thumb|Fredet knold af moler i nedlagt grav på Fur, med glacialt deformerede mørke askelag; nederst med frostsprængt og nedvasket materiale, som viser molerets jordagtige struktur. Moler (udtales ['mo’le’r])Moler. Ordnet.dk. er en form for diatomit (også kendt som kiselgur), som i den geologiske epoke Eocæn blev aflejret i op til 60 m tykkelse i et afgrænset område i den vestlige del af Limfjorden og under dele af Nordsøen. Moleret betegnes stratigrafisk som Fur Formationen, som svarer til Ølst Formationen i det øvrige Danmark. Moler er mest kendt fra blotninger på Fur og Mors, hvor det fremstår som en lys, i tør tilstand næsten hvid fast jordart domineret af diatomé-skaller og med et stort antal vulkanske askelag samt hærdnede kalkrige konkretioner, såkaldt cementsten, som er rige på meget velbevarede fossiler. De fleste danekræ stammer fra moleret.Claus Heilmann-Clausen og Finn Surlyk (2006): Koralrev og lerhav. Kap. 10 i: Gunnar Larsen (red.): Naturen i Danmark. Geologien. Gyldendal (afsnit s. 198-210: Det tidligste Eocæn: vulkanisme og hedebølge)
Moler består af ca. to trediedele diatomé-skaller og ca en trediedel lerpartikler, mest af mineralet montmorillonit. 67,8% SiO2 6,7% Al2O3 5,5% Fe2O3. De mange askelag er nummererede fra -39 til +140, og Fur Formationen er delt i to led, nederst Knudeklint Led (negative serie af askelag) og øverst Silstrup Led (positive serie).Gunver Krarup Pedersen (1981): Anoxic events during sedimentation of a Palaeogene diatomite in Denmark, Sedimentology, Volume 28, Issue 4, side 487–504 Diatomiten, som er så let og porøs, at den i tør tilstand kan flyde på vand, er siden begyndelsen af 1900-tallet på Fur og Mors blevet indvundet og brugt til fremstilling af varmeisolerende molersten og væskeabsorberende granulat, bl.a. kattegrus.
Dannelse thumb|Palæogeografisk kort over Nordatlanten og Nordeuropa på den tid da moleret (bogstav M) blev aflejret. Askelagene stammer fra vulkaner i det røde område mellem Skotland og Grønland. Ved overgangen mellem epokerne Palæocæn og Eocæn var det danske område del af et indhav, som dækkede det meste af den nuværende Nordsø og med forbindelse til Nordatlanten gennem et sund mellem Skotland og Norge. Klimaet var varmt, måske i en grad, så der en overgang herskede subtropiske forhold ved Nordpolen, og grunden hertil var sandsynligvis den pladetektoniske åbning af Atlanterhavet, mellem Grønland på den ene side og Norge og de britiske øer på den anden. I takt med disse landområder begyndte at glide fra hinanden, dannedes der i havet mellem dem ny havbund ved oceanbundsspredning, hvilket begyndte for 55,8 mio år siden, et tidspunkt som markerer begyndelsen på Eocæn-epoken.Pedersen m.fl. (2012), s. 107-108 Store mængder smeltet kappemateriale blev ført op mod jordoverfladen, hvor det størknede til ny oceanbund, mens metanholdige havbundssedimentmenter blev opvarmet så metanen blev frigivet til atmosfæren. Andre steder kom kappematerialet op gennem vulkaner, som sendte både aske og kuldioxid op i atmosfæren. Dette fremkaldte en kraftig drivhuseffekt, som var årsagen til det varme klima.Heilmann-Clausen og Surlyk (2006), s. 199 Mængden af frigivne drivhusgasser er anslået til 1500-2000 gigatons (mia tons).Pedersen og Pedersen (2012) I Tidlig Eocæn varierede den årlige middeltemperatur formentlig mellem 15° og 21° C, mens årsnedbøren er anslået til at have været 1.200–1.400 mmPedersen m.fl. (2012), s. 104 (til sammenligning er de nugældende værdier for Danmark ca 8° C og 750 mm).
Amerikansk forskning antyder at isen i en periode på 1 million år smeltede værk fra nordpolen, hvor der i denne tid fandtes et hav fyldt med andemadslignende vandbregner. Fra molerets bund for 55,8 millioner år siden til toppen for cirka 53 millioner år siden dækker aflejringen over et lokalt klima der først virkede nærmest tropisk, for siden at blive subtropisk og ende som tempereret. Dette tolket af fossilerne. Fossilerne beskriver samtidigt hvorledes molerhavet først var et afsnøret indhav, der siden fik kontakt til det åbne hav.
Moler I det varme hav var der havstrømme som førte næringsrigt bundvand op til overfladen, hvilket lokalt fremkaldte en voldsom opblomstring af diatomé-alger, som aflejredes som moler. Den danske molerforekomst er den eneste i Nordeuropa, og de lokale forhold må derfor have været usædvanligt gunstige for diatoméerne. Det varme drivhusklima gjorde, at der ikke var ilt ved havbunden, så døde dyr og planter som er sunket til bunds er bevaret i et enestående detaljeret omfang.
Moler er kalkfri, men i visse horisonter kan man finde linse- eller bolleformede konkretioner af såkaldt cementsten, hvor den porøse molers porerum er blevet udfyldt med udfældninger af calcit stammende fra kalkskallede organismer.Pedersen m.fl. (2012), s. 73-74 Cementstenen er dannet i ringe dybde under havbunden kort tid efter moleret blev aflejret, og her kan man finde meget velbevarede fossiler, som ikke er blevet fladtrykt af efterfølgende kompaktion af lagene.Heilmann-Clausen og Surlyk (2006), s. 204
Askelag
Både moleret tilhørende Fur Formationen og det omkringliggende plastiske ler fra Ølst Formationen indeholder askelag fra vulkanudbruddene, og i alt er der registreret 187 askelag, som pga den iltfrie havbund ikke er forstyrrede og derfor kan følges over lange afstande og fungerer som stratigrafiske marker-horisonter. I den såkaldt negative serie, med numrene -39 til -1, er askelagene tynde og spredtliggene og med sur sammensætning, mens de i den positive serie, med numrene +1 til +140, er væsentligt tykkere og tættereliggende, hvilket er tegn på en øget vulkansk aktivitet. Askelagene i den øvre serie er næsten alle af basaltisk sammensætning, hvilket viser, at vulkanerne nu har ligget til havs, ude i det nydannede ocean.Heilmann-Clausen og Surlyk (2006), s. 206 Det tykke askelag -17 er dateret til 55,39 mio år.Pedersen m.fl. (2012), s. 107 Det tykkeste askelag er +19, som er dateret til 54,1 mio år, og det stammer fra et af verdenshistoriens voldsomste vulkanudbrud, hvor anslået 1.200 km3 aske er blevet slynget ud og har dækket 3 % af Jordens overflade med 5 mm aske. Den samlede mængde aske fra alle askelagene er anslået til mellem 6.000 og 21.000 km3, og lagene er fundet så langt borte som i havet sydvest for Irland og i Østrig.Heilmann-Clausen og Surlyk (2006), s. 206-207
Da askelagene bliver tykkere mod nord, må vinden have ført asken ned fra vulkaner nord for Danmark. Afstanden mellem askelagene indikerer hvor tit vulkanerne har været i udbrud og tykkelsen af askelagene indikerer styrken af vulkanudbruddet og/eller afstanden til vulkanerne.
Man mente oprindeligt ikke, askelagene var aske, men sorte fordi de indeholdt kul, og under Napoleonskrigene satte man i 1809 svenske krigsfanger til at grave efter kul på Furs nordkyst, dog uden resultat. I Forchhammers beskrivelse af Danmarks geologi fra 1835 omtalte han askelagene som kulholdigt sand,Forchhammer, G. (1835): Danmarks geognostiske Forhold, forsaavidt som de ere afhængige af Dannelser, der ere sluttede, fremstillede i et Indbydelsesskrift til Reformationsfesten den 14de Novbr. 1835. Københavns Universitet, 112 sider og det var ikke før end 1883, at et par belgiske geologer fandt frem til, at der faktisk var tale om askelag.Prinz, W. & van Ermengem, E. (1883): Recherches sur la structure de quelques diatomées continues dans le “Cementstein” du Jutland. Annales de la Société Belge de Microscopie 8, 1–74Prinz, W. (1885): A propos des coupes de diatomées du “Cementstein” du Jutland. Description minéralogique de cette roche. Bulletin de la Société Belge de Microscopie 11(6), 147–194 Først 20 år senere fik danske geologer kendskab til de belgiske undersøgelser,O.B. Bøggild (1903): Vulkansk Aske i Moleret. Meddelelser fra DGF, bd 2, hæfte 9, s 1-12 men endnu 15 år senere havde man fået kortlagt 179 askelags udbredelse over store dele af Danmark.Bøggild (1918)
Glacialtektonik Frem til engang i Kvartærtiden lå molerslagene i 50-100 m dybde under havniveau, men istidernes gletsjere har, i stil med forholdene ved Møns Klint, presset lagene op og foldet dem, så de nu danner kernen i mange bakkelandskaber i den vestlige del af Limfjorden, hvor de kan beses i kystklinter, fx Hanklit på Mors, Knudeklint på Fur, foruden molergrave på de to øer.Pedersen (2008)
Fossiler Moleret har et stort og meget varieret indhold af yderst velbevarede fossiler. Noget af det unikke ved molerets fossiler er at de repræsenterer både landlevende og havlevende former. De er derfor også en meget pålidelig kilde til rekonstruktion af palæontologi. Moleret er desuden det jordlag i Danmark hvor der er fundet flest Danekræ, som kan ses udstillet på på Molermuseet, Fur Museum og på Geologisk Museum.Bonde, N., Andersen, S., Hals, N., and Jakobsen, S.T. (2008). Danekræ – Danmarks bedste fossiler. Copenhagen: Gyldendal. 224 pp. Samlingerne på museet Fur Museum viser dyr der afspejler en fauna der over disse millioner år afspejler ændringer i både klima og levevilkår. Udenfor Molermuseet på Nordmors og Fur Museum på Fur er det i nedlagte råstofgrave stadig muligt at finde fossile fisk, insekter og planter fra dengang Danmark lå i den subtropiske zone.
Fugle thumb|Fuglehoved. Af speciel international interesse er de mange fuglefossiler, der ofte er meget velbevarede. På stort set alle andre lokaliteter i verden er fossilerne presset flade af kompaktion gennem tiden. Den tidligste tertiære fauna med over 30 arter, nogle næsten bevaret i 3D og endda med fjer. De fleste er de tidligst kendte inden for deres orden. Alle har været landlevende fugle.DYKE, G. J.,WATERHOUSE, D. M. & KRISTOFFERSEN, A. V. 2004: Three new fossil landbirds from the early Paleogene of Denmark. Bulletin of the Geological Society of Denmark, 51, 47–56.KRISTOFFERSEN, A. V. 2002b. An Early Paleogene trogon (Aves: Trogoniformes) from the Fur Formation, Denmark. Journal of Vertebrate Paleontology, 22, 661–666.Pedersen, G. K., Pedersen, S. A. S., Bonde, N., Heilmann-Clausen, C., Larsen, L. M., Lindow, B., Madsen, H., Pedersen, A. K., Rust, J., Schultz, B. P., Storey, M. og Willumsen, P. S. 2012: Molerområdets geologi – sedimenter, fossiler, askelag og glacialtektonik. Geologisk Tidsskrift 2011, pp. 41–135, 2dgf.dk Blandt de fundne fugle er Lithornis vulturinus (en stenfugl) og "Morsoravis sedilis" (en mågefugl), en træsejler, Eocypselus vincenti, en skrigefugl (i familie med ellekrage, biæder, isfugl), endvidere fund af turako eller trogon (tropiske skov- og savannefugle), formodede vadefugle, ibisser og skestorke.
Krybdyr thumb|Skildpadde Tasbacka danica. SkildpadderNIELSEN, E. 1963. On the postcranial skeleton of Eosphargis breineri Nielsen. Meddelelser fra Dansk Geologisk Forening, 15, 281–328 og slangerHOCH, E. 1975. Amniote remnants from the eastern part of the Lower Eocene North Sea Basin. Colloque International du Centre National de la Recherche Scientifique, Paris, 218, 543–562.: Stor læderskildpadde (Eosphargis breineri), næsten komplet, desuden havskildpadde (Tasbacka), ferskvandsskildpadde og havslange (palaeophis).
Fisk thumb|Guldlaks er den hyppigst fundne fiskeart. Stor fauna af benfisk, marine, sandsynligvis de tidligste egentlige dybhavsfisk, en ‘hval-fisk’; tidligste medlemmer af mange nulevende arter bevaret i form af hele skeletter. Enkelt sjældne og store eksemplarer er blevet fundet (2 ‘knogletunger’, og 1 tarpon.BONDE, N. 1997: A distinct fish fauna in the basal ashseries of the Fur/Ølst Formation (U. Paleocene, Denmark). Aarhus Geoscience, 6, 33–48. Der er fundet over 60 arter hvoraf "guldlaks" er helt dominerende. Flere af fiskene lever i dag lever på flere hundrede meter vand, og havdybden var antagelig 500 m. Der er fundet 7-8 forskellige hajer, den største, Striatolamia striata, forekommer mest talrigt. Fiskefaunaen har været rig og omfatter blandt andre lakstobis, makrel, pindsvinefisk, sild, smelt, smørfisk, torsk, ål, trompetfisk, malle.
Insekter