Begrebet eller udtrykket menneskesøn (menneskeskikkelse, menneskebarn, denne menneskesøn, menneskesønnenJens Christensen: Menneskesønnen, (1996), side 42. Desuden om udtrykket i GT: "... at dets betydning er: menneske som enkeltindivid, i den danske oversættelse sædvanligvis gengivet ved 'menneskesøn' eller 'menneskebarn' ". – hebraisk ben adam, aramæisk bar enascha eller bar nascha) stammer fra Bibelen og betegner dér først og fremmest i almindelighed et menneske som enkeltindivid i betydningen "enhver" eller "en eller anden", og dernæst en bestemt transcendent frelsesformidler tilhørende de sidste tider. I Det Nye Testamente (NT) bruges udtrykket nærmest om Jesus som den ventede Messias og frelser. Jesus taler i alt fald om "Menneskesønnen" på en sådan måde, at han kan synes identisk med denne.Jvf. http://www.patristik.dk/Patristik8.pdf hvor Mogens Müller til slut bemærker: [det] ... bekræfter, at det langt hen ad vejen er rammen for enhver udlæggers og tids kristologiske tænkning, der bestemmer, hvordan det bliver forstået. Udtrykket har nærmest ingen modstandskraft haft over for indlægning, og dets suggestive kraft er åbenbart stadig utæmmelig. Et aktuelt vidnesbyrd om dette er Den Nye Aftales gengivelse med ”jeg, Menneskesønnen” de fleste steder, hvor udtrykket forekommer. — (Den Nye Aftales er Bibelselskabets nye oversættelse fra 2007)
Overblik Daniels Bog beskriver en, der "der så ud" som en søn af et menneske (). Profeten Daniel ser i et syn menneskehedens fremtidige hersker og dommer, og beskriver ham med denne betegnelse. Kong Kyrios' herredømme vil overgås af menneskesønnen på dommedag. Denne figur blev i den efterbibelske apokalyptik identificeret med messias, der skulle herske over verden og dømme menneskeheden ved verdens endehttps://skriften.net/messiashaabet-hos-kristne-og-joeder/.
Det Nye Testamente videregiver sædvanligvis det græske udtryk ho hyios thou anthropou ("sønnen af mennesket"). Det optræder her altid som et selvudsagn af Jesus, der undertiden omtaler sig selv i tredje person, for at tydeliggøre, at han er den omtalte menneskesøn fra Daniels Bog, fx i programerklæringen i Lukasevangeliet 19,9-10: "Da sagde Jesus om ham: »I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte." Se også Mattæusevangeliet 18,11. I Mattæusevangeliet kap. 16, versene 13-20 bruger Jesus "menneskesønnen" og "jeg" synonymt, idet disciplene først bliver bedt om gengive, hvem folk mener, at menneskesønnen er, og derefter hvad de selv tror om ham. http://old.bibelselskabet.dk/danbib/web/bibelen.htm
Jødiske skrifter Første Mosebog Urhistorien beskriver verdens skabelse som en mod det menneskelige liv målrettet proces og skabelse af Gud. Det første menneske fremtræder under navnet Adam i Første Mosebog () som urbillede og prototype for alle artsfæller, hvorved "menneske" og "mand" endnu er udifferentieret. Dog gælder alle mennesker for Bibelen i polariteten mand-kvinde som et væsen af samme art, bestemt i billedlighed med Gud (Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem ). I påmindes om at menneskene som efterkommere af Adam og Eva er definitivt forskellige fra Gud og er undergivet betingelserne for det værendes dødelighed, men alligevel forbliver det ansvarlige afbillede og partner til Gud i bevarelsen af alt levende. – spørger: ... hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det?Den generiske betegnelse menneskesøn i Bibelen forholder sig til denne menneskeværdighed – begrundet i Guds interesse, dog ikke empirisk efterviselig – og kan i dag også oversættes med det kønsneutrale menneskebarn.
Profeti Med Ezekiel rykker visionen som medium for guddommelig åbenbaring ind som midtpunkt af profetisk tale. Denne profet bliver af Gud tiltalt 87Jens Christensen siger 93 gange i Menneskesønnen, side 14, 15 og 22 gange som menneskesøn (ben adam). Opfyldt af Guds ånd bliver han en seer af gudsfolkets synder (), en seer der bor blandt dette forstokkede folk, viderebringer Guds dom med gådefulde ord () og som selv må lide derunder (bl.a. ). Men han får også mulighed for at forudse og meddele den kommende "gode hyrde" (), de dødes opstandelse () og verdensdommen (; .10; ), ja han må selv sætte bevægelsen i gang (). Således er tiltalen som menneskesøn på den ene side bestemmelse for medliden ved Guds dom over sit folk, på den anden side udmærkelse til endetidens profeter for alle folk.ty. "So ist die Anrede als Menschensohn einerseits Bestimmung zum Miterleiden des Gerichts Gottes über sein Volk, andererseits Auszeichnung zum Propheten der Endzeit für alle Völker."
Apokalyptik I f fremtræder Gud selv på sin trone som en, der lignede og så ud som et menneske. Dette knytter Daniels vision om Guds komme ved den endelige dom i f an til: I nattesynerne så jeg dette: Med himlens skyer kom en, der så ud som en menneskesøn; han kom hen til den gamle af dage og blev ført frem for ham. Herredømme, ære og kongerige blev givet ham; alle folk, stammer og tungemål tjente ham. Hans herredømme er et evigt herredømme, som ikke skal forgå, hans kongerige skal ikke gå til grunde. Denne skikkelse fremtræder her i kontrast til de fire dyreskikkelser der tidligere steg ud af kaoshavet efter hinanden og som repræsenterede herredømmet hos de voldsomme, mere og mere umenneskelige antikke storriger. Efter at Gud har tilintetgjort dem, bringer menneskesønnen Guds herredømme til gyldighed verden over.
Visionen griber fat i motivet fra den gammelorientalske religion fra Kana'an'Gammelorientalske religion fra Kana'an' : se evt. Kanaanitische Religion : Guds endelige kamp med mytiske modmagter, et panteons tronråd, afløsningen af en gammel guds herredømme med en ung. Dette motiv bliver dog her omformet af specifik bibelsk profeti:
Gud alene træder frem ved dommen, den anden trone forbliver ubesat.
Dommen begynder med afsløring af de af Gud optegnede lovovertrædelser (Bøgerne blev åbnet v. 10)
De verdensriger der tilintetgøres i domsilden er ikke modguder, men af Gud selv tilladte og tidsligt begrænsede magter (v. 12).
Den som "bulderet"Den som "bulderet" karakteriserede konge: "Giv egypterkongen Farao navnet: »Bulderet hører op, når tiden er inde«.." karakteriserede konge der trænger frem på bekostning af tre forgængere (v. 8) og som forfølger og tilintetgør de "hellige" (v. 25), henviser til Antiokus IV. Han forsøgte at udrydde Israels religioner på tiden for visionernes opståen (ca. 170 f. Kr.). Ifølge Daniels forhåbning ville Guds dom og menneskesønnens rige følge efter.
Denne havde her den opgave at realisere Guds vilje over hele verden. Idet Gud overdrager ham magten, tilvejebringer han freden mellem folkene. Idet alle folk beskytter dette sande af Gud bestemte menneske, er sprogforvirringen (-9) blandt dem endegyldigt overvundet. Den "der så ud som et menneske" kan derfor forstås som repræsentant for arten menneske, der i modsætning til de jordiske verdensmagter kropsliggør og gennemsætter den gudbestemte bestemmelse for alle mennesker til partner og Guds billede ved bevarelsen af skabningen. Denne rolle var i Mikas og Esajas profettid tiltænkt en senere efterkommer af kong David, senere kaldet Maschiach. Her derimod bliver den universale gennemsættelse af den guddommelige plan for historien ikke mere forventet af et menneske af jordisk herkommst, men af et fra Guds område stammende væsen – og tillige heller ikke inden for historien, men efter afbrydelse i verdenshistorien af Gud selv.
Den efterfølgende tydning af visionen (-28) sætter skikkelsen i forbindelse med "den Højestes hellige". Udtrykket betyder i sammenhængen gudsfolket Israel, i det mindste resten af de troende jøderSml. udtrykket "Israels rest", som indtil det sidste beholdt troen til deres Gud i den tilintetgørende forfølgelsessituation. Menneskesønnen repræsenterer altså også deres blivende udvælgelse som ikke er ophævet i Guds teokrati. Dette bringer det håb til udtryk at Gud en dag selv – og da endegyldigt – vil forny den skabning, der ved stadig nye voldsherredømmer bliver behersket, deformeret og ødelagt, og ved denne fornyelse vil bekræfte og forvirklige Israels bestemmelse som Guds folk for alle øvrige folk ().
I jødedommens efterfølgende apokalyptiske litteratur blev Daniels vision taget op og varieret. Billedtalen i Enoks Bog (Kapitel 37-71) beskriver en figur med "udseende af et menneske" som præeksistent himmelsk skikkelse ved Guds trone (48,3.6f; 62,7), som ved tidens ende ikke kun overtager Guds verdensherredømme (48,5; 69,26), men selv vil dømme verden (62,5; 69,27ff). Han bliver såvel kaldt "denne menneskesøn" som "den udvalgte". Kun i det tilføjede kapitel 71 bliver han identificeret med urhistoriens Enok (ff).
Fjerde Ezra<ref>Lidt om Ezra og Esdras: 'Introduction to 4 Ezra' og 2. Esdras#4. Ezra </ref> forkynder i det trettende kapitel i rammen af en apokalyptisk vision en skikkelse som et menneskes, som – i modsætning til Daniels vision – stiger op af havet som jordisk konge og derpå flyvende på himmelskyer tilintetgør en ikke tællelig hær af Guds fjender og samler en fredelig hær. I tydningen af visionen bliver han betegnet som dette menneske henholdsvis manden (Adam), gennem hvilken Gud vil forløse skabningen (13,25); værende hans søn (13,32). Hans opgave går dog ikke ud over hvad der siden Esaja blev forventet af den kommende efterkommer til David: Sejren over de gudfjendtlige folk og samlingen af de rette troende fra Israel. Her blev profetisk messiasforventning og apokalyptisk menneskesønforventning efter den tabte jødiske krig forbundet med hinanden og fornyet som krigerisk billede.
De to tekster anvender substantivet menneskesøn (1. Enok) eller menneske (4. Ezra) ved siden af andre højhedstitler. De betegner her ikke nogen tilfældig repræsentant for arten menneske, men i hver sin udformning en apokalyptisk dommerskikkelse, hvis særlige opgave det er at tilvejebringe den universale gennemsættelse af Guds vilje i sammenhæng med afslutningen på verden.
Urkristne skrifter Forekomster i Det Nye Testamente Forekomster i NT viser en række ting at notere.
Næsten alle forekomster af græske udtryk findes i evangelierne.
Det forekommer dér 82 steder; fraregnet paralleller forbliver der 36 af hinanden uafhængigt formulerede menneskesønlogier.Menneskesønlogier : med logia eller logier (ental logion) menes ord sagt af Jesus.
Udtrykket viser dér en i græsk sprogforståelse usædvanlig dobbelt bestemthed: "sønnen af mennesket" (ty. "der Sohn des Menschen“).
Alle disse ord fremtræder som Jesu selvudsagn.ty. "Alle diese Worte erscheinen als Eigenaussagen Jesu. ..." Kun én gang fremtræder udtrykket i et indirekte Jesuscitat ().
Jesus taler altid om menneskesønnen i tredje person, mest med hentydning til sin egen handling. Dog forekommer udtrykket "Jeg er Menneskesønnen" ikke.
Kun yderligere én gang, i den urkristne missionær Stefanus' trosbekendelse (), fremtræder begrebet uden for evangelierne som fremmedbestemmelse for Jesus, men igen ikke som direkte sættende "Jesus [han] er Menneskesønnen".
I menighedsbrevene finder man ellers kun begrebet "menneske" (), "menneskebarn" (ff, citat fra ) og det ubestemte "en menneskesøn" (f og ) uden direkte hentydning til Jesu navn.
Ingen af menneskesøn-stederne i NT citerer steder fra Enok eller Ezra. Kun fra Daniels vision (-14) er der direkte citater, delcitater eller hentydninger dertil.
Bortset derfra viser evangelierne tydelige forskelle i sammenhæng og brug af menneskesøntitlen; mange paralleller bruger i stedet det personlige pronomen "jeg".
De synoptiske evangelier De synoptiske menneskesønord er efter den i dag i stor udstrækning anerkendte tokildeteori at finde såvel i Markusevangeliet som i den for Mattæus- og Lukasevangeliet fælles logiakilde (kort: Q eller Q-kilden) – som i deres særstof. De kan indholdsmæssigt inddeles i tre grupper: