Bosættelserne (en. plantations) i det 16.- og 17. århundredes Irland foregik efter konfiskering af de gæliske klaner samt de hiberno-normanniske dynastiers jord og foregik hovedsagelig i Munster og Ulster. Jordområderne blev skænket til "bosættere" (planters) fra Storbritannien af den engelske krone. Bosættelserne tog deres begyndelse under Henrik VIII og fortsatte under Mary I og Elizabeth. De accelererede under James I, Charles I og Oliver Cromwell.
De tidlige bosættelser i det 16. årh. stræbte efter at være små, eksemplariske kolonier. De senere bosættelser var derimod helt anderledes aggressive og var funderet på massive konfiskationer af jord fra irske jordejere og en herefter følgende masseindvandring fra England, Skotland og Wales.
Den sidste officielle bosættelse foregik under Oliver Cromwell i 1650´erne, da tusindvis af parlamentets soldater blev bosat i landet. Ud over bosættelserne fortsatte en heftig protestantisk migration til landet fra såvel Storbritannien som det europæiske fastland indtil langt ind i det 18. årh.
Bosættelserne ændrede de demografiske forhold i Irland ved at skabe store samfund med en protestantisk og britisk identitet. Disse samfunds interesser kom til at stå i kraftig modsætning til de hidtidige indbyggere med deres irsk-katolske identitet. Den materielle og økonomiske virkelighed i det irske samfund blev også ændret dramatisk, da helt nye begreber for handel, ejerskab og ære blev introduceret. Disse ændringer sikrede de britiske protestanter deres førende status og dermed den britiske krones vedvarende magt over Irland i det 17. årh.
Tidlig bosættelse thumb|200px|Bosættelser i Irland 1609 (en. plantations) De første bosættelser i Irland foregik i forbindelse med Tudorslægtens generobring af Irland. Den engelske krones regering i Dublin havde intention om at anglificere landet samt inkorporere de gamle indfødte herskere i det engelske aristokrati. Irland skulle omdannes til en fredelig og pålidelig besiddelse uden risiko for oprør eller fremmed invasion. Bosættelserne var tænkt som et aktivt instrument i gennemførelsen af denne politik.
I praksis indførte man to former for bosættelser i starten af det 16. årh. Den ene form for bosættelse var den eksemplariske bosættelse, hvor små engelske kolonier skulle danne model for landbrug med henblik på, at irske bønder kunne kopiere teknikkerne. Et eksempel på en sådan koloni var Kerrycruihy tæt ved Cork der i 1560´erne blev anlagt på jord bortforpagtet af desmondjarlerne.
Men det var den anden form, som blev den fremherskende for den fremtidige engelske politik i Irland. Den var i sin natur straffende, da den gav jord fra irske oprørere videre til britiske bosættere. Det første af disse projekter var bosættelserne af King´s County (Kongens grevskab, i dag Offaly) og Queen´s County (Dronningens grevskab i dag Laois), der blev opkaldt efter de to katolske regenter Philip og Mary. Områderne havde igennem århundreder angrebet og plyndret det engelskdominerede Pale med Dublin hvor klanerne O´Connor og O´Moore. Den engelske gesandt i landet beordrede, at de skulle bortvises, og at områderne skulle bosættes af engelske protestanter. Bosættelsen var dog ingen større succes. I 1578 lykkedes det endeligt englænderne at undertvinge den tvangsforflyttede O´Connorklan ved at massakrere de ledende familier ved Mullaghmost, Laois, da de var inviteret til fredssamtale. Rory Óg Ó Moore, lederen af opstanden i området blev også fanget og myrdet senere dette år. Voldsspiralen i området betød, at myndighederne havde problemer med at tiltrække nye bosættere til området, og at bosættelserne endte med at klase sig sammen bag små fæstninger.
En anden mislykket bosættelse forekom i det østlige Ulster i 1570´erne. Den østlige del af provinsen (befolket af klanerne MacDonnell og Clandeboye O´Neills) var udset til at blive koloniseret med engelske bosættere for at putte en kile ind som barriere mellem de gæliske klaner i Skotland og Irland og for at stoppe strømmen af skotske kræmmere til Irland. Erobringen af det østlige Ulster var blevet lagt i hænderne på jarlen af Essex og Sir Thomas Smith. Den store O´Neill-høvding, Turlough Luineach O´Neill frygtede et engelsk brohoved i Ulster og sendte derfor hjælp til sine slægtninge af Clandeboye-grenen. Macdonnells-klanen fra Antrim, styret af Sorley Boy Macdonnell, var også i stand til at få forstærkning fra hans slægtninge på de Ydre Hebrider og fra Højlandet i Skotland. Bosættelserne udartede sig i en række af grusomme overfald mod civilbefolkningen, inden de endeligt blev indstillet. I 1574 i Essex blev Brian MacPhelim O´Neill Clandeboye og 200 af hans slægtninge myrdet ved en festforestilling. I 1575 foretog Francis Drake (der siden skulle komme til at stå som den spanske armadas banemand, men på dette tidspunkt ansat under jarlen af Essex) en flådeaktion mod Rathlinøen, hvis højdepunkt var en massakre på 500 medlemmer af Macdonnell-klanen, ifølge Harry Kelsey: er Drakes rolle i massakren uafklaret.
Det følgende år vaklede Elizabeth I umiddelbart i gennemførelsen af bosættelserne under indtryk af grusomhederne.
Bosættelse i Munster
Bosættelserne i Munster i 1580´erne var de første massebosættelser i Irland. Bosættelserne foregik som en straf for Desmondoprøret, da Fitzgerald-klanen som Desmondjarler gjorde modstand mod den engelske indblanding i Munster. Desmondklanen blev udslettet under det 2.Desmondoprør (1579-83) og dens jord blev efterfølgende konfiskeret. Det gav de engelske myndigheder en oplagt chance for at bosætte provinsen med kolonister fra England og Wales, hvor håbet var, at det kunne virke som et bolværk mod fremtidige opstande. I 1584 nedsatte Sir Valentine Brown – Besigtigelsesgeneral af Irland – en kommission, der skulle besigtige Munsters jord med henblik på tildeling til engelske jordejere (rige kolonister, der forpligtede sig til at importere engelske forpagtere af jorden). Jordejerne skulle sørge for at anlægge nye byer og sørge for forsvaret af de nybosatte områder.
Kommissionen regnede udover Fitzgeraldklanens jordområder (der var spredt udover nutidens grevskaber Cork, Kerry, Limerick og Tipperary) også områder fra klaner i det vestlige Cork og i Kerry, der havde støttet Desmondoprøret. Bosættelserne viste sig dog at foregå noget trægt, da den ledende klan i Cork og Kerry – MacCarthy Mór – hævdede, at Fitzgeraldklanen var deres underordnede, og at den inddragede jord i virkeligheden var deres jord. Derfor oplevede man flere jordstykker, der først blev givet til bosættere, for efterfølgende at blive givet tilbage, når indfødte herskere hævdede, at deres afhængige havde fået frataget jord.
Der var andre afsnit af bosættelsen, der var ligeså kaotiske. John Popham inviterede 70 forpagtere fra Somerset, kun for at finde ud af at jorden allerede var bosat af andre. Han var derefter forpligtet til at fragte forpagterne hjem på ny. Ikke desto mindre var 2000 blevet bosat i Munster. Håbet var, at bosættelserne kunne trække omkring 15.000 engelske forpagtere til området, men en rapport fra 1589 viste, at der ikke var kommet mere end 700. Det er dog blevet hævdet, at hver forpagter var ansvarlig for en husholdning på 4-5 personer, og at det egentlige antal derfor var væsentligt højere. Det ville bringe antallet op på omkring 4-5000, men stadig langt fra det planlagte antal på 15.000.
Det var meningen, at bosættelserne i Munster skulle skabe bosættelser, der var tætte og forsvarlige, men det endte med, at engelske bosættere blev spredt ud i små lommer i provinsen, hvor som helst der foregik jordkonfiskationer. Til at begynde med fik jordejerne stillet en afdeling britiske soldater til rådighed til beskyttelse, men dette ophørte i 1590´erne. Det endte med, – med niårskrigens komme til Munster i 1598 – at de fleste af bosætterne forsvandt uden kamp. De tog tilflugt i provinsens befæstede byer eller flygtede tilbage til Irland. Hvorom alting er, så blev bosættelsen af provinsen påbegyndt under ledelse af George Carew, efter at opstanden var blev nedkæmpet i årene 1601-03
Bosættelse i Ulster
Hovedartikel: Ulsters bosættelse
Før den erobring, som fulgte med 9-årskrigen i 1590´erne, var Ulster den mest gæliske del af Irland, og den eneste provins der var helt uden for engelsk kontrol. Krigen(1594-1603) endte med, at O´Neill- og O´Donnellklanerne overgav sig til den engelske krone, men det var alligevel en ydmygende og bekostelig affære for den engelske regering i Irland. Derudover var krigen en fiasko på kort sigt, da de betingelser, der blev pålagt oprørerne ved overgivelsen, var meget milde. De fik overdraget deres jord på ny, men for fremtiden blot under engelsk lov. Hvorom alting er, da Hugh O´Neill og de andre oprørske jarler forlod landet i 1607 for at søge spansk assistance til et nyt oprør (Jarlernes Flugt), udnyttede kongens repræsentant, Arthur Chichester, muligheden for at kolonisere provinsen og at kræve O´Neill, O´Donnell og deres medsammensvornes jord i pant. I begyndelsen planlagde Chichester bosættelser af en meget moderat karakter, hvor uddeling af jord til indfødte, gæliske ledere, der havde sympatiseret med englænderne under krigen, også kunnee forekomme. Denne plan blev imidlertid indstillet, efter at Cahir O´Doherty fra Donegal, der havde støttet englænderne, gjorde oprør, da han følte sig forfordelt ved landfordelingerne. Oprøret blev slået ned uden problemer, og O´Doherty henrettet, men det gav Chichester anledningen til at ekspropriere al indfødt, irsk jord i provinsen.
I 1603 blev James VI af Skotland konge af England og forenede disse to kongeriger – og vandt ved samme lejlighed terræn i det irske kongerige i de områder, hvor englænderne dominerede. Bosættelserne i Ulster blev solgt til ham som samlet "britisk" spekulationssalg (Joint Venture) – det vil sige skotsk og engelsk – for at pacificere og civilisere Ulster. Halvdelen af bosætterne ville heraf blive skotter. Seks grevskaber indgik officielt i bosættelsen – Armagh, Fermanagh, Cavan, Londonderry, Donegal og Tyrone.
Bosættelsesplanen bar to hovedideer i sig, den ene var ønsket om, at bosættelserne ikke kunne ødelægges af opstande som de første bosættelser i Munster. Det betød, at i stedet for at tildele bosættere jordlommer konfiskeret fra skyldige oprørere, konfiskerede man al jord i grevskaberne og gav da efterfølgende jorden tilbage, således at man taktisk kunne tildele bosætterne land omkring de større byer og befæstninger. Derudover blev det strengt forbudt for de nye jordejere at bortforpagte jorden til indfødte irere, men det skulle i stedet ske til lejere fra England og Skotland. De resterende irske jordejere fik tildelt en fjerdedel af jorden i Ulster, og den almindelige, irske befolkning blev placeret nær befæstninger (for at man kunne holde øje med dem) og tæt på protestantiske kirker. Endeligt var det forbudt for de protestantiske jordejere at videresælge til nogen irer.