Mary Stevenson Cassatt (født 22 maj 1844 i Allegheny, død 14. juni 1926 i Le Mesnil-Théribus) var en amerikansk maler og grafiker, der levede det meste af sit voksenliv i Frankrig. Her var hun ven med Edgar Degas, og hun udstillede sammen med impressionisterne. Nogle af hendes centrale motiver var kvinder i private eller sociale sammenhænge, heriblandt især af det nære forhold mellem mor og barn.
Kunstkritikeren Gustave Geffroy beskrev hende i 1894 som en af "les trois grandes dames" ("de tre store damer"); de to øvrige var Marie Bracquemond og Berthe Morisot.
Baggrund, opvækst og uddannelse thumb|left|Ung kvinde med grønt og sort kyse, cirka 1890, Princeton University Art Museum Mary Cassatt blev født i Allegheny i Pennsylvania (nu en del af Pittsburgh) i en øvre middelklassefamilie. Hendes far, Robert Simpson Cassat (senere Cassatt) var en succesrig børsmægler og jordspekulant og nedstammede fra den franske huguenot Jacques Cossart, der ankom til Ny Amsterdam i 1662. Hendes mor, Katherine Kelso Johnston, kom fra en bankfamilie. Moderen, der var veluddannet og belæst, havde afgørende betydning for Marys udvikling. Om dette forhold skrev Mary Cassatts livslange veninde Louisine Havemeyer i sine erindringer: "Ingen, der havde det privilegium at kende Mary Cassats mor, var i tvivl om, at det var der, og kun der, at [Mary] havde sine evner fra." Slægtens navn var egentlig Cossart. Mary var en af syv søskende, af hvilke to døde som spæde. En af hendes brødre, Alexander Cassett, blev præsident for Pennsylvania Railroad. Maleren Robert Henri var langt ude i familie med Mary Cassatt. Mens Mary var lille, flyttede familien østpå, først til Lancaster og derfra til området nær Philadelphia, hvor Mary som seksårig begyndte at gå i skole.
Mary Cassatt voksede op i et miljø, der betragtede rejser som en integreret del af uddannelsen, og hun tilbragte fem år i Europa, hvor hun blandt andet besøgte hovedstæderne London, Paris og Berlin. På sine rejser lærte hun også fransk og tysk, og hun fik sine første lektioner i tegning og musik. Det er sandsynligt, at hun første gang stiftede bekendtskab med værker af malere som Jean-Auguste-Dominique Ingres, Eugène Delacroix, Camille Corot og Gustave Courbet på verdensudstillingen i Paris 1855. På udstillingen var Edgar Degas og Camille Pissarro også repræsenteret; begge skulle senere blive hendes kolleger og mentorer.
Trods hendes families modstand mod, at hun skulle blive professionel kunstner, begyndte Cassatt at studere malerkunst på kunstakademiet i Philadelphia som blot femtenårig. Noget af familiens modstand kan have været begrundet i bekymring for, at hun skulle stifte bekendtskab med femististiske tanker samt den bohemeagtige opførsel, som nogle af de mandlige studerende udviste. Mary Cassatt blev dog sammen med sit netværk af venner fortalere for kønnenes ligeberettigelse gennem hele livet. Skønt omkring 20 procent af de studerende var kvinder, anså de fleste af disse studiet som hjælp til at opnå en færdighed til brug i selskabslivet. Det var ganske få, der ligesom Cassatt var fast besluttede på at gøre kunsten til deres levevej. Hun fortsatte med sine studier i perioden 1861-1865, under der amerikanske borgerkrig.
Cassatt blev utålmodig på grund af den langsommelighed, studiet skred frem, samt med undervisernes og de mandlige medstuderendes patroniserende holdning, så hun besluttede sig for at studere de gamle mestre på egen hånd. Senere udtalte hun: "Der var ikke nogen undervisning" på akademiet. De kvindelige studerende måtte ikke bruge levende modeller før sent i studiet, og den vigtigste oplæring bestod i at tegne ud fra afstøbninger.
På den baggrund besluttede Cassatt sig for at afslutte studiet, og efter at have overvundet sin fars indvendinger flyttede hun til Paris med sin mor og venner af familien som chaperoner. Da kvinder endnu ikke kunne optages på École des Beaux-Arts, søgte Mary Cassatt i stedet om at få privatundervisning blandt nogle af skolens mestre, og Jean-Léon Gérôme, en højt respekteret underviser, der var kendt for sin hyperrealistiske teknik og sine afbildninger af eksotiske objekter, indvilligede i at undervise hende (nogle måneder senere tog han også Thomas Eakins som elev). Cassatt supplerede sin kunstneriske uddannelse ved dagligt at lave kopier af værker på Louvre. Dertil krævedes en tilladelse, som hun fik, for det var nødvendigt at holde styr på "kopisterne", ofte lavtbetalte kvinder, der fyldte museet for at male kopier med henblik på salg. Museet fungerede endvidere som socialt mødested for franskmænd og amerikanske kvindelige studerende, der ikke havde lov til at komme på cafeerne, der ellers var mødestederne for avantgarden. På den vis mødte Cassatts kunstnerkollega og veninde Elizabeth Jane Gardner den berømte akademiske maler William-Adolphe Bouguereau, som hun giftede sig med. thumb|right|Bådudflugten, 1893-94, olie på lærred, National Gallery of Art, Washington DC Mod slutningen af 1866 kom hun med i en klasse, der blev undervist af Charles Joshua Chaplin, en kendt genremaler. I 1868 blev hun elev hos kunstneren Thomas Couture, hvis motiver oftest var romantiske og urbane. På udflugter på landet tegnede eleverne motiver fra livet, særligt bønderne under deres daglige arbejde. I 1868 blev et af hendes malerier, En mandolinspiller, for første gang udvalgt af juryen til Parisersalonen. Sammen med Elizabeth Jane Gardner, som også fik et værk optaget, var Mary Cassatt en af de to første amerikanske kvinder, der blev udstillet i salonen. En mandolinspiller er udført i samme romantiske stil, som man kendte fra Corot og Couture og er ét af blot to af værkerne fra hendes første tiår, der er kendt og dokumenteret i dag.
Den tidlige karriere Den franske kunstscene var i opbrud i disse år, hvor radikale kunstnere som Courbet og Manet søgte at bryde ud fra den accepterede Akademi-tradition, og impressionisterne var ved at finde deres ståsted. Cassatts veninde Eliza Haldeman skrev hjem, at kunstnerne "er ved at forlade Akademi-stilen og hver især søger deres egne veje, så derfor er alting netop nu rent kaos." Cassatt fortsatte imidlertid i første omgang med at arbejde traditionelt og indsendte værker til Salonen i over ti år, men hun blev efterhånden mere og mere frustreret over den herskende smag der.
Hun vendte i sensommeren 1870 tilbage til USA i forbindelse med udbruddet af den fransk-preussiske krig, og hun boede nu hos sin familie i Altoona. Hendes far var fortsat imod hendes valgte levevej, og skønt han betalte for hendes basale fornødenheder, nægtede han at betale for materialer til hendes kunstneriske virke. Cassatt satte to af sine malerier til salg i et New York-galleri, men selvom de blev bredt beundret, var der ingen købere til dem. Hun var også forfærdet over manglen på billeder at studere under sit sommerophold. Cassatt overvejede en tid at opgive kunsten, da det var hendes faste mening at gøre den til sin levevej. I juli 1871 skrev hun i et brev: "Jeg har opgivet mit atelier & revet portrættet af min far i stykker & har ikke rørt en pensel i seks uger, hvilket jeg heller ikke agter, med mindre jeg har udsigt til at komme tilbage til Europa. Jeg er meget opsat på at drage vestpå til efteråret & få et arbejde, men jeg har endnu ikke besluttet hvor."
Cassatt rejste til Chicago for at prøve sin lykke, men her mistede hun nogle af sine tidlige malerier under den store brand i Chicago i 1871. Kort herefter tiltrak hendes værker ærkebiskoppen af Pittsburghs interesse, og han bestilte hos hende to kopier af Correggio-malerier fra Parma i Italien og gav hende midler nok til rejseudgifterne og til at leve for i en del af arbejdsperioden. I begejstring herover skrev hun: "Åh, jeg er helt vild efter at komme i gang med arbejdet, mine fingre nærmest klør & mine øjne løber næsten i vand ved udsigten til at se et smukt billede igen." Sammen med Emily Sartain, en kunstnerkollega fra en velanset kunstnerisk familie fra Philadelphia, satte Cassatt igen kursen mod Europa.
Mary Cassatts fremtid kom til at se lysere ud i løbet af nogle måneder efter hendes tilbagevenden til Europa i efteråret 1871. Hendes maleri med titlen To kvinder kaster med blomster under karnevallet blev godt modtaget i Salonen i 1872 og blev solgt. Hun vakte stor positiv opmærksomhed i Parma og blev støttet og opmuntret af kunstnersamfundet der: "Hele Parma taler om frøken Cassatt og hendes billede, og alle vil gerne lære hende at kende."
Efter at have fuldført opgaven, som hun var blevet bestilt til, rejste Cassatt til Madrid og Sevilla, hvor hun skabte en række malerier med spanske emner som motiver, heriblandt Spansk danser med blondemantilla (1873). I 1874 besluttede hun sig for at slå sig ned i Frankrig, og hendes søster Lydia stødte til, så de to delte en lejlighed. Cassatt fik sig nu et atelier i Paris, hvor Abigail May Alcott, søster til forfatteren Louisa May Alcott, der studerede kunst i byen besøgte hende. Cassatt fortsatte med at udtrykke sin kritik af Parisersalonen og dens konventionelle stil. Hun var hård i sin sine kommentarer, og som Sartain skrev: "Hun er alt for drastisk, nedgør al moderne kunst og foragter Salon-billederne af Cabanel, Léon Bonnat, alle de navne vi er vant til at prise."
Cassatt havde lagt mærke til, at værker af kvindelige kunstnere ofte blev afvist med foragt, med mindre kunstneren have en ven eller beskytter i Salonens jury, og hun ville ikke flirte med medlemmerne for at få sine billeder optaget. Hendes kynisme voksede, efter at hun fik afvist to indsendte billeder i 1875, men året efter fik ét af dem optaget, blot fordi hun havde gjort baggrunden lidt mørkere. Hun skændtes med Sartain, der syntes, Cassatt var for ligefrem og for selvcentreret, og de to skiltes. Af nød og på grund af selvkritik besluttede Cassatt sig for at skifte fra genremalerierne til mere modeprægede motiver, hvilket hun håbede vil tiltrække flere bestillinger fra prominente amerikanere på rejse i Europa, men dette tiltag bar i begyndelsen kun begrænset frugt.
Impressionisme thumb|left|Te, 1880, olie på lærred, Museum of Fine Arts, Boston I 1877 blev begge hendes indsendte værker til Salonen afvist, og for første gang i syv år var hun ikke repræsenteret der. På dette lavpunkt i sin karriere blev hun af Edgar Degas inviteret til at udstille nogle af sine værker hos impressionisterne, en kunstnergruppe, der var begyndt at afholde sine egne udstillingsserier i 1874, og som hurtigt var blevet berygtede. Impressionisterne (også kendt som de "uafhængige" eller "intransigents") havde ikke et egentligt manifest og var meget forskellige i teknikker og valg af motiver. De hældede mod at male en plein air (udendørs) samt mod anvendelsen af klare farver, der blev påført i enkeltstrøg med beskeden brug af forudgående farveblanding, hvilket lader øjet samle resultaterne på en "impressionistisk" måde. Impressionisterne havde været genstand for kritikernes forbitrelse i flere år. Henry Bacon, som var ven af Cassatt, mente, at impressionisterne var så radikale, at de måtte være "plaget af en hidtil ukendt øjensygdom." Gruppen havde i forvejen én kvindelig kunstner, Berthe Morisot, som blev Cassatts ven og kollega.