Jesu-liv-forskning (fra ty. Leben-Jesu-Forschung) er en betegnelse for de studier af Det Nye Testamente og andre antikke skrifter, der drives med det formål at beskrive den historiske person Jesus fra Nazaret - i modsætning til den Jesus Kristus, der bliver forkyndt i Det Nye Testamente. Ved hjælp af historisk-kritisk metode forsøger denne forskning at rekonstruere de grundlæggende træk ved hans offentlige virke. Langt de fleste Jesu-liv-forskere anser Jesus for at være en jøde i religiøs forstand.
Jesu-liv-forskning foregår i fag som teologi, religionshistorie og historie.
Oprindelsen Jesu-liv-forskningen opstod i oplysningstiden i 1700-tallet. Før den tid blev Bibelen ifølge kirkens lære betragtet som „Den Hellige Skrift“. I 1600-tallet opstod læren om verbalinspiration: Hvert ord i Bibelen er skrevet efter diktat eller inspiration fra Gud (Helligånden), mens de bibelske forfattere kun skal forstås som penneførere. Dermed blev alle ord i Bibelen anset for at være ufejlbarlige. Bibelske fortællinger blev reciteret, fortolket og kommenteret, ikke kritisk analyseret og gennemgået.Philipp Sarasin: Michel Foucault zur Einführung, s. 75 f.
Med fremskridtene i forbindelse med den naturvidenskabelige revolution i 1500-tallet og 1600-tallet voksede ønsket om metodisk verificerbare fakta også inden for humaniora og teologi. Man havde længe erkendt, at der eksisterede historiske modsigelser imellem evangelierne indbyrdes. Disse modsigelser krævede en forklaring, fordi flere og flere selv kunne læse disse tekster.
Inden for deismen begyndte man at afdække en historisk Jesus bag Det Nye Testamentes "overmalinger". Man ville opstille den historiske Jesus som et modbillede til kirkens dogmatiske Kristusbillede. Forskningen i Jesus var således tæt knyttet til borgerskabets frigørelse fra kirkens herredømme.Christian Strecker: Hic non est, s. 165]
Den historiske Jesus "Jagten på den historiske Jesus" kan inddeles i tre hovedfaser:
I den første fase (indtil 1900) så man "Jesu liv" som en biografi, der skildrer Jesu indre og ydre udvikling. I denne fase opdagede man tidligt indbyrdes modsætninger mellem evangelierne med hensyn til kompositionen i de forskellige kilder. Deraf udvikledes den såkaldte tokildehypotese, der stadig er gyldig. Samtidig var Jesu-liv-forskningen dog ofte præget af fantasi eller fejltydninger af kildeteksterne. Albert Schweitzer opsummerede denne forskningsperiode i 1906 med sit værk Von Reimarus zu Wrede. Han viste, at næsten alle Jesu-liv-forskerne havde projiceret deres eget idealbillede af Jesus ind i „Den historiske Jesus“.
I den anden fase (1900-1970) indledtes den direkte søgen efter den historiske Jesus i de enkelte tekster. Samtidig undersøgtes teksternes anvendelse og redaktion i urkristendommen. Redaktionshistorien spørger om den teologiske holdning hos forfatterne eller ”redaktørerne” af en bibelsk tekst, f.eks. et evangelium. Den historiske Jesus var således den Jesus, der ikke var formet efter dogmatiske interesser hos den tidlige kristne menighed.
I den tredje fase (efter 1970) blev Jesu-liv-forskningen i højere grad præget af socialhistorisk forskning, judaistik og jødisk eksegese af Bibelen. Andre kilder end Bibelen blev brugt til at få et samlet billede af den historiske Jesus i en jødisk sammenhæng. Den nutidige bibelforskning ser en sammenhæng mellem den tidligere ofte betonede kløft mellem Det Gamle og Det Nye Testamente. Den ser Jesus som en jøde i religiøs forstand – en jøde, der forsøgte at reformere tendenser i datidens jødedom.
Første fase: kritiske ansatser og liberal optimisme Med deismen begyndte en videnskabelig bestræbelse på at finde frem til en historisk Jesus bag "overmalingerne" i Det Nye Testamente, dvs. den kristne kirkes dogmatiske Kristusbillede. Den gik optimistisk ud fra, at den historiske Jesus var at finde i kilderne. Skønt der omkring 1900 blev rejst tvivl om denne biografiske intention, og skønt den i dag er veget for en mere nøgtern skepsis, er der bevaret bestemte grundantagelser, f.eks. tokildehypotesen. Den historiske nytestamentlige forskning har lært af sine fejl og har forbedret sine metoder.
Hermann Samuel Reimarus Hermann Samuel Reimarus (1694–1768) var professor i orientalske sprog i Hamborg og overbevist deist. Han forfattede et skrift, som først blev offentliggjort efter hans død: Apologie oder Schutzschrift für die vernünftigen Verehrer Gottes ("Apologi eller forsvarsskrift for de fornuftige tilbedere af Gud"). Han stillede som den første nogle radikale spørgsmål til kirkens traditionelle Kristusbillede, idet han metodisk skelnede mellem apostlenes tro og Jesu egen forkyndelse.
Raimarus forstod Jesus som en politisk Messias inden for rammerne af den tids jødedom. Jesus havde forkyndt Guds riges komme og havde kaldt jøderne til omvendelse for at oprette et jordisk messiasrige. Han var blevet mere og mere fanatisk, indtil han til sidst kom i tvivl om sin mission kort tid før han blev henrettet af romerne.
Reimarus erklærede, at kristendommen efter den første påske var apostlenes bedrag: De havde lavet en himmelsk frelser ud af en mislykket jordisk profet, og de havde dertil stjålet hans døde legeme (Matthæusevangeliet, 28,11-13). Derefter var de begyndt at forkynde hans opstandelse og snarlige genkomst.Reimarus: Von dem Zwecke Jesu und seiner Jünger Fra tilhængerne af denne overtro er kirken opstået, sagde Reimarus.
Han var bevidst anti-teologisk, anti-kristelig og anti-dogmatisk. Han havde ikke til hensigt at finde den historiske Jesus for at begrunde en mere moderne form for kristentro, men for at trække grundlaget for kirkens lære væk under den. Mens hans metodiske skelnen mellem Jesu forkyndelse og de urkristnes tro stadig har tilslutning, mødte teorien om apostlenes bedrag hurtigt modstand.
Først efter hans død offentliggjorde Gotthold Ephraim Lessing syv fragmenter fra hans apologi - uden at røbe forfatterens identitet. Fragmenterne affødte en heftig strid mellem Lessing og ortodokse teologer – blandt andre præsten Johann Melchior Goeze fra Hamborg – og de gav genklang i Lessings værker, for eksempel i Nathan den Vise (1779).
Thomas Jefferson Thomas Jefferson (1743–1826) var en af forfatterne til den amerikanske uafhængighedserklæring og desuden fritænker, som flere af dem. Han var USA's tredje præsident. Han forsøgte at befri evangelierne for overtro og skabe en Jesusbiografi: The Life and Morals of Jesus of Nazareth. Extracted textually from the Gospels in Greek, Latin, French and English. (1820)
Hans biografi ender med Jesu begravelse, som han ikke lod følge af en opstandelse, der ifølge ham var overtro. Af hensyn til hans konservativt-kristne landsmænd blev biografien ikke offentliggjort i hans levetid.The Life and morals of Jesus af Thomas Jefferson Han betragtes som en pioner inden for den synoptiske tilgang, som går ud på at sammenligne de tre synoptiske evangeliers fremstillinger af Jesu ord og handlinger. Derved har man et grundlag for at fastslå, hvorvidt disse fremstillinger er historisk pålidelige.
David Friedrich Strauß Den tyske teolog og filosof David Friedrich Strauß (1808-74) skrev sit hovedværk i 1835: Das Leben Jesu, kritisch bearbeitet ("Jesu liv, kritisk bearbejdet"). Det udløste en heftig strid med kirke og stat og gjorde Strauß berømt i Jesusforskningen.
Hans grundtese var, at de første kristne konsekvent havde overført mytiske ideer fra Det Gamle Testamente til evangelierne, især Messias-ideen, som blev overført til Jesus. I modsætning til Reimarus forklarede Strauss ikke Jesu mirakler som et tidligt kristent bedrag eller som en illusion; han forklarede miraklerne som en ubevidst proces af en "utilsigtet poetisk legende". Således overtog han mytebegrebet fra Det Gamle Testamente. Derudover hævdede han, at Johannesevangeliet var baseret på teologiske interesser og i modsætning til de synoptiske evangelier næppe indeholdt nogen pålidelige historiske data om Jesus.
Dermed ønskede Strauss ikke rationalistisk at bortforklare disse myter om Jesus, men at fortolke dem som en legitim tidsbetinget iklædning af en tidløs "idé om Guds menneskehed" i dette historiske individ. Han ville løse de deri skjulte "evige filosofiske sandheder" fra denne iklædning og erstatte dem med et mytisk syn på Jesus.
Derfor indeholdt hans kristologi ingen rekonstruktion af den historiske Jesus, men tematiserede "menneskeheden". At Gud blev menneske i et bestemt menneske var for Strauß kun et udtryk for, at menneskeheden var guddommelig. Han forsøgte altså at omdanne de kirkelige dogmer til filosofiske ideer uden at opgive dem som trossandheder.
Værket mødte en så stor kritik, at Strauß i det tredje oplag fra 1839 afdæmpede sit udkast, men han vedgik det dog igen i fjerde oplag. Han kunne frem for alt ikke forklare, hvordan Det Nye Testamente og kristendommen kunne opstå af "Kristusmyten". Det forsøgte hans lærer F. Chr. Baur at vise.
I sine senere værker distancerede Strauß sig stadig mere fra kristendommen og frasagde sig den til sidst. I 1863 kom hans anden bog Leben Jesu, für das deutsche Volk bearbeitet ("Jesu liv, bearbejdet for det tyske folk"). Heri optrådte Jesus som en forkynder af en ren kultur- og humanitetsreligion. I 1865 kom Der Christus des Glaubens und der Jesus der Geschichte ("Troens Kristus og historiens Jesus"), en afregning med Schleiermacher. I 1872 fulgte Der alte und der neue Glaube ("Den gamle og den nye tro"). Nu var kristendommen fuldstændig overflødig for Strauß.
Ferdinand Christian Baur Ferdinand Christian Baur (1792–1860) var fra en tysk teolog. Han indførte historisk-kritisk metode i den nytestamentlige forskning.
Han så i Jesus grundlæggeren af urkristendommen, som havde hævdet at være Messias. Jesus som Messias var altså ikke et resultat af, at andre havde guddommeliggjort ham, som Reimarus og Strauss mente. Kerygmaet fra urmenigheden i Jerusalem var et resultat af Jesu egen forkyndelse. Baur mente altså, at der var en kontinuitet mellem den historiske Jesus og menighedens Kristus.
Som elev af Hegel overførte Baur dennes dialektik på fremstillingen af urkristendommen: Den af Peter repræsenterede jødekristendom i urmenigheden var for ham "tesen" - en lovkirke (lovreligion). Paulus' hedningekristendom med missionen til folkeslagene var "antitesen". De to førte til en syntese i form af den tidlige katolske teologi i Johannesevangeliet. Baur fandt i den kristne gnosticisme meget af det, som Hegel havde udfoldet filosofisk.
Ernest Renan Den franske katolik Ernest Renan (1823–1892) skrev i 1863 den opsigtsvækkende bog Vie de Jésus ("Jesu liv").Ernest Renans Vie de Jésus, "Jesu liv" i engelsk oversættelse : http://www.lexilogos.com/document/renan/life_jesus.htm. I den overtog han nogle af den tyske Jesu-liv-forsknings resultater og udbredte dem for første gang i katolske kredse. Bogen nåede hurtigt otte oplag og fremkaldte lidenskabelige protester blandt ortodokse kristne og kostede forfatteren professoratet ved College de France. Den blev oversat til tysk fem gange og vandt i Tyskland enten begejstret tilslutning eller kraftig afvisning. Renan blev på den ene side udskældt som "den franske D. F. Strauß", på den anden fejret og opfattet som dennes "overvinder".
Renan anvendte rejseoplevelser i bogen: Han havde i 1860 besøgt Fønikien og beskrev landskabet dér i en poetisk-sentimental form. Han populariserede antijudaistiske klicheer og stereotyper, der delvis eksisterer endnu. Jesus fremstilles i bogen som en udannet, naiv og en mild ven af mennesker og dyr. Han voksede op i denne idylliske egn og stillede et nyt gudsbillede op imod den dystre Jahve fra Israels kongetid:Se evt. Kongetiden