Saṃsāra er et sanskrit-ord, der betyder "vandrende" eller "verden" med konnotation til cykliske, kredsløbsmæssige ændringer. Det indeholder også begrebet genfødsel og "cyklisiteten i alt liv, stof, eksistens", en grundlæggende tro i de fleste indiske religioner. Flood, Gavin D. (1996), An Introduction to Hinduism, Cambridge University Press Kort sagt er det cyklussen af død og genfødsel. Saṃsāra omtales undertiden med udtryk som "transmigration", "karmisk cyklus", "reinkarnation" og "cyklus af målløs drift, vandring eller dagligdags eksistens".
Begrebet Saṃsāra har rødder i den post-vediske litteratur; teorien diskuteres ikke i vedaerne selv. A.M. Boyer: Etude sur l'origine de la doctrine du samsara. Journal Asiatique, (1901), Volume 9, Issue 18, S. 451-453, 459-468 Yuvraj Krishan: . Bharatiya Vidya Bhavan, 1997, Det forekommer i en udviklet form i de tidlige Upanishads, som dog ikke omtaler mekanismen bag. A.M. Boyer (1901), Etude sur l'origine de la doctrine du samsara, Journal Asiatique, Volume 9, Issue 18, pages 451-453, 459-468 Den fulde redegørelse for Saṃsāra-doktrinen findes i sramaniske religioner som buddhisme og jainisme samt forskellige skoler i hinduistisk filosofi efter omkring midten af det 1. årtusinde f.Kr. Saṃsāra-doktrinen er knyttet til karma-teorien i indiske religioner, og frigørelsen fra Saṃsāra har været kernen i den åndelige søgen i de indiske traditioner, såvel som i deres interne uenigheder. Befrielsen fra Saṃsāra kaldes Moksha, Nirvana, Mukti eller Kaivalya.
Etymologi og terminologi Saṃsāra (Devanagari: संसार) betyder "vandrende", såvel som "verden", hvor udtrykket betegner "cyklisk ændring". Saṃsāra er et grundlæggende begreb i alle indiske religioner, er knyttet til karma- teorien og henviser til den tro, at alle levende væsener cyklisk gennemgår fødsler og genfødsler. Udtrykket er relateret til udtryk som "cyklus for successiv eksistens", "transmigration", "karmisk cyklus", "livets hjul" og "cyklisitet i alt liv, stof, eksistens". Yuvraj Krishan (1988), Is Karma Evolutionary?, Journal of Indian Council of Philosophical Research, Volume 6, pages 24-26 Mange videnskabelige tekster skriver Saṃsāra som Samsara.
Ifølge Monier-Williams er Saṃsāra forankret i udtrykket Saṃsṛ (संसृ), som betyder "at gå rundt, dreje, passere gennem en række stadier, gå mod eller opnå, bevæge sig i et kredsløb". En konceptuel form fra denne rod vises i gamle tekster som Saṃsaraṇa, som betyder "at gå rundt gennem en række stadier, fødsel, genfødelse af levende væsner og verden" uden hindring. Udtrykket forkortes til Saṃsāra og refererer til det samme koncept som en "passage gennem successive tilstande af dagligdags eksistens", en transmigration, metempsychosis, et livskredsløb, hvor man gentager tidligere stadier, fra en krop til en anden, et verdsligt liv med konstant forandring, det vil sige genfødsel, vækst, henfald og gendød. Konceptet kontrasteres derefter med begrebet moksha, også kendt som mukti, nirvana, nibbana eller kaivalya, som henviser til befrielse fra denne cyklus af målløs vandring.
Samsara-konceptet blev udviklet i den post-vediske tid og kan spores i Samhita-lagene, for eksempel i afsnit 1.164, 4.55, 6.70 og 10.14 i Rigveda.A.M. Boyer (1901), Etude sur l'origine de la doctrine du samsara, Journal Asiatique, Volume 9, Issue 18, pages 451-453, 459-468 Mens ideen nævnes i samhita-lagene i Vedaerne, mangler der en klar redegørelse, og ideen folder sig fuldt ud i de tidlige Upanishads . Damien Keown oplyser, at forestillingen om "cyklisk fødsel og død" opstår omkring 800 f.Kr. Ordet Saṃsāra opstår sammen med Moksha i adskillige vigtigst upanishader, såsom i vers 1.3.7 i Katha Upanishad, Katha Upanishad प्रथमोध्यायः/तृतीयवल्ली Wikisource vers 6.16 i Shvetashvatara Upanishad, Shvetashvatara Upanishad षष्ठः अध्यायः Wikisource vers 1.4 og 6.34 i Maitri Upanishad.Maitri Upanishad Wikisource, Quote: ३ चित्तमेव हि संसारम् तत्प्रयत्नेन शोधयेत् GA Jacob (1963), A concordance to the Principal Upanishads and Bhagavad Gita, Motilal Banarsidass, pages 947-948
Ordet Samsara er relateret til Saṃsṛti, sidstnævnte henviser til "forløbet af dagligdags eksistens, transmigration, flow, kredsløb eller strøm".
Definition og begrundelse Ordet betyder bogstaveligt "vandre gennem, strømme videre", siger Stephen J. Laumakis, i betydningen "målløs og retningsløs vandring". Begrebet Saṃsāra er tæt forbundet med troen på, at personen fortsat bliver født og genfødt i forskellige verdener og former.
De tidligste lag af vedisk tekst inkorporerer livskonceptet, efterfulgt af et efterliv i himlen og helvede baseret på kumulative dyder (fortjeneste) eller laster (anmærkning). De gamle vediske Rishier udfordrede imidlertid denne idé om livet efter livet som forenklet, fordi mennesker ikke lever et lige så moralsk eller umoralsk liv. Mellem generelt dydige liv er nogle mere dydige; mens ondskaben også har grader, og teksterne hævder, at det ville være uretfærdigt for guden Yama at dømme og belønne mennesker med forskellige grader af dyder eller laster som "enten/eller" på en uforholdsmæssig måde. De introducerede ideen om et efterliv i himlen eller helvede i forhold til ens fortjeneste, og når dette løber ud, vender man tilbage og genfødes. Denne idé forekommer i gamle, middelalderlige tekster, som en cyklus af liv, død, genfødsel og genfødt, såsom afsnit 6:31 i Mahabharata og afsnit 6.10 i Devi Bhagavata Purana. Yuvraj Krishan (1988), Is Karma Evolutionary?, Journal of Indian Council of Philosophical Research, Volume 6, pages 24-26
Historie Den historiske oprindelse for et begreb om en cyklus med gentagen reinkarnation er uklar, men ideen vises i tekster fra både Indien og det antikke Grækenland i det første årtusinde f.Kr.
Ideen om Samsara antydes i de sene vediske tekster som Rigveda, men teorien er fraværende. A.M. Boyer (1901), Etude sur l'origine de la doctrine du samsara, Journal Asiatique, Volume 9, Issue 18, pages 451-453, 459-468 De sene tekstlige lag i Vedaerne nævner og forudser doktrinen om karma og genfødelse, dog siger Stephen Laumakis, iden ideen er ikke fuldt udviklet. Det er i de tidlige Upanishads, hvor disse ideer er mere fuldt udviklet, men også der giver diskussionen ikke specifikke mekanistiske detaljer. De detaljerede doktriner blomstrer med unikke egenskaber, der starter omkring midten af 1. årtusinde f.Kr., i forskellige traditioner som i buddhismen, jainismen og forskellige skoler i hinduistisk filosofi.
Nogle forskere oplyser, at Samsara- doktrinen kan være stammet fra Sramana- traditionerne og derefter blev vedtaget af de brahmaniske traditioner (hinduisme). Gavin D. Flood (1996), An Introduction to Hinduism, Cambridge University Press, , page 86, Quote: “The origin and doctrine of Karma and Samsara are obscure. These concepts were certainly circulating amongst sramanas, and Jainism and Buddhism developed specific and sophisticated ideas about the process of transmigration. It is very possible that the karmas and reincarnation entered the mainstream brahmanical thought from the sramana or the renouncer traditions. Yet, on the other hand, although there is no clear doctrine of transmigration in the vedic hymns, there is the idea of redeath, that a person having died in this world, might die yet again in the next.” Padmanabh S. Jaini 2001 “Collected Paper on Buddhist Studies” Motilal Banarsidass, , page 51, Quote: "Yajnavalkya’s reluctance to discuss the doctrine of karma in public (...) can perhaps be explained by the assumption that it was, like that of the transmigration of soul, of non-brahmanical origin. In view of the fact that this doctrine is emblazoned on almost every page of sramana scriptures, it is highly probable that it was derived from them." Beviserne for, hvem der påvirkede hvem i antikken, er slanke og spekulative, og oddsene er den historiske udvikling af Samsara-teorierne, der sandsynligvis skete parallelt med gensidig påvirkning. ; Quote: "There was such constant interaction between Vedism and Buddhism in the early period that it is fruitless to attempt to sort out the earlier source of many doctrines, they lived in one another's pockets, like Picasso and Braque (who were, in later years, unable to say which of them had painted certain paintings from their earlier, shared period)."
Punarmrityu: Gendød Mens Saṃsāra normalt beskrives som genfødelse og reinkarnation af levende væsener, begyndte den kronologiske udvikling af ideen i løbet af dens historie med spørgsmålene om, hvad der er den sande natur af menneskelig eksistens, og om mennesker kun dør en gang. Dette førte først til begreberne Punarmṛtyu ("redeath") og Punaravṛtti ("return"). Disse tidlige teorier hævdede, at den menneskelige eksistens natur involverer to realiteter, den ene uforanderlige absolutte Atman (sjæl), der på en eller anden måde er forbundet med den ultimative uforanderlige udødelige virkelighed og lykke kaldet Brahman, og at resten er det altid skiftende emne (krop) i en fænomenal verden ( Maya ). Redeath afspejlede i de vediske teosofiske spekulationer afslutningen på "salige år tilbragt i svarga eller himlen", og det blev efterfulgt af genfødelse tilbage i den fænomenale verden. Samsara udviklede sig til en grundlæggende teori om eksistens natur, som deles af alle indiske religioner.
Genfødsel som menneske, konstaterer John Bowker, blev derefter præsenteret som en "sjælden mulighed for at bryde genfødelsessekvensen og således opnå Moksha, frigivelse". Hver indisk åndelig tradition udviklede sine egne antagelser og stier ( mange eller yoga ) til denne åndelige frigivelse, med nogle ved at udvikle ideerne fra Jivanmukti (frigørelse og frihed i dette liv), Klaus Klostermaier, Mokṣa and Critical Theory, Philosophy East and West, Vol. 35, No. 1 (Jan., 1985), pages 61-71 Norman E. Thomas (April 1988), Liberation for Life: A Hindu Liberation Philosophy, Missiology, Volume 16, Number 2, pp 149-160 Gerhard Oberhammer (1994), La Délivrance dès cette vie: Jivanmukti, Collège de France, Publications de l'Institut de Civilisation Indienne. Série in-8°, Fasc. 61, Édition-Diffusion de Boccard (Paris), , pages 1-9 mens andre tilfredse sig med Videhamukti (frigørelse og frihed efter livet). M. von Brück (1986), Imitation or Identification?, Indian Theological Studies, Vol. 23, Issue 2, pages 95-105 Paul Deussen, , pages 356-357
Sramanas-traditionerne (buddhisme og jainisme) tilføjede nye ideer, der startede omkring det 6. århundrede f.Kr. De understregede menneskelig lidelse i den større sammenhæng og placerede genfødsel, rødme og sandhed om smerte i centrum og starten på det religiøse liv. Samsara blev af Sramanaserne betragtet som en begyndelsesfri cyklisk proces med hver fødsel og død som punkteringer i denne proces, og åndelig frigørelse som frihed fra genfødelse og rødder. Den samsariske genfødelse og redeath ideer diskuteres i disse religioner med forskellige udtryk, såsom suchgatigati i mange tidlige Pali Suttas af buddhismen.
Idéhistorie