thumb|LRDGs mærke - en skorpion thumb|Tungt læssede 30 cwt 1533x2 Chevrolet køretøjer fra R1 Patrol der afgår fra Jalo Oasen i Libyen. I forgrunden ses "R4" Rotowaro W.D.no. L4618912.
Long Range Desert Group (LRDG) var en britisk militærenhed i 2. Verdenskrig. Enheden blev etableret i Ægypten, efter at Italien havde erklæret Storbritannien krig i juni 1940. Enheden blev grundlagt af major Ralph A. Bagnold med hjælp fra kaptajnerne Patrick Clayton og William Shaw. Enheden var underlagt den daværende britiske øverstkommanderende i Mellemøsten general Archibald Wavell. Gruppen specialiserede sig i mekaniseret rekognoscering, indsamling af efterretninger og i at finde vej i ørkenen. Gruppen blev nedlagt ved krigens slutning. LRDG fik øgenavnet Mosquito Army af Wavell. Soldater fra Special Air Service (SAS) kaldte den for Libyan Desert Taxi Service.
Under Ørkenkrigen mellem 1940 og 1943 opererede LRDG hundreder af kilometer bag fjendens linjer. Selv om dens væsentligste opgave var rekognoscering og efterretningsindsamling, udførte enheder fra LRDG, kaldet patruljer, nogle hårdtslående angrebsoperationer. Det mest berømte var Operation Hyacinth, et angreb på byen Barca og dens nærliggende flyveplads, som fandt sted om natten den 13. september 1942. Feltmarskal Erwin Rommel udtalte: "LRDG tilføjede os mere skade end nogen anden enhed af den størrelse."O'Carroll, 2000, p. 189
Etablering og udstyr Under 1. Verdenskrig opererede der motoriserede rekognoscerings- og lette angrebsenheder – såkaldte Light Car Patrols (LCP) – mod Sanussier og senere mod tyrkiske enheder i Ægypten og Palæstina. Disse enheder var bemandet med australsk og britisk personel og brugte konverterede Ford T lastbiler bevæbnet med Lewis maskingeværer.
Mellem krigene var major Ralph Alger Bagnold officer i det britiske signalkorps, og var pioner indenfor transport og navigation over lange afstande. Han rejste i stor stil i Ægypten og Libyen i Ford A lastbiler, og det lykkedes ham at køre gennem områder, som tidligere blev anset for uigennemtrængelige. Blandt andet havde Bagnold lavet store forbedringer til solkompasset, som han i den nye version lod patentere og senere anvendte i LRDG. Bagnolds erfaringer med det italienske militær overbeviste ham om, at de udgjorde en stor trussel mod Ægypten og Suez-kanalen i tilfælde af krig. Med dette i baghovedet foreslog major Bagnold i 1939 at der blev opstillet en enhed i stil med Light Car Patrols, som kunne bruges til at spionere mod italienerne. Hans ideer blev afvist, indtil han var så heldig at kunne forelægge dem for general Archibald Wavell, som havde kommandoen over de britiske styrker i Mellemøsten, da Italien gik ind i krigen i juni 1940. Wavell kunne straks se perspektiverne i Bagnolds ide, og han gav ham frie hænder til at søge efter frivillige blandt de tilstedeværende tropper.LRDG Origins Retrieved: 16 March 2008
Enheden, som i starten fik navnet Long Range Patrol, blev grundlagt den 3. juli 1940. Fra starten regnede man med, at australiere og new zealændere, som fortrinsvis kom fra landområder, ville være mere selvhjulpne end deres britiske kolleger, der typisk kom fra byerne. Den australske general Thomas Blamey var imidlertid begrænset i sin handlingsfrihed af et direktiv fra den australske regering om, at australsk personel skulle kæmpe sammen som en enhed, og ikke spredes ud over ikke-australske enheder. Dernæst gik man til new zealænderne og 150 new zealandske frivillige blev udvalgt med tilladelse fra general Freyberg, den øverstkommanderende for de new zealandske tropper i Mellemøsten. Bagnold havde tænkt, at da new zealænderne fortrinsvis var landmænd, ville de være vant til at bruge og vedligeholde maskineri. Senere tilføjelser til gruppen omfattede britiske og rhodesiske enheder. En indisk Long Range Squadron blev også opstillet, og den fungerede som en delvist selvstændig enhed indenfor LRDG.
Under Ørkenkrigen fra 1940 til 1943 gennemgik LRDG en række organisations faser. I det første års tid var det organiseret i patruljer bestående af 2 officer, 28 "af anden rang" og fire forstærkninger som bemandede 11 køretøjer. Senere fandt man ud af, at det var mere fleksibelt at dele hver patrulje i to halv-patruljer, som hver bestod af en officer og 15-20 af anden rang der kørte i 5-6 køretøjer. Hvert køretøj var bemandet med en vognkommandør, en chauffør, som var specialist i vedligeholdelse og læsning af køretøjet, og en skytte, som havde ansvar for vedligeholdelse af alle våben og tilhørende udstyr. Radiokøretøjer havde desuden en navigatør/radiooperatør i stedet for en af skytterne.Jenner, List, Badrocke, 1999 thumb|right|350px|En af to 30 cwt Chevrolet WB-er, der blev anvendt under den første LRP indtrængning i Libyen i august 1940. Dette køretøj er udstyret med et Lewis maskingevær.O'Carroll, 2000, p. 29
LRDG fik et velfortjent ry som eksperter i navigation i Mellemøsten. Gruppen blev også ofte benyttet til transport af personel fra SAS, Frie franske styrker, Popski's Private Army og andre specialstyrker, foruden hemmelige britiske og arabiske agenter. Allierede krigsfanger blev somme tider reddet ligesom nedskudte flybesætninger, og fjendtlige tropper blev ofte taget til fange af LRDG patruljer.
Køretøjer I starten brugte LRDG en kombination af tidligere civile 30 cwt30 cwt = 1,5 ton Chevrolet WB-er og 15 cwt Ford 01 V8 "pilot cars"; de sidste blev brugt at patruljeledere til at rekognoscere terrænet foran hovedgruppen. Fra midten af 1941 blev Chevroletterne suppleret og efterhånden erstattet med Ford F30 30 cwt firehjulstrukne lastbiler. Selv om disse køretøjer med deres firehjulstræk var gode til at komme igennem vanskeligt terræn med, var deres store benzinforbrug en stor ulempeNote: Jo mere benzin der skulle medbringes, jo mindre plads blev der til andre nødvendigheder.. Et andet problem var at motoren til dels var placeret inde i bilen, hvilket betød at det blev meget varmt for chauffør og passagerer. For at forbedre afkølingen blev kølergrillen og motorhjelmen i reglen fjernet. Ford 01'erne blev også erstattet med 15 cwt Chevrolet 1131X3 med træk på to hjul.
Konvertering af LRDG lastbiler til brug i ørkenen omfattede fjernelse af tag og døre og udskiftning af frontruden med "fly" ruder og tilføje køler kondensatorer, Bagnold solkompasser, stål sandkanaler og tunge kanvas sandmåtter,Note: stålkanalerne og sandmåtterne blev brugt til at grave køretøjerne fri fra blødt terræn. Det omfattede aflæsning af køretøjet og udgravning af skrånende grøfter hvori kanaler og måtter kunne placeres under hjulene. Det kunne være udmattende arbejde. foruden våben affutager. Et antal køretøjer var også udstyret med "fly" kompasser af den type som fly fra RAF benyttede, mens andre havde magnetiske kompasser udover Bagnold solkompasset. Særligt brede lavtryks ørkendæk, som kunne genkendes på deres diamantformede dækmærker, blev påmonteret. Ekstra dæk blev ofte medbragt på begge sider af køretøjet. Da køretøjerne ofte var læsset med op til 2½ tons udstyr og forsyninger ved starten på en patrulje blev affjedringen forstærket med ekstra blade. thumb|right|350px|"R6" fra R 1 Patrol er sunket, heldigvis ikke alt for dybt, i blødt sand og forberedes på at blive gravet fri. Sandmåtterne er blevet placeret foran forhjulene og en sand kanal er ved at blive skubbet ind under det højre baghjul.
I marts 1942 begyndte LRDG at modtage de første af 200 canadisk-byggede Chevrolet 1533X2 4×2 30 cwt lastbiler med et Gotfredson 4BI "ammunition body" i stål. Hver af disse Gotfredson karosserier havde indbyggede skabe i fronten og foran baghjulene. Karosseriets sider blev gjort højere ved at påmontere sidefjæle. De stolper, som fjælene blev monteret på, fungerede også som basis for våben, og kunne bære et let maskingevær. En forstærket stolpe for det bageste maskingevær blev monteret bag på ladet. Beslag til Lee-Enfield rifler blev i reglen sat på de bageste dørstolper på begge sider af den åbne vogn. Solkompasset blev monteret på det midterste af det forreste skot, oven over instrumentpanelet. Det fleste af køretøjerne havde også bøjler, hvori der kunne placeres tre 2-gallon benzindunke på hvert trinbræt. En udmærket illustration af hvor udstyret var placeret kan ses på billedet af "T10" fra "T 1 Patrol".
På radiokøretøjerne blev der påmonteret et særligt skab foran i højre side af køretøjet hvori der blev installeret en Army No. 11 radiosender og en Philips model 635 modtager. Træmaster til antennen blev placeret i beslag på fjælene over radioen og en isoleret antenne blev placeret foran på køretøjet. Skabet havde en låge, som var hængslet i bunden, og som også blev brugt som et bord, når den var åbnet. Desuden var radiosenderen dækket af en dør, som kunne skyde bagud langs siden af karosseriet.
Selv om disse køretøjer var tohjulstrækkere betød en ekstra lav gearing og en kraftig 6-cylindret motor, at de kunne klare det terræn, de kom ud for. På flade hårde overflader kunne de sagtens køre med 100 km/h, og vigtigere var det, at de kun brugte halvt så meget benzin som F30-erne, hvilket var en meget vigtig faktor ved langdistance missioner.Ford vs Chevrolet Hentet 20. marts 2008 thumb|right|350px|LRDG Jeep. Der er påmonteret sand dæk frem for de mere almindelige vinkelformede militære typer.
Fra begyndelsen af 1942 blev Chevrolet 1131 pilotvognene gradvis udskiftet med Jeeps i takt med at disse blev tilgængelige. I adskillige måneder havde Special Air Service forrang over LRDG ved tildeling af Jeeps, hvilket var lidt ironisk, da SAS i mange af sine tidlige missioner havde været afhængig af LRDG til transport. LRDG havde en særlig fornøjelse ud af at redde efterladte SAS Jeeps og bringe dem tilbage til køredygtig stand, inden de overlod dem til deres egne patruljeledere. LRDG Jeeps blev typisk bevæbnet med enten et Vickers K eller et .303 Browning maskingevær i enkelt eller dobbelt affutage.LRDG vehicles Retrieved: 16 March 2008 Fra starten af 1943 blev Jeeps i stigende grad standardkøretøjet, efterhånden som Chevrolet og Ford lastbilerne blev slidt op. I maj 1943, da Ørkenkrigen sluttede, var standardudrustningen 6 Jeeps per halv-patrulje.
Det bør nævnes, at LRDG vedligeholdt deres køretøjer til en meget høj standard og havde veludstyrede værkstedsfaciliteter på basen (kaldet "Citadellet") i Cairo og på de fremskudte baser i Kufra og senere Jalo. Hver patrulje tog af sted med en værkstedsvogn, som var et standard patruljekøretøj udstyret med værktøj og reservedele (ekstra fjedre, kølerremme, karburatorer, koblinger, tændrør osv.) så man kunne klare løbende reparationer i felten. Dette køretøj kørte altid bagerst i kolonnen. Mekanikeren, som var en del af besætningen, var en fuldt uddannet mekaniker. Køretøjernes chauffører kunne også udføre mekaniske reparationer. Mange køretøjer blev reddet ved hjælp af nogle snedige improvisationer. På en mission ødelagde en lastbil sit differentialhus og dækpladen på en klippeblok, så den mistede al olien. At bugsere bilen 1.600 km tilbage til basen var umuligt. Løsningen blev at tætne det ødelagte hus med tyggegummi og pakke differentialet med hele bananer. Da dækpladen først var banket tilbage til den rette form og boltet på plads, blev den 1.600 km rejse – efter en prøvetur – gennemført uden problemer.O'Carroll, 2000, p 41-42. Ved afslutningen af hver mission blev køretøjerne rutinemæssigt gennemgået og hver 4 til 6 måneder blev de kørt til værkstedet på basen og praktisk taget genopbygget.
LRDG "Tunge" Afdeling