Slaget ved Perryville, også kendt som Slaget ved Chaplin Hills, blev udkæmpet den 8. oktober 1862 i Chaplin Hills vest for Perryville, Kentucky som kulmination på konføderationens invasion af Kentucky under den amerikanske borgerkrig. Den konfødererede general Braxton Bragg's Army of MississippiUnder slaget omtalte korrespondance til hæren den som Army og the Mississippi, hvilket afveg fra den almindelige regel om, at Unionens hære blev opkaldt efter floder. Den blev også somme tider omtalt som Army of the West. Hæren blev aktiveret den 5. marts 1862, lige inden slaget ved Shiloh, og blev omdøbt af Bragg til Army of Tennessee i november. See Army of Mississippi. vandt en taktisk sejr over det der i grunden var et enkelt korps i generalmajor Don Carlos Buell's unionshær Army of the Ohio. Slaget betragtes som en strategisk sejr for Unionen, nogle gange omtalt som Slaget om Kentucky fordi Bragg trak sig tilbage til Tennessee kort tid efter og efterlod den kritiske grænsestat Kentucky i hænderne på Unionen i resten af krigen.
Den 7. oktober forfulgte Buells hær Bragg og nærmede sig ad tre veje til den lille by Perryville, som lå ved en korsvej. Unionsstyrker havde først en træfning med konfødereret kavaleri på Springfield Pike, inden det kom til en større kamp på Peters Hill, da konføderationens infanteri ankom, og begge sider var desperate efter at få adgang til friskt vand.
Den næste dag ved daggry begyndte kampen igen omkring Peters Hull, da en unionsdivision rykkede op af landevejen og stoppede lige før den konfødererede linje. Efter middag stødte en konfødereret division ind i Unionens venstre flanke – I Korps under generalmajor Alexander McDowell McCook og tvang den til at falde tilbage. Da flere konfødererede divisioner kastede sig ind i kampen, holdt Unionens linje hårdnakket stand og gennemførte et modangreb, men faldt til sidst tilbage med nogle tropper slået på flugt.NPS .
Buell, som var ca. 3 km bag kampen, var ikke klar over, at der foregik et slag og sendte ikke reserver frem til fronten før sidst på eftermiddagen. Unionstropperne på venstre flanke forstærket med to brigader stabiliserede deres linje, og det konfødererede angreb gik i stå. Senere angreb tre konfødererede regimenter Unionens division på landevejen Springfield Pike, men de blev slået tilbage og trak sig tilbage til Perryville. Unionstropperne forfulgte dem, og der var skydning i gaderne om aftenen, indtil det blev mørkt. På dette tidspunkt truede unionsforstærkninger de konfødereredes venstre flanke. Bragg, som havde knaphed på mænd og forsyninger, trak sig tilbage i løbet af natten og fortsatte den konfødererede tilbagetrækning via Cumberland Gap ind i det østlige Tennessee.
Ser man på tabene i forhold til de involverede styrker, var slaget ved Perryville et af de blodigste slag i borgerkrigen, og det største slag, som blev udkæmpet i staten Kentucky.Eicher, p. 367.
Kentucky kampagnen i 1862
Grænsestaten Kentucky, som lå mellem sydstaterne Tennessee og Virginia og Nordstaterne Illinois, Indiana og Ohio var eftertragtet af begge parter på grund af dens centrale placering og kontrol over en række nøglefloder såsom Ohiofloden. I september 1861 skrev præsident Lincoln, som var født i Kentucky, i et privat brev:"Jeg tror, at hvis vi taber Kentucky, har vi næsten tabt hele spillet"Noe, p. 6.
Modstående synspunkter indenfor staten kappedes om at få kontrollen i begyndelsen af krigen, og statens lovgivende forsamling erklærede staten neutral. Denne neutralitet blev først krænket den 3. september da generalmajor Leonidas Polk besatte Columbus, som blev betragtet som nøglen til at kontrollere den nedre del af Mississippifloden, og to dage senere besatte Unionens brigadegeneral Ulysses S. Grant Paducah. Herefter respekterede ingen af parterne statens neutralitet.McPherson, pp. 296-97. Selv om staten aldrig trak sig ud af Unionen, blev en midlertidig konfødereret hovedstad etableret i Bowling Green i november 1861. Dette udløste en anerkendelse af Kentucky fra de Konfødererede Stater og tilføjelsen af en stjerne, som skulle repræsentere Kentucky i det konfødererede flag.Noe, pp. 9-10.
Initiativet til at invadere Kentucky kom fortrinsvis fra den konfødererede generalmajor Edmund Kirby Smith, som havde kommandoen over militærområdet Østlige Tennessee. Han troede på, at kampagnen ville give ham mulighed for at få forsyninger, rekruttere soldater og fjerne unionstropper fra Tennessee og sikre Kentucky for Konføderationen. Noget af hans entusiasme for at få rekrutteret tropper fra Kentucky skyldtes et succesfuldt kavaleriraid, som blev udført i juli 1862 af oberst John Hunt Morgan, som trængte dybt ind i baglandet af Buells militærområde og afstedkom betydelig bekymring i hans hær og i Washington, D.C. Morgan var blevet hyldet og støttet under sit raid og havde tilføjet 300 fra Kentucky til sin styrke på 900. Han lovede Kirby Smith at "Hele staten kan sikres, og 25.000 eller 30.000 mand vil tilslutte sig os straks."Woodworth, p. 135; Noe, pp. 29-31.
Bragg overvejede forskellige muligheder, herunder et forsøg på at generobre Corinth i Mississippi eller at rykke frem mod Buells hær gennem det mellemste Tennessee. Til sidst lyttede han til Kirby Smiths ønske om forstærkninger og besluttede af flytte sin Army of Mississippi, så den kunne slå sig sammen med ham. Han flyttede 30.000 infanterister på en snirklet jernbanerejse fra Tupelo, Mississippi, gennem Mobile og Montgomery til Chattanooga. Forsyningsvogne, kavaleri og artilleri rykkede ved egen kraft gennem Rome, Georgia. Selv om Bragg var den øverst rangerende general i området, havde præsident Jefferson Davis etableret Kirby Smiths militærområde Østlige Tennessee som en uafhængig kommando, som havde direkte rapport til Richmond. Det var en beslutning, som skulle give Bragg problemer under kampagnen.Woodworth, pp. 135-36; Noe, pp. 25-30, 33.
Kirby Smith og Bragg mødtes i Chattanooga den 31. juli 1862 og udformede en plan for kampagnen: Den nyopstillede Army of Kentucky, som bl.a. omfattede to af Braggs brigader og var på ca. 21.000 mand, skulle marchere nordpå under Kirby Smiths ledelse ind i Kentucky for at fjerne Unionens tropper fra Cumberland Gap (Bragg's hær var for udmattet fra sin lange rejse til, at den straks kunne påbegynde offensive operationer). Kirby Smith ville så komme tilbage og slutte sig sammen med Bragg og den fælles styrke ville forsøge at manøvrere ind bag Buell og fremtvinge et slag om forsvaret af hans forsyningslinier. Ethvert forsøg fra Ulysses S. Grant på at forstærke Buell fra det nordlige Mississippi ville blive håndteret af de to små hære under generalmajorerne Sterling Price og Earl Van Dorn. Når først hærene var samlet, ville Braggs højere rang gøre sig gældende, og Kirby Smith ville være under hans direkte kommando. Under antagelse af at Buell's hær kunne ødelægges, ville Bragg og Kirby Smith marchere ind i det nordlige Kentucky, en manøvre, som de antog ville blive hilst velkommen af den lokale befolkning. Eventuelle tilbageværende unionstropper ville blive besejret i et stort slag i Kentucky, og Konføderationens grænse ville blive etableret ved Ohiofloden.Noe, pp. 31-32; Woodworth, pp. 136-37.
Planen for kampagnen var dristig og risikabel, idet den krævede perfekt koordination mellem flere hære, som i starten ikke havde nogen fælles overkommando. Bragg begyndte næsten med det samme at få betænkeligheder trods pres fra præsident Davis om at tage Kentucky. Kirby Smith opgav snart aftalen, idet han forudså, at et soloeventyr i Kentucky kunne bringe ham personlig hæder. Han vildledte Bragg om sine hensigter og anmodede om to yderligere brigader, tilsyneladende med henblik på ekspeditionen til Cumberland Gap.Noe, p. 33. Den 9. august, meddelte Kirby Smith Bragg, at han ville bryde aftalen og planlagde at omgå Cumberland Gap og efterlod en lille styrke til at neutralisere Unionens garnison. Han ville i øvrigt rykke nordpå. Ude af stand til at befale Kirby Smith at overholde aftalen fokuserede Bragg på en fremrykning mod Lexington i stedet for Nashville og advarede Kirby Smith om ikke at glemme, at Buell kunne forfølge og totalt besejre hans mindre hær, inden Braggs hær kunne slutte sig til ham.Noe, pp. 34-35; Woodworth, pp. 137-38.
Kirby Smith rykkede nordpå med 21.000 mænd fra Knoxville den 13. august. Bragg forlod Chattanooga den 27. august, lige før Kirby Smith nåede Lexington.Esposito, teksten til kort 75. Indledningen på kampagnen faldt sammen med general Robert E. Lee's offensiv i Nordlige Virginia kampagnen (Anden Manassas kampagnen) og med Price og Van Dorns operationer mod Grant. Selv om den ikke var centralt styret, var det den største samtidige konfødererede offensiv i krigen.McPherson, p. 524.
I mellemtiden var Buell tvunget til at opgive sin langsomme fremrykning mod Chattanooga. Da han hørte om de konfødererede bevægelser, besluttede han at samle sin hær omkring Nashville. Nyheden om, at Smith og Bragg begge var i Kentucky, overbeviste ham om behovet for at få sin hær ind mellem de konfødererede og unionsbyerne Louisville og Cincinnati. Den 7. september forlod Buell's Army of the Ohio Nashville og begyndte et kapløb med Bragg om at nå Louisville.Woodworth, p. 140.
Undervejs blev Bragg distraheret fra sit mål af erobring af et unionsfort i Slaget ved Munfordville. Nu måtte han igen beslutte, om han skulle fortsætte i retning af en kamp med Buell (over Louisville) eller slutte sig til Smith, som havde fået kontrol over det centrale Kentucky ved at erobre Richmond og Lexington og truede med at rykke mod Cincinnati. Han valgte at slutte sig til Smith. Dette tillod Buell at nå Louisville, hvor generalen indsamlede, reorganiserede og forstærkede sin hær med tusinder af ny rekrutter. Han sendte 20.000 mand under brigadegeneral Joshua W. Sill mod Frankfort i håb om at aflede Kirby Smith og forhindre, at de to konfødererede hære sluttede sig sammen imod ham. I mellemtiden havde Bragg forladt sin hær og mødte Kirby Smith i Frankfort, hvor han kunne overvære indsættelsen af den konfødererede guvernør Richard Hawes den 4. oktober. Indsættelsesceremonien blev afbrudt af lyden af kanonild fra Sills' division, som nærmede sig, og det planlagte indsættelsesbal blev aflyst.Breiner, Invasion, np.; McDonough, p. 200; Noe, p. 129.
Modstående styrker Unionen
Den 1. oktober forlod Buells Army of the Ohio Louisville med generalmajor George H. Thomas som næstkommanderende. (To dage tidligere havde Buell modtaget ordrer fra Washington, som fratog ham kommandoen og overgav den til Thomas. Thomas gjorde indsigelser, og afslog at overtage kommandoen, mens kampagnen var i gang, hvilket efterlod Buell som leder.) De 55,000 tropper, hvoraf Thomas beskrev mange af dem som "endnu udisciplinerede og uden passende artilleri, og på enhver måde uskikkede til at blive sat ind mod en disciplineret fjende"Official Records, Series I, Vol, XVI, Part 1, pp. 1023-24.—rykkede frem mod Braggs veteranhær i Bardstown ad tre forskellige veje.Esposito, tekst til kort 76; Noe, pp. 94-95; McDonough, pp. 196-97.
I Korps under kommando af generalmajor Alexander M. McCook, marcherede på venstre fløj ad Mackville Road. Hans 13.000 mand bestod af 3. division under brigadegeneral Lovell H. Rousseau og 10. division under brigadegeneral James S. Jackson.Noe, pp. 373-74; Eicher, p. 367.
II Korps under kommando af generalmajor Thomas L. Crittenden marcherede på højre fløj ad Lebanon Road. Hans 20.000 mand var i 3 divisioner: 4. division under kommando af brigadegeneral William Sooy Smith; 5. division under brigadegeneral Horatio P. Van Cleve og 6. division under brigadegeneral Thomas J. Wood.Noe, pp. 375-77; Eicher, p. 367.