thumb|300px|Karl-Borromäus-Kirche og Präsidentengruft på Wiener Zentralfriedhof Wiener Zentralfriedhof er den største kirkegård i Østrigs hovedstad Wien og hører med sit areal på næsten 2,5 km² og omkring 3 mio begravelser til de største i Europa. Kirkegården blev åbnet i 1874, og har et stort antal æresgrave samt markante bygværker i jugendstil.
Historie Med kejser Joseph II.'s reformer fra 1784, der førte Habsburg-riget mod oplysningstiden, skete der også reformer i Wiens begravelsesvæsen. Kirkegårdene inden for Wiens forsvarslinje (Linienwall), der i dag udgør Wien Gürtel, måtte opgives, og i stedet skulle anlægges fem kirkegårde udenfor forsvarslinjen: Sankt Marxer Friedhof, Hundsturmer Friedhof, Matzleinsdorfer Friedhof, Währinger Friedhof og Schmelzer Friedhof.
Da befolkningstallet i Wien i midten af det 19. århundrede steg, og dermed også antallet af døde, ville disse kirkegårde i forstæderne ikke være tilstrækkelige. Ydermere havde man i den voksende bys byplanlægning forudsat, at kirkegårdene snart skulle nedlægges. I 1863 besluttede Wiens bystyre så at oprette en centralkirkegård langt uden for byen. Den skulle være så stor, at den så vidt muligt aldrig skulle nå en kapacitetsgrænse. Samtidig ophævede man kirkernes eneret på begravelsessteder, hvormed man banede vejen for, at det offentlige kunne forvalte og finansiere kirkegården.
Ved planlægningen af kirkegården gik man ud fra, at Wiens kraftige vækst ville fortsætte, og den med den daværende kejserriges landemæssige udstrækning med udgangen af det 20. århundrede ville være en metropol med 4 mio indbyggere. Bystyret udpegede en række egnede grunde, men på baggrund af geologiske undersøgelser købte kommunen i 1869 et grundstykke i Kaiserebersdorf og to mindre grundstykker i Simmering – i dag beliggende i Wiener bydelen 11. Bezirk, Simmering. I 1870 blev der udskrevet en arkitektkonkurrence, og anlægget af frankfurter arkitekterne Karl Jonas Mylius og Alfred Friedrich Bluntschli overbeviste juryen, og efter blot 3 års anlægstid (1871 til 1874) var Wiens nye store kirkegård færdig. Men allerede i 1872 måtte man lukke Sankt Marxer Friedhof, og på de øvrige kommunale kirkegårde blev pladsen knap, og derfor måtte man allerede i 1873 benytte et mindre areal på den nye kirkegård som begravelsesplads.
Den konfessionelle konflikt Allerede i 1863, da Wiens bystyre besluttede at anlægge en ny kirkegård, blev det fastlagt, at den skulle anvendes af alle trosretninger indenfor kristendommen, og der var åbnet mulighed for, at andre trosretning skulle kunne overlades egne afdelinger på Zentralfriedhof. I oktober 1874 understregede bystyret kirkegårdens uafhængighed af trosretninger og en religiøs indvielse af begravelsespladsen blev direkte nægtet.
Da disse budskaber blev negativt modtaget i katolske kredse medførte det tiltagende protester, særligt da det kom frem, at det jødiske trossamfund havde betalt et større pengebeløb for at få en egen afdeling i kirkegårdens vestlige del. Protesterne medførte, at man kunne tillade delvise indvielser uden at det dog måtte medføre indskrænkninger i forhold til bestemte trosretninger. En kirkelig indflydelse på forvaltningen af kirkegården blev dog helt udelukket.
Protesterne fortsatte dog, og kirken fik indgået en aftale med Wiens borgmester Cajetan Felder, og om morgenen den 30. oktober 1874 foretog Kardinal Rauscher i stilhed en indvielse af kirkegården.
Den 1. november 1874 blev kirkegården overgivet til sit formål. På denne dag blev den menige borger Jakob Zelzer fra Josefstadt begravet som den allerførste på kirkegården. Hans grav findes endnu på kirkegården. Endvidere blev 13 andre begravet i en fællesgrav på kirkegården.
Den upopulære nye kirkegård thumb|Kirkegårdsbesøgende på Simmeringer Hauptstraße på vej til Zentralfriedhof ved Allerseelen (2. november) 1903 Kirkegården blev hyppigt kritiseret, og var ikke særlig populær blandt byens borgere, og var derfor også dårlig besøgt. Kirkegården manglede vegetation, og det trak ud med at få opført bygninger på kirkegården. Endvidere var transportmulighederne dårlige, da der endnu ikke var baneforbindelse til kirkegården, der jo var bygget langt uden for den eksisterende by.
Bystyret besluttede i 1881 at gøre kirkegården mere attraktiv ved at etablere et æresgravanlæg på Zentralfriedhof. Ydermere valgte man at overføre de jordiske rester af forskellige prominente personligheder fra andre kirkegårde, bl.a. Ludwig van Beethoven og Franz Schubert fra Währinger Friedhof. I 1910 fik kirkegården endelig en kirke, Karl-Borromäus-Kirche, som skulle være give yderligere tiltrækning af besøgende.
Den lange vej til den sidste hvile Et andet problem, som bystyret havde at kæmpe med, var den lange ligtransport. Med hundreder af døde hver uge, var Simmeringer Hauptstraße præget af lange begravelsesoptog, som dengang foregik med hestevogn. Det var ikke til befolkningens udelte begejstring hver dag at få denne konfrontation med døden.
Man arbejdede længe med forskellige forslag og løsninger for at ændre ligtransporterne, og der var forslag fremme om at etablere en baneforbindelse til kirkegården, hvor ligene kunne samles i en hal inden de kørtes til graven.
Men hestetransporterne fortsatte til 1918, hvorefter man benyttede den ved århundredeskiftet anlagte elektriske sporvogn til formålet, og fra 1925 blev der for første gang indsat en motoriseret rustvogn.
Kirkegården i skyggen af det tredje rige Naziregimet og 2. verdenskrig gik ikke sporløst hen over Wiener Zentralfridhof. På grund af pogromet mod den jødiske befolkning blev ceremonihallen på den gamle jødiske kirkegård sprængt af nationalsocialister den 9. november 1938, og adskillige gravsteder på såvel den nye som den gamle jødiske kirkegård blev ødelagt og skændet.
Fra 1938 til 1945 blev hundreder af modstandskæmpere henrettet, og de blev lagt i fællesgrave på Zentralfriedhof. Pårørende fik ingen information om tid og sted for begravelsen, da begravelsesforvaltningen fik strenge ordrer fra retten om ikke at give disse oplysninger videre. Begravelserne fandt sted på et lukket område og under overvågning af politiet. Nogle år efter krigen blev de henrettedes gravsteder i gruppe 40 på kirkegården fredet og gjort til mindesmærke af Wiens bystyre.
I forbindelse med kampene i Wien i april 1945 kom det til heftig skudveksling mellem Den Røde Hær og tyske hærenheder. De største skader skete dog nogle måneder før ved luftangreb, hvilket bl.a. skyldtes, at der i omegnen af kirkegården var flere betydende industribygninger.
Kuplen på Karl-Borromäus-Kirche blev ødelagt af en brandbombe, men selv om genopbygningen af kirkegården blev påbegyndt kort efter krigen blev kuplen først retableret i 1950'erne, og så langt op som til 1990'erne restaurerede man fortsat beskadigede jødiske grave på den gamle jødiske kirkegård. Her ligger også et stykke brakjord. Det var her den sprængte ceremonihal lå.
Over for mindesmærket for de henrettede modstandskæmpere i gruppe 40 ligger det fælles gravsted for de over 400 bombeofre fra årene 1944 og 1945. Endvidere findes der andre mindesmærker og krigsgrave på Zentralfriedhof til minde om de talrige ofre for nazismen under 2. verdenskrig.
Zentralfriedhof i dag thumb|Zentralfriedhof med katolske gravsteder I modsætning til kejser Joseph II.'s enkle begravelsesprincip forsøgte borgerskabet i slutningen af det 19. århundrede – i stil med adelstanden – at iscenesætte store sørgefester og begravelser. Disse store begravelser kendes endnu i dag ved særlige lejligheder, f.eks. ved statsbegravelser af politikere eller kendte personligheder, hvor Wiens borgere deltager for at vise den sidste ære. F.eks. når en forbundspræsident bisættes, så er vejen fra hovedporten til præsidentgravkammeret, der i forvejen er flankeret af de mange æresgrave, skueplads for sørgeoptog. Også i moderne kultur spiller disse sørgeoptog en rolle, f.eks. da popsangeren Falco blev begravet på Wiener Zentralfriedhof i 1998 blev han ledsaget af tusinder af mennesker, der fulgte ham til graven.
Forvaltningen af kirkegården sker fra Wiens Magistratsafdeling 43, hvorunder også det kommunale kirkegårdsgartneri og stenhuggeri hører.
Zentralfriedhof er i løbet af sin historie blev udvidet syv gange (senest i 1921), og den indeholder omkring 330.000 gravsteder (2006) med omkring tre millioner afdøde. Ved åbningen var kirkegården den største i Europa, og dens nuværende areal på 2,5 km² overgås i øjeblikket kun af den 4 km² store kirkegård Friedhof Ohlsdorf i Hamburg i Tyskland.
En af de seneste fornyelser på kirkegården er den af arkitekt Christof Riccabona tegnede "Park for ro og kraft", der åbnede i 1999. Det er en geomantisk landskabspark, der er underopdelt i fem udtryksmæssigt forskellige områder og skal indbyde til åndelig og fysisk afspænding og eftertanke.
Placering og infrastruktur thumb|Hovedport ("2. port") Wiener Zentralfriedhof ligger – i modsætning til sit navn – i den sydøstlige udkant af Wien i bydelen Simmering, hvilket under anlægget af kirkegården slet ikke var en del af byen Wien. Kirkegården er imidlertid et vigtigt og benyttet begravelsessted i byen, ikke mindst fordi begravelser her er billigere end andre kirkegårde i byen.
Simmeringer Hauptstraße, der er Simmerings vigtigste hovedfærdselsåre, fører direkte til Zentralfriedhof. Selvom kirkegården ligger mellem den stærkt befærdede gade og en S-togsstrækning, så er de fleste arealer på kirkegården forskånet for trafikstøj.
thumb|200px|left|Den interne buslinje på Wiener Zentralfriedhof På grund af kirkegårdens størrelse har den forholdsvis store og lange veje, og disse kan befærdes med privatbil mod et gebyr. Siden 1971 har kirkegården haft egen buslinje internt på kirkegården. Årligt benytter omkring 60.000 personer buslinjen, der befærdes af det private busselskab Dr. Richard. Buslinjen indgår i det øvrige trafiksamarbejde i Verkehrsverbund Ost-Region og bærer linjenummer 106.
Trafikforbindelse til kirkegården opnås med sporvognslinje 71, der udgår fra Schwarzenbergplatz direkte til kirkegården.
Indtil 1901 førte en hestetrukken bane til kirkegården men blev derefter erstattet af den elektriske sporvogn, der allerede den gang fik linje nummer 71. I 1918 begyndte man at indføre sær-sporvogne med ligtransporter til kirkegården. Årsagen var primært mangel på heste efter krigen og mange døde som følge af Den spanske syge. Wienerne fandt imidlertid ikke transportformen passende for en begravelse og i mellemkrigstiden blev transporterne atter indstillet. Under 2 verdenskrig genoptog man transportformen, og i 1942 rådede Wiens sporvogne over 3 ligtransportvogne. Efter krigen indstillede man igen transportformen.
U-bane linje U3 ender omkring 2 kilometer fra kirkegården, men en forlængelse af U-banen er planlagt.
Udvikling af trosretningernes afdelinger Wiener Zentralfriedhof består i sin nutidige form af "hovedkirkegården" tilegnet alle trosretninger, samt af en række forskellige afdelinger tilegnet forskellige trosretninger.
Den overvejende del af hovedkirkegården består af katolske grave. Derudover findes der afdelinger for følgende trosretninger:
Buddhisme Protestantisme Islam Jødedom Den ortodokse kirke
Selvom kirkegården er udvidet nogle gange, så er hovedkirkegården langt den største. Mens den protestantiske og den nye jødiske begravelsesplads er rumligt adskilt fra den resterende kirkegård og er tilgængelig gennem egne porte udefra, så fremstår de små ortodokse og islamiske afdelinger og den buddhistiske begravelsesplads som enklaver i hovedkirkegården.
Gamle og nye jødiske begravelsesplads thumb|Gravsted på den gamle jødiske begravelsesplads