thumb|New Orleans-Jazzband Parade, 1909 thumb|Berømte jazzmusikere.
Jazz er en rytmisk musikstilart med oprindelse hos den farvede befolkningsgruppe i det sydlige USA tilbage i slutningen af 1800-tallet. Dog havde jazz først et gennembrud i musikverdenen i år 1920-40. Jazzen har lige siden og op til vore dage udviklet sig gennem flere epoker eller stadier, men med alle udviklingsstadier fortsat eksisterende lige fuldt side om side i det aktive musikliv verden over. Musikstilarten udføres og spilles fortrinsvis på akustiske instrumenter, men har siden 1970'erne også brugt elektriske instrumenter. Desuden rummer jazzen en righoldig sangtradition, bestående af især blues og evergreens m.v., med sange udført af såvel mandlige som kvindelige solister.
Som rytmisk stilart kan jazzmusikkens hovedperioder groft taget opdeles i den traditionelle New Orleans-jazz (ca. 1895-1920), der af blæsergruppen, dvs. trompet, klarinet og trækbasun, ofte spilles polyfont i kollektiv improvisation med rytmegruppen - den stærkt disciplinerede og gennemarrangerede swingmusik for større orkestre (ca. 1920-60), navnlig for Big Band - den unisont, dvs. enstemmigt, spillede bebop (ca. 1945-1960), især med kvartet eller kvintet - den afdæmpede cool-jazz (ca. 1950-65), ligeledes i mindre ensembler - den mere eksperimenterende avantgarde-jazz (1960-75) - den endnu mere eksperimenterende, radikale free jazz (1960-70) - den elektriske fusions-jazz, et mix af jazz, rock, soul og funk (1970-95) - den klassiske jazzmusik, med en tilbagevenden ("retro") til de respektive kulminationsperioder inden for såvel den traditionelle dixieland-jazz, som den symfoniske Big-Band jazz og den moderne jazzmusik (1995-).
(Tidsperioderne angiver alene hvilke år, den pågældende epoke gennemgik sin hurtigste musikalske udvikling).
Desuden høres igennem de senere år en række eksperimenterende forsøg gjort med at blande jazzen med andre rytmiske stilarter, som fx latin-jazz, soul-jazz, punk-jazz, jazz-funk, jazz-rock, o.lign.
Jazzens særkender I al jazz indgår praktisk taget altid improvisation som en uhyre vigtig bestanddel i musikken i form af indlagte solopartier til de enkelte musikere, hvor solisten efter den kollektive præsentation af det musikalske tema gives lejlighed til sammen med ofte kun rytmegruppen alene at fantasere selvstændigt over såvel det melodiske tema som komponistens fastlagte akkordforløb.Tidligt i 1920'erne fandt nogle jazzguitarister det nyttigt at kunne nedskrive en melodis akkorder i et såkaldt becifringssprog (som eksempelvis firklangs-akkorden B♭7, bestående af tonerne B♭-D-F-A♭, og mange andre tilsvarende). Derved slap de for at skulle sidde og koncentrere sig om at læse hvert enkelt sæt af guitarnoder med hele seks noder ad gangen på samme nodehals (én node for hver guitarstreng). Ideen hertil antages oprindelig at stamme fra den excentriske jazzpianist og orkesterleder fra New Orleans, Jelly Roll Morton, der som kreoler (mulat) i perioden kort efter århundredskiftet havde fået en musikalsk uddannelse, og som derigennem sandsynligvis har hørt om den klassiske barokmusiks specielle måde at løse problemet på via en form for becifringsmetode, kaldet "generalbas" (basso continuo). Den aktuelle årsag til Jelly Roll Morton's opfindelse af det moderne becifringsssystem hævdes at være, at han i stigende grad var blevet irriteret på de af hans skiftende jazzguitarister, som i hans orkester havde problemer med tilstrækkelig hurtigt at kunne læse guitarnoderne under akkompagnementet til hans forskellige jazz-kompositioner. Denne nu overordentlig anerkendte og internationalt enerådende akkord-stenografering viste sig imidlertid allerede dengang meget snart også at skulle blive til stor hjælp for de øvrige musikere i et orkester, der enten ikke selv kunne læse noder, eller som ikke altid med sikkerhed kunne høre, hvilke klange der var tale om på et givet tidspunkt under en improviseret solo eller under et kollektivt improviseret ensemblespil. Omtrent lige så betydningsfuld er desuden selve den måde, musikken vil være orkestreret og arrangeret på, og som hyppigt kan være overordentlig forskellig fra den oprindelige udgave fra komponistens hånd.
Ud over det gamle velkendte 12-takters blues-skema, der i jazzen indtager en særskilt prominent plads, er det musikalske repertoire gerne hentet fra udvalgte, kendte evergreens (de såkaldte "jazz-standards"),I begyndelsen af 1970'erne påtog en gruppe anonyme jazzmusikere og musikstuderende ved Berklee College of Music i Boston, Massachusetts, USA, at samle alle de mest kendte jazz-standards i en bog, som de udgav under titlen The Real Book. Bogen indeholder mere end 450 standardnumre, forsynet med såvel noder som becifringer, men er egentlig klart ulovligt fremstillet, idet den ikke alene er illegalt kopieret og distribueret, men hvor også komponisterne til bogens musiknumre aldrig er blevet betalt via nogen form for KODA-honorarer el.lign. Ikke desto mindre blev The Real Book hurtigt regnet for noget nær en bibel for en mængde jazzmusikere verden over, og som mange jazzorkestre derfor gerne samles om. Først i 2005 opgav KODA-organisationen m.fl. at prøve at opspore og sagsøge bogens illegale udgivere, og den sælges nu frit tilgængelig over hele verden. skrevet af de bedste komponister fra især 1900-tallets første halvdel, og ikke sjældent forbedret til lejligheden med en endnu mere avanceret og udbygget harmonik. Repertoiret er endvidere nogenlunde ligeligt fordelt imellem de stærkt rytmisk inciterende, swingende musiknumre i hurtige tempi, og så de mere rolige og udtryksfulde "ballader" (romantisk musiknummer i langsomt tempo).
Det meget udbredte improvisatoriske element i jazzen anses af mange for at være musikgenrens helt specielle unikke musikalske bidrag i kunstnerisk henseende. Improvisatoriske færdigheder stiller særlige krav til solistens hele musikalitet og spontane kreativitet, herunder ikke mindst et udpræget godt gehør. Der er alt i alt tale om færdigheder, som man skal helt tilbage til den tidlige barokperiode i den klassiske europæiske kunstmusik at finde paralleller til blandt musikerne.
Jazzen bygger grundlæggende på en stærkt synkoperet rytmik. Karakteristisk er frem for alt den specielle spændstige, fjedrende swing-rytme, der navnlig skyldes en særlig måde at spille de i jazzmusikken meget benyttede punkterede ottendedels-noder på I artiklen bruges for nemheds skyld overalt betegnelsen "noder" om tonelængden, uanset om de foreligger nedskrevet eller ej. (spilles således reelt som ottendedels-trioler med de to første noder bundet sammen via bindebue).
Jazzmusikkens oprindelse og udvikling thumb|Original Dixieland Jazzband, 1917Original Dixieland Jass Band Jazzen har sin oprindelse i et krydsfelt mellem europæiske og afroamerikanske musiktraditioner. Tidlige eksempler på denne syntese er ragtime, blues og gospel. Der var som udgangspunkt tale om udpræget gehør-musik, som i 1800-tallet blev spillet uden noder på de mange forskellige brugte musikinstrumenter, der i Sydstaterne for forholdsvis billige penge overalt i de større byers marskandiserbutikker pludselig blev tilgængelige for selv den fattigste menigmand blandt den farvede befolkning. Årsagen hertil skyldtes overvejende de mange opløste militærorkestre hos den tabende part (Sydstaterne) efter afslutningen på Den amerikanske Borgerkrig i 1865. Noder var derimod anderledes dyre at købe, og musikundervisning var kun noget, som overklasssen og middelklassenI Sydstaterne bestod middelklassen for en ikke ringe dels vedkommende af kreoler, dvs. mulatter af fransk- eller spansktalende hvide fædre og sorte mødre. Den franske katolicisme var i modsætning til den engelske evangeliske menighedsteologi betydelig mere ansvarlig og rummelig i sit menneskesyn i henseende til væsentlige humane spørgsmål, som fx racisme og faderskab o.lign. Den påså og sørgede for, at fædrene drog passende omsorg for såvel deres ægte som uægte afkom uanset hudfarve (egentlige giftermål mellem hvide og sorte var dengang forbudt ved lov). Det fik til følge, at kreolerne stort set var de eneste farvede jazzmusikere, som fra barnsben kunne have opnået at få fx en musikuddannelse. Og det blev derfor langt overvejende kreoler, der blev overdraget de orkesterpladser, som forudsatte et vist kendskab til noder og harmoniteori, dvs. instrumenter som klaver, tenorbanjo og guitar o.lign. Også inden for kunst og litteratur gjorde kreolerne sig gældende. Den verdensberømte forfatter Alexandre Dumas til bl.a. romanerne "De tre Musketerer" og "Greven af Monte Christo" fra 1840'erne, var således kreoler som søn af en fransk adelsmand og en sort slavinde fra Caribien. havde råd til. Et veludviklet godt gehørDet er her karakteristisk, at mange af de mest berømte pionerer blandt de allerførste jazzmusikere - på samme måde, som det også var tilfældet med Bach, Mozart og Beethoven - besad absolut gehør med deraf følgende overlegenhed vedrørende specielt improvisations-spillet (gælder fx Louis Armstrong, Sidney Bechet, Kid Ory, Jack Teagarden, samt sang-solister som Ella Fitzgerald og Frank Sinatra, o.a.). Det langt mere almindeligt forekommende relative gehør og så det mere sjældne absolutte gehør svarer i omvendt forhold nogenlunde til forskellen mellem farveblinde og farveseende. En farveblind (ca. 8 % af befolkningen) har svært ved at se på en farve og umiddelbart kunne identificere den som grøn, medmindre der helst er en i forvejen udpeget farve (fx rød) at kunne sammenligne med. En fodboldtilskuer med et alm. relativt gehør har ligeledes svært ved at fastslå den tone, som dommerens fløjte lyder med. Men hvis han udstyres med en stemmegaffel, der anslået lyder som et A, kan han med et ellers tilpas veludviklet relativt gehør via en sammenligning forholdsvis nemt afgøre, at dommerfløjten reelt måtte være stemt i G. Absolut gehør er primært et medfødt talent, der hyppigt ses nedarvet i familier. Det er blevet anslået, at ca. én ud af ti tusinde mennesker verden over (ca. 0,01 %) skønnes født med denne relativt sjældne egenskab, der giver mulighed for at kunne identificere både akkorder og toner helt umiddelbart og uden brug af referencetoner, som fx en stemmegaffel el.lign. Men dette skøn er dog formentlig noget underdrevet. - Det er imidlertid ikke altid en ubetinget fordel med et absolut gehør som musiker, da fx et knapt så velstemt klaver, der ikke mere helt holder kammertonen, som regel ikke generer de fleste musikere med relativt gehør noget videre, men tit ses at kunne bringe en medspillende musiker med dette anderledes fine gehør helt ude af fatningen under det orkestermæssige samspil. var derfor nærmest et uomgængeligt krav for at kunne indgå i et orkestermæssigt samspil af den art.
Selvom grammofonen (pladespilleren) allerede var blevet kommercielt tilgængelig tilbage i 1910, hvor den afløste fonografen (i handelen fra ca. 1895), blev den første grammofonplade med jazzmusik dog først indspillet i 1917, hvilket skete i New York med The Original Dixieland Jazz Band for pladeselskabet Victor. Orkestret var på dette tidspunkt et af de endnu kun ganske få hvide jazzbands i New Orleans med lutter hvide musikere, og de blev af den grund foretrukket i grammofonstudierne på bekostning af de langt flere sorte jazzmusikere at vælge imellem. Det hævdedes dog blandt mange sorte jazzmusikere fra den periode, at trompetisten og orkesterlederen Buddy Bolden allerede i 1897 indspillede et afkortet jazznummer på en fonograf-tromle, fremstillet af en lokal ingeniør i New Orleans; men at alle kopierne af tromlen desværre siden er bortkommet. Først i 1922 lykkedes det omsider et afro-amerikansk dixieland-orkester fra New Orleans, The Original Creole Jazz Band med trombonisten Kid Ory som orkesterleder, at blive tilbudt en kontrakt om en pladeindspilning i et professionelt grammofonstudie for et pladeselskab i Los Angeles.