thumb|upright=1.35|right|Dette stik med en indisk krigselefant blev bragt i The Illustrated London News. Elefantens tykke hud beskyttede den mod pile og slagvåben. Rytterens høje placering gav ham et godt overblik og beskyttelse mod nærkampvåben, men han var et meget synligt mål for afstandsvåben. En krigselefant var en elefant, der var trænet og styret af mennesker til krigstjeneste. Krigselefanternes vigtigste anvendelse var at angribe fjenden, trampe ham ned, gennembryde hans forsvarslinjer og sprede rædsel omkring sig. De blev først anvendt i Indien, og brugen af dem spredte sig derpå til Sydøstasien og senere mod vest til Middelhavet. De mest berømte felttog med krigselefanter i Middelhavsområdet var den græske kong Pyrrhos af Epiros og feltherrerne fra Karthago (heriblandt Hannibal) i deres krige mod den Romerske Republik.
I Middelhavsområdet udvikledes nye taktikker, der reducerede elefanternes værdi i kamp, og det blev også sværere at finde dem i naturen. Mod øst var der flere elefanter og terrænet var velegnet, så her var det den stigende brug af kanoner, der til sidst gjorde en ende på anvendelsen af elefanter i slutningen af det 19. århundrede, hvorefter de udelukkende blev anvendt som arbejdsdyr.
Historie
Tæmning thumb|upright=1.35|Kejser Akbar fra Mogul-riget træner en elefant. Den første art af elefanter, der blev tæmmet, var den asiatiske elefant, til anvendelse i landbruget. Elefanterne blev tæmmet, men de blev ikke domesticerede, og måtte stadig indfanges i naturen i stedet for at blive opdrættet i fangenskab. Tæmningen kan være begyndt tre forskellige steder: De ældste daterede eksempler stammer fra Induskulturen omkring 4.500 år f.Kr.HISTORY OF THE DOMESTICATION OF ANIMAL Der er arkæologisk materiale, som dokumenterer eksistensen af vildtlevende elefanter i dalen omkring Den Gule Flod under Shang-dynastiet (1600–1100 f.Kr.) i Kina og det kan betyde, at man også brugte elefanterne i krig.Schafer, side 289–290. Endelig var der også vilde elefanter i Mesopotamien, men både her og i Kina svandt bestanden hurtigt ind på grund af skovfældning og massiv bosættelse. Omkring 850 f.Kr. var den mesopotamiske elefant uddød og 500 år f.Kr. var der kun få elefanter tilbage i Kina, i et område et godt stykke syd for Den Gule Flod.
Det var konstant en vanskelig opgave at fange elefanterne i naturen, men det var nødvendigt, både fordi det var svært at opdrætte dem i fangenskab, og fordi det tog flere år før elefanterne var så store, at de kunne bruges i kamp. Det er den almindelige opfattelse, at man udelukkende brugte hanelefanter fordi de var mere aggressive, men en mere nærliggende forklaring er, at hunelefanter vil vende om, hvis de møder hanelefanter i kamp. Derfor brugte man kun hannerne til kamp, og anvendte i stedet hunnerne til transport- og arbejdsopgaver.Kistler, side xi.
Antikken: Indien, Persien og Alexander den Store Man ved ikke helt, hvornår elefanter første gang blev anvendt i krig. De tidligste indiske vediske hymner, vedaerne, fra omkring 1400 f.Kr, omtaler brugen af elefanter til transport - især Indra og hans guddommelige hvide elefant Airavata - men der er ingen omtale af elefanter i krig, hvorimod der fokuseres på Indras rolle som leder af kavaleriet. De yngste fortællinger i Mabharataen og Ramayanaen, fra omkring det 4. århundrede f.Kr.Sankalia, 1963. nævner derimod krigsførelse med elefanter, og sandsynliggør at den er opstået i de mellemliggende år.Nossov, side 10. De gamle indiske konger satte stor pris på elefanterne i krig, og gav udtryk for, at "en hær uden elefanter er lige så ynkelig som en skov uden en løve, som et kongerige uden en konge eller som mandsmod uden våben."Chakrvarti, side 48-49. thumb|right|upright=1.35|Krigselefanter i slaget ved Gaugamela
Fra Indien bredte brugen af krigselefanter sig mod vest til Perserriget, hvor de blev brugt i flere felttog, blandt andet i kampen mod Alexander den Store. Den første konfrontation mellem europæerne og de persiske krigselefanter kom i slaget ved Gaugamela (331 f.Kr.), hvor perserne havde 15 krigselefanter med.Chinnock, side 38. Elefanterne var placeret midt i den persiske linje og de gjorde et så voldsomt indtryk på den makedonske hær, at Alexander natten før slaget arrangerede en ofring til frygtens gud. Nogle kilder hævder imidlertid, at elefanterne slet ikke tog del i slaget, fordi de var udmattede efter en lang march dagen før.Nossov, side 19. Alexander vandt under alle omstændigheder en sønderknusende sejr ved Gaugamela, men han var dybt imponeret af elefanterne, og efter at have erobret de 15 krigselefanter indlemmede han dem i sin hær, og fortsatte med at udbygge bestanden i takt med at han erobrede resten af Persien.
Da Alexander nåede frem til Indien fem år senere, havde han samlet et anseeligt antal elefanter. I kampen mod kong Porus, der herskede over det, der nu er Punjab-regionen i Pakistan, stod Alexander overfor en styrke på mellem 85 og 100 krigselefanter,Quintus Curtius Rufus (60-70 AD). Historiae Alexandri Magni. 8.13.6.Metz Epitome. 54. i slaget ved floden Hydaspes. Alexander satsede på at forvirre fjenden med hurtige manøvrer, og han brugte udelukkende sit infanteri og kavaleri. Selv om han led tab, var Alexander alligevel i stand til at besejre Porus' styrker - også elefanterne. Når han rettede blikket længere østpå, måtte Alexander se i øjnene, at kongerne af Magadha og Gangaridai kunne mønstre store hærstyrker, der blandt andet talte mellem 3.000 og 6.000 krigselefanter. Det var langt mere end det, perserne og grækerne rådede over, og var medvirkende til, at hærens kærne, makedonerne, nægtede at fortsætte.Plutarch (75 AD), Alexander den Stores liv Da han nåede tilbage til sin nye hovedstad Babylon, oprettede Alexander et særligt korps af elefanter, der skulle beskytte paladset, og der blev udnævnt en elephantarch som chef for krigselefanterne. thumb|left|upright=1.2|Eleazar Makabæeren dræber en krigselefant og bliver knust under den (Miniature fra manuskriftet Speculum Humanae Salvationis). Kunstneren har næppe med egne øjne set elefanter.
Brugen af krigselefanter bredte sig yderligere de følgende år. Alexanders generaler, diadokerne, der kæmpede om riget efter hans død, brugte hundreder af indiske elefanter i deres krige, og især Seleukiderne var berømte for deres brug af dyrene, der primært blev hentet i det nuværende Indien. Krigen mellem Seleukiderne og Magadha 305-303 f.Kr. endte faktisk med, at Seleukididerne opgav store landområder mod øst, mod til gengæld at få 500 krigselefanterFox, 2006., og det var blot en lille del af Magadhas samlede styrke, der var på op mod 9.000 elefanter, hvis man skal tro beretningerne.Plinius den Ældre, Naturalis Historia VI, 22.4. Seleukos Nikator havde stor glæde af disse elefanter i slaget ved Ipsos i 301 f.Kr. Senere er der beretninger om, hvordan det Seleukidiske rige gjorde brug af elefanter i nedkæmpelsen af Makabæernes oprør (167-160 f.Kr) i det nuværende Israel. Elefanterne var frygtindgydende modstandere for de let bevæbnede jødiske oprørere. Den yngste af Mattahias' fem sønner, Eleazar Makabæeren, fældede et af dyrene i slaget ved Beth Zechariah. Han stak et spyd op i maven på en elefant i troen på, at den bar kong Antiochus VI. Det gjorde den ikke, og bedriften kostede Eleazar livet.Makabæernes første bog, 6:43-46. right|thumb|upright=1.35|Denne illustration fra slutningen af det 19. århundrede viser, hvordan kunstneren André Castaigne forestillede sig Alexander den Stores sejr i kamp mod krigselefanter i slaget ved floden Hydaspes. (Bemærk ligheden i kompositionen med den øverste illustration på siden.)
Første gang, man hører om krigselefanter i Europa er 318 f.Kr., hvor en af Alexanders tidligere generaler, Polyperchon, belejrede Megalopolis i Arkadien i diadoker-krigene. Han havde 60 elefanter med fra Asien, men de belejrede fik hjælp af en anden af Alexanders veteraner, Damis, og Polyperchon blev slået. Elefanterne blev overtaget af kong Kassander af Makedonien og fragtet til andre krigsskuepladser i Grækenland. Man mener, at Kassander som den første fik konstrueret skibe, der kunne transportere elefanter. Nogle af Kassanders elefanter døde 316 f.Kr. i den belejrede by Pydna i Makedonien.Kistler M. John, War Elephants, University of Nebraska Press, 2007, side 54-77.
Antikken: Middelhavsområdet I Nordafrika blev krigselefanter brugt af de ptolemæiske konger i Egypten, af Karthago, af Numidien og af Kush-riget i det nuværende Sudan. Disse lande brugte den nordafrikanske elefant, indtil denne art uddøde i det 2. århundrede f.Kr. Arten var mindre end de asiatiske elefanter, som seleukiderne brugte på samme tid.Elephas maximus asurus. Man mener, at nogle af de store syriske elefanter, der målte 2,5-3,5 meter over skulderen, blev solgt til Nordafrika. Hannibals foretrukne elefant var et imponerende stort dyr ved navn Surus ("Syreren"), og kan godt have været importeret, men dette kan ikke bevises.Nossov, side 30.
Siden slutningen af 1940'erne har en gren af historikere påstået, at de nordafrikanske elefanter ikke blev brugt med howdaher (tårne) på ryggen, måske på grund af artens fysiske begrænsninger.Scullard (1948); (1974) 240-45 Det står fast, at nogle af de henvisninger til tårne, der findes i den antikke litteratur, er anakronismer eller rent digt, hvorimod andre referencer er sværere at afvise. Der er en samtidig beretning om, at Juba 1. af Numidien havde elefanter med tårne i sin hær i 46 f.Kr.Caesar, De Bello Africo 30.2, 41.2, 86.1. Der er ligeledes billeder af afrikanske elefanter på de mønter, Juba 2. fremstillede.J. Mazard, Corpus Nummorum Numidiae Mauretaniaeque (Paris 1955) 103, nº. 276, pl. 247Disse to henvisninger strider imidlertid mod oplysningen om, at de nordafrikanske elefanter var uddøde på det tidspunkt. Derimod er det sværere at afvise beskrivelsen af ptolemæernes hære: Polyb fortæller, at i slaget ved Raphia i 217 f.Kr. havde Ptolemæus 4. elefanter med tårne på ryggen. Disse elefanter var mindre end seleukidernes asiatiske elefanter, og var derfor formentlig nordafrikanske. Trods størrelsesforskellen vandt egypterne alligevel over Antiochos 3.'s hær.Polybius v.84.2-7 Man har også udsagn om, at de karthageniensiske krigselefanter havde tårne til krigsbrug.Rance (2009)
Længere mod syd havde stammerne adgang til den afrikanske elefant.Loxodonta africana oxyotis. Dette er den største af alle elefantarterne, men den er særdeles svær at tæmme, og har ikke været brugt i større omfang.
Skønt brugen af krigselefanter i Middelhavsområdet oftest omtales i forbindelse med de Puniske Krige mellem den Romerske Republik og Karthago, så blev de egentlig introduceret i området af det græske kongedømme Epiros. Kong Pyrrhos af Epiros bragte 20 elefanter med som en del af den hær, der gik i land i Syditalien i 280 f.Kr. Elefanterne tog del i slaget ved Heraclea senere på året, og romerne, der var helt uforberedte på den type krigsførelse, kunne ikke styre deres heste, da elefanterne i slutningen af slaget blev kastet ind i den ellers meget jævnbyrdige kamp, der dermed endte som den første pyrrhussejr. Året efter havde epiroterne og deres syditalienske allierede en tilsvarende styrke elefanter i ved slaget ved Asculum. Denne gang var romerne forberedt. De havde specielle stridsvogne trukket af okser og forsynet med lange spyd, der skulle såre elefanterne, og de havde krukker med brændbart materiale for at skræmme elefanterne og der var let fodfolk, der kunne kaste spyd mod dem. Trods disse forholdsregler gentog mønstret sig: Da Pyrrhos kastede sine elefanter ind i kampens afgørende fase, måtte romerne trække sig tilbage. Denne gang havde Pyrrhos lidt endnu større tab, og det blev hans anden pyrrhussejr. thumb|upright=1.2|left|Slaget ved Zama, som Henri-Paul Motte forestillede sig det i 1890