thumb|Tordenskjold i Dynekilen, af Carl Neumann.
Slaget i Dynekilen, som stod den 27. junijul./ 8. juli 1716greg. under den store nordiske krig, er et af de mest kendte slag i Dansk historie. Det er tillige et af de mest berømte søslag i den danske militærhistorie. Under slaget ledede en af Danmarks største søhelte, Tordenskjold, en indenskærs eskadre til en svensk transportflådes ankerplads i Dynekilen. Der formåede Tordenskjold at tilintetgøre transportbådene, sammen med eskorten på 13 til 15 krigsskibe. Dette slag blev afslutningen på Karl XII af Sveriges første felttog i Norge.
Baggrund
Den 28. oktober 1709 erklærede Danmark-Norges konge, Frederik IV, krig mod Sverige. Krigserklæringen kom efter svenskernes nederlag i slaget ved Poltava, da det gamle angrebsforbund fra 1699 var genoprettet mellem Danmark-Norge, Sachsen-Polen og Rusland. Krigen mod svenskerne var et revanchelystent forsøg på at generobre de tabte områder, Danmark-Norge havde været nødt til at afstå ved freden i 1660. Trods det militære nederlag ved Poltava og fraværet af Karl XII, formåede svenskerne imidlertid at vinde slaget ved Helsingborg. Videre formåede de at holde på de tyske besiddelser omkring Stralsund. Dog var overmagten så stor, at der ikke var håb for svenskerne om at vinde krigen uden at måtte afstå store områder, skønt Karl XII var kategorisk imod en sådan fredsslutning. Håbet om fred voksede hos den svenske befolkning, efter at Karl XII vendte tilbage til Sverige den 24. december 1715 efter Stralsunds fald.
Men Karl XII ville hellere slås i et desperat håb om at få reddet noget af den svenske stormagt. Han rettede fokus mod det, han anså som det svage led i alliancen, Danmark-Norge. Strategien var at vinde en militær sejr over Danmark-Norge og derved fremtvinge en separat fred på samme måde som i krigen i 1700. Karl XIIs strategi var at splitte sine modstandere og nedkæmpe disse enkeltvis. Dette syn på krigerkongens militærtaktik ved begyndelsen af året 1716 virker mest plausibelt med tanke på, at han var en formidabel taktiker men kun en middelgod strateg.
Først havde Karl XII tænkt at gå mod Danmark, over isen mellem Skåne og Sjælland med en hær på 40.000 soldater i ryggen. Men en stærk storm brød isen op i Øresund januar 1716. Den 27. februar 1716 brød Karl XII op fra sit hovedkvarter i Ystad og satte kurs nordover med en ny, hastigt lagt slagplan. Han måtte søge det ønskede resultat i en anden retning, nemlig i Norge.
Den 8. marts 1716 startede svenskerne 1716-felttoget eller det første Norgesfelttog, da krigerkongen i spidsen for 3.000 svenske soldater krydsede den norske grænse ved Östervallskog i Värmland. Karl XII's plan var et lynangreb i to separate raids med henholdsvis 3.000 mand under hans egen ledelse mod Christiania fra øst, og 4000 mand under generalløjtnant Carl Gustav Mörner fra sydøst forbi Halden i en knibtangsmanøvre omkring den vigtige Akershus fæstning.
Men krigsplanen holdt ikke ved kontakten med fjenden og de uforudsete problemer, som opstod. Træfningen i Høland varskoede det norske forsvar, som blev reddet af et uventet voldsomt snevejr. Snevejret stansede Karl XII i hele tre dage. Denne forsinkelse reddede ikke bare det norske forsvar men ødelagde også overraskelsesmomentet i fremrykningen mod Christiania, hvor terrænet gav forsvarerne fordel.
Efter flere forsøg på at tage Akershus fæstning, som mislykkedes, fordi svenskerne ikke havde godt nok artilleri til at bryde skanserne, kunne den svenske konge ikke forblive i Christiania længere. Med tøvejret i foråret kom en dansk-norsk transportflåde fra Danmark med ca. 4.000 kamperfarne soldater. Fredrikstad og Halden var under norsk kontrol, og forbindelseslinjerne med Sverige kunne ikke opretholdes, efter at Moss faldt som befæstning. Karl XII så ikke nogen anden udvej end at trække sig tilbage over Glomma.
Karl XII indså vigtigheden af at sikre forbindelseslinjerne mellem sig selv og Sverige, hvis han skulle kunne fortsætte felttoget og underlægge sig Norge eller i det mindste sikre sig de norske områder øst for Glomma. Han forstod tidligt, at han måtte erobre Halden med Fredriksten fæstning og havde allerede den 19. marts 1716 sendt ordre til Göteborg om at føre tungt artilleri til Fredriksten ad søvejen.
De svenske tropper, som rykkede frem over land tidligt i 1716, kunne ikke transportere tungt artilleri. Det ville have forsinket styrkerne endnu mere. Men det artilleri, som kom fra Göteborg, stoppede op, fordi den norske Nordsøeskadre havde spærret vejen nordover, så snart, isen brød op. Svenskerne fandt en sikker ankerplads længere mod sydøst, men landevejene midt i forårstøvejret var ufremkommelige for det tunge udstyr. Mens skibene med det vigtige belejringsartilleri i lasten sled sig frem mod Halden, led Karl XII et smerteligt nederlag under slaget om Halden den 4. juli 1716.
Efter nederlaget den 4. juli besluttede Karl XII sig for at vente på det vigtige artilleri. Han havde givet ordre om at losse udstyret fra fragtskibe til flydebroen på Svinesund, for så at tage dem ad landevejen til hovedkvarteret på Torpum. Men den 8. juli, ved middagstid, kunne Karl XII høre en stærk kanontorden fra syd.
Søkrigen foråret 1716
Passende nok startede den dansk-norske del af søkrigen året 1716 med, at den berømte og dristige kaptajn Peter Wessel blev adlet af kongen under navnet Tordenskjold den 24. februar 1716 i København. Samme dag gav kongen den unge kaptajn ordre til at klargøre sin fregat, "Hvide Ørn", for at fragte breve og instrukser til Norge.
Lidt senere udnævnte kongen den dygtige viceadmiral Christian Carl Gabel til chef for Nordsøeskadren på syv linjeskibe, seks fregatter, fem brigger og også den norske skærgårdsflåde. Kong Frederik IV kendte Karl XIIs hensigter og fik sine anelser bekræftet i et brev fra Norge i midten af marts 1716. Kongen sendte et brev tilbage den 14. marts, hvori han lovede at opretholde forbindelsen mellem Danmark og Norge. Kongen forberedte kort efter en forstærkning under ledelse af Gabel.
Viceadmiral Gabel afgik fra Fladstrand med sin eskadre den 12. april 1716. Eskadren bestod af ca. 4000 mand i to regimenter. Efter blot fem dage nåede Gabel og hans mænd Fredrikstad, hvor de gik i land lige inden det andet slag om Moss. Den 6. april havde Tordenskjold fragtet officerene til Holmestrand, for at de skulle slutte sig til generalløjtnant Barthold Heinrich Lützow, som ledede forsvaret af Norge. Gabel deltog under det andet slag om Moss den 25. april ved at tage stilling mellem Kambo og Moss med sine styrker mod et muligt svensk angreb fra nord.
Gabel sendte Tordenskjold til København for at hente nærmere instrukser sammen med et brev dateret 19. april, hvori han skriver, at der er behov for en søstyrke for indenskærs krigsførsel. Gabel havde nemlig i Norge fået rapport om en svensk flådestyrke, som havde forladt Göteborg den 15. april. Kontreadmiral Olof Strömstierna havde efter ordre fra Karl XII forberedt en flåde. Men Strömstierna var realistisk nok til at indse behovet for sikker sejlads langs Bohuslän-kysten, og derfor brugte han fladbundede fartøjer: mindre fragtskuder og strømbåde. Med en sådan indenskærs flåde kunne han undgå dansk-norske krigsskibe, som stak for dybt til at gå indenskærs.
Tordenskjold kom hurtigt tilbage til Norge efter en dramatisk sejlads til København, skildret af en svensk fange, Carl von Roland. Tordenskjold sluttede sig til den udpegede afdeling, som skulle krydse langs kysten fra basen i Larkollen for at lede efter Strömstierna og spærre vejen til Svinesund. Den 1. maj 1716, ved øen Styrsö, fandt Tordenskjold en svensk afdeling med flere krigsskibe, antagelig med stykprammen Stenbocken. Træfningen ved Styrsö i skærgården endte med, at "Hvide Ørn" fik to grundskud, og at den svenske transportflåde måtte vende om. Med skibe, som stak alt for dybt, kunne de dansk-norske styrker ikke forfølge svenskerne, som havde galejer bestykkede med skyts med op til 36-pundskaliber med sig.
Træfningen ved Styrsö gjorde, at Strömstierna ikke kunne fortsætte nordover. Få dage før træfningen havde han fundet en passende ankerplads i Dynekilen og ville derfor ikke vove sig nærmere Svinesund. Men ved ankomsten tidlig i maj var det midt i forårets tøvejr, og vejene over land var i dårlig forfatning. Desuden måtte en flydebro sættes i stand, og det arbejde tog flere dage. Det kan være, at de store styrkeforflytninger under general Delvig fra maj til juni 1716 bidrog til, at planerne om at losse artilleriet blev forsinkede.
Det og mere må have ført til, at Strömstierna besluttede sig for at vente i Göteborg på sommeren og tørre vejr. Derfor blev den svenske transportflåde ikke forstærket med flere skibe i Dynekilen før den 5. juli 1716. Træfningen ved Styrsö kan have spillet en større rolle end før antaget.
Brevene
Da de nu havde så god tid, kunne Gabel og Tordenskjold drage lærdom af erfaringerne ved Styrsö. De forstod behovet for specialfartøjer for indenskærs krigsførelse, både som kunne bevæge sig i lavvandede farvande. Mens en konvoj fra Stavern samlede sig, drog Tordenskjold i maj til Christiania, hvor han tog kontakt med overkommandoen. Der underrettede han ledelsen om, at svenskernes flydebro måtte ødelægges, og at han selv ville hente flere soldater i Fladstrand. Soldaterne var kommet dertil fra København. Dette førte til angrebet i Svinesund den 2. juni 1716, som gik galt for Danmark-Norge.
Den samme dag havde Tordenskjold været i Fladstrand, og inden 8. juni kom han til København og tog kontakt med sin ven generaladmiral Ulrik Christian Gyldenløve. Tordenskjold bad om at blive eskadrechef for en række lavbundede fartøjer. Med dem ville han forcere Svinesund og bringe forsyninger med proviant til den indelukkede Fredriksten fæstning. Han gjorde også Gyldenløve opmærksom på truslen, som den svenske eskadre med galejerne repræsenterede, og ville gerne angribe dem snarest. Det var afgørende, at Tordenskjold tog dette op med den militære ledelse i København. Hvis blot brevet fra Gabel dateret den 6. juni nåede frem til kongen, kunne det skabe en farligt lang udsættelse, hvis den enevældige konge ikke traf en hurtig nok afgørelse i sagen.
Admiral Christen Thomesen Sehesteds eskadre af lavbundede fartøjer fra farvandet ved Rügen i 1714, lå i København. Denne eskadre kunne sættes i stand, og admiralitetet udnævnte Tordenskjold til eskadrechef den 13. juni 1716. Han fik ordre til at udruste to fregatter, det større skytsskib (større stykpram) "Hjælperen", en stykpram og tre galejer, for så at slutte sig til viceadmiral Gabel i Larkollen. Der var da kommet et nyt brev fra Gabel, som historisk set er kontroversielt.
Gabels brev til kongen dateret den 13. juni forklarer kort, at Gabel planlagde et angreb på Dynekilen, som han skal have beskrevet som "en af deres havne", men den svenske transportflåde var ikke kommet dertil på det tidspunkt. Brevets indhold var vagt, men det kan have været et udtryk for forbehold. Dynekilen var en naturlig havn, som gav god beskyttelse, og der kunne ligge engelske og hollandske handelsskibe der også. Måske ville Gabel undgå diplomatiske forviklinger, hvis han kom for skade at ødelægge nogen af disse skibe sammen med de svenske. Et andet brev fra Gabel forstærker dette indtryk. Der understregede han behovet for at undersøge forholdene i forvejen.
Tordenskjold kom til Norge i troen på, at den svenske transportflåde, som havde undgået dem så længe, kunne være kommet ind i Dynekilen. Stedet var velegnet for at undgå at blive opdaget og angrebet. I et brev til kongen den 21. juni, efter at Tordenskjolds eskadre næsten var færdigudrustet, skriver han, at han tror Strömstierna er kommet til Dynekilen, og at han vil se efter svenskerne der.
Forspillet