Martine AubryEfternavnet Aubry skyldes MAs tidligere mand, Xavier Aubry, som hun i dag er skilt fra (døbt Martine Delors; født 8. august 1950 i 17. arrondissement i Paris) er en fransk politiker. I sin tid som minister for arbejde, sociale forhold og solidaritet (1997-2000) blev Aubry kendt for at have gennemført 35-timers arbejdsugen i Frankrig og for at have indført løn under sygdom. Hun har været borgmester i Lille siden marts 2001 og formand for Lille-områdets metropolfællesskab (Lille Métropole Communauté urbaine) siden den 18. april 2008.
Efter afstemning den 21. november og en kontroloptælling den 25. november 2008, foretaget af det franske Parti Socialistes nationalråd, blev Aubry valgt som førstesekretær for socialistpartiet med 50,04 % af stemmerne mod Ségolène Royals 49,96 %AFP: ”Martine Aubry er officielt valgt som leder af socialisterne”, AFP den 25. november 2008..
Livsforløb Aubry er datter af Marie Lephaille og Jacques Delors, der var finansminister under Mitterrand 1981-1985 og derefter formand for Europa-Kommissionen 1985-1995.
Efter at have gået i privatskole og på gymnasium (Lycée Paul-Valéry i Paris), gennemførte Martine Aubry sin administrative uddannelse først med diplom fra Institut d'études politiques de Paris i 1972 og senere som dimitteret fra École nationale d'administration i 1975. I mellemtiden (1974) var hun blevet medlem af socialistpartiet. Derefter blev hun ansat ved ministeriet for arbejde og sociale forhold. I den samme periode arbejdede hun for den faglige organisation Confédération française démocratique du travail (CFDT), og hun blev underviser ved École nationale d'administration i 1978. I perioden 1980-81 var hun tilknyttet regeringens rådgivende organ, Conseil d'État.
Efter at François Mitterrand var blevet valgt til Frankrigs præsident i 1981, havde Aubry forskellige poster i ministeriet for arbejde og sociale forhold først under Jean Auroux (hvor hun udformede de såkaldte ”Auroux-love”, der regulerer forholdene på arbejdsmarkedet) og derefter under Pierre Bérégovoy. I 1984 deltog hun især i den politiske debat omkring brugen af asbest, hvor hendes holdning var at bevare dette materiale af hensyn til beskæftigelsen.
Efter højrefløjens valgsejr ved de franske parlamentsvalg i 1986, blev hun igen ansat ved Conseil d'État, hvor hun blev udnævnt til chef for ankeinstansen i 1987. Mellem 1989 og 1991 arbejdede Aubry hos Pechiney, den franske aluminiumindustris sammenslutning, hvor hun blev vicedirektør. I den egenskab deltog hun i åbningen af en aluminiumfabrik i Dunkerque og lukningen af en anden i Noguères i Sydfrankrig.Jean-Michel Aphatie og Corinne Lhaik: Une femme ambitieuse, L'Express, den 28. august 1997. Læs artiklen online
I 1991 blev Martine Aubry minister for arbejde, beskæftigelse og erhvervsuddannelse under Édith Cresson, og hun bevarede posten under Pierre Bérégovoy indtil marts 1993. Ifølge Jean-Luc Pasquier.citeret hos François Malye, forsvarede hun den "kontrollerede brug" af asbest, på et tidspunkt hvor alle medlemmer af EF ret og slet ville forbyde stoffet, og hun blokerede Europakommissionens dekret om forbud mod asbest Pierre Mabut: Amiante: manifestation de travailleurs français demandant que justice soit faite contre les empoisonneurs, WSWS amiante, den 26. oktober 2005
Efter højrefløjens sejr ved parlamentsvalget i 1993 grundlagte Aubry erhvervsorganisationen Fondation Agir contre l'exclusion (FACE), der bekæmper social udstødning, og i 1995 udnævnte Pierre Mauroy hende til førsteassistent hos borgmesteren i Lille for at give hende mulighed for at skabe sig et tilhørsforhold til Nordfrankrig.
Lionel Jospin, som socialisternes partimedlemmer valgte til kandidat ved præsidentvalget i 1995, gjorde Aubry til sin talskvinde under valgkampen. Efter sit nederlag blev han valgt som partiets førstesekretær, og han tilbød Martine Aubry andenpladsen i partiet, hvad hun afviste.
Da Martine Aubry blev forelagt et ry som hård og krævende, svarede hun: Jean-Michel Aphatie og Corinne Lhaik: Une femme ambitieuse, L'Express, den 28. august 1997. Llæs artiklen online
Regeringen Jospin og ministeriet for beskæftigelse og solidaritet
Venstrefløjens sejr ved parlamentsvalget i 1997 skaffede Aubry ind som parlamentsmedlem for Département Nord, og Lionel Jospin udnævnte hende derpå til at være regeringens nummer to som minister for beskæftigelse og solidaritet. Hun gik i gang med premierministerens vigtigste løfte, kampen mod arbejdsløshed, og skabte ansættelsesmuligheder ved at igangsætte adskillige offentlige arbejder og især ved at gennemføre 35-timers arbejdsugen. Denne bestemmelse blev miskrediteret af højrefløjen og af arbejdsgiverne, den blev i det hele taget meget omdiskuteret og medførte, at Aubrys tidligere chef hos arbejdsgiverorganisationen Conseil national du patronat français, Jean Gandois, måtte træde tilbage.
Virkningerne af den nedsatte arbejdstid er stadig meget omdiskuterede. Nogle vurderinger hævder, at der blev skabt 300.000-450.000 arbejdspladser, men det står overfor de 700.000 jobs, som socialisterne mener, der blev skabt.Le Nouvel Observateur: La mauvaise excuse des 35 , Le Nouvel Observateur, Nr. 2031, den 9. oktober 2003. Nogle undersøgelser påviser en øget produktivitet pr. time.Bernard Maris: Selon le rapport sur l'emploi en Europe, les 35 heures ont favorisé d'importants gains en productivité Mellem 1998 og 2001 blev den effektive arbejdstid formindsket med ca. 2,6 timer. Alain Gubian, Stéphane Jugnot, Frédéric Lerais og Vladimir Passeron: Les effets de la RTT sur l’emploi: des simulations ex ante aux évaluations ex post''], Économie et Statistique Nr. 376-377, 2004 </ref>
Aubry skulle blive den første, det lykkedes for at lukke det berygtede ”hul” i de sociale hjælpeordninger. Det skete i 2000, og før hun lagde grunden til en egentlig ældrepleje.
Ligeledes i 2000 grundlagde hun reformklubben, en gruppering for politisk tænkning, sammen med Marylise Lebranchu, Jean Le Garrec, François Lamy og Adeline HazanAnonym: A propos de Réformer... på gruppens netsted .
Borgmester i Lille Den 18. oktober 2000 forlod Martine Aubry regeringen og blev afløst af Élisabeth Guigou. Pierre Dharréville: Suite au départ annoncé de Martine Aubry, Lionel Jospin a renouvelé son équipe , L'Humanité den 19. oktober 2000. Derefter viede hun sin tid til valgkampen op til det kommunevalget i Lille 2001.Pierre Dharréville: Lille attend Aubry de pied ferme , L'Humanité, den 19. oktober 2000. Efter en meget aktiv valgkamp mod Christian Decocq (fra valgforbundet Rassemblement pour la République-Union pour la démocratie française-Démocratie libérale) og Philippe Bernard (fra Front national) blev hun valgt til borgmester i byenQuid 2004, p. 796, Éditions Robert Laffont.. Aubrys forgænger, den tidligere premierminister, Pierre Mauroy, beholdt formandskabet i Lille-områdets metropolfællesskab, men i 2002 offentliggjorde han sin beslutning om at overlade hende formandskabet efter den næste periode.
I 2002 så mange en ny premierminister i Martine Aubry, hvis Lionel Jospin kunne vinde præsidentvalget. Men han blev udelukket efter første valgrunde, og ved parlamentsvalget den 16. juni 2002 blev hun overraskende besejret med en forskel på 1044 stemmer af kandidaten fra Union pour un mouvement populaire, Sébastien Huyghe.
Selv om Aubry havde ry for at være pansret (hun kaldes Jerndamen), kaldte hendes nederlag tårerne frem om aftenen efter anden valgrunde, hvor hun erklærede, at hun ikke havde ofret tilstrækkelig opmærksomhed på de lavtlønnede. Efter det har hun været forholdsvis tavs på det nationale plan og har koncentreret sig om sit embede som borgmester.Radio France: Lille: Martine Aubry largement réélue au second tour , France Info den 16. marts 2008.
Den 20. marts 2004 blev Martine Aubry skilt fra Xavier Aubry, hvis efternavn hun har beholdt, og gift for anden gang med en advokat fra Lille, Jean-Louis BrochenJf. biografiske oplysninger om Martine Aubry i Les Échos den 13. oktober 2008..
I mellemtiden omformede hun som borgmester i Lille byens miljø og ydre fremtoning ved projektet Lille 2004, europæisk kulturby, som i løbet af ét år skaffede Lille flere end 9 millioner besøgende. Hun igangsatte Lille 3000, efterfølgeren til Lille 2004, som prydede hendes by i tre måneder med Indiens farver, og som skaffede publikum (tæt på 1 million besøgende) flere end 300 kulturtilbud.
I løbet af årene mellem 2002 og 2006 medførte en splid om det offentlige rum mellem fodgængere, bilister og cyklister et vist fald i popularitet for borgmesteren, men en del af hendes initiativer som f.eks. byrenoveringsprojektet for Lille Syd og Moulins, Lille-solidaritetsbyen eller Lille-stranden, en offentlig strand, som blev oprettet i sommeren 2006 midt i de kvarterer af Lille, som havde problemer, eller den kommende ”Lille Neige”, en skøjtebane på 600 m² i Lille Syd, – blev alle værdsat af indbyggerne.
Efter at hun længe var blevet støtter af sin forgænger, Pierre Mauroy, blev Lilles borgmester ramt af hans kritik, udsendt fra socialistpartiets nationale kontor den 21. marts 2006.Se artiklen A Lille, Aubry fait le vide autour d'elle i Le Figaro den 8. april 2006. Som bevis på sine gode hensigter, bekendtgjorde Aubry, at hun ikke ønskede at opstille til parlamentsvalget i 2007 i et område, som berører Lille, sådan som det er tilfældet med 5. valgkreds i département Nord.
Den 16. marts 2008 blev Martine Aubry genvalgt som borgmester for Lille efter anden valgrunde af kommunevalgene ved en sejr på 66,56 % over modstanderen fra Union pour un mouvement populaire, Sébastien Huyghe. Det skete dog ved et valg, hvor rigtigt mange undlod at stemme.Indenrigsministeriet: Resultater fra Lille Sejren gav hende den højeste valgprocent ved noget valg i Lille, takket være en alliance med Les Verts og Mouvement Démocrate, der opnåede henholdsvis 11,58 % og 7,79 % af stemmerne ved første valgrunde. Hun gav Jacques Richir, der var tidligere leder af Union pour la démocratie française og en kendt skikkelse i Lille-områdets højre, en post som viceborgmester.
En måned senere efterfulgte hun Pierre Mauroy i ledelsen af Lille-områdets metropolfællesskab.Agence France Presse: La socialiste Martine Aubry élue présidente de la communauté urbaine de Lille, den 18. april 2008., i kraft af en aftale med grupperne fra Les Verts og Mouvement Démocrate, sammen med gruppen Métropole Passions Communes, der samlede de indvalgte fra 41 små kommuner i byområdetNord Éclair: Le nouveau paysage des intercommunalités, den 18. april 2008
I socialistpartiet thumb|300 px|right|Martine Aubry, november 2008 i Aubervilliers. Som aktiv hos socialisterne fra 1974 og sekretær for socialistpartiet fra 2000Le Nouvel Observateur: Martine Aubry, la retour de la "dame des 35 heures", den 21. november 2008., fik Aubry i december 2007 til opgave at forberede et politisk projekt for 2008 sammen med Dominique Strauss-Kahn og Jack Lang.
Kongressen i Reims (november 2008) Efter sit genvalg i Lille blev Martine Aubry rådet til at søge at blive efterfølger for François Hollande som førstesekretær for socialistpartiet ved kongressen i Reims, november 2008. Selv om hun ikke havde erklæret sin kandidatur åbent som Ségolène Royal og Pierre Moscovici, var hun hovedforfatter bag et oplæg med titlen Une vision pour espérer, une volonté pour transformerDvs. ”En vison om forhåbning, en vilje til forandring”, som var lavet i samarbejde med Pierre Mauroy, Jack Lang, Adeline Hazan og François Lamy, og som blev støttet af partiafdelingerne i départementerne Nord og Pas-de-Calais.Læs oplægget online