Sigbjørn Obstfelder (født 21. november 1866 i Stavanger, død 29. juli 1900 i København) var en norsk forfatter, regnet blandt Norges første modernistiske digtere, og især kendt for sit digt Jeg ser.
Opvækst Sigbjørn Obstfelder blev født i den nuværende Kongsgata 22Martin Nag: Sigbjørn Obstfelder - Øyeblikksbilder fra Hjelmeland, Strand og Stavanger i Stavanger. Her ligger i dag Sigbjørn Obstfelders plads til minde om barndomshjemmet, der blev revet i 1966. Forældrene var bagermester Herman Friedrich Obstfelder og Serine Egelandsdal. Obstfelders mor fødte 16 barn, men kun syv voksede op. Sigbjørn var nummer fire i søskendeflokken. thumb|Fastings Minde var et tidligere lyststed i Bergen, omgjort til sindssygehuset "Rosenbergs asyl", hvor Obstfelders ældre bror blev patient. I 1879 flyttede bagermesteren til Jørpeland for at drive landhandel i Jørpelandsvågen. Den 13-årige Obstfelder blev værende i Stavanger for at gå på Kongsgård skole, og boede på hybel sammen med sin ældste søster Bertha, som var lærerinde. Det år fik hans ældre bror, Johan Gottfried, et nervøst sammenbrud og blev betragtet som uhelbredelig sindssyg i en alder af 21 år. Han blev senere indlagt ved Rosenbergs asyl i Bergen. Senere skulle også Obstfelders to yngste søstre, Signe og Anna, blive psykiatriske patienter. Da Obstfelder blev konfirmeret foråret 1882, boede han og Bertha i Waisenhusgaten 45. På Jørpeland døde deres mor, Serine Obstfelder, "som Følge af Abort" da hun i en alder af 44 år var gravid med sit 17. barn. Et par år senere flyttede hendes mand med de andre børn tilbage til Stavanger og lejede bolig og bageri i Nygaten 28.Sigbjørn Obstfelder og Stavanger / Obstfelder og Stavanger / Obstfelders liv / Obstfelder 150 år Obstfelder var elev ved Stavanger katedralskole, hvor han var medstifter av Gymnasiesamfundet Idun i 1883. I 1886 blev "Iduns julekomedie" etableret, og er i dag skoleteater for Stavanger katedralskole. Obstfelder deltog som skuespiller i en af julekomediens første forestillinger julen 1886.
Voksne år På Sola var han foråret 1886 huslærer hos familien Bennetter, der havde ombygget Sola gamle kirkeruin til bolig og atelier. Her underviste Obstfelder husets sønner, og havde ellers forefaldende arbejde. Lørdag/søndag gik han til fods fra Sola til Stavanger, hvor hans far og søskende nu var bosat i Pedersgaten 25.
Obstfelder læste til ingeniør inden han rejste til USA efter sin bror Herman. Her boede han i Milwaukee og Chicago mellem 1890 og 1891. Men tilbage i Kristiania fik han et sammenbrud, klædte sig nøgen og hylede og skreg foran en borgerlig familie, hvis datter han var interesseret i. Han blev efterfølgende indlagt på Gaustad asyl. Efter opholdet på sindssygehuset virkede han handlingslammet i sociale sammenhænge. I 1893 udkom samlingen Digte, antaget af boghandler John Grieg i Bergen. Under den celebre middag, som derefter blev afholdt i Stavanger mere eller mindre til Obstfelders ære, var han helt tavs. Han nærmest sneg sig fra bordet, hvorefter gæsterne hørte ham spille violin et andet sted i huset. Alexander Kielland gik ind til ham, imponeret over hans spillefærdighed, og de to blev siddende og snakke hele aftenen. Bagefter sagde Kielland: "Det var en mærkelig mand." Hadle Oftedal Andersen: "En mærkelig mand" thumb|Gaustad asyl i Oslo, hvor Obstfelder blev indlagt. Jens ThiisJens Thiis – Norsk biografisk leksikon tog ham med på en rejse til Paris, Brüssel og Brügge, og i september 1893 kom Obstfelder for første gang til København og flyttede ind i et kvistværelse i Abel Cathrinesgade på Vesterbro. Obstfelder var glad for storbyliv, og fandt sig snart til rette. Han gik meget i Tivoli og hjem til en tante af sig i Svanemosegårdvej 8. Hun var husbestyrerinde for to ældre norske damer, og her spiste han ofte til middag og underholdt damerne med sit violinspil. Iblandt læste han også sine digte højt for dem, men de blev mere forbavsede end henrykte. Som sin bedste ven i København regnede han billedhuggeren Anders Bundgaard, som han kendte fra Paris.Øystein Rottem: Vårt København (s. 156-59), forlaget Press, Oslo 2000,
Viggo Stuckenberg skrev: "Jeg har aldrig mødt en så stilfærdig nordmann." Ligesom Hamsun opholdt Obstfelder sig i København, da hans første bog udkom. Selveste nytårsaften havde Politiken en positiv omtale af Obstfelders digte, skrevet af Helge Rode. Obstfelder var alligevel nedtrykt, da hans skrivning var gået i stå for ham. Han spillede violin og gik på kafé Bernina på Strøget, hvor han blev opmuntret af landsmænd som Gunnar Heiberg og ægteparret Krohg. Men så gik han tom for penge, og flyttede ind hos damerne i Svanemosegårdvej 8, før han til sidst forlod København.Øystein Rottem: Vårt København (s. 164-65)
Krohgs interview 17. august 1895 fik Christian Krohg trykt et interview med ham i Verdens Gang, et i en serie, hvor Krohg talte med 12 personer. John Chr. Jørgensen: Kommer De som ven eller som interviewer? (s. 169) Hvadfornoget? Var det Obstfelder? Han var forunderlig distræt og sky. Jeg halte ham med mig hjem. Der sa han næsten ikke et Ord. Lang Tid efter traf jeg ham igjen og spurgte, hvor han hadde været saa længe. Han svared paa samme sky Maade, at han hadde holdt sig hjemme. Jeg spurgte, om han ikke igjen vilde besøge mig. «Nei,» sa han sagtmodig. «Jeg tror ikke det.» «Hvorfor ikke?» «Jeg syntes ikke, jeg hadde noget Udbytte af det. » Han forklared det ikke nærmere, men det var umuligt at bli stødt. Det var tydeligt, at han mente, at vi ikke rigtig passed sammen, og at det kanske ligesaameget var hans Skyld som min. Saa hørte vi, at han var paa Reise, hadde været i Stockholm, i Berlin og Paris. En Dag sad han pludselig paa Grand. Da jeg hadde beholdt det Indtryk fra sidst, at han helst vilde være alene, hadde jeg først ikke tænkt at gaa hen til ham, men nu saa han jo aldeles forandret ud. Og atter maatte jeg spørge mig selv: «Er dette Obstfelder?» Han var jo den ivrigste, snaksomste, livsglade unge Mand, man kunde tænke sig. Men han hadde jo rigtignok været i Paris. Jeg spurgte ham indiskret, hvorledes han hadde kunnet foretage alle disse Reiser. «Det var ikke vanskeligt, » sa han. «For det meste gik jeg tilfods.» «Er den fra Paris?» spurgte jeg og pegte paa en rigtig Fiskekjærringparaply, som stod ved Siden. «Nei, den er fra Berlin. Den koster saamæn 3 Mark. Da jeg skulde gaa fra Berlin til Frankfurt gjennem Thüringer Wald, kom jeg til at tænke paa, at det regner saa meget paa Skogen, og saa kjøbte jeg den og en Dress til 20 Mark, som jeg forresten ikke gjorde nogen Lykke med hos Damerne i Quartier Latin bagefter. Paraplyen husked jeg som sædvanlig paa at glemme igjen paa en Station. Og det vared længe, før jeg tog Mod til mig og spurgte en Konduktør, om han trodde, jeg kunde faa den igjen. Nu er jeg ikke saa blyg mere. De snille Thüringere gjorde et forfærdeligt Opstyr for den Paraplyen, telegrafered hid og did, og jeg blev over og vented en hel Dag for dens Skyld paa et Hotel. Saa kom den endelig. Jeg har hat to Paraplyer til i mit Liv, som jeg specielt har fæstet mig ved. Forresten har jeg hat flere. Mange. Den første var penest. Den fik jeg til min Konfirmation af min Søster. Jeg har engang tænkt at skrive en Korrespondance om mine Paraplyer. Men jeg har lagt Mærke til, at det morsomste, man vil skrive, det blir aldrig skrevet.» «Jeg trodde forresten ikke, at det humoristiske laa for Dem.» «Jeg debutered jo som Satiriker med en Bog som hed «Heimskringla», Harcellas over Professorerne derborte paa Universitetet, Sofus Bugge og de andre. Den var fuld af Runeudtydninger og den Slags. «Men kjære, hadde De Kundskaber til at gjøre sligt?» «Jeg har været Filolog i flere Aar. » «Jeg trodde, De var Ingeniør.» «Det er jeg ogsaa. Jeg har gaat paa den tekniske Skole her.» «Var De flink?» «Ja, jeg var meget flink. Især i Matematik. Men jeg blev afbrudt. For at leve maatte jeg nemlig være Korrekturlæser i to Aviser. Og paa den Maade overanstrængte jeg mig. Jeg fik et Knæk, som jeg egentlig først nu har forvundet helt og holdent.» «Ved Hjælp af Paris?» «Kanske det.» «Var det som Ingeniør De reiste til Amerika?» «Det var egentlig for at komme ind i noget aldeles Nyt. Og forat det skulde ligne saa lidet som muligt de Forhold, jeg hadde levet under hidindtil, saa vilde jeg helst til Syd-Amerika. Men jeg hadde ingen Penger til Billetten. Jeg reiste til New York med et hollandsk Skib paa 3dje Plads. Jeg tog et hollandsk, fordi jeg husked fra Geografien, at Hollænderne var saa renslige af sig. Men det var det forfærdeligste, jeg har oplevet. Det er igrunden det, jeg husker bedst. Det var ligesom hele Menneskelivet med al sin Klasseforskjel. Lykke og Ulykke traadte i sin største Krashed frem for En her, hvor det var sammentrængt paa en liden Plads. Bare det for Eksempel, at de paa 1ste Plads hadde Lov til at stige op paa Broen, hvorfra de stod og saa ned paa os andre. Tænk Dem, jeg staar der paa denne fæle «Steeragen», og saa hører jeg pludselig mit eget Sprog, min egen Dialekt, stavangersk, ud igjennem det aabne Overdækssalonvindu — Jeg kunde jo ikke snakke til hende, jeg var naturligvis deprimeret, jeg ogsaa, og følte mig solidarisk med Udskuddet. Det var det værste Udskud fra alle Verdens Lande, som jeg bodde sammen med. Bulgarer, Nygræker, Polakker og Spanier. Det var en Ekstrakt af al sydeuropæisk Skiddenfærdighed. Og saa kom der Storm. Sjøsyge paa alle Kanter. Og jeg sad der og fundered. Under Sjøsyge vokser Tankerne saa forfærdelig. En Dag vilde jeg krybe hen til Springen og drikke en Slurk Vand. En Matros sparked mig væk. De var bange, der skulde blive Vandmangel. Men det, jeg aldrig glemmer, var Lugten. Da vi var kommet frem, og alle disse Folk blev jaget ud, og alle deres Tepper og Filler blev kastet efter dem, da kom der en Lugt, en forfærdelig. Jeg kan huske den den Dag i Dag. Ofte, naar jeg sidder sammen med de fine Mennesker, kan Erindringen om den komme over mig, og jeg kjender den tydelig. Lugten af Lus. Derfor er det, jeg ofte med engang ser saa tankefuld ud. Jeg maa ogsaa undertiden tænke paa den Tid, naar de skriver om mig, som om jeg var en Levemand, der har bygget mine Erfaringer paa, hvad jeg har oplevet i Blødagtighed og Raffinement. Jeg! En Haandværkers Søn! Ogsaa alt dette med Symbolist og Dekadent og med nye Retninger osv. Jeg kan ikke være nogen Retning jeg! Det er netop Feilen. Jeg er formeget Psykolog. Jeg arbeider formeget med alle Dele af min Organisme, med Sanserne, som direkte forholder sig til Materien, med Nerverne, — ja med altsammen. Og derfor kan jeg ikke være noget saadant enkelt. Jeg kan ikke bygge en Retning paa bare Lyd, naar jeg ogsaa har Lugt. Forstaar De, hvad jeg mener? «Nei! Jeg har vanskeligt for at tænke abstrakt.» «Ja!» «Folk er slemme til at skrive om Dem nu om Dagen. Men nu er de glade. De tror Dem dræbt og slagen til Jorden. Kristoffer Randers jubler over Rytmeskvulp. Han lo høit og drog Rytmeskvulp op af Lommen. «Jeg skulde gjort det meget bedre selv,» sa han og bladed i den. «Baade Nils Collett Vogt og Vilhelm Krag og især mig selv skulde jeg karikeret meget bedre, ialfald i min satiriske Periode.» Jeg skulde til at tegne Obstfelder og stilled ham op. «Men De vil vel ikke tegne hele Figuren? Da kommer jeg til at se saa liden ud. Skjønt jeg er nu vel ialfald større end Kristoffer Randers,» tilføied han og lo lunt. «De maa ikke staa saa stram,» sa jeg. «Jeg forsøger i den senere Tid at vænne mig af med at holde Hovedet paa skakke.» «Ja, men det er ikke værdt, De øver Dem i det nu.» «Jeg forsøger ogsaa at vænne mig af med at gaa med saa korte, nervøse Skridt.» Han vilde til at lange ud bortover Gulvet, men jeg kommandered ham med Stentorrøst til at la det være. Efter en Stund vedblev han: «Jeg vilde gjerne bede Dem om et Raad. Jeg vilde forære bort to Buketter. Jeg har 2 Kroner. Tror De, det er tilstrækkeligt?» «Nei.» «Saa faar jeg kjøbe bare én. Eller jeg kan jo gaa op i Parken og plukke nogle grønne Blade. Det er jo ogsaa pent!» «Nydeligt!» «Saa kan jeg heller spise Middag for de 2 Kronerne.»