thumb|350px|Kort over slaget den 2. juli. Hovedartikel : Slaget ved Gettysburg
Under den Anden dag af slaget ved Gettysburg, den 2. juli 1863 forsøgte den konfødererede general Robert E. Lee at drage fordel af sin succes den foregående dag. Han sendte Army of Northern Virginia ud i en række angreb på flankerne af Unionens Army of the Potomac, der blev ledet af generalmajor George G. Meade. __TOC__
Efter en længere forsinkelse under samlingen af styrkerne og for at undgå at de blev opdaget på vej til deres startpositioner, angreb generalløjtnant James Longstreet med sit 1. korps mod Unionens venstre flanke. Hans division under generalmajor John Bell Hood angreb Little Round Top og Devil's Den. Til venstre for Hood angreb generalmajor Lafayette McLaws Wheatfield og Peach Orchard. Selv om ingen af angrebene lykkedes, blev Unionens 3. korps i realiteten udslettet som en kampenhed, da den forsøgte at forsvare et frontfremspring over en alt for bred front. General Meade skyndte sig at sende forstærkninger på 20.000 mand fra andre dele af fronten til dette sted for at modstå de voldsomme angreb. Angrebene i denne sektor afsluttedes med et mislykket angreb af generalmajor Richard H. Andersons division fra 3. korps mod Unionens centrum på Cemetery Ridge.
Om aftenen lod chefen for 2. korps, generalløjtnant Richard S. Ewell, et skinangreb mod Unionens højre flanke udvikle sig til et storangreb mod Culp's Hill og det østlige af Cemetery Hill, men begge angreb blev slået tilbage.
Unionshæren havde indtaget stærke defensive stillinger, og Meade håndterede sine styrker godt, hvilket resulterede i store tab på begge sider, men uden at fronterne for alvor blev flyttet. Lees håb om at knuse Army of the Potomac på hjemmebane blev slukket, men han begyndte ufortrødent at lægge planer for kampen den 3. dag.
Denne artikel indeholder detaljer om mange angreb på Unionens venstre flanke (Devil's Den, Wheatfield, og Peach Orchard) og (Cemetery Ridge), men der er selvstændige artikler om andre større sammenstød i det store slag på 2. dagen:
Little Round Top Culp's Hill Cemetery Hill
Lees plan og bevægelser inden slaget Om morgenen den 2. juli var seks ud af de syv korps i Army of the Potomac ankommet til slagmarken. 1. korps under generalmajor John Newton, som erstattede Abner Doubleday og 11. korps under generalmajor Oliver O. Howard) havde kæmpet hårdt på 1. dagen, og om aftenen fik de følgeskab af 12. korps under generalmajor Henry W. Slocum, 3. korps under generalmajor Daniel E. Sickles og 2. korps under generalmajor Winfield S. Hancock. Om morgenen ankom desuden 5. korps under generalmajor George Sykes). 6. korps under generalmajor John Sedgwick var stadig 50 km borte i Manchester (Maryland), Manchester om morgenen. De tog opstilling langs en front, der mindede om en fiskekrog i form og var 5 km lang fra Culp's Hill, rundt om Cemetery Hill, og ned langs Cemetery Ridge.
Army of Northern Virginias front var nogenlunde parallel med Unionens på Seminary Ridge og i en bue mod nordvest, nord og nordøst for byen Gettysburg. Hele 2. korps under generalløjtnant Richard S. Ewell og 3. korps under generalløjtnant A.P. Hill var tilstede og 1. k orps under generalløjtnant James Longstreet) var ved at ankomme fra Cashtown; kun Longstreets division under George E. Pickett deltog ikke i slaget den 2. juli.Pfanz, Battle of Gettysburg, p. 21. Eicher, p. 521. Pfanz, Second Day, pp. 55-81.
Robert E. Lee havde flere valgmuligheder at overveje som sit næste træk. Hans ordre den foregående aften om, at Ewell skulle besætte Culp's Hill eller Cemetery Hill, hvis det lod sig gøre, var ikke blevet gennemført, og Unionen lå nu i stærke stillinger med korte indre linjer. Hans vigtigste underordnede Longstreet talte for en strategisk forlægning – hæren skulle forlade sin nuværende stilling og trænge rundt om Unionens venstre flanke og sætte sig på Meades kommunikationslinjer og dermed invitere Meade til at angribe i et for de konfødererede mere fordelagtigt terræn. Longstreet gjorde gældende, at dette var hele ideen i Gettysburg kampagnen: at bevæge sig strategisk ind på fjendens område, men kun udkæmpe forsvarsslag. Lee afviste dette argument, fordi han var bekymret for moralen blandt sine soldater, hvis de skulle opgive de områder, som de havde kæmpet så hårdt for dagen før. Han ville beholde initiativet og havde stor tiltro til, at hans hær kunne klare enhver opgave, en holdning der blev understøttet af de spektakulære sejre den foregående dag og i Slaget ved Chancellorsville. Han var derfor indstillet på at angribe den 2. juli.Pfanz, Battle of Gettysburg, p. 21. Pfanz, Second Day, pp. 26-29.
thumb|350px|Lees plan for 2. juli.
Lee ønskede at tage højderne syd for Gettysburg, især Cemetery Hill, som dominerede byen, Unionens forsyningslinjer og vejen til Washington, D.C., og han troede på, at et angreb op langs Emmtitsburg Read var den bedste måde at nå målet på. Han ville have et angreb tidligt om morgenen fra Longstreets Korps med støtte fra Ewell, som skulle flytte sit korps fra sin nuværende stilling nord for byen og slutte sig til Longstreet. Ewell protesterede mod dette arrangement og hævdede, at hans mænd ville blive demoraliserede over at skulle opgive det område, som de havde erobret.Pfanz, Second Day, pp. 61, 111-12. Også Longstreet protesterede. Hans division under John Bell Hood var endnu ikke fuldt ud ankommet, og Picketts division var slet ikke ankommet endnu. Pfanz, Second Day, p. 112. Lee lavede et kompromis med sine underordnede. Ewell skulle forblive, hvor han var og gennemføre en demonstration (et mindre afledningsangreb) mod Culp's Hill og derved fastholde Unionens forsvarere, så de ikke kunne forstærke deres venstre fløj, hvor Longstreet skulle iværksætte det primære angreb, så snart han var klar. Ewells demonstration skulle udvikle sig til et rigtigt angreb, hvis muligheden bød sig.Pfanz, Second Day, pp. 113-14.
Lee beordrede Longstreet til at iværksætte et overraskelsesangreb med to divisioner hen over og langs med Emmitsburg Road.Pfanz, Second Day, p. 153. Hoods division skulle rykke op på østsiden af vejen, mens Lafayette McLaws' skulle følge den vestlige side. Målet var at ramme unionshæren skævt og rulle dens venstre flanke op, hvilket ville få Unionens linje til at faldet sammen og muliggøre erobring af Cemetery Hill.Harman, p. 27. Richard H. Andersons division fra 3. Korps skulle slutte sig til angrebet mod centrum af Unionens linje på Cemetery Ridge på et passende tidspunkt. Denne plan byggede på fejlagtige informationer på grund af fraværet af J.E.B. Stuart og hans kavaleri, hvilket efterlod Lee med en ufuldstændig indsigt i hvor fjenden stod. Han troede, at fjendens venstre flanke var på Cemetery Hill, og en spejderoperation tidligt om morgenen lod til at bekræfte dette. Pfanz, Second Day, pp. 106-07. Han havde imidlertid ikke taget højde for general Sickles initiativ.
Sickles omflytning Da Sickles ankom med sit 3. korps, gav general Meade ham ordre til at tage stilling på Cemetery Ridge, så han havde forbindelse med 2. korps på sin højre flanke og forankret på venstre til Little Round Top. Det gjorde Sickles, men efter middag blev han bekymret over at se et lidt højere terræn omkring en kilometer foran sin front, en ferskenlund – peach orchard – der ejedes af Sherfy familien. Han huskede utvivlsomt det totale sammenbrud ved Chancellorsville, hvor det højereliggende område "Hazel Grove", som han blev tvunget til at opgive, viste sig at blive en dødsensfarlig platform for artilleri mod ham. Uden tilladelse fra Meade flyttede Sickles sit korps frem for at besætte Peach Orchard. Det havde to væsentlige negative konsekvenser. Han stilling var nu et frontfremspring, som kunne angribes fra flere sider, og han måtte besætte en linje, der var meget længere, end hans to divisioner kunne forsvare. Meade blev rasende over denne ulydighed, men det var for sent at gøre noget ved det. Det konfødererede angreb var umiddelbart forestående.Eicher, pp. 523-24. Pfanz, Second Day, pp. 21-25.
Longstreet forsinkes Longstreets angreb var imidlertid forsinket, fordi han først måtte vente på, at den sidste brigade (Evander M. Law fra Hoods division) skulle angribe, og dernæst var han tvunget til at marchere ad en lang, snirklet rute, som ikke kunne ses af Unionens observatører på Little Round Top. Klokken var 16, inden hans to divisioner nåede deres startlinjer, og da blev han og hans generaler forbløffede over at se 3. korps placeret direkte foran dem på Emmitsburg Road. Hood hævdede over for Longstreet, at denne nye situation krævede en ændret taktik. Han ønskede at svinge rundt nedenfor og bag Round Top og ramme Unionshæren bagfra. Longstreet afviste imidlertid at overveje en ændring af Lees ordre.Pfanz, Second Day, pp. 119-23.
Delvis på grund af Sickles uventede placering forløb Longstreets angreb ikke, som Lee havde planlagt det. I stedet for at dreje til venstre og deltage i et samtidigt 2-divisioners angreb på begge sider af Emmitsburg Road angreb Hoods division i en mere østlig retning end planlagt, og McLaws' og Andersons divisioner tog opstilling i en forskudt formation og havde også en mere østlig retning end den planlagte nordøstlige.Harman, pp. 50-51.
Hoods angreb thumb|350px|Den første bølge i Hoods angreb. Longstreets angreb blev indledt med 30 minutters artilleribeskydning fra 36 kanoner, som især gik ud over Unionens tropper i Peach Orchard og tropper og batterier på Houck's Ridge. Generalmajor John Bell Hoods division foldede sig ud i skoven Biesecker's Woods på Warfield Ridge (den sydlige forlængelse af Seminary Ridge) i to linjer med to brigader hver: foran til venstre brigadegeneral Jerome Bonaparte Robertsons Texas brigade (Hoods gamle enhed); foran til højre brigadegeneral Evander M. Law; bagved til venstre brigadegeneral George T. Anderson; og bagved til højre brigadegeneral Henry L. Benning.Eicher, pp. 524-25. Pfanz, Second Day, pp. 158-67.
Kl. 16.30 stod Hood op i sine stigbøjler foran Texas brigaden og råbte "Påsæt bajonetter mine brave texanere! Fremad og tag de højder!" Det er uklart, hvilke højder han refererede til. Han havde ordre om at krydse Emmitsburg Road, dreje til venstre og rykke nordpå med sin venstre fløj langs vejen. Denne tvetydighed blev et alvorligt problem, da Hood nogle minutter senere blev slået i jorden af en granateksplosion over ham, som kvæstede hans venstre arm alvorligt og satte ham ud af spillet i resten af kampen. Hans division fortsatte mod øst, men var ikke længere under nogen central kontrol.Eicher, pp. 524-25. Pfanz, Second Day, pp. 167-74.
Der er fire sandsynlige forklaringer på afvigelsen i divisionens retning. For det første kom der uventet regimenter fra 3. korps i Devil's Den området, og de truede Hoods højre flanke, hvis der ikke blev gjort noget ved dem. For det andet betød beskydning fra 2. skarpskytteregiment ved Slyders farm, at opmærksomheden i de forreste enheder i Laws brigade blev tiltrukket hertil, og de forfulgte dem og trak hans brigade mod højre. For det tredje var terrænet ujævnt, og enheder mistede helt naturligt den sammenhæng, de havde på paradepladsen. Endelig for det fjerde var Hoods øverste underordnede, general Law, ikke klar over, at han nu havde den overordnede kommando over divisionen, så kan kunne ikke udøve den fornødne kontrol.Harman, pp. 55-56. Eicher, p. 526.
De to forreste delte fremrykningen i to retninger, selv om det ikke foregik med brigaderne som skillelinje. 1. Texas og 3. Arkansas fra Robertsons briade og 44. og 48. Alabama fra Laws brigade tog retning mod Devil's Den, mens Law dirigerede de resterende fem regimenter mod Round Top.Eicher, p. 526. Pfanz, Second Day, p. 174.
Devil's Den