Frederik III (18. marts 1609 – 9. februar 1670 samt Den Store Danske Encyklopædi) var konge af Danmark-Norge fra 1648 til 1670. Han tilhørte den oldenborgske slægt og havde som valgsprog: Dominus providebit (Herren vil råde). Under hans regeringstid blev det meste af Danmark kortvarigt besat af svenske tropper, og som betingelse for fred afstod han i 1658 Skåne, Halland og Blekinge til den svenske krone. Alligevel formåede han i de følgende år at udnytte den ustabile situation til at gøre sig selv til enevældig konge og sikre sine efterkommeres arveret til tronen. Fødsel Frederik III blev født 18. marts 1609 på Haderslevhus som tredjeældste søn af kong Christian 4. i hans ægteskab med Anna Cathrine af Brandenburg.

Ungdom thumb|upright|left|Kobberstik med ungdomsportræt af Hertug Frederik. Han fik en god opdragelse, tilegnede sig alsidige og solide kundskaber, og tidligt viste han interesse for læsning og videnskabelig syssel, der var et særsyn hos mænd af hans slægt, men som han udviklede og bevarede hele livet igennem. 1624—26 opholdt han sig ved Sorø Akademi, 1629—30 var han i udlandet, i Frankrig og Frisland. Der efter havde han nået en alder, der muliggjorde selvstændig handling, og gennem stillinger, der allerede i barneårene havde ophobet sig om ham, ventede der ham rig lejlighed til omfattende virksomhed. Tidlig havde faderen søgt at skaffe ham en anselig fremtid ved at sikre ham en betydningsfuld fyrstelig stilling ved rigets sydgrænse, således blev han 1621 koadjutor i Bremen Stift, 1622 koadjutor og 1623 biskop i Verden, i 1624 koadjutor i Halberstadt. Endnu i 1630-erne fulgte lykken hans og faderens planer om udvidelse af den vundne magt over nordtyske lande, og uagtet Freden i Lübeck også berørte Frederiks interesser stærkt, blev han dog i 1634 ærkebiskop i Bremen, og året efter blev han fyrstbiskop i Verdens Stift, således hersker over Bremen-Verden. Hertug Frederik kendte i 1637 Margrethe Pape, året efter fødtes i Bremen deres søn Ulrik Frederik Gyldenløve. Disse år havde bragt ham rige erfaringer, der havde præget og modnet hans personlighed, men det var væsentlig gennem de alvorligste vanskeligheder og kampe, at han havde nået sin udvikling. I de forholdsvis lykkelige år havde styrelsen af de forskellige tyske lande ikke været let; den storpolitiske stilling var stadig utryg, og i de indre forhold forbitredes Frederik af stridigheder med stænderne, over for hvilke han optrådte med stor skarphed. Fra 1642 til 46 opholdt Frederik sig i Holsten.

Ægteskabet

I 1630-erne havde der været forhandlinger om et ægteskab mellem Frederik og dronning Kristina af Sverige, men de førte ikke til noget, og i 1640 forlovede han sig med den 15-årige Sophie Amalie, datter af hertug Georg af Braunschweig-Lüneburg. Den 18. oktober 1643 stod deres bryllup. To stærke, vidt forskellige personligheder stod fra nu af ved hinandens side. Sofie Amalies indflydelse på Frederik blev af indgribende betydning for ham. Frederik skildredes allerede i 1632 af en engelske gesandt som mørk og indesluttet. Han havde ringe sans for ydre adspredelser og forlystelser; stille studier var hans glæde og kunne vække hans livlige interesse. Stærke lidenskaber besad han, men vandt i årenes løb stor evne til selvbeherskelse. Han afholdt sig fra stærke drikke, og af uægte børn kendes kun Ulrik Frederik Gyldenløve, der var født før hans ægteskab. Nu fik han til hustru en 20 år yngre kvinde, livsglad og levelysten, med stærke lidenskaber, frem for alt en brændende ærgerrighed, og med krav på festligheder og støjende fornøjelser. Dybere indbyrdes sympati skabtes vanskelig her, men de mødtes i fælles ærgerrighed og krav om magt. Sofie Amalie var søster til fyrster med bestemt udprægede enevældige tendenser, hun havde evne som vilje til at lade sit kraftige initiativ indvirke på sin husbond, og under dennes lange overvejelser, der ingenlunde altid skabte en fast beslutsomhed, var der god plads for en energisk påvirkning. Frederiks kampe i ungdomsårene lagde ham det nær at håbe på en tid, da alle skranker for hans magt kunne ryddes til side; han havde udpræget dynastiske interesser, minder om sammenstød med tyske stænder og mægtige danske adelsmænd sad fast, tyske rådgivere, for hvem en stærk fyrstemagt var det ideelle modstykke til en dansk valgkonges beklippede myndighed, stod ham nær. Således førte karakter og livsvilkår allerede tidlig prins Frederik og hans hustru frem mod de samme enevældige idealer, der brød så stærkt frem i det samtidige Vesteuropa.

Den første modgang left|thumb|upright|Frederik 3. til hest. Maleri af Wolfgang Heimbach. Få år efter ægteskabets indgåelse fremkaldte Torstenson-krigen mellem Danmark og Sverige en afgørende forandring. Alt, hvad der var vundet syd for Elben, gik tabt. Direkte forhandlinger med Sverige efter Freden i Brømsebro skaffede ham ikke landene tilbage, og 1647 gav han definitivt afkald på sine bispedømmer. Under svenskekrigen var han ikke heldig. Tidlig i 1644 blev han udnævnt til generalissimus og præsident for krigsrådet i Glückstadt, men hverken mens han stod i Hertugdømmerne, eller da han i december samme år fulgte efter Wrangel mod nord og forenede sig med Anders Bille, lykkedes det ham at gøre fjenden væsentligt afbræk. Forholdenes store vanskelighed og hensynet til på een gang at beskytte marsklandene og forebygge, at svenskerne tog Bremen, hvilket sidste dog alligevel skete, anføres som undskyldning for, at han fik udrettet så lidt. Men samtidig var det kommet til et sammenstød mellem Frederik og den danske rigsmarsk Anders Bille. Under fællesoperationerne i Jylland ved nytårstid 1645 var de blevne uenige om krigsplanen. Der forblev en brod i begges sind; for første gang var prinsens virksomhed for alvor blevet forflyttet fra tysk grund til Danmark, og straks var han tørnet sammen med den mægtige danske adel, repræsenteret i rigsmarskens person.

En vågnende ambition

Under uvisheden med hensyn til sine tyske landes skæbne og fra det øjeblik af, da forlovelsen med Sofie Amalie var kommet i stand, havde Frederik udvist en stigende interesse for at vinde magt inden for det danske rige. I juli 1647 havde han fået en fast virksomhed der, idet han blev statholder i hertugdømmerne med bopæl i Flensborg, og snart så han store muligheder åbne sig for sin fremtid. Længe havde hans ældre broder, tronfølgeren hertug Christian, været svagelig, og udsigten til, at han ville få børn, været ringe. Alligevel havde Frederik i 1642 og 1643 sikret sig betydelige dele af hertugdømmerne for det tilfælde, at broderen skulle efterlade sig arvinger eller blive konge. Siden gik han videre og sørgede at opnå et subsidiært tronfølgervalg, skønt broderen endnu var i live, og udtalelser i hans breve fra denne tid viser, hvorledes allerede nu arvekongespørgsmålet stod for ham som det egentlige mål. Og da så prins Christian døde i juni 1647, kom det øjeblik, da Frederik endelig opgav kampen for at få sine bispedømmer tilbage, utvivlsomt påvirket af hensynet til, at den danske adel vitterlig nærede frygt for, at striden om stifterne, hvis han valgtes til konge, skulle bevirke en ny krig med Sverige. Således var prins Frederiks stræben for længst rettet mod kronen, men intet kongevalg var foretaget, da Christian IV døde 28. februar 1648.

Kampen om kronen thumb|left| Frederik den 3´s håndfæstning (Rigsarkivet. Foto: Tom Jersø)

Månederne efter den gamle konges død var en kamptid, og fra det øjeblik, da han 7 dage efter faderens død nåede til København fra Flensborg, var striden om valget og dets vilkår standende mellem ham og rigsrådet. Først den 3. maj endte de lange forhandlinger, og den 6. juli fandt hyldingen sted; den 23. november kronedes Frederik og hans dronning. Frederik var blevet konge, men prisen var høj: skattebevilling tilkom alene rigsrådet. Rigsrådet kunne nedlægge veto mod, at kongen erklærede krig.Scocozza, s. 187 Kongen måtte ikke rejse udenlands, han måtte ikke indgå forbund med andre riger, han måtte ikke pålægge told og accise, og han måtte ikke give udenlandske adelsfolk danske adelsprivilegier uden rigsrådets tilslutning. Kronen måtte ikke erhverve adelsgods, kongen måtte ikke forringe vilkårene for forlening, og kongen skulle årligt indkalde herredage. Det blev bestemt, at rigsrådet til enhver tid skulle bestå af 23 råder, og kongen måtte kun udnævne nye råder blandt de kandidater, som rigsrådet havde indstillet. Kongen og de ikke-adelige stæder var reelt sat skakmat.Scocozza, s. 188

Modstanden mod hans valg havde langt mindre fået positive udtryk end været til stede som en stemning inden for de mægtige adelskredse. De vidste der god besked med hans enevældige lyster, de frygtede indflydelsen fra Sofie Amalie og fra rådgivere som Dietrich Reinking, Christoffer Gabel og Theodor Lente; også striden med Anders Bille var i frisk erindring. Trods splittelsen inden for adelen opnåede Frederik da heller ikke valg uden på de hårdeste mulige vilkår: hans krav om at få Norges rige overleveret efter arveretten lykkedes det ham ikke at gennemføre; han måtte erkende sig for valgt der såvel som i Danmark. Håndfæstningen bandt ham på alle punkter, og flere bestemmelser viste adelens frygt for, hvad der kunde ventes af ham. Frederik valgte i første omgang at bøje sig. Han fik en platform for sit fremtidige virke, men hans råderum var begrænset.

Den tidlige kongetid

Frederiks kongetid faldt i to afsnit: vendepunktet var svenskekrigen, der banede vej for enevældens indførelse, adelsvældens sidste dage fulgtes af enevældens første tiår.

Skønt kongen i princippet var uden råderum, forstod han at udnytte de muligheder, der var. Hans første skridt var, i sin egenskab af holstensk hertug, at afskedige Christian von Pentz, der var gift med Christian IVs og Kirsten Munks datter Sophie Elisabeth, fra dennes stilling som kommandant over garnisonen i Glückstadt og gøre ham til kommandant i Flensborg, hvilket var en klar degradering, samt at forbyde ham at vise sig ved hoffet.Scocozza, s. 189 Samtidig lykkedes det kongen at få udnævnt 6 nye rigsråder, der var kritiske over for Corfitz Ulfeldt. Og mens Ulfeldt forhandlede en alliance med Nederlandene, indkom der klager over den bornholmske lensmand Ebbe Ulfeldts embedsførelse: der var uorden i regnskaberne, og han plagede bønderne på en urimelig måde. En undersøgelse blev indledt,Scocozza, s. 190 og undersøgelser blev ligeledes indledt mod Hannibal Sehested som værende mistænkte for regnskabsfusk og embedsmisbrug. Reelt var der tale om en magtkamp mellem rigsrådet på den ene side og Christian IVs svigersønner, Corfitz Ulfeldt og Hannibal Sehested, på den anden. For Sehested vedkommende endte det med, at den enorme formue, han under statholdertiden havde samlet sig i Norge omfattende jordegods, savværker, bjergværker med mere, blev afstået til kronen. Desuden bad han om at træde af som statholder i Norge og ud af rigsrådet.Scocozza, s. 192 For rigshofmesteren Corfitz Ulfeldt Corfitz Ulfeldt og hans hustru, Christian IVs datter Leonora Christina, udviklede situationen sig langt mere dramatisk: de blev beskyldte for at have forsøgt at myrde kongen.Scocozza, s. 193 Ulfeldt fik hovedvidnet, Dina Vinhofvers, dømt for at have løjet, man da kongen forlangte en kontrol af hans embedsførelse, valgte Ulfeldt at flygte ud af landet.Scocozza, s. 198