Et ladested eller en ladeplads er en oplagringsplads eller anløbsplads for mindre fragtskibe, der har virket som udskibningshavn.Ordbog over det danske sprog: (især ell. ) plads ell. sted (m. bolværk, bro, pakhus olgn.), hvor skibe kan lægge til for at (losse ell.) lade (jf. Laste-, Losseplads); indskibningssted. Paa Bornholm findes vel Steen-Kul-Miner, men Skade at Lade-Pladserne ere saa slette. OeconT.VII. 37. Harboe.MarO. Hage.3617. En vis bebyggelse i form af kornmagasiner og lignende kunne opstå i tilknytning til disse. Ladepladsernes retslige stilling blev fastlagt ved plakat af 26. marts 1816, hvori det fastsattes, at tiendeyderne skulle føre tiendekornet ”til den nærmest liggende kjøbstad eller det nærmeste ladested”.De bymæssige kommuner s. 9
Ladestederne var i flere tilfælde anerkendte udhavne, det vil sige havnepladser for købstæder beliggende længere inde i landet, dette gælder eksempelvis Rødvig (Store Heddinge), Skibsholm og Bisserup (Slagelse), Bandholm (Maribo), Struer (Holstebro), Hjarbæk (Viborg)Hansen (1965), s. 56Ordbog over det danske Sprog: (især geogr.) (oftest: mindre) by, der tjener som ladeplads (1) (især i forhold til en købstad, som ikke ligger ved kysten). (Maribo) ligger en Miil fra sin Ladeplads Banholm. EPont.Atlas. III.293. Ørst.VII.6. Vi kom ikke saa langt som til Stranden. Der laa . . en lille, hensygnende Ladeplads. Drachm.VT.281. Both. D.I.4. Hylleholt . . kaldet Fakse Ladeplads. Trap.4III.397. jf.: Hamborg, det heele Tydske Riges Lade-Plads og Stabel-Stad. EPont.Atlas.II.82. og Hjerting (Varde).Hansen (1970), s. 64
J.P.Trap: Danmark, 2. udgave (1872-79) nævner i alt 26 steder som ladepladser, mens det største antal ladepladser for hvilke, der ved folketællingerne er opgjort særskilte folketal, er 15.nemlig 1890: Bisserup, Karrebæksminde, Fakse, Bandholm, Lundeborg, Troense, Hadsund, Løgstør, Løkken, Blokhus, Klitmøller, Krik, Struer, Esbjerg og Hjerting, fra 1916 desuden Rødvig. Af disse må Lundeborg og Klitmøller efter deres indvåneres næringssammensætning dog snarest anses for fiskerlejer. Løgstør, Esbjerg og Struer blev ophøjede til købstæder og udgik derfor af ladepladsernes liste
En særlig gruppe udgjorde skipperbyerne, hvortil hørte Dragør på Amager, Troense på Tåsinge, Thurø By på Thurø, Nordby og Sønderho på Fanø (samt Marstal på Ærø).
Udvikling Gennem tidens løb har udskibningssteder, ladesteder og skipperbyer spillet en stor rolle for omsætningen mellem landdistrikterne på den ene side, købstæder og udlandet på den anden.
Middelalderen Allerede henimod slutningen af middelalderen omtales almueskibsfart: 1447 fik beboerne på Tåsinge – efter en klage fra Svendborg – ret til fortsat at udføre heste og kvæg til Tyskland, men de skulle sejle til Svendborg med deres korn, smør og honning.Dansk Søfarts Historie I, s. 240 Fra 1480 klager Svendborg over, at de, der bor på Thurø, Strynø, Strynø Kalv, Birkholm, Hjortø, Skarø, Drejø og Tåsinge bruger ulovlige havne og driver fragtsejlads på Tyskland.Porsmose, s. 108 Ligeledes gjaldt det for bønderne på Lolland-Falster og Møn, at de måtte sejle til Tyskland med korn og kvæg, og her købe humle, salt, jern og klæde. Dog synes der ikke på daværende tidspunkt at have været egentlige ladepladser eller lignende på disse øer.
Renæssancen Kun få steder havde allerede inden enevældens indførelse en del af deres virke knyttet til varefragt og sejlads. Blandt disse var Stige ved Odense, Struer ved Holstebro og Hjarbæk ved Viborg.
Om Stige hedder det på denne tid: "Oc endog til denne By [Odense] ingen Seilats nermere er end ved Stege Strand/ som ½ Miil Norden fra Byen sig indbøyer/ fortsettis dog der fra icke dismindre Handel til Søes paa vitomliggende Steder/ foruden den Handel som driffvis med Landsens Indbyggere/ Adel oc menige Almue/ som fra det ganske Land did søge oc af deris Ware didføre/ oc deris Fornødenhed sig aff Borgerskabet igien tilhandle/ hvoraf des Indwaanere dem icke ringe Fordel fornemme/ saa samme By aff fornemme oc formuende Borgerskab oc stor Almue tiltager".Berntsen, s. 92
Tilsvarende siges om Struer: "LÆSSØ ligger 2 Mile østen fra Wendsyssel/ oc er 3 Mile lang oc 1 Miil bred. Paa samme Land er ingen kiøbsted/ men allene nogle Kircke Sogne. Indbyggerne søge deris Næring baade med Fiskeri/ saa oc meget ved Søfarten/ i synderlighed føre de megit Bygnings Tømmer fra Norge ind for Struer/ hvor den største Deel af Harsyssels Indbyggere det kiøbe".Berntsen, s. 167
Hjarbæk var udhavn for Viborg: i en beskrivelse af Viborg fra 1652 hedder det: "Handelen til Søes at fortsette hafver denne Byes Borgerskab oc Lejlighed til eftersom paa en halff Mil nær Byen er Indseigling fra Limfjorden til Hierbeck hvor de hvis fremede Vare de behøffve uden stor Besværing kunde opskibe oc der igien udskibe hvis de af Landsens Vare hafve at affhende."Berntsen, s. 154f
Vadehavet i 1600-tallet Allerede i 1600-tallet havde der i tilknytning til Lister Dyb i Vadehavet udviklet sig en ikke ubetydelig skibsfart uden for købstæderne i tilknytning til flækker og andre steder. Ifølge regnskaberne for List Strømtold 1642-43 fandtes her ved siden af Tønder købstads 14 skibe på i alt 356 læster følgende hjemmehørende handelsflåder:Jacobsen, s. 22
Navn Antal skibe i alt Antal læster i alt Højer 7 252 Rudbøl 2 50 Møgeltønder 7 374 Sejerslev 5 137 Emmerlev 15 176 Hjerpsted 3 61 Ballum 7 155 I alt 46 1205
Til sammenligning fandtes i den nordlige (kongerigske) del af Vadehavet ifølge List Toldbøger 1642-43 følgende hjemmehørende skibe foruden Vardes 8 fartøjer på i alt 30 læster og Ribes 14(?) på i alt 78(?) læster:Jacobsen, s. 22f
Navn Antal både i alt Antal læster i alt Ho 3 3 Hjerting 3 7 Rømø 21 478 I alt 27 488
Det var overvejende landbrugsvarer, der blev udført fra disse egne: korn, flæsk og smør, samt honning og tørfisk. En stor del gik til Bremen og Hamborg. Desuden udførtes stude i stort omfang, udelukkende til Holland.Jacobsen, s. 25
1700-tallet Skibsfarten tog et opsving allerede omkring 1700. Eksempelvis oplevede Stige (Odense) og Hauge en vis befolknings- og bebyggelsesudvikling i 1700-tallet, idet flere skippere byggede deres huse på jord, som 1718 var tillagt det fynske ryttergodsdistrikt. De to første skippere havde angiveligvis fået tilladelse i 1696 og 1697 til at opføre deres huse på egen bekostning på vilkår, at bygningerne efter deres død skulle tilfalde kongen og derefter kunne bortfæstes. Dette skete imidlertid ikke. Omkring 1704 og igen omkring 1714 havde Odenses magistrat ønsket, at skipperne skulle flytte til købstaden, men stiftamtmændene havde støttet skipperne, og udfaldet blev fra 1718, at de skulle betale landgilde til regimentskassen. Angiveligt drejede det sig da om 8 skippere.Møller, s. 159f Skipperne sejlede i slutningen af 1700-tallet på skibe, der ejedes i anparter af borgere i Odense og dem selv. En del af disse skibe gik på langfart til Middelhavet, Lissabon, Norge, Lübeck og Østersøen foruden København.Møller, s. 177f
I anden halvdel af 1700-tallet oplevede Danmark et voldsomt opsving i skibsfarten, ikke blot udenrigsfarten, der på denne tid blomstrede og gav anledning til udtrykket "den florissante tid", men tillige indenrigsskibsfarten. Ved siden af købstæderne inddroges andre steder nu i udskibningen: Dragør på Amager, Vedbæk, Rungsted, Nivå, Sletten, Humlebæk, Espergærde, Snekkersten, Hellebæk, Hornbæk, Gilleleje, Kikhavn, Frederikssund, Rørvig på Sjælland, Samsø, Bandholm på Lolland, Femø, Fejø, Rågø, Hov, Neppe, Ristinge, Bagenkop, Spodsbjerg på Langeland, Stige, Hauge, Skibhusene, Seden, Munkebo, Dræby, Skårupøre på Fyn, Troense på Tåsinge, Thurø, Stevnhoved, Overgård, Hadsund ved Mariager Fjord, Læsø, Bangsbostrand, Fladstrand, Løkken, Blokhus, Torupstrand, Slettestrand, Vigsø, Klitmøller, Agger, Hanstholm, Harboøre, Vorupør i Vendsyssel-Thy, Ho, Hjerting, Fanø i Vadehavet.Monrad-Møller, s. 71ff Flere af disse steder var fiskerlejer, andre småøer, som nu fik tilført nye indkomstmuligheder.
Struer Huse
Ifølge Holstebros byfogeds indberetning fra 1743 blev der fra Struer udført korn og fedevarer, oftest til Ålborg, hvis købmænd som regel ejede de små skuder, denne fragt fandt sted ved hjælp af. Skuderne bragte "norsk fyrretømmer, tjære, stål, hør, hamp, salt med videre" med hjem og solgte det i omegnen.Ravn, s. 19 Flere indbyggere i Struer drev egen handel som kommissionærer for købmand i Ålborg og havde ifølge en landstingsdom fra 1735 handlet på denne måde "længere end nogen ands mindetid". Andre indbyggere holdt kro og drev brændevinshandel.Ravn, s. 20 Struer Huse var ikke noget stort bysamfund: i 1801 var der blot 53 indbyggere.
Hauge og Stige
I 1777 talte Stige by 10 gårde og 33 huse. Her boede en del skippere, som var borgere i Odense og der svarede skatter og afgifter. Stige Strand "er den eneste Fiord, de Seilende fra Odense betiene sig af til Seilads. Den har sit Indløb Nordvest fra Havet ved Midskous-Gab, som er to Mile fra Skibsbroen, og løber om i Bugter til Ladestedet; dog kan man med smaa Fartøier ved høie Vande gaae op paa samme Fiord til Stige; her gaae Fartøier af nogle og 30 Læsters Drægtighed. Vinterhavnen for Fartøierne er en Miil derfra ved Klintebierg ved Skebye-Sogn; her boe ogsaa en Visiteur og en Købmand. Førommeldte Stige-Bye ligger næsten en halv Miil fra Skibsbroen, som er en god Fierdingvei fra Odense. Lige udi Østen for Lumbye, hvor ogsaa Ladepladsen ligger, er Fiorden tre Fierdingmiil breed, dog ganske lav paa begge Sider, undtagen i Renden; men baade inden og uden for denne Strækning knibes Fiorden igien mere sammen af Landet."Jonge, s. 264
I Hauge by var 5 gårde og 24 huse. Også her boede Odense søfarere, skippere og fiskere.
Det 19. århundrede thumb|200px|right|Aftenstemning i Rødvig Havn Efter den krise, der fulgte i hælene på statsbankerotten 1813 og tabet af Norge 1814 med deraf følgende omstillinger, startede et opsving, der som et mærkepunkt havde Englands indførelse 1828 af den ”glidende korntold”. I samvirke med hamborgske handelshuse udvikledes et stadigt voksende kornsalg til Hamborg, Holland og England, ligesom tidligere tiders kornhandel på Norge fortsatte på den nye tids betingelser. Denne periodes altdominerende kornsalg fik to bebyggelsesmæssige virkninger: udskibningssteder, enkle opankringspladser spredt rundt om langs landets kyster og kun undtagelsesvis forsynede med kornmagasiner, men ofte betjenende de store kornproducenter, herregårdene og godserne.
Desuden ladepladser, skudehandelspladser og skipperbyer, idet det allerede ved plakat af 26. marts 1816 fastsattes, at tiendeyderne skulle føre tiendekornet ”til den nærmest liggende kjøbstad eller det nærmeste ladested”. Ladestederne var i flere tilfælde anerkendte udhavne for købstæder beliggende inde i land, eksempelvis Rødvig (Store Heddinge), Bisserup (Slagelse), Bandholm (Maribo), Struer (Holstebro) og Hjarbæk (Viborg). Antallet af indbyggere var forholdsvis små, sjældent over 200. Skudehandelspladser var steder fortrinsvis i Jylland såsom Løkken, Blokhus, Klitmøller, Agger, Hals og Hadsund med anerkendte særrettigheder, mens skipperbyer som Troense på Tåsinge, Marstal på Ærø, Thurø By på Turø samt Nordby og Sønderho på Fanø var hjemsteder for søfarende, selvom de selv ikke havde et egentligt opland.