Marinus Jørgensen (23. august 1877 – 13. januar 1955) var borgmester i Aalborg Købstadskommune mellem 1925 og 1945, valgt for Socialdemokraterne.
Tidlig karriere
Marinus Jørgensen startede som hyrdedreng, men søgte mod Aalborg og var fra 1900 postbud og fra 1905 kredsformand for postbudene.
Jørgensen mente, at det faglige arbejde skulle kombineres med det politiske, og fra 1909 sad han i ligningskommissionen. I 1913 kom han i byrådet og markerede sig som en arbejdsomt medlem, og i 1917 blev han valgt som gruppeformand.
Ved valget i 1925 opnåede socialdemokraterne over 51% af stemmerne og 11 af 21 mandater, og Jørgensen kunne vælges som den første socialdemokratiske borgmester i Aalborg. Absolut flertal blev fastholdt frem til krigen.
Borgmester 1925-45
Fra starten var Jørgensens prioriteter at få styr på "byens store gæld, bolignød og arbejdsløshed".
Moderne gennembrud
Under Marinus Jørgensen lederskab oplevede Aalborg det moderne gennembrud, hvor han sammen med statsminister Thorvald Stauning i 1933 åbnede Limfjordsbroen, hvor Aalborgs bidrag var Vesterbros gennembrud.
Samme år præsenteredes Aalborgtårnet under erhvervsudstillingen Nordjysk Udstilling. Stålkonstruktionerne blev bygget på Aalborg Værft der i 1927 var tæt på fallit og derfor blev overtaget af kommunen. Jørgensen forsøgte under ejerskabet at gøre ansættelse betinget af bopæl i Aalborg - mange boede i Vejgaard.
Genopførelse af Kildepavillonen i Kildeparken i 1932 trak en del omtale, da budgettet voksede under vejs.
Området omkring Boulevarden i hjertet af Aalborg blev ændret markant. Det fik Stauning til at rose partifællerne i Aalborg for at rive gammelt ned og bygge nyt og dermed vise vejen.
I 1937 flyttede lufthavnen fra Rørdal til den nuværende placering.
Undervejs høstede Jørgensen en del kritik for at have overladt mange kommunale opgaver til sin svigersøn, arkitekt Carlo Odgaard.
Krigen og efterkrigsopgøret
Jørgensen havde varslet sin afgang ved det planlagte valg i 1941, men det blev af besættelsesmagten udskudt til 1943. Her opnåede socialdemokratiet blot 9 af 21 sæder, det samme som de konservative. Jørgensen blev tildelt ansvar for tilbagegangen, men han kunne fastholde borgmesterposten med kommunistisk støtte.
Efter krigen blev Marinus Andersen indbragt for den socialdemokratiske partidomstol, som et udfald af, at hans partifæller kritiserede ham for at have været for tyskvenlig under besættelsen, da han havde foræret en tysk oberst 6 flasker akvavit og doneret 500 kr. til tysk vinterhjælp. Inden dommen faldt, trak han sig i juni 1945 som borgmester. Han blev i august 1946 frikendt ved en tjenestemandsdomstol.
Marinus Jørgensen blev senere idømt en bøde på 6.000 kr. i en civilretssag. Bl.a. for sortbørshandel med sæbe.
Jørgensen trak sig som valgt og dermed borgmester i juni 1945, begrundet i træthed efter sygdom, men utvivlsomt også knyttet til opgøret. Han blev efterfulgt af sin viceborgmester, Marius Andersen. Han var såret omkring forløbet ved sin afgang.
Marinus Jørgensen vurderes at have siddet sikkert på borgmestersædet med stor autoritet og respekt, men også som stejl og kantet, og næppe synderlig populær.
Hæder
Borgm. Jørgensens Vej i Vejgaard blev i 1970 opkaldt efter Marinus Jørgensen.
Henvisninger
Bente Jensen: Moderne gennembrud i Aalborg i 1930´erne. Udgivet af selskabet for Aalborgs Historie i samarbejde med Aalborg Stadsarkiv og Aalborg Historiske Museum.
Kategori:Borgmestre i Aalborg Kategori:Personer fra Aalborg Kategori:Personer i Kraks Blå Bog (afdøde) Kategori:Borgmestre fra Socialdemokraterne Kategori:Postfolk fra Danmark