thumb|Internationalt anerkendt: afternoon tea i traditionel engelsk stil i Philadelphia, Pennsylvania
Engelsk køkken omfatter de madlavningsstile, traditioner og opskrifter, der forbindes med England. Det har sine egne særpræg, men ligner også i høj grad det bredere britiske køkken, dels af historiske årsager og dels på grund af importen af ingredienser og idéer fra Amerika, Kina og Indien under det Britiske Imperium samt som følge af efterkrigstidens indvandring til Det Forenede Kongerige siden 1922.
Nogle traditionelle måltider, såsom brød og ost, stegte og stuvede kødretter, kød- og vildttærter, kogte grøntsager og supper med urter eller krydderier samt ferskvands- og saltvandsfisk, har oldgamle rødder. Den engelske kogebog fra 1300-tallet, The Forme of Cury, indeholder opskrifter på sådanne retter og stammer fra Richard 2.s hof.
Engelsk madlavning har været påvirket af udenlandske ingredienser og tilberedningsmetoder siden middelalderen. Curry blev introduceret fra Det indiske subkontinent og tilpasset engelsk smag fra 1700-tallet med Hannah Glasses opskrift på kylling “currey”. Det franske køkken påvirkede engelske opskrifter gennem hele victoriatiden. Efter rationeringen under anden verdenskrig fik Elizabeth David’s bog fra 1950, A Book of Mediterranean Food, stor indflydelse og bragte middelhavskøkkenet ind i engelske hjem. Hendes succes inspirerede andre kogebogsforfattere til at beskrive andre køkkenstile, herunder kinesisk og thailandsk køkken. England fortsætter med at optage kulinariske idéer fra hele verden.
Typiske retter I 1953 udgav Storbritanniens første kendiskok, Philip Harben, Traditional Dishes of Britain. Kapiteltitlerne opremsede blot “de stereotype grundpiller i den britiske kost”, fra cornish pasties, crumpets og Yorkshire pudding til shortbread, Lancashire hotpot, steak and kidney pudding, ål i gele, clotted cream og fish and chips. Panayi bemærkede, at Harben indledte med selvmodsigelser og udokumenterede påstande: han nævnte Storbritanniens angivelige ry for at have verdens værste mad, men hævdede samtidig, at landets kokke var teknisk uovertrufne, og at repertoiret af nationale retter var det største af alle landes.
Sociologen Bob Ashley bemærkede i 2004, at selv om folk i Storbritannien måske var enige om, at den nationale kernekost bestod af retter som den full english breakfast, roastbeef med det hele, te med scones og fish and chips, havde få nogensinde spist den kanoniske engelske morgenmad, frokost og middag på én og samme dag, og mange spiste sandsynligvis aldrig nogen af retterne på listen regelmæssigt. Under alle omstændigheder, bemærkede Ashley, ændrer den nationale kost sig over tid, og kogebøger indeholder rutinemæssigt retter af udenlandsk oprindelse. Han nævnte en café drevet af National Trust, hvis leder hævdede: “Vi må ikke lave udenlandsk mad ... Jeg kan ikke lave lasagne eller noget i den stil”, men som i praksis serverede curry, fordi “tilsyneladende er curry engelsk”. Det engelsk-indiske køkken har faktisk været en del af den nationale kost siden 1700-tallet.
Nogle engelske retter er relativt nye og kan dateres til det århundrede, og undertiden til det konkrete år, hvor de blev introduceret. Således blev piccalilli indført fra Indien i 1700-tallet, som dokumenteret af Hannah Glasse, der gav en opskrift på den i 1758. Omvendt har retter og saucer, som stadig betragtes som udenlandske, såsom fisk i sursød sauce, været med i engelske opskriftsbøger siden middelalderen. Andre retter antog først gradvist deres nuværende form, som den såkaldte "Full breakfast". Morgenmåltider af denne type beskrives ganske vist i senere udgaver af "Mrs Beeton", men som én blandt mange variationer. Hendes liste over “Family Breakfasts for a Week in Winter” har for onsdag noget, der virker forholdsvis moderne: “brød, muffins, smør, sylte, grillet bacon, kogte æg”; men på andre dage indeholder morgenmaden mindre moderne indslag som hakket kød, fårekoteletter, grillede nyrer, bagte friske sild og hash af koldt vildt eller fjerkræ, mens forslag til “Family Breakfasts for a Week in Summer” omfatter sardintoast, kold tunge, kedgeree og rissoles samt “Guests' Breakfast (Autumn)” med kold fasan, vildttærte og presset oksekød.
Kvalitet thumb|left|William Hogarths O the Roast Beef of Old England (The Gate of Calais), 1748
I 1900-tallet havde det engelske køkken et dårligt internationalt ry. Keith Arscott fra Chawton House Library bemærker, at “på et tidspunkt mente folk ikke, at englænderne kunne lave mad, og alligevel var disse [attende- og nittendeårhundredes] kvindelige forfattere i front for nutidens madlavning.” Engelsk mad blev populært anset for at være smagløs, men det engelske køkken har gjort omfattende brug af krydderier siden middelalderen, introducerede curry til Europa og anvender kraftige smagsgivere som engelsk sennep. Det havde på samme måde ry for at være kedeligt, som for eksempel roastbeef, men denne ret var højt værdsat både i Storbritannien og i udlandet, og kun få havde råd til den; den “Roast Beef of Old England”, som William Hogarth hyldede i sit maleri fra 1748, fejrede den høje kvalitet af engelsk kvæg, som franskmændene ved porten til Calais (den anden titel på maleriet) kun kunne betragte med misundelse. Årene med krigstidens mangel og rationering forringede ganske vist variationen og smagen i engelsk mad i 1900-tallet, men landets køkken kom sig igen i takt med stigende velstand og tilgængeligheden af nye ingredienser fra tiden kort efter anden verdenskrig.
thumb|[Baconis|Røræg- og baconis som serveret på restauranten The Fat Duck.
I 2005 udpegede 600 madkritikere, der skrev for det britiske magasin Restaurant, 14 britiske restauranter blandt de 50 bedste restauranter i verden; nummer ét var The Fat Duck i Bray, ledet af køkkenchefen Heston Blumenthal. Kvaliteten af de bedste restauranter i London har gjort byen til et førende centrum for international gastronomi.
Samtidig er listen over britiske føde- og drikkevarer med beskyttet status (PDO) under EU-lovgivning vokset hurtigt med 59 produkter, herunder Cornish sardiner, Yorkshire Wensleydale cheese og Yorkshire tvangsmodnede rabarber, Fenland-selleri, West Country-lam og -oksekød samt traditionel Cumberland sausage, registreret i 2015, og yderligere 13, herunder Birmingham Balti, opført som ansøgt. I 2016 havde 12 oste fra England PDO-status.
Noter
Referencer
Eksterne henvisninger
Kategori:Mad fra Storbritannien Kategori:Kultur i England