For alternative betydninger Se: Pilgrim (flertydig) thumb|350px|Pilgrims Going to Church af George Henry Boughton (1867) Pilgrimmene (eng. Pilgrims, Pilgrim Fathers el. Pilgrim Mothers) er et almindeligt benyttet navn for de tidligste nybyggere i Plymouth kolonien (nuv. Plymouth, Massachusetts). De var en gruppe engelske religiøse separatister som emigrerede fra Europa til Nordamerika i begyndelsen af det 17. århundrede med det mål, at etablere en koloni, hvor de frit kunne praktisere deres puritanske religion og leve i overensstemmelse med deres egne love.
Lederne af kolonisterne kom fra en religiøs menighed, der tidligere var flygtet fra den politisk ustabile region East Midlands i England til de mere fredelige Nederlande. Bekymringer over muligheden for at gruppen skulle miste sin kulturelle og religiøse identitet førte til, at gruppen ville forsøge, at etablere en bosættelse i den Nye Verden. De økonomiske midler fik de fra engelske investorer, men kolonisterne blev hurtigt mødt af en lang række af problemer; herunder bureaukrati, utålmodige investorer, interne konflikter, sabotage, storm, sygdom og usikre relationer til de oprindelige indbyggere i det land de kom til. Den koloni de oprettede i 1620 blev imidlertid den kun anden succesfulde engelske bosættelse i det, der siden blev til USA. De er derfor blevet et centralt tema i amerikansk historie og selvforståelse.
Historie Separatister i Scrooby De personer, som senere kaldte sig the People (kendt som Pilgrim Fathers i Storbritannien), blev bragt sammen i en fælles tro på de idéer og principper Richard Clyfton prædikede. Han havde været sognepræst ved All Saints' Parish Church i Babworth, Nottinghamshire, mellem 1586 and 1605. Denne menigheds tro var af separatistisk karaktér, dvs. at medlemmerne ikke ønskede at tilhøre Church of England. I modsætning til de puritanske grupperne, som bibeholdt deres tilhørsforhold til England, mente de separatistiske grupper, at forskellighederne var så afgørende, at deres gudsdyrkelse ikke havde plads indenfor den centrale statskirkes traditioner og organisation. Pilgrimmene var imidlertid den eneste gruppe i det puritanske miljø, der forsøgte sig med en fuldstændig fysisk adskillelse fra den engelske kirke. William Brewster, en tidligere diplomatisk assistent i Nederlandene, boede i Scroobys hovedhus. Han var landsbyens postmester og ærkebiskoppen af Yorks bailiff. Han var blevet så imponeret af Clyftons prædikener, at han også var begyndt, at deltage i separatisten John Smyths prædikener i Gainsborough, Lincolnshire. Separatismen havde i været kontroversiel i en periode; siden indførelsen af Act of Uniformity 1559 havde det været forbudt ikke at deltage i den officielle gudstjeneste hos Church of England, udeblivelse blev straffet med en bøde på 12d (svarer til £5) for hver søndag eller helligdag. Straffen for at deltage i uofficielle gudstjenester omfattede fængsel og endnu større bøder. De separatistiske prædikanter Barrowe og Greenwood var i 1593 begge blevet henrettet i henhold til denne lov.
I hovedparten af Brewsters embedsperiode (1595-1606) havde hans ærkebiskop været Matthew Hutton, og han havde udvist en vis sympati for puritanismen (dog ikke direkte for separatisterne), bl.a. i et brev til udenrigsministeren Robert Cecil i 1604: The Puritans (whose phantasticall zeale I mislike) though they differ in Ceremonies & accidentes, yet they agree with us in substance of religion, & I thinke all or the moste p[ar]te of them love his Ma[jes]tie, & the p[re]sente state, & I hope will yield to conformitie. But the Papistes are opposite & contrarie in very many substantiall pointes of religion, & cannot but wishe the Popes authoritie & popish religion to be established.
I visse kredse havde man håbet, at religiøs forsoning ved James 1.s magtovertagelse ville gøre selvstændighed mulig. Men ved et møde på Hampton Court i 1604 nægtede puritanerne at gøre nogen indrømmelser overfor Church of England. Det betød at bl.a. Clyfton blev erklæret nonkonformist og frataget hans embede i Babworth. Brewster inviterede derpå Clyfton til at bo i hans eget hjem.
Da ærkebiskop Huttons døde i 1606, blev Tobias Matthew valgt som hans efterfølger. Matthew havde været en af kongens vigtigste støtter ved mødet i 1604, og han begyndte straks at udrense sit stift for nonkonform indflydelse, herunder både separatisme og papisme. Ulydige gejstlige blev fjernet og fremtrædende separatister blev arresteret, idømt bøder og fængslet.
På det tidspunkt sørgede Brewster for at Clyftons menighed kunne mødes privat i hans hus i Scrooby. Fra 1606 blev der afholdt gudstjeneste der. Kort tid efter flyttede Smiyth og medlemmerne af Gainsborough gruppen til Amsterdam for at slippe bort fra forfølgelserne. Brewster blev senere in absentia idømt en bøde på £20 for ikke at følge den officielle kirke. I september 1607 var han blevet nødt til at træde tilbage som postmester, og på det tidspunkt havde menigheden besluttet af følge efter Smyths gruppe til Amsterdam.
Et af Scroobygruppens medlemmer, William Bradford havde ført en journal over de begivenheder, der hændte for menigheden; den blev senere udgivet med titlen Of Plymouth Plantation. Om denne periode skrev han: But after these things they could not long continue in any peaceable condition, but were hunted & persecuted on every side, so as their former afflictions were but as flea-bitings in comparison of these which now came upon them. For some were taken & clapt up in prison, others had their houses besett & watcht night and day, & hardly escaped their hands; and ye most were faine to flie & leave their howses & habitations, and the means of their livelehood.
Gruppen var ikke blevet udsat for direkte og aktiv forfølgelse, men medlemmer havde oplevet både kirkelige efterforskninger og spot, hån og kritik fra lokalsamfundet.
Udvandringen til Nederlandene Da det i første omgang ikke var muligt at få de papirer, der kunne gøre det muligt at udvandre lovligt, forsøgte nogle af menighedens medlemmer at rejse hemmeligt, eller bruge bestikkelse. Et forsøg i 1607 blev opdaget, da en gruppe havde charteret en båd i Boston, Lincolnshire. Alle blev fængslet, men blev løsladt i løbet af det næste års tid. I foråret 1608 havde man arrangeret, at hollandske søfolk samlede medlemmer af menigheden op ved udløbet af Humber; da mændene var kommet om bord opdagede man imidlertid et kompagni soldater, der nærmere. Skibet skyndte sig at kaste anker, og kvinder og børn blev derfor efterladt på stranden. De blev dog hurtigt løsladt igen uden at blive anklaget for noget. I sidste ende udvandrede mindst 150 medlemmer af menigheden til Nederlandene, hvor de sluttede sig til Smyths gruppe; han havde tilsluttet sig Exiled English Church, der blev ledet af Francis Johnson (1562-1617), Barrowes efterfølger. Scroobygruppen blev der omkring et år, men modsætningerne mellem Smyth og Johnson blev større. Smyth var bl.a. tilhænger af idéen om den troendes egendåb, som både Clyfton og Johnson var modstandere af. En mindre gruppe flyttede derfor til Leiden for at undgå stridighederne. I Leiden fik mange af de engelske emigranter arbejder i byens blomstrende industri, mens flere af især de ledende medlemmer fik ansættelse ved byens universitet, bl.a. Brewster. En gruppe forblev dog økonomisk afhængige af deres fæller.
Om årene i Leiden skrev Bradford: "For these & other other reasons they removed to Leyden, a fair & bewtifull citie, and of a sweete situation, but made more famous by ye universitie wherwith it is adorned, in which of late had been so many learned man. But wanting that traffike by sea which Amerstdam injoyes, it was not so beneficiall for their outward means of living & estats. But being now hear pitchet they fell to such trads & imployments as they best could; valewing peace & their spirituall comforte above any other riches whatsoever. And at length they came to raise a competente & comforteable living, but with hard and continuall labor.
Robinson, menighedens nye pastor, deltog i en række debatter på universitetet (se fx Synoden i Dort), de omhandlede særligt stridspørgsmålene, der skilte calvinisterne og armaninisterne; Robinson var på calvinisternes side. Brewster havde fået rigmanden Thomas Brewer til at investere i en sættemaskine, og begyndte han udgive disse debatter på et lokalt trykkeri i 1616. Det blev imidlertid efterhånden klart for menigheden, at gruppen risikerede udslettelse, hvis de forblev i Nederlandene; børnene blev mere og mere hollandske, mens forældrene havde svært ved at vænne sig til den fremmede kultur og sprog.
Beslutning om atter at udvandre På trods af, at menigheden befandt sig i en relativt sikker og stabil situation i 1617, var der en række uløste problemer. Bradford havde noteret sig, at menigheden gennemsnitsalder var blevet højere, hvilket primært skyldtes de vanskeligheder nogen af dens medlemmer havde med at forsørge sig selv. Andre, som havde brugt hele deres opsparing, var vendt tilbage til England, og man frygtede, at flere ville følge efter. Problemerne med at finde arbejde til alle gjorde det samtidigt svært at tiltrække nye medlemmer til Leiden, og de yngre medlemmer var begyndt at forlade byen, for at finde arbejde andre steder. Dertil kom, at mulighederne for missionering var begrænsede i det stærkt protestantiske område af Nederlandene. Bradford foreslog disse begrundelserne for udvandring, da han beskrev den modløshed" det hårde liv i Nederlandene medførte, og om håbet om at tiltrække andre, ved at finde "en bedre og lettere sted at leve "; gruppens "børn" blev også "draget væk af onde forbilleder, og ledt ind på en løssluppen og farlig kurs ". Han fortæller derpå om det "store håb, om at udbrede og fremme Kritus’ riges evangelium i disse fjerne egne af verden", dvs. Nordamerika.
Mange af de begrundelser Edward Winslow beskrev, ligner Bradfords. Udover de økonomiske bekymringer og mulighederne for mission, lagde han også vægt på vigtigheden af, at menighedens medlemmer beholdte deres engelske identitet, kultur og sprog. Han skrev også, at man mente at den engelske kirke i Leiden kun gjorde lidt nytte dér.
Dengang var udvandring til et sted som Amerika var forbundet med mange vanskeligheder. Der var mange historier i omløb om mislykkede bosætningsforsøg, om de krigeriske indfødte, og at der ikke fandtes ordentlige fødekilder. Rejser over havet var dengang altid forbundet med stor fare, og man udsatte også sig selv for ukendte sygdomme. Samtidig var den politiske situation i Nederlandene på vej til at blive ustabil; det var usikkert hvor længe våbenhvilen i det, der siden hen blev kendt som Firsårskrigen, ville holde, og man frygtede derfor hvad der ville ske, hvis spanierne kom til Leiden Man overvejede flere destinationer, fx Guyana, hvor hollænderne allerede havde etableret en koloni i Essequibo, eller i området nær den engelske koloni i Virginia. Det var et sted, som umiddelbart virkede attraktivt, pga. den beskyttelse, den ældre koloni kunne tilbyde, på den anden side frygtede man, at genskabe den politiske situation, man i første omgang var flygtet fra i England, hvis man bosætte alt for nær. London Company, der administrerede Virginia, rådede over et enormt område i Nordamerika, det var derfor muligt at bosætte sig i et fjernere liggende område.
Forhandlinger To medlemmer af menigheden, Robert Cushman og John Carver, blev i 1619 sendt til England for at anmode om et stykke land. Forhandlingerne med London Company blev imidlertid forsinkede pga. interne konflikter i Kompagniet, men i sidste ende sikrede de sig rettighederne til et landområde Virginia, på vegne af John Wincob. The charter was granted with the king's condition that the Leiden group's religion would not receive official recognition.