thumb|Musvit. Musvitten () er en spurvefugl i mejsefamilien og en meget almindelig ynglestandfugl og ynglestrejffugl i Danmark, både i skov og by. Den regnes for at være Danmarks femtemest almindelige fugl og er også almindelig som træk- og vintergæst fra Skandinavien, Finland og Baltikum. Musvitten er i øvrigt udbredt i hele Europa, Mellemøsten, nordlige og centrale Asien og dele af Nordafrika.
Tidligere blev en række underarter anset for at høre til musvit-arten, men nylige DNA-undersøgelser har vist, at disse andre underarter er anderledes end musvitten, og siden 2005 er der fastsat to andre arter, hvortil disse underarter hører: Grå musvit, der er udbredt i det sydlige Asien, og lille musvit, der findes i det østlige Rusland, Japan og andre dele af det østlige Asien. Musvitten er dog klart den talmæssigt mest udbredte art i Parus-slægten.
Musvitten er en karakteristisk fugl med sit sorte hoved og sin sorte nakke med fremtrædende lyse pletter på kinderne og olivenfarvede overside og gul underside med visse variationer blandt underarterne. Den er primært insektæder i sommerperioden, men æder mange former for føde på andre tidspunkter af året herunder også små flagermus i dvale. Som andre mejse-arter bygger den rede i hulninger typisk i et hul i et træ. Hunnen lægger omkring 12 æg og udruger dem selv, mens ungerne plejes af begge forældre i fællesskab. Mange gange får et par to kuld om året. Rederne kan blive angrebet af spætte, egern og væsel samt af lopper, mens de voksne fugle efterstræbes af spurvehøg. Musvitten har i stor udstrækning tilpasset sig menneskets forandringer af naturen og er almindeligt forekommende i bymæssige omgivelser som parker og haver.
Taksonomi Musvitten blev oprindeligt beskrevet under sit nuværende videnskabelige artsnavn, Parus major, af Linné i hans værk Systema Naturae i 1700-tallet.
Musvittens udbredelsesområde blev tidligere regnet som gående fra de Britiske Øer i vest til Japan i øst og mod syd til Indonesien med 36 underarter hørende til fire hovedartsgrupper. Parus major-gruppen havde 13 underarter hørende hjemme i Europa, det tempererede Asien og Nordafrika, Parus minor-gruppen havde 9 underarter udbredt i det sydøstlige Rusland, Japan og ned til det sydøstlige Asien, Parus cinereus-gruppen havde 11 underarter, som hørte hjemme fra Iran over det sydlige Asien til Indonesien, og endelig var der tre Parus bokharensis-underarter, der ofte blev betragtet som selvstændige arter, der som ringarter hørte hjemme i området omkring det Tibetanske Plateau, hvorfra generne spredte sig blandt underarterne. Denne teori blev tilbagevist efter undersøgelser af serier af mitokondrielt DNA, der viste, at der var tale om fire monofyletiske grupper. Man kunne også bestemme, at krydsningszonerne mellem grupperne var et resultat af underordnet kontakt efter en temporær isolationsperiode.
Et studie offentliggjort i 2005 bekræftede, at major-gruppen adskiller sig fra minor- og cinereus-grupperne og sammen med P. m. bokharensis udskilte sig fra de to andre grupper for omkring 1,5 millioner år siden. Afvigelsen mellem major- og bokharensis-grupperne vurderes at have fundet sted for omkring en halv million år siden. Studiet undersøgte også hybrider mellem major- og minor-grupperne i Amurdalen, hvor de to grupper mødes. Hybrider viste sig at være sjældne, hvilket antyder, at der eksisterer nogle reproduktionsmæssige barrierer mellem de to grupper. Studiet anbefalede, at de to østlige grupper blev udskilt som nye selvstændige arter, henholdsvis grå musvit (Parus cinereus) og lille musvit (Parus minor), men at bokharensis-gruppen fortsat skulle tilhøre den almindelige musvit-art (Parus major). Denne taksonomi følges nu af nogle autoriteter, fx IOC. Handbook of the Birds of the World har valgt en mere traditionel taksonomi, hvor minor- og cinereus-grupperne hører til major-gruppen, mens bokharensis-gruppen opfattes som en selvstændig art, hvilket dog ikke er sket uden kritik.
Den nominotypiske underart af musvitten, Parus major major, dækker over et stort geografisk område, strækkende sig fra den Iberiske Halvø til Amur-dalen og fra Skandinavien til Mellemøsten. De øvrige underarter har mere begrænsede udbredelsesområder, hvor fire af disse kun findes på bestemte øer, mens de øvrige P.m. major-underarter repræsenterer tidligere istidsrefugiumpopulationer. Dominansen af en enkelt, morfologisk ensartet underart over så stort et område antyder, at denne race hurtigt genkoloniserede et stort område efter sidste istid. Denne hypotese understøttes af genetiske studier, som tyder på en geologisk nylig populationsflaskehals fulgt af en hastig ekspansion af populationen.
Slægten Parus stod tidligere for langt den største gruppe af arter under Paridae-familien, men morfologiske og genetiske studier har ført til en opsplitning af denne store slægt i 1998. Musvitten blev bevaret i Parus-slægten og udgør sammen med Cyanistes-slægten en samling mejser kendt som "ikke-hamstrende" med henvisning til adfærden med hensyn til hamstring af føde kendt hos den anden mejse-gruppe. Parus-slægten er fortsat den største i familien men kan yderligere opsplittes. Bortset fra de øvrige arter, der tidligere regnedes som underarter, er musvittens nærmeste slægtninge Parus nuchalis og Parus monticolus i det sydlige Asien. Krydsninger med arter uden for Parus-slægten ses yderst sjældent, men er registreret med blåmejsen, sortmejsen og muligvis sumpmejsen.
Underarter Der er for tiden 14 anerkendte underarter af musvitten: P.m. newtoni, beskrevet af Pražák i 1894, er udbredt på de Britiske Øer. P.m. major, beskrevet af Linné i 1758, er udbredt i det meste af Europa, Lilleasien, det nordlige og vestlige Kasakhstan, det sydlige Siberien og det nordlige Mongoliet så langt mod øst som til Amur-dalen. P.m. excelsus, beskrevet af Buvry i 1857, findes i det nordvestlige Afrika. P.m. corsus, beskrevet af Kleinschmidt i 1903, findes i Portugal, det sydlige Spanien og Korsika. P.m. mallorcae, beskrevet af von Jordans i 1913, findes på de Baleariske Øer. P.m. ecki, beskrevet af von Jordans i 1970, findes på Sardinien. P.m. niethammeri, beskrevet af von Jordans i 1970, findes på Kreta. P.m. aphrodite, beskrevet af Madarász i 1901, findes i det sydlige Italien, det sydlige Grækenland, på Cypern og på de Ægæiske øer. P.m. terrasanctae, beskrevet af Hartert i 1910, findes i Libanon, Israel, Jordan og Syrien. P.m. karelini, beskrevet af Zarudny i 1910, findes i det sydøstlige Aserbajdsjan og det nordvestlige Iran. P.m. blandfordi, beskrevet af Pražák i 1894,, findes i det nordlige, centrale og sydvestlige Iran, Usbekistan, Turkmenistan og længst mod nord i Iran og Afghanistan. Denne underart blev, sammen med de to følgende underarter, tidligere betragtet som selvstændige arter. P.m. turkestanicus, beskrevet af Zarudny og Loudon i 1905, findes fra det østlige Kasakhstan til det allernordligste Kina og vestlige Mongoliet. P.m. ferghanensis, beskrevet af Buturlin i 1912, findes i Tadsjikistan og Kirgisistan.
Beskrivelse Musvitten er den største af de danske mejser. Den er med en længde på 12,5-14 centimeter lidt mindre end en gråspurv. Musvitten har stærke og klare farver. Den mest udbredte underart, P.m. major, har en blålig-sort isse, sort hals og hoved, hvide fjer på kinder og de skjulte ører. Brystet er lyst citrongult, og den har en bred stribe på midten løbende som en slids fra halsen og ned på bugen. Den har på halsen en mat, hvid plet, der bliver grøngul oppe øverst på nakken. Resten af nakken og ryggen er grøn og olivengrøn. Vingernes dækfjer er grønne, resten af vingerne er blågrå med et hvidt vingebånd. Halen er blågrå og hvid på spidsen. Fjerdragten på hunnen er magen til hannens, men er generelt lidt blegere; halsen er mindre tydeligt sort ligesom striben ned på bugen, og striben er ofte smallere og i nogle tilfælde brudt. Ungfugle ligner hunnerne, men har bleg olivenbrun nakke og hals, grålig gump og mere grå hale med mindre tydelige hvide spidser. Næbbet er kort og spidst.
Der er nogle variationer blandt underarterne. P.m. newtoni ligner meget major-underarten, men har et lidt længere næb, lidt dybere grøn overside, mindre hvid halespids, og dens halsstribe er bredere på bugen. P.m. corsus ligner også major, men har blegere overside, mindre hvid halespids og mere gullig på brystet. P.m. mallorcae ligner også major, men har et større næb og mere grålig-blå overside og lidt blegere underside på halen. P.m. ecki er som P.m. mallorcae bortset fra en mere blålig overside og mere bleg underside. P.m. excelsus ligner major, men har en meget klarere grøn ryg, lysegul underside og ingen (eller meget lidt) hvid halespids. P.m. aphrodite har en mørkere, mere olivengrå, ryg, og dens underside er mere gul over mod en bleg cremefarve. P.m. niethammeri afviger fra aphrodite ved at have en mere bleg og mindre grønlig ryg, og dens underside er bleggul. P.m. terrasanctae ligner de to forrige underarter, men med en lidt blegere overside. P.m. blandfordi ligner major, men har mere grålig overside og skulderparti. P.m. karelini ligger et sted mellem major og blandfordi, men mangler den hvide halespids. Fjerdragten på P.m. bokharensis er noget mere grålig med en bleg cremefarvet over mod en udvasket grålig underside. Den har en større hvid plet på kinden, grå hale, vinger, ryg og hals. Den er også lidt mindre end major med et mindre næb, men længere hale. Det samme gør sig gældende for de to øvrige Turkmenistan-underarter. P.m. turkestanicus ligner bokharensis, men har et større næb og mere mørk underside. P.m. ferghanensis adskiller sig fra bokharensis ved et mindre næb, mørkere grå på siderne og mere gullig bryst hos ungfuglene.
Farven på hannens brystparti har vist sig at relatere til spermproduktionen og er en måde for hannen at vise sin evne til at reproducere over for hunnen. Større tilstedeværelse af karotenoid øger intensiteten af den gule farve på brystet og gør det samtidig lettere for spermen at modstå angreb fra frie radikaler. Karotenoid kan ikke syntetiseres af fuglen, men skal optages gennem føden. Derfor betyder en klar farve, at hannen er god til at finde føde. Bredden af hannens bugstribe, som varierer fra individ til individ, er ligeledes med til at sende et positivt signal, så hunnerne er mere tilbøjelige til at vælge hanner med brede striber.
Stemme thumb|Musvittens sang. Musvitten er i lighed med andre mejsearter en sangfugl og har op til 40 forskellige kald og sange. Kaldene er generelt ens på tværs af kønnene, men det er oftest hannen, der kalder. Korte enkelttonekald som "pit", "spik" og "tjit" bruges som kontaktkald. Et højt "tink" bruges af voksne hanner som advarsel eller i tvister om territorier. En af de mest almindelige sangformer er "titja, titja", der kan lyde lidt i retning af en knirkende trillebør, og den bruges til at markere ejerskab over et territorium. Der er kun begrænset geografisk variation i sangen, men fugle fra de to asiatiske grupper, der for nylig er adskilt fra musvitten, genkender og reagerer ikke på de øvrige musvitters kald.
Den såkaldte Beau Geste-teori giver et bud på en forklaring på musvittens store sangrepertoire. Titelpersonen i romanen af dette navn stillede døde soldater op mod brystværnet for at give indtryk af, at hans fort var bedre forsvaret, end det i virkeligheden var. På samme måde forklares musvittens mange forskellige kald ved, at den derved giver indtryk af, at dens territorium er tættere besat, end det faktisk er. Ligegyldigt om denne teori holder eller ej, så er det et faktum, at individer med større repertoire i sangen er mere dominerende socialt og har større ynglesucces end individer med mere begrænsede repertoirer.
Udbredelse, habitater og trækforhold thumb|Kort over musvittens udbredelse.