thumb|upright=1.35|Biskop Poppo og den angivelige dåbsscene af den danske konge Harald Blåtand.Udsnit af altertavlen i Tamdrup Kirke, 12. århundrede. Kristendommens indførelse i Norden eller religionsskiftet i Norden (norrønt: Siðaskipti) er betegnelsen for den langvarige religiøse forandring, der ændrede befolkningens trosretning i Norden fra at have været hedninger til hovedsagelig at blive kristne.
Religionsskiftet var ikke resultatet af en enkeltstående begivenhed eller handling,Sawyer (1993), side 101.Schwarz Lausten (1994), side 12.McGuire (2008), side 92. men var en langvarig proces under hvilken de nordiske lande blev til centraliserede kongedømmer. De familier der endte med at blive til kongehuse havde i mange år haft nær kontakt med lande, der allerede var kristne og nordiske stormænd havde tætte familiemæssige bånd til kristne fyrstehuse, specielt i Polen, Ukraine (Rus) og Konstantinopel. Processen var i store træk først afsluttet omkring år 1300, hvorfor hele det nordiske samfund først fra dette tidspunkt var fuldt integreret i den kristne kultur.McGuire (2008)
Overgangen fra det før-kristne samfund til det kristne samfund skete i sammenhæng med gennemgribende sociale, politiske og kulturelle forandringer af de nordiske samfund,Steinsland (2005), side 422. hvorunder stormænd blev til konger, der krævede skat, slog mønt og indførte monoteismen for at understøtte denne nye samfundstype.Anders Winroth. The Conversion of Scandinavia. Yale University Press.2011Warmind (1994), side 163.
På grund af den generelle kildemangel til store dele af perioden, anvendes islandske kilder ofte til at belyse de folkelige reaktioner til religionsskiftet, selvom samfundet i den Islandske fristat på det tidspunkt i høj grad adskilte sig fra det øvrige Norden.Warmind (1994), side 173. Man har også lagt for stor vægt på den hensigtsrettede historieskrivning der blev nedfældet senere i klostre, specielt Adam af Bremens. Og man har undervurderet de skriftlige kilder fra øst, som f.eks. Nestorkrøniken og den byzantinske patriark Fotios 1. af Konstantinopels forfatterskab.
Etymologi Det norrøne ord siðaskipti (sædeskifte) er en indikation på, hvorledes udviklingen blev opfattet i samtiden. Ordet er dannet af siðr, der betyder sæd/skik. Det har en betydning, der nærmer sig det moderne ord kultur, men dækker også over tradition og religion. Preben Meulengracht Sørensen har tolket ordsammenstillingen som et tegn på, at man opfattede udviklingen som et skifte fra én verden til en anden.Meulengracht Sørensen (2006), side 128. Selvom omvæltningen tilsyneladende blev opfattet som skelsættende i samtiden, så har udviklingen for hele samfundet som helhed været langt mere gradvis. I begyndelsen var det givetvis kun de ydre rammer, fx bygninger og ritualer, der blev udskiftet, først senere skete der et egentligt trosskifte, da den kristne livsforståelse og teologi vandt indpas. Det medførte siden et etisk skifte, da selve livsførelsen blev forandret.Schwarz Lautsen (2008), side 12.
Tendenser og faser i religionsskiftet Tre faser kan skelnes i forløbet: 1. Skandinaver erhverver viden om kristendommen. Dette ligger betydeligt længere tilbage end de missionsrejser man hidtil har regnet for en første kontakt. Men det er umuligt at fastsætte en tidshorisont. Den første viden erhvervedes vidt forskellige steder, både i Irland, England, Kiev og Konstantinopel. Det var naturligvis overklassen og udlandsskandinaver, der først fik kendskab til monoteismen. 2. Store grupper af skandinaver bliver kristne. Denne udvikling foregår fra midt i 800-tallet, muligvis især i kolonierne i Rusland-Ukraine samt i Væringegarden i Konstantinopel. De første nordiske kristne i disse områder var græsk orienteret, men de overgik senere til Slavisk kirke-liturgi.Christianity on the move: the role of the Varangians in Rus and Scandinavia, in Fedir Androshchuk, Jonathan Shepard and Monica White (eds), Byzantium and the Viking World (Act... Senere endnu var skandinaver medvirkende til at introducere latinsk liturgi i Kiev. 3. Skandinavien bliver tilknyttet den latinske kristendoms administrative system. Dette skete sandsynligvis omkring 1100-tallets begyndelse.
thumb|200px|right|Det kristne kors, der repræsenterer korsfæstelsen af Jesus Kristus, er det bedst kendte religiøse symbol på den kristne tro, så tidligt som slutningen af det 2. århundrede. McGrath (2006), side 320.
Religionsskiftet var et vigtigt element i den gennemgribende sociale, politiske og kulturelle transformation, de nordiske samfund gennemgik i løbet af den sidste del af jernalderen, vikingetiden og middelalderen. Den norske religionsforsker Gro Steinsland har beskrevet den således: ...religionsskiftet [var] både en drivende faktor i samfunnsendringerne og resultatet av omfattende endringsprosesser. Skandinavien havde hidtil været under et socialt system af stormandsvælde, men under processen koncentreredes magten i 3 - 4 kongehuse.
I de fleste værker, som beskriver religionsskiftet, afhænger synsvinklen og forklaringsmodellerne i høj grad af opfattelsen af kongemagtens rolle, både overfor kirken og i det før-kristne samfund. Kristendommen i sig selv opfattes som oftest positivt, og kristningen som noget uafvendeligt. Dertil kommer at vægtningen af den politiske betydning af skiftet også er påvirket af ideologiske standpunkter, så forskere med konservativ observans i reglen har været præget af en positiv opfattelse af herskerne og kirken, mens de marxistiske har været antiklerikale og antiautoritære, og de liberale har lagt vægt på demokratiske tendenser og bondesamfundet som drivkraft for udviklingen.Bagge (2000), side 13.
Overgangstid I størsteparten af den periode religionsskiftet fandt sted i, har tilhængere af de to religioner levet tæt på hinanden og skellet mellem dem har sandsynligvis ikke været opfattet knivskarpt. Så selvom de nordiske lande nominelt var blevet kristne allerede i løbet af vikingetiden, så tog det reelt mange år før de kristne forestillinger var fuldkommen rodfæstet i befolkningen.Schön 2004, side 170. Der fandtes fx ikke noget, der lignede de vesteuropæiske kirkestrukturer før ca. 100 år efter, at Harald Blåtand officielt havde antaget kristendommen som statsreligion.Bøgh (1999), side 66. Samtidig var kendskabet til de traditionelle forestillinger i det 13. og 14. århundrede stadig så stort på Island, at der kunne nedskrives større litterære fremstillinger om den gamle religion og herfra er vigtige mytologiske værker som Ældre og Yngre Edda blevet bevaret. De kristne ideer og forestillinger er ganske langsomt trængt ind og har med tiden erstattet den før-kristne religion. Fra Sverige er der arkæologisk materiale, der antyder, at denne proces kan være påbegyndt allerede omkring år 500.Ingeman (1999), side 101. Sprogforskere er enige om at en hel række finske, kristne ord er overtaget fra tidlig slavisk sprog. Desuden er der påvist byzantinsk påvirkning i de tidlige danske kalkmalerier.. Historikeren John H. Lind anser det for bevist, at der var kristne menigheder med slavisk liturgi i Finland før de svenske korstog, samt at Væringerne bragte kristne påvirkninger i begge retninger: I den tidlige periode blev væringer græsk- eller slavisksprogede kristne, men senere bragte de latinsk kristendom til Østeuropa.
Den kristendom, der etablerede sig i Norden i starten af middelalderen, var anderledes end den moderne form. Det var en kristendom, hvor Jesus fremstod som en erobrende krigerkonge; men også den anskuelse ændrede sig i løbet af den lange tidsperiode religionsskiftet strakte sig over.
De første religionsmøder thumb|upright=1.35|Udviklingen af vikingeskibet betød, at nordboerne efter 700 nemmere kunne rejse langt end tidligere. De allertidligste kontakter mellem nordboer og kristne fandt ganske givet sted længe før 8. århundrede, måske før det Vestromerske riges kollaps i 5. århundrede. Det var imidlertid først i 820’erne, at det blev politisk muligt at prædike i Norden for større grupper.Sawyer (1993), side 100. Arkæologiske fund viser, at Norden først omkring år 700 for alvor begyndte at åbne sig for Vesteuropa og at kontakten fra det tidspunkt begynder at blive langt mere intensiv end i den foregående periode, fx gennem handel og krigstogter. Den øgede kontakt var en væsentlig forudsætning for at kristendommen kunne få fodfæste og dermed etablere sig som religion i Norden.Olsen (1992), side 152.
thumb|upright=1.35|left|Skibssætninger fra Lindholm Høje. Gravgaver og ligbrænding er tegn på en hedensk begravelse, mens orientering af liget mod øst, jordfæstelse og fraværet af gravgaver på en kristen. Begyndelsen på den udvikling der fører frem til religionsskiftet falder dermed sammen med begyndelsen på den periode, der sædvanligvis kaldes vikingetiden. Den almene forståelse af begrebet viking og vikingetiden er præget af de beskrivelser, der primært stammer fra klostre overalt i Vesteuropa. En viking kan derfor defineres som en nordbo, der i en eller anden form har været i kontakt med den kristne kultur. Det vil sige, når Norden træder ind i historien og de første skriftlige kilder bliver skrevet om nordboerne, har det tidligste møde mellem den nordiske kultur og kristendommen allerede fundet sted. Den nordiske religion, der beskrives i de skriftlige kilder er fx også skrevet på et tidspunkt, hvor kristendommen allerede var etableret i Norden og hvor den kulturelle påvirkning fra Syd- og Vesteuropa i flere århundreder havde været stærk.Warmind (1994), side 169-170.
I begyndelsen af det 9. århundrede bliver der oprettet et ærkebispesæde i Hamborg med det formål at organisere og beskrive den kristne mission i Nord- og Østeuropa. Disse skriftlige kilder har medført, at man har tillagt missionærerne fra syd æren for at have kristnet Norden. Meget tyder dog på, at den engelske kirke og den ukrainske var mindst lige så betydningsfulde, og især, at initiativet kom fra de nordiske konger. Mange af de ældste kirker er fx bygget ud fra engelsk tradition, mens St. Clemens kirker stammer fra Kiev. Så vidt vides blev de første kirker i Norden opført på handelspladserne Birka, Ribe og Hedeby, der var de vigtigste i Norden og som derfor ofte besøgtes af fremmede handelsfolk, heriblandt mange kristne. Den vigtigste funktion for disse første kirker var derfor ikke at fungere som missionscentre, men snarere at sørge for pleje og beskyttelse af kristne købmænd. Fra begyndelsen havde præsten dog tilladelse til at døbe og prædike for lokalbefolkningen.
I det 9. og 10. århundrede emigrerede mange folk fra Norden til de områder af Vesteuropa, deres forfædre havde plyndret. De vigtigste bosættelsesområder var Nordvestengland, det østlige Irland, kystområderne, øerne i det nordlige Skotland og Normandiet. Disse områder var allerede kristne, da nordboerne slog sig ned som bønder. Island, Færøerne og Grønland blev også koloniseret, men de var enten ubeboede eller ikke-kristne. De nordboer, der bosatte sig i lande, som i forvejen var kristne, lod sig ofte omvende. De mennesker som blev boende, forblev i højere grad kristne, end de som vendte tilbage til Norden efter en omvendelse i udlandet. Dette betød, at der efterhånden opstod kristne, nordiske kolonier flere steder i Vest- og Østeuropa.