Samværsret er den ret, som et barn har til samvær med den forælder, som det (f.eks. efter en skilsmisse) ikke bor sammen med. Denne ret hed tidligere samkvemsret.
Efter dansk ret, herunder især Forældreansvarsloven, har begge forældre ansvar for barnets samværsret. Hvis bopælsforælderen misligholder dette ansvar (for eksempel ved at stille hindringer i vejen, når den anden forælder skal have samvær med barnet), taler man undertiden om samværschikane. Historie Tidligere og som følge af myndighedsloven af 1922 søgte man i Danmark at retfærdiggøre den der ikke var skyld i ægteskabets ophævelse ved at denne fik forældremyndigheden alt andet lige. Fra 1922 havde den anden ret til at søge samkvem. Mellem 1922 og 1986 blev barnets tarv gradvist mere og mere essentielt og skyldsspørgsmålet faldt helt ud af lovteksten i 1986. Børn der var født udenfor ægteskabet var dog ikke omfattet af nogen lovgivning før i 1960 hvor lov om børns retsstilling ligestillede alle børns forhold til deres forældre og gav den ugifte far ligestilling. Lov om ændring af myndighedsloven af 1969 gav for første gang ugifte fædre mulighed for at søge samkvemsret gennem "overøvrigheden" (statsamtet), hvis det var til barnets bedste. Politikeren Frank Jensen var som justitsminister i 2001 nøgleperson i forbindelse med ændringer i børneloven: der på det tidspunkt angav lovgivningen vedrørende samværsret. Frank Jensen tog i denne forbindelse også initiativ til at lave en udredning med det formål at belyse, hvilke samværsordninger danske skilsmissebørn bliver omfattet af efter familiebrud, herunder også hvordan de trives under forskellige sociale betingelser.
Referencer
Eksterne henvisninger Forældreansvarsloven på Retsinformation
Kategori:Familieret