategier så som positiv selv-italesættelse og konstruktive adfærdsændringer. SL er således også et filosofisk, psykologisk og pædagogisk begreb, der er baseret på forskellige teorier indenfor arbejdspsykologi og organisationspsykologi så som: positiv psykologi, udviklingspsykologi, motivationsteori, socialkonstruktionisme, flowteori, innovationsteori, empowerment og lykketeori.
Selvledelse kan beskrives som et sen- eller postmodernisme fænomen, og sættes ofte i forbindelse med etableringen og udviklingen af vidensamfundet. Begrebet er i kontrast til den taylorianske ledelsesfilosofi, der kendetegnede ledelsesbegrebet i industrisamfundet, og ses som en naturlig forlængelse af det humanistiske gennembrud, der fandt sted i organisationsteorien i midten af den 20.århundrede, med udvikling af Human Ressource Management og med fokus på 'den menneskelige side' se fx McGregor [1666) The Human Side of Enterprise. SL er beslægtet med begreber og teorier som humankapital, værdibaseret ledelse, følelsesmæssig intelligens, den lærende organisation, det udviklende arbejde, den anerkendende tilgang, coachingledelse, frihedsledelse, netværksorganisation, selvrealisering, neurolingvistisk programmering, intuition og spiritualitet.
Definitioner Selvledelse er som antydet ikke et entydigt begreb og i forskningen er der heller ikke konsensus. Begrebet kritiseres i bedste fald for, at være et overflødigt begreb, da det ikke kan adskilles præcist fra områdets mere generelle psykologiske teorierNeck, C. P., Houghton, J.D. (2006). Two Decades of self-leadership theory and Research. Past Development, Present Trends and Future Possibilities i “Journal of Managerial Psychology” 21,4 p274, og i værste fald for, at være misvisende og selvmodsigende, i det ledelse ofte defineres som en magtrelation mellem en part der leder, og en part der ledes.
Imidlertid tales og skrives der meget om selvledelse og begrebet er efterhånden accepteret af en række forskere. Forståelsen af selvledelse spænder dog vidt fra en konkret ledelsesform med dyrkelsen af specifikke selvledelseskompetencer og med udviklingen af strategier for selvindflydelse, selvkontrol og selvstyring på den ene side, og til en forståelse af selvledelse som eksistentiel myndiggørelse eller empowerment på den anden side. Der er endvidere uenighed om, hvorvidt selvledelse skal forstås som en decideret arbejdsmæssig kompetence eller som en dyberegående personlighedskarakteristika.
Dette definitionsspænd ses på følgende eksempler:
forskerne Neck og Houghton definerer selvledelse som en selvindflydelsesproces, der baseres på specifikke kognitive og adfærdsmæssige strategier; så som formulering af personlige målsætninger, selvkontrol, refleksion over egen praksis, selvobservation, fokusering på indre og ydre motivationsstrategier, personlig værdibasering og anvendelse af konstruktiv imagination og selvkommunikation.Neck, C. P., Houghton, J.D. (2006). Two Decades of self-leadership theory and Research. Past Development, Present Trends and Future Possibilities i “Journal of Managerial Psychology” 21, p.270-72.
Center for Ledelse har defineret selvledelse som individets evne og vilje til at tage ansvar for planlægningen og gennemførelsen af eget arbejde inden for accepterede rammer mellem individ og virksomhedwww.cif.dk
og i samme spor følger en definition i Det Nationale Kompetenceregnskab: Selvledelseskompetence er evne og vilje til at træffe beslutninger om eget arbejde, hvad angår metode, planlægning og gennemførelse med henblik på at bidrage til realisering af virksomhedens mål og værdier.NKR, hovedrapport, 2005.
K.M. Bovbjerg beskriver selvledelse som en ny ledelsespraktik: I den nye form for ledelse kan ledere ikke tvinge den underordnede til den rette adfærd, men gennem at arbejde med den enkeltes selvforhold skal medarbejderen styre sig selv mod målet. Bovbjerg, s27 i Selvrealisering i arbejdslivet, i Brinkmann og Eriksen (red) Selvrealisereing.
B. Bertelsens definition af selvledelse omfatter bl.a.: at ansvar og kompetence reelt delegeres til yderste led; at de ansatte er ledere for sig selv – selvstændige, selvansvarlige og selvigangsættende og at medarbejderes og lederes initiativer – og beslutninger – tages ud fra den overordnede strategi og det fælles værdigrundlag"Bertelsen et.al. 2004, 25-26.)
Forskerne Groth og Rosbjerg bringer denne definition: "Selvledelse er betegnelsen for den dynamik, der udspiller sig i samspillet mellem en høj adfærdsmæssig, en høj følelsesmæssig og en høj kognitiv forpligtelse. Det vil sige, at selvledelse henviser til medarbejderens selvstændige varetagelse af nogle, fra ledelsens side, uddelegerede arbejdsopgaver, hvor varetagelsen af disse sker med baggrund i: 1) et følelsesmæssigt engagement i forhold til arbejdet og/eller virksomheden, og 2) en vedkendelse af eget ansvar til både at kunne sige til og fra i forhold til givne arbejdsopgaver/betingelser.Groth og Roabjerg, 2006, s.190.
Endelig definerer erhvervspsykologen Flemming Andersen selvledelse som at lede efter sig selv i den kontekst, man indgår i, i de arbejdsrelationer, man er med til at forme, og i den produktion, man er med til at udføre.Flemming Andersen, Selvledelse – selvet på arbejde. Dansk Psykologisk Forlag 2006 Endvidere skriver han: Selvledelse handler [ ... ] i sin rod om at afvikle umyndigheden eller afhængigheden af andres autoriet og i stedet sætte menneskers behov for selvstændighed, selvansvarlighed og selvværdighed på arbejdslivets dagsorden.ibid.s.44, og et andet sted Selvledelse er et opgør med den "selvforskyldte umyndiggørelse", som gjorde sig gældende i industrialismen. Selvledelse er en stadig søgen efter selvværd, kontakt og mening med arbejdslivet. Først og sidst er selvledelse en proces, hvor individer i fællesskab tager hånd om deres kollektive skæbne.ibid. s. 273.
Endvidere kan selvledelse også forstås som et rammevilkår. I denne ramme disponerer medarbejderen selv over sin arbejdstid, vælger faglig løsningsmetode og prioriterer opgaver selvstændigt. Sanina Kürstein redaktør og forfatter i antologien " Selvledelse og Fællesskaber – nye perspektiver på det moderne arbejdsliv" fra Dansk Psykologisk Forlag 2010.
Selvledelsens historie Selvledelse er et forholdsvis nyt begreb indenfor ledelsesteori. Ordet stammer fra den amerikanske betegnelse "self-management", der blev brugt i forbindelse med patienters selvadministration af eget medicinindtag Groth og Rosbjerg 2006.. Indenfor ledelse og organisationsteori kan udtrykket spores tilbage til midt 1980'erne Neck, C. P., Houghton, J.D. (2006). Two Decades of self-leadership theory and Research. Past Development, Present Trends and Future Possibilities i “Journal of Managerial Psychology” 21, 4:270-95. med denne betydning, men tager op gennem 1990'erne og 2000'erne form som et selvstændigt begreb adskilt fra self-management begrebet, jævnfør den klassiske adskillelse mellem 'management' og 'leadership'.
Fremkomsten af moderne selvledelse er et produkt af det humanistiske gennembrud og den HR-doktrin som blev udviklet i sidste halvdel af det 20.århundrede. Nogle af de vigtigste bidragsydere til denne proces er ledelse- og organisationsteoretikere som George Elton Mayo (1880-1949), Chester Barnard (1886-1961), Douglas McGregor (1906-1964), Abraham Maslow (1909-1970), Peter Drucker (1909-2005) og Frederick Herzberg (1923-2000). Hver på sin måde bidrog de til en forskydning i ledelsesbegrebets genstand, nemlig en forskydning fra opgaven til personen. HR-doktrinen tilsiger at ledelse skal udføres på bagrund af tillid til den ledte frem for mistillid (se McGregors X og Y teori), så denne i arbejdet kan realisere sig selv og komme til udfoldelse ved at der åbnes for øget deltagelse, medindflydelse, selvbestemmelse og uddelegering af ansvar og myndighed. I samme periode udskiltes 'leadership' fra 'managementbegrebet og som en følge heraf blev 'self-leadership' udskilt fra 'self-management.
Menneskesynet i selvledelse Selv om der på mange måder er tale om en ny terminologi inden for ledelse, er selvledelsens indhold – nemlig tanken om det frigjorte og autonome menneske ikke ny. Mennesker har altid været underlagt en selvindflydelse, og dermed – afhængig af hvilken definition man tilslutter sig – været selvledende. Selvledelsesideologien trækker på idégods fra antikken og især den græske filosofi, hvor mennesket forstås som en væsen der kan skabe sig selv. Over for denne tanke står den antikke kristne tanke, hvor mennesket i højere grad skal lade sig forme. Den græske selvprægning er således mere aktiv end den kristneOle Fogh Kirkeby, Det nye lederskab, s.56, og det er i høj grad dette aktive spor der præger moderne selvledelse, især den der dyrkes inden for coaching og NLP.
Selvledelsens filosofiske rødder kan også trækkes tilbage til oplysningstiden, der i høj grad udtrykte denne drøm om det frie og myndiggjorte menneske. Den tyske oplysningsfilosof Immanuel Kant begrundede behovet for oplysning med dette selvledelsesargument:Andersen, F. (2006). Selvledelse: selvet på arbejde. Dansk Psykologisk Forlag, s. 44Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er ikke at formå at bruge sin forstand uden andres ledelse. Selvforskyldt er denne umyndighed, når årsagen ikke skyldes mangel på forstand, men mangel på beslutning og mod, til at gøre brug af den uden andres ledelse. Sapere aude! Hav mod til at bruge din egen forstand! Er således oplysningens motto." (Immanuel Kant, 1787)
Selvledelse som ledelsesmodel Som ledelsesbegreb er selvledelse omdiskuteret. Inden for ledelse skelnes der traditionelt imellem lederskab (leadership) og styring (management), hvor ledelse, med en populær vending, handler om at gøre de rigtige ting, og styring handler om at gøre tingene rigtigt. Men den samme skelnen imellem selvledelse/-styring er ifølge nogle forskerese navnlig Foucaults magtanalytik samt Verner Petersens Hinsides Regler, 2004, Børsens Forlag omsonst, idet ledelse defineres som noget der foregår i et magtforhold imellem to personer og kan derfor ikke internaliseres i et enkelt individ. Med en sådan ledelsesforståelse kan man kun tale om selvstyring, selvorganisering eller selvadministration, og begrebet selvledelse – hvis det overhovedet anvendes – betyder netop dette.
Selvledelse beskrives også som en tilbagerulning af industriorganisationens ofte mistroiske opfattelse af medarbejderen. I vidensamfundets organisationer har det vist sig uhensigtsmæssig at medarbejderen er blevet opdraget til blot at følge regler og rutiner udarbejdet af andre, hvorfor selvledelse ses som en myndiggørelse eller tilbageførelse af kompetencer til medarbejderen. Selvledelse er således et opgør med taylorismen.Andersen s. 48.