Ambrose Everett Burnside (23. maj 1824 – 13. september 1881) var en amerikansk officer, jernbanedirektør, opfinder, fabrikant og politiker fra Rhode Island, som gjorde tjeneste som guvernør og senator. Som general i unionshæren i den amerikanske borgerkrig gennemførte han succesfulde kampagner i North Carolina og det østlige Tennessee, men blev besejret ved det katastrofale slaget ved Fredericksburg og i Slaget ved krateret. Hans karakteristiske bakkenbarter har på amerikansk betegnelsen sideburns, en betegnelse, der er afledt af hans efternavn.
Tidlige liv og karriere Burnside blev født i Liberty i Indiana som det 4. af Edghill og Pamela (eller Pamilia) Brown Burnsides 9 børn, en familie af skotsk oprindelse.Mierka, i.s. Den oprindelige stavemåde af hans mellemnavn var Everts, efter Dr. Sylvanus Everts, lægen som bistod ved hans fødsel. Ambrose Everts var også navnet på Edghills og Pamelas første barn, som døde nogle få måneder, inden den fremtidige general blev født. Navnet blev stavet forkert da han blev optaget på West Point, og han ændrede det ikke. Hans far, som stammede fra South Carolina, var en slaveejer, som frigav sine slaver, da han flyttede til Indiana. Ambrose gik på Liberty Seminary som lille dreng, men hans uddannelse blev afbrudt, da hans mor døde i 1841, og han blev sat i lære hos en lokal skrædder og blev med tiden partner i forretningen.Mierka, i.s., beskriver forholdet til skrædderen som en arbejdskontrakt. Hans interesse for militære forhold og hans fars politiske forbindelser sikrede ham en plads på West Point i 1843. Han fik sin eksamen i 1847 som nr. 18 i en klasse på 38 og blev udnævnt til midlertidig sekondløjtnant i 2nd U.S. artillery. Han rejste til Veracruz for at deltage i den Mexicansk-amerikanske krig, men ankom efter at fjendtlighederne var indstillet og udførte fortrinsvis garnisonstjeneste omkring Mexico City.Eicher, pp. 155-56; Sauers, pp. 327-28; Warner, pp. 57-58; Wilson, np.
Efter krigens slutning gjorde løjtnant Burnside tjeneste i to år i de vestlige grænseområder, hvor han var underlagt kaptajn Braxton Bragg i 3rd U.S. Artillery, en let artillerienhed, som var blevet ændret til kavaleritjeneste og beskyttede de vestlige postruter gennem Nevada til Californien. I 1849 blev han såret af en pil i nakken under en træfning med apacher ved Las Vegas i New Mexico. I 1852 blev han udpeget til at kommandere Fort Adams, Newport, Rhode Island, og mens han var der, giftede han sig med Mary Richmond Bishop fra Providence, Rhode Island, den 27. april. Ægteskabet, som varede til Burnsides død, forblev barnløst.Eicher, pp. 155-56; Mierka, np.; Warner, pp. 57-58.
I 1853, trådte Burnside ud af hæren, men bibeholdt en post i statens milits. Herefter brugte han sin tid og energi på fremstilling af den berømte riffel, som bærer hans navn, Burnside karabinen. Krigsministeren under præsident James Buchanan, John B. Floyd, indgik en aftale med Burnside Arms Company om at udstyre en stor del af hæren med hans karabin, og tilskyndede ham til at bygge store fabrikker til produktionen. Så snart Bristol Rifle Works var færdig, lykkedes det efter sigende for en anden våbenfabrikant at bestikke Floyd til at bryde sin $100.000 kontrakt med Burnside.
Burnside stillede op som Demokrat til en af pladserne i Kongressen i 1858 og tabte stort. Byrderne ved kampagnen og det, at hans fabrik blev ødelagt af brand, bidrog til, at han gik fallit og måtte overdrage sine patenter til andre. Han tog vestpå for at finde arbejde og blev økonomichef i Illinois Central Railroad, hvor han arbejdede for og blev ven med en af sine fremtidige overordnede, George B. McClellan.Eicher, pp. 155-56; Mierka, i.s.; Sauers, pp. 327-28; Warner, pp. 57-58.
Borgerkrigen Første slag ved Bull Run 300 px|thumb|Burnside (siddende i midten) og officerer fra 1st Rhode Island ved Camp Sprague, Rhode Island, 1861. Ved borgerkrigens udbrud var Burnside brigadegeneral i Rhode Islands milits. Han organiserede et regiment, 1st Rhode Island Volunteer Infantry, og blev udpeget til dets oberst den 2. maj 1861. I løbet af en måned blev han forfremmet til at lede en brigade i militærområdet Northeast Virginia. Han ledede brigaden uden at gøre sig særligt bemærket i Første slag ved Bull Run i juli, hvor han indsatte sine tropper lidt efter lidt. Han overtog midlertidigt kommandoen over divisionen fra den sårede brigadegeneral David Hunter. Efter at hans 90-dages regiment var afmønstret, blev han forfremmet til brigadegeneral den 6. august og blev sat til at træne provisoriske brigader i den nyfødte Army of the Potomac.
North Carolina Burnside kommanderede Kystdivisionen eller North Carolina Expeditionary Force—tre brigader samlet i Annapolis, Maryland, som blev til kernen i hans fremtidige IX Korps—og militærdistriktet North Carolina, fra september 1861 til juli 1862. Han gennemførte en vellykket amfibiekampagne, som lukkede over 80% af North Carolinas kyst for konfødereret skibsfart i resten af krigen.Mierka, np. For hans successer i Slaget ved Roanoke Island og Slaget ved New Bern, de første væsentlige sejre i det østlige operationsområde, blev han forfremmet til generalmajor den 18. marts. I juli blev hans tropper flyttet nordpå til Newport News, Virginia og blev til IX Korps i Army of the Potomac.
Efter generalmajor George B. McClellan's fejlslagne Peninsula kampagne, blev Burnside tilbudt kommandoen over Army of the Potomac. Han afslog dette tilbud af loyalitet overfor McClellan, og fordi han kendte sin egen manglende erfaring. I stedet blev en del af hans korps tilknyttet generalmajor John Popes Army of Virginia i Nordlige Virginia kampagnen. Telegrammer, som var ekstremt kritiske overfor Popes evner som hærchef fra generalmajor Fitz John Porter, som han på dette tidspunkt modtog og videresendte til sine overordnede i bekræftelse, kom senere til at spille en væsentlig rolle i krigsretten mod Fitz John Porter, hvor Burnside kom til at optræde som hovedvidne.
Atter tilbudt kommando efter Popes jammerlige nederlag i Andet slag ved Bull Run afslog Burnside igen.Sauers, pp. 327-28; Wilson, np.
Antietam thumb|300px|Burnside Bridge ved Antietam i 2005
Burnside fik kommandoen over "Right Wing" af Army of the Potomac (bestående af I og IX Korps) ved starten på Marylandkampagnen og i Slaget ved South Mountain, men McClellan delte de to korps i Slaget ved Antietam og placerede dem i hver sin ende af Unionens kamplinie og lod kun Burnside have kommandoen over IX korps. Burnside afviste implicit at opgive sin højere rang og behandlede først generalmajor Jesse L. Reno (dræbt ved South Mountain) og dernæst brigadegeneral Jacob D. Cox som korpschef og lod ordrer til korpset gå igennem sig. Dette besværlige arrangement bidrog til hans langsomhed i at angribe og krydse den bro, som i dag kaldes "Burnside's Bridge" på den sydlige del af Unionens linje.Bailey, pp. 120-21.
Burnside foretog ikke tilstrækkelig rekognoscering af området og i stedet for at drage fordel af adskillige nemme vadesteder, som var uden for fjendens rækkevidde, blev hans tropper tvunget til gentagne angreb over en smal bro, som var under beskydning ovenfra af skarpskytter fra Konføderationen. Ved middagstid var McClellan ved at miste tålmodigheden. Han sendte en række kurerer af sted for at motivere Burnside til at rykke fremad. Til en adjudant sagde han: "Sig til ham, at om det så koster 10.000 mand, så må han rykke frem nu". Han øgede presset ved at sende sin generalinspektør til Burnside, som reagerede indigneret: "McClellan lader til at tro, at jeg ikke gør mit bedste for at erobre denne bro. De er den tredje eller fjerde, som har været hos mig denne morgen med lignende ordrer."Sears, pp. 264-65. Forsinkelsen betød, at generalmajor A.P. Hill's konfødererede division nåede frem fra Harpers Ferry og slog det senere gennembrud tilbage. McClellan afviste Burnsides anmodninger om forstærkninger, og slaget endte i et taktisk dødvande.Bailey, pp. 126-39.
Fredericksburg McClellan blev fjernet, efter at han undlod at forfølge Lee efter Antietam, og Burnside blev tildelt kommandoen over Army of the Potomac den 7. november 1862. Han adlød tøvende. Præsident Lincoln pressede på, at for at han skulle foretage sig noget aggressivt, og den 14. november godkendte han Burnsides plan for erobring af Konføderationens hovedstad Richmond. Denne plan førte til et ydmygende og bekosteligt nederlag i Slaget ved Fredericksburg den 13. december. Hans fremstød mod Fredericksburg gik hurtigt, men blev så forsinket på grund af dårlig planlægning af fremføring af pontonbroer, der skulle krydse Rappahannock floden, og hans egen tøven med at lade dele af sin hær sætte over floden ved vadestederne, inden Lee ankom i styrke, tillod general Robert E. Lee at koncentrere sin hær langs Marye's Heights lige vest for byen og efterfølgende slå Unionens angreb tilbage. Angreb syd for byen, som forventedes at være hovedangrebet, gik også i fisk, og indledende gennembrud blev ikke fulgt op. Rystet over at hans plan var mislykkedes og over de enorme tab, som var resultatet af hans gentagne, udsigtsløse frontalangreb, besluttede Burnside, at han selv ville lede et angreb med sit gamle korps. Hans korpschefer talte ham fra det, men forholdet mellem den øverstkommanderende og hans underordnede var anstrengt. Han påtog sig det fulde ansvar og tilbød at træde ud af hæren, men det blev afslået.Slaget ved Fredericksburg.
I januar 1863 startede Burnside en 2. offensiv mod Lee, men den kørte fast i vinterregnen, før den havde givet resultater, og blev døbt Muddermarchen. I kølvandet på den bad han om, at adskillige officerer, som var åbenlyst ulydige, blev frataget deres kommando og stillet for en krigsret. Han tilbød også selv at træde tilbage. Lincoln valgte den sidste mulighed og udskiftede ham den 26. januar med generalmajor Joseph Hooker, en af de officerer som havde konspireret mod Burnside.Wilson, np.; Warner, p. 58; Sauers, p. 328.
Østlige Tennessee Lincoln ville beholde Burnside i hæren og satte ham i spidsen for Militærområdet Ohio og hans gamle IX korps. I Ohio udstedte Burnside sin kontroversielle General Order Number 38, som gjorde det til en forbrydelse at udtrykke nogen form for opposition mod krigen og brugte den til at arrestere det tidligere kongresmedlem og kandidat til guvernørposten i Ohio, Clement Vallandigham, en prominent leder i Copperheads-fredsbevægelsen, og sætte ham for en militærdomstol, selv om han var civil.McPherson, pp. 596-97. McPherson bemærkede, at Burnsides "politiske dømmekraft viste sig lige så lidt subtil som hans militære dømmekraft ved Fredericksburg." Burnside var også beskæftiget med konfødererede plyndrere såsom John Hunt Morgan.
I Knoxville kampagnen rykkede Burnside frem til Knoxville i Tennessee, men efter at Unionens generalmajor William S. Rosecrans blev besejret i Slaget ved Chickamauga, blev Burnside forfulgt af generalløjtnant James Longstreet, mod hvis tropper han havde kæmpet ved Marye's Heights. Burnside udmanøvrerede dygtigt Longstreet i Slaget ved Campbell's Station og nåede tilbage til sine stillinger og sikkerhed i Knoxville, hvor han kort blev belejret, indtil det konfødererede nederlag i Slaget ved Fort Sanders udenfor byen. Ved at fastholde Longstreets korps ved Knoxville bidrog han til general Braxton Braggs nederlag til generalmajor Ulysses S. Grant i Slaget ved Chattanooga. Tropper under generalmajor William T. Sherman marcherede af sted for at undsætte Burnside, men belejringen var allerede blevet hævet, og Longstreet trak sig tiltage, til sidst helt til Virginia.
Overland kampagnen