thumb|Kong Christian 1.'s våbenskjold fra 1460 viser symbolerne for Danmark, Sverige, Norge, venderne, Slesvig, Holsten og Oldenborg. Danske besiddelser omfatter områder Danmark eller den danske konge har haft gennem tiderne, dels uden for landets folkelige grænser, dels i form af mistede landsdele (Skånelandene). Danernes oprindelse er beskrevet i forskellige sagn, men ikke dokumenteret. Landet har ikke været samlet i tiden før Vikingetiden, og før det har der muligvis været tale om flere kongedømmer, herunder danernes rige med kongesæde i Lejre, og jydernes med sæde i Jelling.fx H. Helmuth Andersen (1985), s. 19-20 og 26, Harald Andersen (1996), s. 24
I den sene Vikingetid nåede de danske besiddelser et højdepunkt med Knud den Stores rige, der omfattede Norge og England. Det tabte Nordsøimperium blev i det 13. århundrede erstattet af korstogsbesiddelser i Østersøen. Fra slutningen af det 14. århundrede regerede den danske monark over Kalmarunionenen med Norge og Sverige. Sverige løsrev sig i 1520'erne, mens statsforbundet Danmark-Norge varede frem til 1814.
Danmark bevarede kontrollen over de oprindeligt norske bilande: Island, Færøerne og Grønland. Dertil kom Helstatens andre landsdele frem til 1864: Slesvig, Holsten og Lauenborg, samt i perioder andre besiddelser i det nuværende Nordtyskland. Desuden var der fra 1620 til 1917 forskellige danske kolonier i Asien, Afrika og Caribien, der efterhånden blev solgt til Storbritannien og USA. Endelig blev Island uafhængigt i 1918.
Afgrænsningen af danske besiddelser thumb|Nutidens Danmark og de tidligere danske områder Sydslesvig, Skåne, Halland og Blekinge. Betegnelsen "danske besiddelser" indebærer, at der er tale om områder, hvis tilhørsforhold til Danmark og danskere ikke er givet ved de befolkningsmæssige forhold. Det er derfor nødvendigt indledningsvis at afgrænse begrebet "Danmark". Fra perioden ca. 200 e.kr. til ca. 600 e.kr. findes en række fund af våbenofringer, som giver indtryk af, at der har eksisteret et hærførende lokalt beredskab. Fra Illerup Ådal er der tegn på, at en indtrængende hær kom fra vestkysten af den skandinaviske halvø, det vi i dag kender som Norge. En række sagn om folkevandringstiden er først mundtligt overleverede, men senere nedskrevet af middelalderhistorikere, bl.a. Roskildekrøniken, der nævner Lejre som et stort kongesæde gennem århundreder. Først i 2004 blev der ved udgravninger fundet et belæg for en kongsgård her fra ca. 500 e. Kr. Den omfattede bl.a. en ca. 500 kvadratmeter stor hal, formodentlig en form for gildesal.Roskilde Museum om Lejre , Hentet den 20. januar 2015 Landet, som det kendes i dag, har dog efter historikernes opfattelse ikke været samlet, men det er omdiskuteret, hvorvidt der har været tale om i hvert fald to kongedømmer: danernes rige med kongesæde i Lejre, og jydernes med sæde i Jelling eller om der har været tale om flere, mindre besiddelser.
De ældste skriftlige kilder, der ikke decideret inddrager sagn, stammer fra vikingetiden. De to runestene i Jelling kan anses for de ældste, der har omtale af danskere og Danmark. Den "lille" runesten er, ifølge indskriften, rejst af "kong Gorm efter Thyre, sin kone, Danmarks bod". Den "store" runesten er, ifølge indskriften, rejst af sønnen Harald over forældrene Gorm og Thyre. Det fremgår desuden, at Harald var den, som "vandt sig al Danmark, og Norge, og gjorde danerne kristne". Af denne formulering tør udledes, at der fandtes et folk (danerne) i et rige (Danmark), som i hvert fald adskilte sig fra et andet rige, Norge, som han imidlertid ligeledes angiver at have underlagt sig. Disse runesten hidrører alle fra omkring midten af 900-tallet, så på dette tidspunkt har folk og rige været så velkendt, at yderligere oplysninger øjensynligt ikke anses fornødent.
Udenlandske kilder I andre kilder lader forholdene sig belyse tilbage i tiden. Omkring år 800 havde Karl den Store overvundet sachserne og flyttet Karolinerrigets grænser fra sydvest mod nordøst frem til Elben. I forbindelse hermed omtaler de frankiske rigsannaler for året 804, at danernes konge, Gudfred, med sin hær og flåde var kommet til det sted, der kaldes Sliestorp, beliggende på grænsen mellem hans rige og Sachsen, og at der her indledtes forhandlinger mellem de to herskere. Under året 808 oplyses, at Gudfred havde gjort indfald i det slaviske område og der ødelagt handelspladsen Reric, der var ham skatskyldig, og overflyttet stedets købmænd til Sliestorp samt givet befaling til, "at hans riges grænse mod Sachsland skulle befæstes med en vold, således at denne befæstning kunne værne Ejderflodens nordlige bred fra Østersøen til det vestlige ocean. Den skulle kun afbrydes med een portåbning for udgående og indkommende vogne og ryttere". Efter vor viden kan der kun være tale om Dannevirke, om det må sluttes, at danernes riges sydgrænse gik ved Ejderen. Da Gudfred 810 angiveligt blev dræbt af en af sine hirdmænd efter et flådetogt til Frisland, sluttedes fred mellem kejseren og Gudfreds brodersøn og efterfølger, kong Hemming, og freden blev året efter (det vil sige 811) bekræftet ved et møde ved Ejderen, hvor 12 navngivne stormænd fra hver side bekræftede freden og Ejderen som grænse. Blandt de danske repræsentanter omtales en Osfrid de Sconaowe (Asfred af Skåne) og dermed er antydet det danske riges mindste udbredelse mod nordøst.
Uddybende oplysninger lader sig hente i en oversættelse af Orosius verdenshistorie (fra 5 århundrede) kort før år 900, der var blevet suppleret med to rejseberetninger. I den ene oplyser nordmanden Ottar, at han sejlede med pelsværk fra Haalogaland i Nordnorge til den store markedsplads ad hæďum (Hedeby). Da han havde forladt Norge ved Skiringssal (ved Oslofjorden) sejlede han i tre dage således, at han havde Denamearc til bagbord (til venstre) og rum sø til styrbord (til højre), mens han i de næste to dage havde øer tilhørende Danmark til venstre og til højre Gótland (Jylland). Denne formulering indebærer, at Halland udgjorde en del af det danske rige, at han må have sejlet norden om Sjælland og Fyn og derefter ned gennem Lillebælt til Hedeby. Alfred oplyser desuden, at der på øerne og fastlandet (Halland og Skåne) boede norddaner, i Jylland derimod syddaner, og endelig siges Hedeby at ligge mellem Vendland, Sachsland og Angel og at tilhøre danerne. I den anden oplyser angelsachseren Wulfstan, at han fra Hedeby foretog en 7-dages rejse til Truso ved floden Wisła og under denne rejse først havde Vendland til højre og Langeland, Lolland, Falster og Skåne til venstre, og det oplyses, at "alle disse lande hører til Danmark". Derefter havde han til venstre "Burgundernes land" (Bornholm) med egen konge, derefter Blekinge, Møre, Øland og Gotland, der angives at tilhøre sveerne. Blekinges og Bornholms tilknytning til Danmark må således være indtruffet senere, end rejseberetningen er skrevetChristensen (1977), s. 26-28.
Danmark, danerne land, har således været sikkert afgrænset i det mindste fra begyndelsen af 800-tallet, med grænse mod sydvest ved Ejderen og nordøst ved Skånes og Hallands grænser. Ved "danske besiddelser" må derfor forstås områder, der er beliggende uden for disse grænser.
Kongen – rigets samlende person
Den anden side af spørgsmålet er, hvem der tænkes på med "danske". Svaret herpå er, at der tænkes på den til enhver tid siddende fyrste, kongen over Danmark. Det var de områder, der stod under dennes forvaltning, der afgrænsede det til enhver tid styrede område. Dette havde betydning på to måder: dels derved at det var de af den givne konge underlagte områder – i kraft af hyldning, arveret, som gevindster ved krige (eller omvendt tab ved samme) eller ved mageskifter, byttehandler – der forvaltedes og oftest således at de hver havde deres egen lovgivning, egen forvaltning (embedsfolk), egne skatteordninger, dels ved at denne forvaltning oftest skete under samtidige hensyn til områdets egne (indre) forhold og til rigshelheden. Som eksempel herpå kan nævnes den danske studehandel, hvor opfødningen af studene skete i kongeriget (Danmark), hvorefter studene vandrede sydpå gennem Sønderjylland og Holsten til markedet ved Elben, hvor de blev solgt; herfra kunne de fortsætte gennem det (for en tid) kongen tilhørende grevskab Oldenburg til de nordtyske og nederlandske byer. Som et andet eksempel kan nævnes begrænsninger i frihandelen, der i 1700-tallet sikrede dansk landbrug afsætning i Norge og omvendt norsk fiskeri, trævare- og bjergværksvirksomhed afsætning i Danmark. Det er derfor ikke uvæsentligt for forståelsen af skiftende kongers politik at vide hvilke områder, de til en given tid havde besiddelsen af. Det er desuden af betydning derved, at det var folkets tillid til og opbakning bag en konge, kongetroskaben, der bestemte rigets indre styrke, sammenhæng og forsvarsvilje. Et velkendt eksempel herpå er bornholmernes troskab mod Frederik 3., der viste sig ved, at fremtrædende øboere trodsede Roskildefredens afståelse i 1658 af øen til den svenske konge Karl Gustav, gjorde sig til herrer og derefter henvendte sig til kongen med bøn om, at han ville tage Bornholm tilbage og sikre den med en troppestyrkeLinde-Laursen, s. 22-24, desuden gøngernesAndersen, s. 28-30 og langelændingenesSkaarup, s. 18ff heltemodige kampe mod svenskerne under Karl Gustav-krigene for blot at nævne nogle få eksempler. Christian 4. er et enestående eksempel på en konge, der fattede alle mulige dele af riget med interesse, fra Svalbard i nord til Lyksborg mod syd – ikke at forglemme de oversøiske besiddelser.
Det er således kongen, der udgjorde rigets samlende skikkelse og tillige den, hvis person afgjorde dets indre styrke. Havde kongen folkets kærlighed, havde riget styrke. Svigtede troskaben mod kongen, faldt riget fra hinanden. Den konge, der bedst beviser den kongelige styrke og svaghed, er Valdemar Sejr. Til trods for kongens fangenskab i 3 år efter jagten på Lyø 1223 holdtes riget sammen ene i kraft af kongetroskabenChristensen (1976), s. 66 og omvendt: efter kong Valdemar Sejrs død, da riget blev udstykket mellem kongens mange sønner, der indbyrdes bekrigede hinanden, skete en opløsning, der blot forstærkedes ved stadigt gentagne og mere omfattende pantsætningerChristensen (1976), s. 68ff. Der skulle en ny konge, Valdemar Atterdag, til for atter at samle riget og lægge grunden til fornyet fremgangChristensen (1976), s. 179ff.
Danelagen og Nordsøimperiet
Det er påfaldende, at de tidligste vidnedsbyrd om dansk bosættelse uden for de hjemlige egne også kendes allerede fra vikingetiden. Fra slutningen af 700-tallet omtales enkelte landstigninger i England og Frankerriget. Disse synes at have et vist præg af krigstogter. Efterhånden blev tilstedeværelsen i udlandet mere vedvarende og synes at ende med en egentlig bosættelse eller kolonisation. Dette gælder fortrinsvis i England (Danelagen) og i Bretagne (Normandiet), hvor danske og norske vikinger synes at have været mest fremtrædende. På samme tid som denne udvikling fandt sted i Nordvesteuropa, skete en lignende udvikling i Østeuropa, hvor rus omtales af arabiske kilder. Denne østeuropæiske bosættelse formodes dog at være domineret af svenske vikinger, mens danske og norske indslag har været yderst begrænsede.
Danelagen
thumb|rigt|Knud 2. Stores besiddelser, 1014-1035