Kongeriget Mann og Øerne ( på engelsk Kingdom of the Isles eller nogle gange Kingdom of Mann and the Isles), også kendt som Sodor, var et norrønt-gælisk kongerige, der fra 800-tallet til 1200-tallet omfattede Isle of Man, Hebriderne og Clyde-øerne. Øerne var kendt på oldnordisk som Suðreyjar, eller "De sydlige øer" i modsætning til Norðreyjar eller Nordøerne ved Orkneyøerne og Shetlandsøerne. På skotsk gælisk er riget kendt som Rìoghachd nan Eilean. De historiske kilder er ufuldstændige, og riget var ikke en kontinuerlig enhed gennem hele perioden. Til tider var herskerne uafhængige af ydre kontrol, men i store dele af perioden havde de overherrer i Norge, Irland, England, Skotland eller Orkney. Der ser også ud til til tider at have været konkurrerende krav på hele eller dele af området. Øerne har et samlet landareal på over 8300 km2 og strækker sig mere end 500 km fra nord til syd.

Vikingernes indflydelse i området begyndte i slutningen af 700-tallet, og selvom der ikke er tvivl om, at Uí Ímair-dynastiet spillede en fremtrædende rolle i denne tidlige periode, er oplysningerne om datoer og detaljer vedrørende herskerne spekulative indtil midten af 900-tallet. Fjendtligheder mellem kongerne af Øerne og herskerne i Irland samt indblanding fra den norske krone (enten direkte eller gennem deres vasal jarlen af Orkney) var tilbagevendende temaer.

Laxdæla saga nævner flere personer, som siges at være kommet til Island fra Sodor, hvilket ser ud til at være disse Suðreyjar, før eller omkring midten af 900-tallet.

Magnus Barfods invasion i slutningen af 1000-tallet resulterede i en kort periode med direkte norsk styre over riget, men snart genoprettede efterkommerne af Godred Crovan en ny periode med overvejende selvstændigt herredømme. Dette ophørte med fremkomsten af hærføreren Somerled, og ved hans død i 1164 blev riget delt i to. Lidt over et århundrede senere, efter Perth-traktaten i 1266, blev øerne en del af Kongeriget Skotland.

Geografi De vigtigste øer under overvejelse er som følger: Isle of Man, beliggende i Det Irske Hav, lige langt fra det nuværende England, Ulster, Skotland og Wales. Øerne i Firth of Clyde, cirka 140 km mod nord, hvoraf de største er Bute og Arran. De sydlige Indre Hebrider vest og nord for Kintyre-halvøen, herunder Islay, Jura, Mull og Iona. De Indre Hebrider nord for Ardnamurchan, bestående af Small Isles (herunder Eigg og Rùm), Skye, Raasay og deres mindre øer. Ydre Hebrider, også kaldet "Den lange ø", mod vest, adskilt fra de nordlige Indre Hebrider af Minch.

Disse øer, ofte omtalt som Sudreys, har et samlet landareal på cirka 8374 km2, hvoraf: Isle of Man er 572 km2, 7% af det samlede areal "Physical Geography" Isle of Man Government. Hentet 11. januar 2011. Clyde-øerne 574 km2, 7% af det samlede arealHaswell-Smith (2004) s. 2 De Indre Hebrider 4158 km2, 50% af det samlede arealGeneral Register Office for Scotland (28. november 2003) Occasional Paper No 10: Statistics for Inhabited Islands . Hentet 26. februar 2012. De Ydre Hebrider 3070 km2, 36% af det samlede areal. "Unitary Authority Fact Sheet – Population and Area" University of Edinburgh School of GeoSciences. Hentet 30. maj 2010.

Anglesey i det nuværende Wales kan også have været en del af den insulære vikingeverden fra en tidlig periode.Etchingham (2001) s. 185

Orkney ligger cirka 180 km øst-nordøst for de Ydre Hebrider, Shetlandsøerne yderligere 80 km længere mod nordøst og Norge cirka 300 km lige øst for Shetland. Den samlede afstand fra sydspidsen af Isle of Man til Butt of Lewis, den nordlige ende af de Ydre Hebrider, er omkring 515 km.

Tidlig historie

Kilder

Tilstedeværelsen af klostret på Iona gjorde, at denne del af Skotland blev relativt velbelyst fra midt i 500-tallet til midt i 800-tallet. Fra 849 og frem, da Columbas relikvier blev flyttet på grund af vikingernes angreb, forsvinder skriftlige vidnesbyrd fra lokale kilder imidlertid næsten helt i tre hundrede år.Woolf (2006) p. 94 Kilderne til oplysninger om Hebriderne og faktisk store dele af Nordskotland fra 700- til 1000-tallet er derfor næsten udelukkende irske, engelske eller norrøne. Den vigtigste norrøne tekst er Orkneyinga Saga, som bør behandles med forsigtighed, da den bygger på mundtlig tradition og først blev nedskrevet af en islandsk skriver i begyndelsen af 1200-tallet. De engelske og irske kilder er mere samtidige, men kan have “ført til en sydlig slagside i fortællingen”, især eftersom store dele af øgruppen blev norrønsproget i den periode, der behandles.Woolf (2007) p. 275 De arkæologiske spor fra denne periode er relativt sparsomme,Barrett (2008) p. 420 især sammenlignet med de talrige fund fra stenalderen og jernalderen i området.

Forskningen i perioden “har ført til vidt forskellige rekonstruktioner af vikingetidens Skotland”,Barrett (2008) p. 412 og Barrett (2008) har identificeret fire konkurrerende teorier, som han ikke anser for bevist.Barrett (2008) pp. 419, 422

Det står klart, at ordet “konge”, som brugt af og om herskere af norsk afstamning i øerne, ikke var tænkt som udtryk for suveræn enevælde (dvs. en overkonges myndighed). Dette adskiller sig fra den måde, ordet blev brugt i det fremvoksende Kongerige Skotland på den tid.Gregory (1881) pp. 17–18 Man bør også have for øje, at forskellige konger kan have regeret over meget forskellige områder, og at få af dem kan ses som udøvende nogen form for tæt kontrol over dette “vidtstrakte havkongedømme”.Woolf (2006) p. 96 Præcise datering er til tider omstridt blandt historikere.See for example Woolf (2007) pp. 108–09

Tidlige vikingetogter i Hebriderne

Før vikingernes togter udgjorde de sydlige Hebrider en del af det gæliske kongerige Dál Riata (eller Dalriada). Nord for Dál Riata var de Indre og Ydre Hebrider nominelt under pikternes kontrol, selv om de skriftlige kilder er sparsomme. Ifølge Ó Corráin (1998) er det “ukendt, måske umuligt at vide”, hvornår og hvordan vikingerne erobrede og besatte øerne,Ó Corráin (1998) p. 25 selv om gentagne vikingetogter mod De Britiske Øer er registreret fra 793 og frem. “Alle Britanniens øer” blev hærget i 794,Thomson (2008) p. 24–27 og Iona blev plyndret i 802 og 806.Woolf (2007) p. 57 Forskellige navngivne vikingehøvdinge, der sandsynligvis havde base i Skotland, optræder i de irske annaler: Soxulfr i 837, Turgesius i 845 og Hákon i 847.Ó Corráin (1998) p. 5 En anden tidlig henvisning til den norrøne tilstedeværelse i de irske kilder er, at der fandtes en konge af “Vikingeskotland”, hvis arving, Thórir, førte en hær til Irland i 848.Ó Corráin (1998) p. 24

I 800-tallet optræder de første henvisninger til Gallgáedil (dvs. “fremmede gælere”). Begrebet blev i de følgende århundreder brugt forskelligt om personer af blandet skandinavisk-gælisk herkomst og/eller kultur, der blev dominerende i det sydvestlige Skotland, dele af det nordlige England og øerne.Woolf (2007) pp. 253, 296–97

Ifølge Orkneyinga Saga blev Harald Hårfager omkring 872 konge af et samlet Norge, og mange af hans modstandere flygtede til Skotlands øer, herunder Hebriderne ud for vestkysten og Nordøerne. Harald forfulgte sine fjender og indlemmede Nordøerne i sit rige i 875 og dernæst, måske lidt over et årti senere, også Hebriderne. Året efter gjorde de lokale vikingehøvdinge i Hebriderne oprør. Harald sendte da Ketill Fladnæse for at underlægge sig dem, hvilket han hurtigt gjorde, men derefter erklærede han sig selvstændig “konge af Øerne”, en titel han beholdt resten af livet. Ketill identificeres også undertiden med Caittil Find, en angivelig leder af Gallgáedil i Irland i 857, selv om denne forbindelse langt fra er sikker. Ketill efterlod ingen efterfølgere, og der er ringe spor for de følgende fire årtier. Woolf (2007) foreslår dog, at hans optræden i sagaerne “ligner i høj grad en fortælling skabt i senere tider for at legitimere norske krav på suverænitet i regionen”.Woolf (2007) p. 296

Der er lignende problemer med ophavet til Gofraid mac Fergusa, den formodede hersker over Hebriderne i 800-tallet og stamfader til Clan Donald. Det er blevet foreslået, at hans fremkomst “i høj grad ligner et produkt af propagandister fra Clann Donald i 1300-tallet”.Woolf (2007) p. 299

Huset Ímar

I 870 blev Dumbarton belejret af Amlaíb Conung og Ímar, “de to konger over nordboerne”, som “vendte tilbage til Dublin fra Britannien” året efter med talrige fanger.Woolf (2007) p. 109 Det er derfor sandsynligt, at den skandinaviske dominans allerede da var betydelig på Skotlands vestkyst.Woolf (2007) p. 115 Amlaíb Conung beskrives som “søn af kongen af Lochlainn” i Irlands fragmentariske annaler, og Ó Corráin (1998) argumenterer for, at Lochlainn “er Vikingeskotland og sandsynligvis omfatter Man” på dette tidspunkt, hvilket peger på en tidlig datering for et organiseret Kongeriget Mann og Øerne.Ó Corráin (1998) pp. 6, 10 I samme kilde omtales det, at Amlaíb Conung kom sin far Gofraidh til hjælp, da denne blev angrebet af vikinger i Lochlainn omkring 872.Ó Corráin (1998) p. 34 Gofraidh døde i 873 og kan kortvarigt være blevet efterfulgt af Ímar, som også døde samme år. Amlaíb døde sandsynligvis i 874.Ó Corráin (1998) pp. 35–37 En klagesang over Áed mac Cináeda, en piktisk konge, der døde i 878, antyder, at Kintyre kan være gået tabt for hans rige på dette tidspunkt.Woolf (2007) pp. 116–17 Nordboerne kan have taget Isle of Man i 877, og de havde den med sikkerhed i 900.Woolf (2007) p. 141 I 902 blev vikingerne fordrevet fra Dublin i op til et dusin år, og et år senere blev Ímar, “sønnesøn af Ímar”, dræbt i kamp mod Konstantin 2.'s styrker i Skotland på fastlandet.Woolf (2007) pp. 130–31 Disse begivenheder var dog tilbageslag for nordboerne snarere end et endeligt vendepunkt. Indbyrdes stridigheder fremgår af Ulster-annalerne for 914, hvor Ragnall ua Ímairs sejr over Bárid mac Oitir i et søslag ud for Isle of Man bliver beskrevet.Woolf (2007) pp. 140–41

De første fire årtier af 900-tallet er en dunkel periode, hvad angår Hebriderne. Det er muligt, at Ragnall ua Ímair, der sandsynligvis regerede over Man i denne tid, kan have haft en vis indflydelse. Den næste kendte Konge af Øerne er dog Amlaíb Cuarán. Efter Amlaíb mac Gofraids død i 941, blev Amlaíb Cuarán konge af Northumbria og efter al sandsynlighed sin fætter Amlaíbs efterfølger som konge af Man.Woolf (2007) p. 181 Den førstnævnte omtales som Rex plurimarum insularum, hvilket tyder på, at han kan have været den første konge af både Man og de Vestlige Øer i Skotland.