Fredericia (tidligere også Frederiksodde) ved Lillebælt er en større by i Sydjylland med . Den er hovedby i Fredericia Kommune og ligger i Region Syddanmark. Fredericia blev grundlagt som en fæstning. Det kan ses i dag: gaderne ligger vinkelret på hinanden (nord-syd og øst-vest), og Fredericias centrum omkranses af et af Nordeuropas bedst bevarede voldanlæg fra 1600-tallet, der kun kan sammenlignes med Fredrikstad i Norge.
Byen er et af Danmarks vigtigste trafikknudepunkter, hvor jernbaner og motorvejene E45 og E20 mødes. Byens dybvandshavn er Danmarks største målt på godsmængde (2014), og Fredericia station er en af landets største. Taulov banegård har en vigtig funktion for godstransport.
Fredericia ligger centralt i Trekantområdet og har et stærkt erhvervsliv med nogle af Danmarks største virksomheder. Fredericiaområdet lægger hus til hovedkontorer for bl.a. Ørsted, Energinet.dk og Monjasa. Fredericia markerer sig også på fødevareområdet med et stort Carlsberg bryggeri, og Arla driver et af Europas største ostemejerier i Taulov. DLG har sit hovedsæde i byen.
Fæstningen i Fredericia har haft stor betydning i danmarkshistorien. Det mest kendte er udfaldet fra Fredericia i 1849, som var en stor militærsejr for Danmark. Hvert år fejres 6. juli til minde om sejren. Militæret har stadig tilknytning til byen, idet Telegrafregimentet holder til i Fredericia. Fredericias byvåben viser en kronet løve, der holder et sværd i den ene forpote og en palmegren i den anden.
Historie
Den 15. december 1650 satte kongen sin underskrift på det dokument, der gav byen de første privilegier. I 1651 navngaves den nye fæstningsby Frederiksodde efter kongen, og 22. april 1664 fik den sit nuværende latiniserede navn, Fredericia.
Oprindelse
Fredericia hører til landets yngre byer. Alene dens plan og dens beliggenhed på et sted, hvor vel ingen by ville være vokset frem af sig selv, viser, at den er opstået ved et magtsprog: Kongen ville , belært af tidligere krige, sikre Nørrejylland ved en fæstning for fjendtligt indfald og knytte forbindelsen mellem halvøen og Fyn. Allerede Christian IV havde tænkt på en sådan befæstning, men længere syd på ved Snoghøj.
Det var Frederik III, der straks ved sin tronbestigelse valgte stedet på Bersodde, som fra den tid kaldtes Frederiksodde (den yderste spids af odden kaldtes Skanseodde). Anlægget af fæstningen og den dertil knyttede by er vel tidligst påbegyndt 1649. Byens ældste privilegier er fra 16. december 1650 og gav nybyggerne betydelige rettigheder frem for andre købstadsbeboere, idet de blandt andet fik fri byggeplads inden for voldene og gratis marklodder, fritagelse for 6. og 10. penge og i 10 år for al skat, told og accise samt i de næste 20 år for halvdelen af told og accise. For at skaffe plads til byen blev det tidligere Ullerup Sogn nedlagt, dets kirke tillige med byerne Ullerup, Hyby og Hannerup nedbrudte og markerne lagte til byen, og beboerne blev tvunget til at flytte inden for voldene (breve af 13. april og 17. april 1662), og deres sognepræst blev den første sognepræst i den nye by. For at styrke befæstningen og helt at spærre bæltet begyndte kongen også at befæste den lige over for beliggende Stribs Odde, som efter dronningen skulle hedde Sophieodde (fæstningen: Amaliaborg), men planen blev dog snart opgivet.
Renæssancen
Fredericia fæstning er begyndt samtidig med byens anlæg og sikkert omtrent i samme omfang, som den senere fik, men den var dog ikke fuldført, da den allerede i Svenskekrigen kom til at stå sin første prøve; dog var den så stærk, at den svenske konge ikke ville storme den, da han 23. august 1657 ankom foran den, til hvilken rigsmarsken Anders Bille havde trukket sig tilbage med 6.000 mand. Wrangel begyndte at beskyde byen, men først efter at Erik Dahlbergh personlig havde udspejdet, hvor svag fæstningen var, vovede de svenske at storme den 24. oktober, idet Dalberg med rytteriet fra nord trængte langs stranden og indtog den efter en hård kamp med de jyske dragoner; under kampen faldt i det hele omtrent 1.500 danske, mens 3.000, deriblandt den dødeligt sårede Anders Bille, blev tagne til fange; et stort bytte faldt i fjendens hænder, deriblandt meget, som fra omegnen var bragt dertil i tillid til fæstningens styrke. De svenske blev i den delvis afbrændte by, da krigen atter begyndte kort efter freden i Roskilde, men da de ikke var stærke nok til at holde den store befæstning besat, nedbrød de en del af værkerne og indskrænkede sig til den yderste spids af odden, hvor de befæstede sig, indtil de maj 1659 fordreves herfra af de danskes allierede: brandenborgerne og polakkerne. Den 29. juni blev den indtaget af de danske. Byen havde lidt forfærdeligt, og man kunne så at sige begynde forfra igen.
Under enevælden
thumb|Prinsens Port nær var tidligere hovedporten ind til byen og stammer fra omkring 1660.
Fæstningsværkerne blevet udbedrede og nogenlunde fuldendte, blandt andet ved anlæg af kastellet på pynten i året 1664, da byen ved kongelig befaling fik sit nuværende navn. Men byen lå der med sin store ramme, anlagt, som den var, til at blive en storstad, ja måske har kongen endog drømt om, at den skulle være den nye hovedstad og kongeresidens, nu da stedet efter tabet af de skånske provinser så at sige var kommet til at ligge i rigets midte. Men staten var forarmet og kunne kun gøre lidt for byen, om end regeringen søgte at hjælpe den ved store begunstigelser på papiret. Frederik III gav den nye privilegier 9. november 1661 og gjorde den til stabelstad, men hvad kunne det hjælpe, den havde ingen havn og fik ingen før i det 19. århundrede. Og heller ikke de store begunstigelser, der indrømmedes den for at skaffe den tilgang af folk, nyttede meget. I 1672 havde den 1.591 indbyggere. Den 11. marts 1682 fik den fri religionsøvelse for alle sekter, hvilket dog langtfra bragte den den tilgang, man havde ventet, ja endog jus asyli, det vil sige at alle fallenter og alle udenlandske mordere kunne søge tilflugt her for 10 år, når de betalte 1 rigsdaler årlig til magistraten; navnlig den sidste bestemmelse, som først hævedes 1821, bidrog vel ikke til at bringe den i godt ry. Kort sagt, byen ville ikke tage til, lige som fæstningen ingensinde fik den betydning, der var tiltænkt den. Først i Den Store Nordiske Krig blev den sat i nogenlunde god forsvarsstand i årene 1709-10, da 5.000 mand og en del bønder fra Koldinghus Amt arbejdede på den, men efter krigen forfaldt den mere og mere. Til dens vedligeholdelse benyttedes kun straffefangerne i det derværende Stokhus, og da det nedlagdes i det 18. århundrede, blev der slet ikke gjort noget.
Bestemmelserne om religionsfrihed tiltrak jøder og senere franske huguenotter og en del mennonitter. Huguenotterne, som her blev kaldt reformerte, var specialister i dyrkning af tobak, og i det hele taget var landbrug det vigtigste erhverv i Fredericia langt op i 1800-årene. De fleste huse og bygninger lå omkring den nuværende Danmarksgade og Gothersgade, hvorimod arealerne øst for Købmagergade og syd for Sjællandsgade langt op i 1800-årene stort set lå ubebyggede hen og blev anvendt til landbrugsmæssige formål.
Bestræbelserne fra Frederik IVs side på at ophjælpe byen løb også til dels ud i sandet, når undtages, at han 1719 indkaldte en del reformerte. Ved en plan af 1728 blev der afsat et helt net af kanaler, der skulle tjene som havn og strække sig langt op i byen, ja der var endog afsat plads til et slot, men hverken det ene eller det andet kom til udførelse. Efter midten af det 18. århundrede skildres både byens og fæstningens tilstand så bedrøvelig som vel muligt: byen er fattig, de høje skatter er langtfra tilstrækkelige til at opholde byen, især garnisonen og den store embedsstand, handel og håndværk ligge nede: "her er af alle Stænder, dog langt flere af Tære- end af Nærestanden". Om fæstningen siges, "at den ej kan tjene til andet end til Retirade paa nogle faa Dage, i Fald en hel Armée skulde blive afslagen i aaben Mark", "det er dog vist, at saa stor en Fæstning behøvede en Besætning paa 15,000 Mand, om den skulde kunne forsvare sig", og at "en Fjende, i Fald han faldt ind i Landet, vilde skønne mere paa Fr. Fæstning end vi selv; thi naar den var indtagen, var hele Jylland, det Slesvigske og Fyn snart indtagen med". 1769 havde byen 2.528 indbyggere, med garnisonen.
Krigen 1848-1850
Først i den slesvigske krig skulle by og fæstning drage hele landets opmærksomhed på sig. Ved krigens udbrud i 1848 var fæstningen i en så dårlig forfatning, at man slet ikke tænkte på at forsvare den, og fjenden besatte den uden modstand i begyndelsen af maj. I de følgende dage beskødes kastellet og fæstningen af de danske, hvorved blandt andet tøjhuset led skade, og da fjenden kort efter ved Ruslands trusler blev tvungen til at rømme Nørrejylland, blev Fredericia atter besat af de danske. Under våbenstilstanden blev imidlertid den forfaldne fæstning istandsat. Arbejderne begyndte i februar 1849, og oberst Lunding blev dens kommandant. Den 14. april blev fæstningen erklæret i belejringstilstand, og efter træfningen ved den Gudsø 7. maj trak general Bülow sig med hovedhæren tilbage til Fredericia og derfra over til Fyn, og fæstningen indesluttedes af slesvig-holstenerne under general Bonin, der bombarderede den 16. til 19. maj, uden dog at tilføje den stor skade, og også søgte at beskyde den skibsbro, der var bygget på østfronten, og hvorved de danske havde forbindelse med Fyn, idet besætningen, der bestod af 5 bataljoner, på bestemte tider afløstes fra hovedkvarteret i Fyn. Fjendens plan om at ødelægge broen blev dog forpurret ved et energisk udfald, som Lunding foretog den 30. juni, og endelig fandt Bülow det belejlige øjeblik at være kommet til at foretage et hovedangreb på fjenden. Til Schleppegrells og Moltkes brigader, som stod på Fyn, sluttede sig en del af de Mezas fra Als og Olaf Ryes fra Nørrejylland, og i de første dage af juli overskibedes samtlige tropper til Fredericia (de sidste ankom om aftenen 5. juli), nemlig 3., 4., 5. og 6. brigade, i alt 19.000 mand og 48 kanoner, foruden 4.000 mand besættelsestropper. Fredag morgen kl. 1 den 6. juli begyndte slaget, idet avantgarden under de Meza rykkede ud af Kongens Port og en udfaldsport tæt vest for den, efterfulgt af Schleppegrells brigade, mens højre fløj under Rye og Moltke rykkede ud ligeledes af Kongens Port, men gik langs stranden. Bülow ledede hele slaget som overgeneral. Efter nogle timers heftig kamp, under hvilken avantgardens stilling i begyndelsen var meget kritisk, var fjenderne fordrevne fra alle deres skanser, og kl. 3 1/2 gav Bonin, der forgæves havde forsøgt et modangreb, ordre til tilbagetog. Kampen fortsattes dog endnu nogle timer med forfølgelse af fjenden. De danske havde foruden en del skyts og ammunition taget omtrent 1.600 fanger, men sejren var også dyrekøbt: 33 officerer, deriblandt Rye, og 479 mand var faldne, og 42 officerer og 1.302 mand sårede, et tab, der var ikke så lidt større end fjendernes.
Efter krigen var der ofte tale om at istandsætte fæstningen, men først fra 1861 gjordes der dog noget, navnlig begyndtes på anlægget af en såkaldt befæstet lejr mod nord, men arbejderne var uden videre betydning, og da Fredericia beordredes i forsvarsstand 23. december 1863, atter under N. C. Lunding som kommandant, var dens tilstand meget dårlig. Den 8. marts blev den indesluttet af preusserne, hvortil nogle dage senere østrigerne sluttede sig. De bombarderede byen den 19.-21. marts, hvorved en del dræbtes og såredes, mens 35 huse nedbrændte og 93 beskadigedes. Efter krigsministeriets befaling af 25. april blev fæstningen rømmet, hvor efter den 29. april besattes af østrigerne. Siden den tid må Fredericia som fæstning anses for nedlagt, om end den endnu bestod af navn.
Der sluttedes våbenhvile i juli, og efter at fredsforhandlingerne var overstået i oktober 1864, lå grænsen til Tyskland nu umiddelbart syd for Kolding, blot 50 km fra Fredericia.
Den tidlige industrialisering