thumb|Den ældste tilbageværende dreadnought, USS Texas, blev søsat i 1912 og er i dag et museumsskib. Dreadnought (dansk ~ Frygter Intet) var den fremherskende type af slagskibe i det 20. århundrede. Det britiske slagskib HMS Dreadnought havde en så stor betydning for udviklingen af slagskibe, da den blev søsat i 1906, at slagskibe, som blev bygget efter dette blev omtalt som 'dreadnoughts', og ældre slagskibe kom til at hedde præ-dreadnoughts. Skibets udformning indeholdt to revolutionerende fornyelser. For det første var skibet udelukkende bestykket med de største mulige kanoner og for det andet var skibet udstyret med dampturbiner. Ibrugtagningen af HMS Dreadnought satte gang i et fornyet våbenkapløb, fortrinsvis mellem Storbritannien og Det Tyske Kejserrige, men lande over hele kloden fulgte med efterhånden som den nye type krigsskibe blev et afgørende symbol på national styrke.
Konceptet med udelukkende at bruge store kanoner havde været undervejs i adskillige år inden Dreadnought blev bygget. Den kejserlige japanske flåde var begyndt at bygge et slagskib, der udelukkende havde store kanoner i 1904, men afsluttede skibet som en præ-dreadnought. United States Navy byggede også slagskibe, der udelukkende havde store kanoner. Den tekniske udvikling fortsatte hurtigt igennem dreadnought-æraen. Efterfølgende modeller blev større og benyttede sig af fremskridt i bevæbning, pansring og fremdrift. Inden for 10 år gjorde nye slagskibe Dreadnought selv forældet. Disse kraftigere skibe blev kendt som 'super-dreadnoughts'. De fleste dreadnoughts blev hugget op efter afslutningen af 1. verdenskrig i overensstemmelse med bestemmelserne i Washington flådetraktaten, om end mange nyere super-dreadnoughts fortsat var i tjeneste under 2. verdenskrig.
Selv om bygningen af dreadnoughts brugte store ressourcer i begyndelsen af det 20. århundrede, var der kun et enkelt slag mellem flåder af dreadnoughts. I Søslaget ved Jylland stødte de britiske og tyske kampflåder sammen, uden at det kom til et afgørende resultat. Begrebet 'dreadnought' blev brugt mindre og mindre efter 1. verdenskrig, da alle slagskibe var af den type. 'Dreadnought' kan også bruges som betegnelse for slagkrydsere, den anden skibstype der udvikledes gennem dreadnought-revolutionen.Mackay R. Fisher of Kilverstone, p.326
Oprindelse Den karakteristiske bevæbning udelukkende med store kanoner på dreadnought blev udviklet i de første år af det 20. århundrede, da de forskellige landes mariner forsøgte at forøge ildkraften og rækkevidden på deres slagskibe. Hovedparten af slagskibene før Dreadnought havde en hovedbevæbning bestående af fire tunge kanoner på 12 tommer (30 cm), en sekundær bevæbning bestående af 6-18 hurtigskydende kanoner med en kaliber på 12-19 cm og andre mindre våben. Nogle modeller havde et mellembatteri af 20 cm-kanoner. I 1903 cirkulerede der seriøse forslag om at bygge skibe kun med store kanoner i en række lande.Friedman, U.S. Battleships, p.52.
Bygning af den nye type skibe begyndte næsten samtidig i tre lande. Den japanske flåde gav tilladelse til bygningen af slagskibet Satsuma, der skulle have 12 styks 12 tommers-kanoner i 1904. Kølen blev lagt i maj 1905.Jentshura, Jung, Mickel, Warships of the IJN p.22–3. Evans & Peattie, Kaigun p.159 Royal Navy begyndte at tegne HMS Dreadnought i januar 1905. Den blev køllagt i oktober samme år.Gardiner, Eclipse of the Big Gun, p.15 Den amerikanske flåde fik tilladelse til at bygge USS Michigan, der skulle have otte 12 tommers kanoner i marts 1905; Den blev køllagt i december 1906.Friedman, U.S. Battleships, p.419
Skiftet til udelukkende at bruge store kanoner blev gennemført fordi en ensartet bevæbning med store kanoner gav fordele i såvel ildkraft som ildledning. De nyeste 12 tommers-kanoner havde længere rækkevidde end en 10 tommers-kanon eller en 9,2 tommers-kanon.Friedman, Battleship Design and Development, p.98 De fleste historikere peger også på fordele ved ildledning. På lange afstande korrigerede man kanonernes sigte ved at observere hvor det sprøjtede, når granater affyret i salver slog ned, og det var vanskeligt at fortolke forskellige sprøjt fra forskellige kalibre. Der er stadig en vis debat om dette forhold var vigtigt eller ej.Fairbanks, C The Dreadnought Revolution, International History Review 1991; Seligmann, M New Weapons for New Targets, International History Review, juni 2008.
Skydning på lang afstand I søslag i 1890'erne var det afgørende våben af mellemstor kaliber typisk 6 tommer hurtigtskydende kanoner, der blev afskudt på forholdsvis kort afstand. Skydning til søs var for upræcist til at ramme mål på længere afstande. På meget kort afstand følger et projektil affyret fra en kanon en flad bane, og kanonerne kan sigtes ved at pege dem mod fjenden. På krigsskibe blev denne problemstilling vanskeliggjort ved at skibene rullede. På længere afstande havde kanoneren et mere vanskeligt problem, da kanonløbet skal hæves for at projektilet kan følge en balistisk bane, hvilket var et af hovedproblemerne ved ildledning. Friedman, Battleship Design and Development, p.99 På disse afstande var lettere kanoner forholdsvis præcise, og deres høje skudhastighed betød at der blev afskudt mange granater mod målet. I slaget ved Yalu-floden i 1894 åbnede de sejrende japanere først ild, da afstanden var nede på 3,9 km og det meste af kampen foregik på afstande af 2 km.Sondhaus, Naval Warfare 1815-1914, p.170–1
I de første år af det 20. århundrede var britiske og amerikanske admiraler nået frem til den opfattelse at fremtidige slagskibe ville komme i kamp på længere afstande i takt med at torpedoernes rækkevidde øgedes.Lambert, Sir John Fisher's Naval Revolution, p.77 I 1903 gav U.S. Navy ordre til udformning af en torpedo, som ville være effektiv på afstande op til 3,7 km.Friedman, U.S. Battleships, p.53 Både britiske og amerikanske admiraler konkluderede, at det var nødvendigt at komme i kamp med fjenden på længere afstand. I 1900 gav Jackie Fisher, som ledede den britiske middelhavsflåde ordre til at man skulle træne skydning med 6 tommer-kanoner på afstande af 5,5 km.Lambert, Sir John Fisher's Naval Revolution, p.78 I 1904 overvejede det amerikanske Naval War College betydningen for slagskibenes taktik af torpedoer med rækkevidder på 6,3-7,2 km.
Rækkevidden på lette og mellemsvære kanoner var begrænset, og præcisionen dalede kraftigt på længere afstande. Lette projektiler har et lavere forhold mellem masse og arealet af projektilets front, og derfor taber de hurtigere hastighed som følge af luftmodstanden. Alt andet lige betyder højere hastighed en højere præcision. På længere afstande faldt fordelen ved en høj skudhyppighed også. Præcis skydning afhang af at observere nedslagene fra den foregående skudsalve, hvilket lagde en begrænsning på hvor kort der skulle være mellem skuddene.
I 1900'erne voksede den effektive rækkevidde af de tunge kanoner. Det var blevet godtgjort under kanonøvelserne i 1904 og blevet bekræftet i kamp under Slaget ved Tsushima i 1905. I 1904 var skydningen med de største kanoner forbedret i en grad hvor afgørende træffere kunne opnås på maksimal afstand. Denne konklusion blev bekræftet af kamperfaringer under den Russisk-japanske krig, men seriøs planlægning af at bygge skibe med udelukkende store kanoner var begyndt betydelig før i de store flåder, baseret på kanonskydningseksperimenter udført i fredstid. Friedman, U.S. Battleships, p.52
Kun store kanoner eller blandet kaliber thumb|HMS Agamemnon, er skib med store kanoner af blandet kaliber i Lord Nelson-klassen. Det var udstyret med 4 styks 12 tommer- og 10 styks 8,2 tommer-kanoner.
En måde at bygge kraftigere slagskibe på var at gøre det sekundære batteri mindre og tilføje flere store kanoner. Disse skibe blev beskrevet som 'store kanoner af blandet kaliber' eller senere 'halv-dreadnoughts' omfattede de britiske King Edward VII- og Lord Nelson-typer af slagskibe, den franske Danton type og det japanske slagskib Satsuma.Gardiner and Lambert, Steam, Steel and Shellfire, p.125–6 Udformningsprocessen for disse skibe omfattede ofte en diskussion af et 'store kanoner af samme kaliber'-alternativ.Breyer, Battleships and Battlecruisers of the World, p. 113 vedr. Lord Nelson, p.331-2 vedr. Satsuma og p.418 vedr. Danton; se også Friedman, U.S. Battleships, p. 51 for en diskussion af alternative forslag til Mississippi typen af slagskibe
Juni 1902-nummeret af Proceedings of the US Naval Institute indeholdt kommentarer fra U.S. Navys ledende ekspert i kanonskydning professor P.R Alger, som foreslog et hovedbatteri med 8 styks 12 tommer kanoner i dobbelttårne.Friedman, U.S. Battleships, p. 51 I maj 1902 indleverede Bureau of Construction and Repair en tegning af et slagskib med 12 styks 10 tommers kanoner i dobbelttårn, to i enderne og fire på siderne. Kommandørløjtnant H. C. Poundstone indsendte en skrivelse til Præsident Roosevelt i december 1902 hvor han argumenterede for større slagskibe. I et tillæg til hans skrivelse antydede Poundstone, at et større antal 11 tommer- og 9 tommer-kanoner var bedre end et mindre antal 12 og 9 tommer. Naval War College og Bureau of Construction and Repair udviklede disse idéer i studier mellem 1903 og 1905. Krigsspilsstudier indledt i juli 1903 "viste at et slagskib bevæbnet med 12 11-tommer eller 12-tommer kanoner hexagonalt placeret ville svare til tre eller flere af den konventionelle type".Friedman, U.S. Battleships, p.53–58
I den britiske flåde så man den samme trend. En tegning havde også cirkuleret i 1902-03 med "en kraftig 'udelukkende store kanoner' bestykning i to kalibre, dvs. fire 12-tommer og tolv 9,2-tommer kanoner".Parkes, British Battleships, p.426, citerer et I.N.A.-papir fra 9. april 1919 af Sir Philip Watts. Admiralitetet besluttede imidlertid i stedet at bygge yderligere tre slagskibe af King Edward VII-typen (med en blanding af 12-tommer, 9,2-tommer og 6-tommer) i byggeprogrammet for 1903-04.Parkes, British Battleships p.426 Konceptet blev taget op igen for 1904-05-programmet, Lord Nelson-typen. Begrænsninger på længde og bredde betød at de midtskibs 9,2 tommers-tårne blev til et enkelt i stedet for to, og bestykningen blev således på fire styks 12-tommer, 10 styks 9,2-tommer og ingen 6-tommer. Konstruktøren af dette design, J.H. Narbeth, indleverede en alternativ tegning, som indeholdt en bestykning med 12 styks 12-tommers-kanoner, men admiralitetet var ikke indstillet på at godkende dette.Parkes, British Battleships, p.451–2 En del af grundlaget for beslutningen om at beholde blandingen af kalibre var behovet for at begynde bygningen af skibene hurtigt på grund af den anspændte situation, som var opstået gennem den russisk-japanske krig.Breyer, S. Battleships and Battlecruisers of the World, p.113
Skiftet til kun store kanoner Udskiftningen af 6- eller 8 tommer-kanoner med 9,2 eller 10 tommer betød en væsentlig forøgelse af slagskibenes ildkraft – især på større afstande. Ensartede store kanoner gav imidlertid mange andre fordele. En fordel var en logistisk forenkling. Da den amerikanske flåde overvejede, om man skulle have en bevæbning af blandet kaliber på f.eks. South Carolina-typen, påpegede William Sims og Homer Poundstone fordelene ved ensartethed i forbindelse med forsyning med ammunition og overførsel af besætninger fra andre kanoner til at erstatte sårede kanonerer.Friedman, US Battleships, p.55