thumb|Begravelsen af en adelig russer, som beskrevet af Ibn Fadlan ved Volga i 920'erne. Billedet er en rekonstruktion udført i 1883 af kunstneren Heinrich Semiradzki (1845-1902).
Nordisk før-kristen begravelse dækker over flere forskellige former for begravelsestraditioner, der blev praktiseret i Norden før religionsskiftet, dvs. fra ca. 7.000 f.Kr. til ca. 1.000 e.Kr. Betegnelsen dækker over mange forskellige skikke, da gravlægninger varierede efter tid og sted.
Kilderne viser fællestræk og variationer for begravelsesformerne i Norden i før-kristen tid. Det mest omfattende kildemateriale er arkæologiske udgravninger og ganske få samtidige og yngre skriftlige kilder, der beskriver ritualer og forløbet af vikingetidens begravelser. En af de mest berømte beskrivelser er den arabiske diplomat Ibn Fadlans skildring af en høvdingebegravelse ved Volga i Rusland.
De døde fik i reglen personlige ejendele med i graven som gravgaver. De afspejler deres sociale status. Graven kunne være dækket af en gravhøj eller markeret med sten. I de sidste århundreder før religionsskiftet blev runesten i mange tilfælde brugt som mindesmærke for afdøde, men kun sjældent brugt på graven. En udbredt skik var kremering, men jordfæstning var også almindelig. Mange steder har arkæologer fundet spor efter begravelser i skibssætninger, skibsformede stensætninger. Skibet forekom ofte som motiv i religiøse sammenhænge, lige fra bronzealderens rageknive til vikingetidens billedsten og grave.Crumlin-Petersen (2004) pp. 143
Vores viden om gravskikke, forestillinger og ritualer er størst for Vikingetiden. Nogle af de mest fremtrædende begravelsespladser fra før-kristen tid i Skandinavien findes på Lindholm Høje og i Jelling i Danmark, i Borre i Norge og Vendel i Sverige.
Jægerstenalderen thumb|left|Hagadösen stendysse på Orust i Sverige blev udgravet i 1915. Der er i Norden kun fundet rester efter mennesker fra den sene del af jægerstenalderen for ca. 9.000 år siden. Levn fra denne periode viser, at der var mange forskellige begravelser: Der kendes grave med både brændte og ikke-brændte knogler på de samme begravelsespladser. Nogle fik gaver med sig i graven, andre ikke. Der er også konstateret rester af menneskeknogler i køkkenmøddinger. De døde blev i jægerstenalderen begravet tæt på de levende gerne på selve bopladsen. Der er udgravet et spædbarn, som var lagt på et træfad i en åben begravelse, så alle kunne kigge lige ned på det.Nationalmuseet: Begravelser i jægerstenalderen
Bondestenalderen thumb|left|Jættestuen ved Tustrup i Østjylland fra omkring 3200 f.v.t. er den største i Østjylland. Kort efter den neolitiske revolution begyndte opførelsen af monumentale gravhøje, en gravform der blev benyttet i årtusinder helt frem til vikingetiden. I forbindelse med højene blev der opført store indhegninger, som sandsynligvis blev brugt til ritualer med betydning for hele samfundet. Det krævede stor ingeniørkunnen og en betydelig arbejdsstyrke. Det vidner om et velorganiseret samfund. De døde slægtninge havde betydning, fordi gravpladserne tydeligvis fungerede som samlingssted. De ældste gravhøje var langhøje og havde gravkamre af træ. De lignede i form og størrelse de langstrakte beboelseshuse. Gravhøjen blev formentligt opfattet som de dødes bolig. Omkring 3500-3200 f. Kr. blev gravkamrenes trævægge erstattet af store stenblokke, de såkaldte stendysser. I de ældste høje var der kun plads til få lig, men senere blev flere begravet i samme kammer. De døde fik som regel personlige ejendele med som gravgods – og lerkar med mad og drikke. I perioden 3250-3100 f.Kr. byggedes de større jættestuer, hvor der var plads til mere end 100 grave. De døde fik fortsat gaver og fødevarer med i graven. Der er også blevet fundet grave uden for flere jættestuer med en mere enkel udformning.
thumb|Keramik fra grave tilhørende Enkeltgravskulturen, Lilla Beddinge, Skåne. En klimaændring medførte 3200-2800 f.Kr. , at det ikke længere var muligt at dyrke korn overalt i Skandinavien, og befolkningen levede igen af jagt, fiskeri og husdyr i den grubekeramiske kultur. Den spredte sig til kystområderne omkring Kattegat mellem 2800 og 2600 f.Kr. I samme periode spredte enkeltgravskulturen sig i Sydskandinavien. Nu boede man på spredtliggende gårde og ikke på store bopladser. Man foretrak nu at opdyrke lette jorde, og det betød, at forandringen først begyndte i Syd og Midtjylland. Kulturen kendetegnes af små og lave gravhøje og er nært beslægtet med kulturerne i Mellem-, Øst- og Nordeuropa. Gravene indeholdt i begyndelsen kun en person, og de døde kvinder lå med hovedet vendt mod øst, mens mænds vendte mod vest. De lå alle på siden med ansigtet mod syd. Ligesom tidligere fik den døde personlige ejendele med sig samt gærede drikkevarer og ravsmykker. Efter ca. 2600 f.Kr. genbrugetes eksisterende grave, som blev forhøjet. Rundt om dem blev rejst et hegn.
Bronzealderen I den ældre bronzealder blev der iværksat et omfattende byggeri af høje i landskabet. De blev brugt både til at sikre den døde i efterlivet og synliggøre slægten og sikre mindet om forfædrene. Højene blev i reglen opført over en egetræskiste med den døde og gravgodset. Selve højen bestod af græstørv med græssiden vendt nedad. Ved højens fod blev der anlagt et lavt stengærde. Mange høje blev igennem lang tid genbrugt til begravelser. De store høje blev benyttet af samfundets ledende slægter dvs. den lokale stormand og hans familie: de døde blev begravet med rige gaver og var iklædt kostbare dragter. Der blev anlagt nye høje i nærheden af de første, så der opstod en gravplads.Kulturkonsulenten om Thorshøj Hovedparten af gravhøjene fra bronzealderen blev opført inden for en kort tidsperiode. Nogle steder genbrugtes ældre høje eller jættestue fra stenalderen, og nogle gange blev graven lagt under flad mark.Nationalmuseet: Guder og grave
Indtil slutningen af ældre bronzealder (ca. 1.000 f.v.t.) blev de døde primært begravet ubrændte, men nu blev ligbrænding introduceret i Norden, og gravskikkene begyndte at skifte karakter: stenkister i stedet for udhulede egestammer og gravgaver af mere symbolsk karakter. Mod slutningen af bronzealderen blev ligbrænding helt enerådende, og resterne af de døde blev lagt i urne. Man genbrugte gerne de ældre gravhøje, og nedgravede urnerne i højens solside. Bronzealderens religion er næsten helt ukendt, da der intet skriftligt materiale er blevet overleveret, men ud fra de arkæologiske levn, kan man konstatere, at Solen har spillet en betydningsfuld rolle. Den måde, gravene er blevet anlagt på, tyder på, at man forestillede sig, at de dødes sjæle fulgtes med solen på dens bane over himlen. Måske rejste de med som mandskabet på Solskibet, der kendes fra utallige billeder fra bronzealderen.
Jernalderen I førromersk jernalder var brandgrave i lighed med den yngre bronzealder den almindeligste begravelsesform i Skandinavien, men modsat tidligere lå gravene nu i mindre tueformede høje spredt på større gravpladser. Gravgaverne var, med undtagelse af visse områder i Mellem- og Sydskandinavien, i reglen færre og mere enkle end i den foregående periode. Dette skifte er blevet tolket som udtryk for, at bønderne i højere grad var blevet selvejende. Normalt blev den døde kremeret sammen med forskellige former for gravgaver, fx fødevarer og personligt udstyr. De brændte rester blev derpå samlet og nedlagt i en lille fordybning i jorden, som inden for arkæologien kaldes en brandplet.Odense Museum; Begravelser i Fraugde i ældre jernalder De store gravpladser er blevet beskrevet som en parallel til etableringen af en landsbystruktur på overgangen fra bronzealder til jernalder, men denne udvikling var glidende og langvarig, og der kan fx ikke konstateres et egentligt brud mellem den yngre bronzealders og den ældre jernalders kultur. I de første omtrent 500 år af jernalderen var kremering næsten enerådende som begravelsesform, herefter var der en større vekslen mellem jordfæste- og brandgrave, noget der fortsat karakteriserede begravelser helt frem til vikingetiden. Gravene lå stadig samlet i gravfelter, der lå i nærheden af landsbyerne, men indeholdt nu større mængder af gravgods, fx våben, smykker og lertøj til fødevarer. Fra tiden omkring vor tidsregnings begyndelse begynder grave med rigere udstyr at dukke op, nogle af dem vidner om etableringen af en ny magtelite, som bl.a. fik adgang til rigdomme gennem kontakten med Romerriget. Men størsteparten af gravene var for jævne folk og indeholdt stadig stadigt kun det mest enkle udstyr. En af de genstandstyper, man finder i alle grave, er en knive; det var en personlig ejendel, som alle bar helt fra barnsben, og som man derfor fik med sig i graven. Et af de mest berømte gravfund fra germansk jernalder er Vendelgravene fra Uppland i Sverige. Her har man udgravet tolv stormænds grave, som blev begravet inden for en periode på flere hundrede år, med den ældste fra ca. 500 e.v.t. De døde blev lagt i træskibe sammen med store mængder af udstyr og offerdyr, der blev dækket af gravhøje. Lignende bådgrave kendes fra flere steder i Uppland, Västmanland og Östergötland.Yngre jernalder på historiska.se Lokale fyrstecentre kendes fra hele Norden i jernalderen, et af dem var Gudme på Fyn, hvor der både findes spor efter kultcentre, stormandsgårde og begravelsespladser, et andet er Himlinghøje på Stevns.
Vikingetiden Fra middelalderen har vi bevaret flere skriftlige kilder, der fortæller om de hedenske gravritualer i vikingetiden. Det betyder, at vikingetidens religion er langt bedre kendt end de foregående perioders. I vikingetiden var døden altid nærværende og en offentlig sag, og de døde var en del af de levendes verden, længe efter de var blevet begravet. Døden blev ikke opfattet som afslutningen på tilværelsen, og selv om der var en klar grænse mellem de dødes og levendes land, var den også gennemtrængelig på en måde, så de døde fx kunne give de levende deres velsignelse. Den døde blev fortsat regnet som et medlem af slægten, og kommunikation mellem de levende og døde spillede en stor rolle i religionen.Steinsland (2005) pp. 337-338 De dødes verden blev på en gang opfattet som et uhyggeligt og destruktivt sted, og en livgivende kilde til rigdom og frugtbarhed.Davidson (1964) pp. 154-155 Ærefrygt var i vikingetiden altid knyttet til forestillingerne om døden. Det var en udbredt forestilling, at de døde levede videre i deres grav. Ideen om "fred" var tæt knyttet til dødssfæren, fx i form af tabu om forstyrrelse af gravfreden. Den fungerede som en grænse mellem liv og død, så de døde ikke forstyrrede de levende.Steinsland (2005) pp. 342 Den norske religionsforsker Gro Steinsland spekulerer i, om der også var en forbindelse mellem bryllup og død.Steinsland (1994) pp. 141 Kilderne fortæller, at det i høj grad var medlemmer af vanernes gudeslægt, der var knyttet til gravhøjen og døden. Det samme gælder alferne, som også har tætte forbindelser til vanerne.Davidson (1964) pp. 156 Derudover optrådte Odin ofte som dødsgud i den nordiske mytologi.
Arkæologiske udgravninger viser, at der var store lokale variationer i gravformer: både brandgrave og jordfæstegrave var almindelige, og gravhøje blev rejst som minde over betydningsfulde mænd. Noget tyder på, at gravene orienterede sig mod offentlige veje. En grav fungerede derfor sandsynligvis ikke kun som hvilested for den døde, men var også en vejkending og en social markering: en stor gravhøj kunne fx være en måde at vise slægtens magt og indflydelse.Steinsland (2005) pp. 340 Samtidig var graven et forbindelsesled mellem dødsriget og de levendes verden.